Vælg side

Digt:“Jeg gi’r mig selv skylden for min ensomhed”

”Jeg hader mig selv. En dag i 6.klasse kravler jeg op i vinduet og står og stirrer ned i skolegården.”
Det begyndte med mobning i 2. klasse. I dag er Christian 25 år og kæmper stadig med den ensomhed, han oplevede i sin skoletid.
Nu står han frem med sin historie i C:NTACT’s forestilling EN SOM DIG.
Her fortæller Christian selv sin historie.

TEKST: CHRISTIAN, 25 ÅR
FOTO: JON BJARNI HJARTASON, C:NTACT

J

eg sidder der i klassen og smiler.
Det er sådan en maske jeg har tillagt mig.
Indeni skriger jeg.

Jeg skriger af ensomhed.
Jeg er i en glasklokke og kan ikke trænge igennem til de andre.
Fordi jeg ikke tør.
De andre ser mig ikke.
Jeg hader mig selv.
Jeg eksisterer ikke.
Hvorfor er det sådan.
Jeg havde ellers en normal barndom indtil 2.klasse.
Min bedste ven Kris flyttede skole og lige pludselig var jeg alene.
Jeg kunne ikke finde ud af at relatere til de andre klassekammerater.
Jeg lukkede mig inde i mig selv.
DET VIL SIGE AT JEG LEGEDE ALENE OG SNAKKEDE MED MIG SELV I FRIKVARTERERNE.
De andre børn begyndte at mobbe mig.
Kaldte mig retarderet.
Ingen af lærerne gjorde noget.
Så i 3. klasse flyttede min mor mig over til en lille privatskole.
Drillerierne holdt op.
Ikke fordi at jeg var blevet mere social.
Nej.
Jeg havde fundet en metode, som gjorde at de lod mig være i fred.
Jeg lukkede mig totalt inde i mig selv og ignorerede ethvert drilleri.
Til sidst gav mine klassekammerater op og jeg fik lov til at passe mig selv.
Men det var jo ikke det jeg ville.
Jeg ville gerne være en del af fælleskabet, men jeg var så bange for at blive afvist.
Bange for at blive såret.
Jeg gir mig selv skylden for min ensomhed.
Jeg hader mig selv.
En dag i 6.klasse kravler jeg op i vinduet og står og stirrer ned i skolegården.
Tænker på min mor derhjemme.
Den kærlighed hun gir mig.
En af mine klassekammerater spørger mig om hvad jeg har gang i.
Jeg vågner op og kravler ned igen.

Jeg har skrevet et digt, der prøver at beskrive de følelser jeg gik igennem dengang
og som stadig kan dukke op når jeg bliver overmandet af ensomhed:

SKRIGET:
“Jeg ønsker at skrige ud i natten
Jeg er indespærret af væggene omkring mig
Skriget bor inde i mig
Ryster den indre kerne i min krop og min psyke
Skriget er ikke et skrig af glæde eller lykke
Skriget er ikke et skrig af sorg eller kvaler
Skriget er et skrig af ensomhed og håbløshed
Skriget er et skrig af fortrydelse og længsler
Hver aften føler jeg det bobler inden i mig
Når jeg fumler min vej hjem for at sidde alene
Jeg ligger søvnløs
Da skriget ryster mig dybt
Jeg ligger i min seng, indespærret af væggene i mit værelse
Væggene holder skriget tilbage for nogensinde at bryde ud
Skriget vil destruere mig
Det er blot en pris at betale for at eksistere i din verden”

I dag er jeg 25 år og uddannet softwareudvikler.
Jeg kæmper stadig med mit selvhad.
Og min usikkerhed.
Og….den altomfavnende ensomhed.
Men jeg har fået nogle værktøjer som hjælper mig den dag i dag.
Jeg er nemlig blevet en del af et fælleskab for andre ensomme unge.
Da jeg gik i 2.g synes min moster nemlig at der måtte gøres noget.
Trods mine protester fik hun mig til at kontakte Ventilen.
Ventilen er en frivillig social organisation der forebygger og afhjælper ensomhed blandt unge.
De har skabt trygt rum, hvor unge, der føler sig ensomme, kan få nogle gode oplevelser med jævnaldrende og træne deres sociale færdigheder.
Jeg fik hjælp udefra og det er alfa og omega.
Hvis du fornemmer at en ungt menneske er ensomt skal du ikke holde dig tilbage for at række ud efter vedkommende.
Han eller hun kan være din klassekammerat, din datter eller din elev.
Og til dig der er ensom vil jeg sige: Tal med dine nærmeste for det er ikke altid, at de ved hvad du går og tumler med inde i dit hoved.
Jeg hedder Christian.
Tak fordi I lyttede.

LÆS OGSÅ: 11-årig fortæller om sin ensomhed

LÆS OGSÅ: 15-årige Fridas digt om ensomhed

Forestillingen EN SOM DIG spiller på Edison under Københavns teaterfestival CPH STAGE. Du kan læse mere om EN SOM DIG og C:NTACTs andre forestillinger og booke GRATIS billetter her.

OPLEVER DIT BARN ENSOMHED?
Ring til Forældrerådgivningen på 70 25 24 68

C:NTACT er en selvstændig fond, der har til huse på teatret Edison på Frederiksberg. C:NTACT arbejder for at sætte fokus på sociale og kulturelle problemstillinger gennem professionalisering og formidling af menneskers virkeligheder på scenen, radio og film. Deres formål er at give mennesker, særligt unge, en stemme og en mulighed for at skabe nyt billede af sig selv og en ny relation til hinanden og samfundet. Samtidig er målet at give et stort publikum en mulighed for at møde de udsatte grupper og lytte til deres stemmer.
Læs mere her.

Udgivet: maj 2021

Få ny viden, inspiration og gode råd til at støtte dit skolebarn
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Skole og Forældres magasin, Skolebørn, og få de nyeste artikler direkte i din indbakke 8 gange om året.
Det er helt GRATIS og vi giver ikke din mailadresse videre til anden part.

Hvis du har lyst, kan du udfylde fødselsåret for dit barn/dine børn, så vi kan sende dig artikler, der passer til dit barns klassetrin. Det er selvfølgelig frivilligt og vi bruger ikke oplysningerne til andet.

Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet accepterer du Skole og Forældres privatlivspolitik. Læs den her.