Fællesskab om mad kan vise børn, at vi alle kommer med noget unikt

Da der kom en flygtning ind Annes søns klasse, fik hun den idé at invitere børnene til ”gæstebud” i haven. Alle børn havde en ret med, der stammede fra en egn eller land, hvor deres familie havde rødder. Det blev en rørende dag, der fik en større mening. Nu har Anne skrevet en ungdomsroman, der er en hyldest til ’Babettes Gæstebud’ og handler om, hvordan fordomme kan fordufte, når man lærer andre mennesker at kende.

TEKST: ANNE ZENON, FORFATTER
FOTO: ISTOCK

At spise mad sammen kan være første skridt mod større forståelse. Da min søn startede i børnehaveklasse, inviterede jeg hans klasse til ’gæstebud’ i min have. Gæstebuddet var et sammenskudsgilde, hvor klassens børn medbragte en ret, som stammede fra det land eller den egn, deres familie har rødder i. Der blev serveret alt fra ristede insekter fra Sydafrika til fynsk rygeost og klipfisk fra Norge. Børnene præsenterede deres ret, og fortalte hvorfor de havde netop den med.

”Tidligere ville jeg ikke været gået hen til de andre og spurgt ’hvor kommer du fra’, men det gjorde jeg bagefter,” fortæller min søn. Læreren, der deltog synes også, at ideen kunne noget i forhold til fællesskabet.

”At mødes over mad er en god måde at være sammen på og lære hinanden bedre at kende. De blev mere bevidste om, at vi har forskellige rødder,” siger Christina Alsted Wild, børnehaveklasseleder på Frederik Barfod Skole.

”Det var meget interessant at se børnene fortælle om de retter, de havde med. Vi har allesammen spist pizza, men den dag gjorde vi det, fordi der var en, der kom fra Italien,” siger Christina Alsted Wild, der på dagen var hjemme i haven hos en af sine elever og holde ’gæstebud’.

Ideen opstod blandt andet fordi, der kom en flygtning i min søns klasse. Men det var mere end det. Det var et ønske om, at børnene ser, at vi med vores forskellige rødder bringer noget nyt til fællesskabet. Og i en tid præget af krig og usikkerhed i Europa, synes jeg kun, at det er blevet vigtigere, at vi samler os i stedet for at fjerne os fra hinanden.

Jeg har faktisk selv, på trods af mit danske ophav, flere gange har været udsat for racisme, hvor andre har troet, at jeg havde en anden etnisk baggrund. Det gjorde stort indtryk på mig, da jeg blev talt grimt til på grund af mit – på det tidspunkt – mørke hår. For mig var det et kort øjeblik, en fejlantagelse, men hvordan må det ikke føles, når det gentager sig, og man måske samtidig er ved at lære sproget?

LÆS OGSÅ: Forældres råd om modtagelse af flygtningefamilier

At spise mad sammen kan være første skridt mod større forståelse
Mit ønske om skabe positivt fokus på vores forskellige baggrunde var også grunden til, at jeg skrev ungdomsromanen Balalas fest. Bogen er en hyldest til Babettes gæstebud og handler om flygtningepigen Balala, der kommer ind i en dansk 6. klasse. Den populære pige Sille, der er presset på grund af sociale udfordringer derhjemme, lader sine frustrationer gå ud over Balala. Og så handler det også om forvekslinger og forelskelse.

Det sker ofte, at folk, der er kritiske overfor indvandrere og flygtninge, ændrer mening, når de lærer mennesket at kende. Derfor har jeg skrevet Balalas fest, der viser, hvilken magi der kan opstå, når man tør åbne sig for hinanden. At spise mad sammen kan være første vigtige skridt.

LÆS OGSÅ: Sådan kan du fremme fællesskabet i dit barns klasse

”Jeg har engelsk blod løbende i årerne”
Den dag, der var gæstebud for børnehaveklassen, var der dækket stort bord med plads til de mange fade og skåle. Børnene havde udskiftet dagens madpakke med spændende retter. Èn efter én fortalte de, hvad de havde med: Shepherd’s pie, halvah eller brunsviger.

Det jeg husker mest tydeligt er, hvor nysgerrigt de lyttede til hinanden, men også at flere blev helt overraskede over deres egne historier, fordi de ikke havde helt styr på deres aner. Drengen med den engelske shepherd’s pie udbrød overrasket: ”Jeg har engelsk blod løbende i årerne.”

Min søn syntes, det var spændende at smage noget andet mad. Han husker især de ristede græshopper en dreng havde med, fordi hans far var vokset op i Sydafrika. Nogle havde ikke mod til at smage, mens andre kom frem til, at græshopperne smagte af popcorn. Selv havde Elliot klipfisk med, fordi hans farmor er fra Norge.

”Det var sjovt, at jeg havde noget mad med fra et andet land end Danmark,” siger han.

Han husker også, at det blev en god mulighed for at spørge nogle klassekammerater, hvor de kom fra.

”Jeg ville ikke været gået hen til de andre og spurgt ”hvor kommer du fra”, men det gjorde jeg bagefter,” fortæller han i dag.

LÆS OGSÅ: Morgenmad i klassen – en god start på dagen!

Lærer: Det er godt at blive opmærksomme på hinanden
Min søns lærer, Christina Alsted Wild, mindes, at børnene blev nysgerrige på hinanden efter at have smagt hinandens mad.

”De talte meget om det bagefter,” siger hun og mener, at det er vigtigt for en klasse at blive opmærksomme på hinanden.

”Maden var en konkret måde for børnene at opleve hinandens rødder på.”

Anne Zenon er forfatter til ungdomsromanen ”Balalas fest”, der foregår i en dansk 6. klasse. Balala er flygtet fra Irak og kommer ind i en klasse, hvor Sille er den populære og dominerende pige. Sille får den spændende opgave at skulle skrive en sang til byens jubilæum sammen med drengen Tarik. Ingen i klassen ved, at venskabet og den spirende forelskelse er meget tiltrængt, men også sårbart for den ellers så populære pige. Da Tarik tager en chance og inviterer sig selv hjem, får han set hendes store hemmelighed. Sille føler sig tvunget til at smide Tarik ud af bandet. Og da Balala inviterer til fest samme dag, som Sille skal opføre sin sang, går det helt galt.

Det er en historie om den magi, der sker, når man tør mødes på tværs af forskellige kulturer. Og det er Balalas initiativ til at bringe klassen sammen til et gæstebud, der løsner op for forskellene på tværs af hele klassen.