Vælg side

Fortnite, FIFA eller Counter-Strike
– hvad er det egentlig, dit barn spiller?

Spilverdenen kan være svær at finde rundt i som forælder, hvis det ikke er noget, man selv interesserer sig for. Her kan du læse om nogle af de mest populære spil og få to kloge hoveders bud på, hvad spillene kan, og hvad du som forælder skal være opmærksom på.

TEKST: MAGNUS EG MØLLER

Fortnite:
Aldersgrænse: 12 år
Fortnite er et farvestrålende skydespil med fart på. 100 spillere hopper ud over en ø med faldskærm, og når man lander, handler det om hurtigt at finde et våben og gå i gang med at udrydde sine modstandere, til man til sidst er den eneste overlevende, og man har vundet spillet.
Det er muligt at spille alene, i par eller i grupper af fire, og en runde tager typisk et kvarters tid.
Fortnite er gratis at spille, men det er muligt at købe kosmetiske ting for rigtige penge.

Christian Mogensen, Center for Digital Pædagogik:
Jeg synes, at Fortnite er mere en digital legeplads og dansesimulator, end det er et spil, og taktik og kommunikation kan ligge på et meget lille sted.
Fordi det er gratis at spille, så spiller alle det, og det er det, der gør det så sjovt – at alle ens venner er der.
Der er rigtig mange børn, der ikke spiller Fortnite men bare leger det, og man kan altid lige nå et enkelt spil mere, fordi det ikke tager mere end et kvarter. Det kan være problematisk.
Det er ikke et spil, der fordrer en god spillekultur. Det handler ikke om at være dygtig, men om at have den fedeste dans.

Rune Kristian Lundedal Nielsen, Center for Computer Games Research:
Fortnite har givet mange børn og unge mulighed for at engagere sig i noget, hvor de føler autonomi, kompetence og fællesskab.
Når så stor en del af børnene spiller Fortnite, kan det føles som om, man pludselig har alle sine venner siddende på sit værelse.
Man får større gevinster ved at spille sammen med sine venner, og Fortnite handler i virkeligheden meget om at få nogle positive oplevelser sammen. Måske betyder det også, at man har mindre lyst til at lave lektier, fordi alle vennerne er lige ved hånden.

Counter-Strike
Aldersgrænse: 16 år
Counter-Strike har efterhånden været på markedet i 20 år, og spillets professionelle scene er enorm. Der afholdes løbende store turneringer med præmier i millionklassen, og de danske hold er som regel godt med.
Counter-Strike er et førstepersons-skydespil, hvor man sammen med fire medspillere kæmper for at nedkæmpe modstanderne, løslade gidsler og sprænge bomber.
Counter-Strike er gratis at spille, men det er muligt at købe bokse med tilfældige kosmetiske ting for rigtige penge. Nogle af tingene er sjældne og videresælges for tusindvis af kroner, ligesom det også er muligt at gamble om tingene med andre spillere.

Christian Mogensen:
I Counter-Strike kan man ikke præstere uden et hold, godt samarbejde og god kommunikation. Counter-Strike er ikke problemfrit, men det har været på markedet så længe, at det er reguleret, og det er gået hen og er blevet E-sportens fodbold.
Der er rigtig mange tekniske og samarbejdsmæssige aspekter, som er vægtet enormt højt. Det er holdsamarbejdet, der virkelig giver spillerne noget.

Rune Kristian Lundedal Nielsen:
I Counter-Strike arbejder man sammen i hold, og man oplever store sejre og nederlag, som man deler med hinanden.
Counter-Strike er voldeligt, så man skal måske være opmærksom på, om ens barn bliver bange og får mareridt af at se blod. Det gør nogle børn, mens andre bedre kan skelne mellem virkelighed og fiktion.
Det problematiske ved Counter-Strike er deres ‘Loot-bokse’, der koster penge, og som indeholder tilfældige ‘skins’, der efterfølgende også købes og sælges for rigtige penge. Det er super farligt, hvis unge mennesker begynder at gamble med det her, for det kan komme til at koste rigtig mange penge.

FIFA
Aldersgrænse: 3 år
Fifa er et fodboldspil baseret på virkeligheden. For at følge med udviklingen i de forskellige ligaer verden over, udkommer FIFA hvert år med en opdateret udgave, som man må købe, hvis man vil have et spil, hvor spillerne er i de rigtige klubber, og hvor nye spillere er med.
FIFA er så småt ved at blive en E-sport, og flere danske superligaklubber er gået ind i spillet.
I FIFA kan man købe pakker med tilfældige spillere for rigtige penge. Pakkerne fås i mange forskellige prisklasser. Vil man f.eks. rigtig gerne have Ronaldo, må man købe de dyre pakker, men man er ikke sikker på at få ham.

Christian Mogensen:
Vi har altid haft FIFA, og det er blevet et spil, man stoler på, fordi det jo bare er fodbold. Når man taber i FIFA, er det typisk fordi, man har dårlige spillere, og hvis man gerne vil have et godt hold, må man punge ud.
Børn og unge skubbes til at købe noget, de ikke ved, hvad er. Det er ren gambling. Det svarer til at bede dem købe skrabelodder.
Spillet er meget seer-venligt, men det har en forretningsmodel, der ikke har sin gang på jorden i nærheden af børn og unge mennesker, der ikke har en chance for at gennemskue dem.

Rune Kristian Lundedal Nielsen:
FIFA er år efter år det mest solgte konsolspil i Danmark, og vi ser, at det er ved at blive en E-sport. Det problematiske ved spillet er, at for at kunne spille med i FIFA Ultimate Team, som er det, de fleste unge spiller, så bliver man nødt til at have et godt hold. For at få et godt hold, må man købe de her pakker, og det er ikke til at se, hvor stor sandsynligheden for at få de enkelte spillere er.
De penge, man bruger, kan føles som spild, hvis ikke man køber flere pakker, og det er enormt problematisk. Derudover så kommer der løbende opdateringer, så de spillere, der måske er de bedste først på sæsonen, pludselig bliver overhalet sidst på sæsonen.

League of Legends
Aldersgrænse: 12 år
League of Legends har ligesom Counter-Strike en kæmpe professionel scene, og også her har Danmark mange spillere helt i toppen.
Man spiller sammen på hold af fem – enten sammen med sine venner eller med tilfældige spillere fra hele verden. League of Legends er gratis at spille, men man kan købe spil-karakterer for rigtige penge, hvis man ikke vil bruge tid på at skaffe dem ved at spille spillet.
Det er ikke nødvendigt at have alle karaktererne, og man kan ret hurtigt spare spil-penge sammen til at købe de karakterer, man synes bedst om. Derudover kan man for rigtige penge købe kosmetiske opgraderinger.

Christian Mogensen:
League of Legends er en holdsport. Det handler om at få en fed oplevelse sammen med resten af holdet, og det kræver god kommunikation og rigtig meget øvelse, hvis man vil være rigtig god. Selvom man kan betale sig til spil-karakterer, så er League of Legends faktisk ret gavmilde med, hvor meget man får ved bare at spille spillet.

Rune Kristian Lundedal Nielsen:
Hvis ens barn spiller rangeret League of Legends skal man være opmærksom på, at der kan ligge et pres for at spille. Inden bekymringen for Fortnite, var man bekymret for League of Legends, fordi man bliver nødt til at spille med jævne mellemrum for at opretholde sin plads på ranglisten.

Minecraft
Aldersgrænse: 7 år
Minecraft er en eventyrverden, hvor man kan bygge flotte borge, nedkæmpe mystiske væsener og spille både med og mod andre spillere.
Kun kreativiteten sætter grænser for, hvad man kan bygge.
Minecraft kan spilles på flere platform og koster knap 200 kroner. Derudover er det muligt at købe forskellige tilføjelser for rigtige penge.

Christian Mogensen:
Minecraft kan noget helt fantastisk. Man kan samarbejde om at bygge enorme tårne, og man kan fjolle rundt sammen og kæmpe mod edderkopper.
Det er som en slags interaktivt LEGO med et formål. Hvis man spiller sammen med andre spillere, skal man være opmærksom på, at de andre spillere kan ødelægge det, man måske har brugt dagevis på at bygge. Her skal man som forælder anerkende, hvor seriøst det kan være for barnet.

Rune Kristian Lundedal Nielsen:
Minecraft er en social arena, hvor man kan være sammen med sine venner. Det er også et spil, der på en meget direkte måde opfordrer til kreativitet, fordi man selv skal skabe sin verden. Spillet har en meget stærk matematisk komponent, og det er et godt værktøj til at træne spillernes rumlige intelligens. På det

World of Warcraft
Aldersgrænse: 12 år
World of Warcraft er en virtuel fantasiverden, hvor man alene eller sammen med andre spillere fra hele verden kæmper mod monstre og mod hinanden.
Spillet er designet til at blive spillet sammen, og dele af spillet kræver, at man samarbejder i op til 40 mand store grupper.
World of Warcraft er et spil, man aldrig bliver færdig med. Der er altid nye ting at tage sig til, og man kan konkurrere med sine medspillere på flere måder – derfor kan det være en enorm tidssluger.
Spillet koster cirka 100 kroner om måneden, og der kommer jævnligt udvidelsespakker, som også koster penge. Derudover er det muligt at købe kosmetiske ting i spillet, men de giver ikke en fordel til spilleren.

Christian Mogensen:
Som forælder er det godt at være opmærksom på, at dit barn måske har nogle forpligtelser over for sine venner i spillet. I de enkelte grupper af spillere (guilds), kan der ligge fastsatte tidspunkter, hvor det forventes, at man er online for at deltage i store kampe (raids).
Typisk er guilds i World of Warcraft sammensat af personer fra hele verden, og tidspunkterne for raids ligger typisk et par gange om ugen om aftenen.
Hvis dit barn har fået meget hjælp fra sine medspillere, kan det være, han/hun føler sig forpligtet til at gengælde hjælpen, og det kan både være positivt og negativt.

Rune Kristian Lundedal Nielsen:
En af mine kolleger beskrev engang World of Warcraft som Facebook med orker. For rigtig mange spillere ligger værdien i WoW i venskaberne.
Der er ikke noget i spillet, som garanterer en form for positiv effekt, fordi det kan spilles på mange måder, men hvis man selv arrangerer alt muligt i spillet, så kan man opnå positive effekter.
Som forælder skal man være opmærksom på de sociale forpligtelser i spillet. Jo flere venner man har, jo flere forpligtelser har man, og jo mere hjælp, man har modtaget, jo mere føler man sig måske forpligtet til at hjælpe andre, og det er jo positivt, lige indtil det kommer i konflikt med sengetider, aftensmad og lektier.
Det farlige i spillet er også det mest positive. Man får en masse venner, men de mange forpligtelser risikerer at komme i konflikt med barnets andre forpligtelser.

Få ny viden, inspiration og gode råd til at støtte dit skolebarn
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Skole og Forældres magasin, Skolebørn, og få de nyeste artikler direkte i din indbakke 8 gange om året.
Det er helt GRATIS og vi giver ikke din mailadresse videre til anden part.

Hvis du har lyst, kan du udfylde fødselsåret for dit barn/dine børn, så vi kan sende dig artikler, der passer til dit barns klassetrin. Det er selvfølgelig frivilligt og vi bruger ikke oplysningerne til andet.

Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet accepterer du Skole og Forældres privatlivspolitik. Læs den her.