Forældre: Skærme fylder for meget i fritidstilbuddet

Mange forældre undrer sig over, at deres børn har nærmest fri adgang til mobiler og computerspil i fritidstilbuddet, viser kommentarerne i ny undersøgelse fra Skole og Forældre. Her er et udpluk af forældrenes oplevelser:

AF: MAJ CARBONI
FOTO: ISTOCK

”Min søn synes, at det er kedeligt at være i klubben, fordi hans kammerater enten sidder med deres mobiler eller spiller på klubbens computere.”

”Der bliver ikke lavet meget i den klub. De spiller mest bare computer eller ser på deres telefonen. Desværre.”

”Som forælder mener jeg, at det er forkert, at SFO’en tilbyder iPads til børnene, spillekonsoller og fjernsyn. Børnene er der for at lege – ikke for at blive pacificeret. Nogle dage er der alt for meget TV og film, som ikke er med til at styrke sammenholdet imellem børnene.”

”Jeg ville ønske, at der var begrænsning på skærm, så det var aktiviteter og fællesskabet, der var i højsædet.”

Skole og Forældres undersøgelse 
Kommentarer er fra Skole og Forældres undersøgelse fra september 2024 med besvarelser fra 1.317 forældre til børn i folkeskolen, herunder 795 forældre til børn i fritidstilbud. De udvalgte kommentarer er eksempler på hovedtendenserne i forældrenes kommentarer. Blandt respondenterne er der en overvægt af kvinder og af personer med videregående uddannelse. Svarene er derfor vægtede i forhold til respondenternes køn og uddannelsesniveau. Undersøgelsen er geografisk repræsentativ.

VIL DU HAVE MERE INSPIRATION TIL LIVET SOM SKOLEFORÆLDER?
TILMELD DIG SKOLEBØRNS NYHEDSBREV
Klik her

Udgivet: Oktober 2024