15 idéer til forældre til indskolingsbørn
”Opdag matematikken i hverdagen”
Som nybagt skoleforælder kan man være nervøs for om ens barn kan følge med fagligt og vil måske gerne støtte sit barn i at komme godt i gang – fx med matematikken. Der er dog ingen grund til at kaste sig over lærebøger og bruge eftermiddagene på at løse opgaver i matematikhæfter. Man skal hellere tale med sit barn om de tal og former man støder på i hverdagen og lege matematikken ind, lyder rådet fra en mor og matematikbogsforfatter.
Tekst og foto: Kathrine Iversen, mor og forfatter til flere bøger om matematik for børn indskolingen.
Når børn skal lære tallene, skal de både lære, hvordan tallet ser ud, hvordan tallet udtales og så skal der samtidig knyttes en mængde til tallet. Dette kan man gøre på mange forskellige måder. For mig og mine børn, har det hjulpet at beholde den legende tilgang, til det at lære.
Her har I 15 idéer til aktiviteter, der styrker jeres barns talforståelse og dermed hjælper jeres barn godt i gang på matematikkens vej.
1. TAG DIT BARN I HÅNDEN SÆT ORD PÅ TALLENE I HVERDAGEN
I stedet for at sige ”Tager du og lægger gafler på bordet?” så prøv i stedet at sige ”tager du fire gafler og lægger på bordet”. Eller ”Kan du give mig 10 kartofler?”, ”Hvad størrelse bruger du i sko?”, ”Hvilket husnummer bor vi i?”, ”Hvad koster den playstation, du ønsker dig?” osv.
2.
TAL-MÆNGDE
I ”Tiger” og ”Søstrene Grene” kan man ofte være heldig at finde nogle spil, hvor der både er tal og mængde med.
3.
MÆNGDE-TAL-MÆNGDE
Gå udenfor, slå med en terning, si’ tallet højt og gå ud og find antallet. Det kan være, at jeg slår en firer, så siger jeg FIRE og går ud og finder fire sten, grene, kogler, blade eller andet.
4.
TALSANGE
Der er mange hyggelige talsange. Hvis I ikke kender dem, kan de fleste findes på Youtube. Det kunne være ”Tælle til én og tælle til to..”, ”En elefant kom marcherende…”, ”Tiervennersangen”, ”Tre små aber sad på en gren…”, ”Ti små cyklister” eller ”1 indi, 2 indi 3 indianer…”. Når man synger disse sange, så lav ”regnefingre-fagter” imens, altså vis 1, 2, 3 fingre mens I synger.
5.
REGNEHISTORIER
Der findes også mange hyggelige regnehistorier. Til de lidt yngre børn er der fx serien med ”Nullet der fandt sin plads” og serien ”Regnefingre”.
6.
TÆLLE/GÆTTE
Mange børn er gode til talremsen 1,2,3,4… men kan have svært ved at tælle videre fra fx 8, eller tælle baglæns fra 10 eller fra 20. Prøv at lave det til en lille gættekonkurrence, når I er ude at gå fx ”Hvor mange tror du vi kan nå at tælle til, før vi er ved næste lygtepæl”, gættes der på 9, så tæller I baglæns fra 9 ned til 0 mens I går hen mod lygtepælen. Det kan også være oplagt at tælle trappetrin.
7.
SJIPPE/HINKE
Fortsæt ideen fra nr.6 her, mens I sjipper eller laver en hinkerude med tallene. Sørg for at I får talt forlæns, baglæns og talt videre.
8.
MATEMATIKKEN PÅ TUR
Find tal når I er ude at gå, fx hvilke tal står på nummerpladen, husnumre, busnumre, hvor mange skridt er der hen til den blå bil, hvilken figur har skiltet. Eller I kan lege ”Find en…” Find et rundt skilt, find noget trekantet, firkantet, spidst, aflangt, kort osv. Se på priser, ”Hvad koster den is?”…
9.
KIMS LEG
Prøv at leg Kims leg, hvor I tager fx fem vindruer og ligger under et viskestykke. Fjern viskestykket i 3 sekunder og læg det på igen. Nu skal dit barn fortælle hvor mange vindruer der var. Start med et lille antal og så slut af med fem af en slags. Det kan også være med forskellige ting, hvor børnene skal huske, hvad det var der lå under viskestykket. Her er det hukommelsen, der trænes.
10.
BYG LEGO SAMMEN
Få ord på LEGO klodserne, fx kan du række mig en 2’er eller en 8’er, tal om at 4’eren er dobbelt så stor som 2’eren. Det at kunne følge en vejledning er også rigtig god træning.
Hos Forlaget Matematik har vi mottoet ”Matematik med glæde”. Det synes jeg er et rigtig godt motto og det er for mig vigtigt at huske på, når vi skal hjælpe vores børn godt på vej med matematikken. Det skal være sjovt og sejt at blive god til matematik.
11.
YATZY
Det er helt fantastisk godt at spille spil. I yatzy træner man også det at se mægden på terningen og vide hvilken værdi det er. Til de yngre børn, findes der regler til ”mini yatzy” som man kan søge på nettet.
12.
KRIG
Kortspillet Krig (se regler på nettet) er godt til at få øvet forskellen på tallene. Vi kan hurtigt se hvis der ligger en 4’er og en 5’er, hvilket kort der har den højeste værdi. Dette vil børn skulle tælle sig frem til i begyndelsen, men jo mere man spiller, des mere automatiseret bliver det og børnene lære at fem er større end 4 og så fremdeles.
13.
ÆSELSPIL
Et kortspil hvor tallene står på, er rigtig godt til også at øve de samme skills som i ”Krig”.
14.
UNO
Matador, Kryds og bolle, Slanger og stiger, Sequence Numbers. Er også rigtig gode.
15.
ALLE KORTSPIL
Puslespil og brætspil er fantastiske, -så bare spil løs.
Kathrine Iversen er 41 år, Mor til Emma på 9 år og Lukas på 13 år, Matematiklærer og matematikvejleder. Forfatter til bøgerne ”Matematik på iPad”, ”Hvad nu hvis” samt ”Regnefingre 1-6”. Nu konsulent hos Forlaget Matematik.
Udgivet: maj 2021