Den slags beskeder sender vi frem og tilbage flere gange om ugen, når drengene som sædvanlig plager om legeaftaler, når de bliver hentet. Den dag skulle legeaftalen dog ende med at have stor betydning for Sylvesters fremtid i klassen.

Det er en usædvanlig varm efterårsdag, så drengene leger i gården i de solstriber, der slipper ned over tagene. De skyder til måls med en stor flot træbue med udskæringer og pile med ægte fjer, som Hannibal lige har fået i fødselsdagsgave. Eller det vil sige: Hannibal skyder med buen og Sylvester går troligt frem og tilbage og henter de afskudte pile, så Hannibal igen kan sende dem afsted mod målskiven. Moren taler om klassens nye lærer, der vist nok er helt nyuddannet.

”Er det ikke snart min tur til at skyde?” spørger Sylvester.

”Ikke endnu. Din opgave er at hente pilene,” svarer Hannibal.

”Jamen, jeg har jo slet ikke prøvet, og nu skal jeg hjem,” prøver Sylvester.

Hannibal svarer ikke, mens han spænder buen, sigter og sender pilen ind i en busk. 

Sylvesters kinder bliver mere og mere røde, mens han tavs kigger på Hannibal, der fokuserer på at afskyde endnu en pil. Så er det som om en indestængt vulkan går i udbrud.

”Jeg er så træt af, at jeg aldrig må prøve. Det altid er dig, der skal bestemme alting. Nu går jeg hjem!”

”Jeg er så træt af, at jeg aldrig må prøve. Det altid er dig, der skal bestemme alting. Nu går jeg hjem!”

Det er usædvanligt at Sylvester taler så højt. Og det er vist aldrig sket før, at han skælder en ven ud. 

Sylvester går med faste vrede skridt ud af gården uden at sige farvel. Jeg mumler en eller anden form for afsked og skynder mig efter, mens jeg tænker. 

”Endelig fik han sagt fra. Godt gået knægt!”

”Jeg vil gerne være venner med de seje drenge”
Efter den dag er der ikke mange invitationer til hjemmelavet pizza og leg i Hannibals gård. Og når Sylvester spørger om en legeaftale, skal Hannibal som regel noget andet. Pludselig er eftermiddagene stille og der er langt mellem, at vi skal dække op til gæster rundt om spisebordet.

En dag får Sylvester en legeaftale med Rasmus fra klassen, som han ellers aldrig har leget med. De har en fælles interesse for film og begynder at ses ofte. De laver små videoer og snakker godt sammen, men efter nogle måneder med legeaftaler begynder Sylvester at klage over, at Rasmus ikke gider spille fodbold eller lave ”nogle vilde ting”. Sylvester synes også, at Rasmus ”klistrer” og begynder at komme med undskyldninger, når Rasmus spørger om de skal være sammen efter skole.

I stedet forsøger Sylvester at få aftaler med sine gamle venner Hannibal og August og et par andre drenge, som i mellemtiden er blevet 12-årige teenagere, der sætter håret med voks, går i det nyeste mærketøj, hænger ud med de ældre elever i frikvartererne, går til fester og skater i parken. 

”Jeg vil gerne være sammen med de seje drenge,” lyder forklaringen, når vi forældre ikke kan forstå, hvorfor han vil opgive sit venskab med Rasmus, som vi ellers er så glade for.

Sylvester får os overtalt til at købe lidt af det dyre mærketøj og han får et skateboard, så han kan gå i parken med de andre drenge. De spørger ham dog aldrig, om han vil med, og hvis han selv spørger lyder svaret oftest ”ikke i dag” eller ”måske en anden gang”. Vi forældre presser på for, at Sylvester selv skal tage i skateparken og engang imellem lykkes det.

Sylvester tager mod til sig og går over til de andre på rampen. De taler dog ikke rigtig til ham, og han ender som regel med at skate lidt ved siden af de andre. Det sker flere gange, at Hannibal, August og de andre drenge siger, at de lige skal i kiosken og så går de uden at komme tilbage. Andre gange går de bare uden at sige noget.

Krisemøde for drengeforældrene
Derhjemme er vi ved at være desperate. Sylvester bliver mere og mere trist, indadvendt og usikker og vi ved ikke, hvordan vi kan hjælpe ham. Kan vi ringe til de andre drenges forældre og bede om hjælp? Kan – og skal – man overtale børn til at være sammen, hvis de ikke har lyst? Jeg kommer i tanke om et forældremøde engang, hvor vi skulle tale om, hvorvidt vi skulle bibeholde legegrupper i klassen.

”Jeg vil i hvert fald ikke tvinge min dreng til at være sammen med nogen, som han ikke gider være sammen med,” sagde Hannibals mor. Dengang syntes jeg, at det var asocialt, men blev ikke personligt ramt, da min egen søn jo havde masser af legeaftaler. Men med det i baghovedet virker det ikke som en løsning at ringe til hende.

Før vi når at gøre noget, kommer der en ny besked på Forældreintra: ”Krisemøde for drengeforældrene” står der i emnefeltet. Det er Rasmus’ mor og Augusts mor, der synes vi skal mødes for at tale om trivslen i drengegruppen. Måske er der alligevel lys forude.

En torsdag aften mødes vi rundt om det ovale bord i skolens lille mødelokale. Vi begynder med en runde, hvor vi hver især skal fortælle, hvordan vores barn trives. Det kommer helt bag på mig, at mødrene til ”de seje drenge” fortæller næsten det samme, som vi selv oplever. Deres drenge kan ikke sove om natten, de bryder grædende sammen, føler sig udenfor og er bange for, at de andre ikke vil være sammen med dem. Mange af udfordringerne har Hannibal som omdrejningspunkt, men hans forældre er som de eneste ikke til stede. Selvom det er trist at høre om de andre drenges mistrivsel er det også en kæmpe lettelse, at Sylvester ikke er den eneste, der har det svært. Så er det jo ikke ham, der er noget galt med – eller os forældre, der gør noget forkert, tænker jeg.

Da Rasmus’ mor får ordet fortæller hun, hvordan hendes søn altid sidder alene derhjemme efter skole. Han får stort set altid nej, når han selv spørger om aftaler og ingen spørger ham. Nu har han nærmest givet op.

”Det er ikke i orden, at der kan være et barn i klassen, som ikke har nogen at være sammen med efter skole. Det er vores fælles ansvar, at alle føler sig som en del af et fællesskab,” siger moren både berørt og rasende. Det er lige præcis dét, jeg selv har været så usikker på – kan man kræve af andre, at de skal hjælpe ens barn? Når hun siger det, virker det helt rigtigt.   Samtidig går det op for mig, at Sylvester selv er en del af udfordringen og har en del af skylden for, at Rasmus sidder alene derhjemme og er ked af det.

”Kan du ikke lige hente pizzaerne. Vi orker ikke mere,” siger Hannibal. Det gør Sylvester.

Rundt om bordet aftaler vi, at vi forældre skal gøre, hvad vi kan for at give fællesskabet et boost. Vi tager legegrupper op igen, opfordrer drengene til at tage på klubben sammen og til at være sammen mere på kryds og tværs.

Den fælles indsats hjælper. Lidt
I begyndelsen hjælper forældrenes fokus. Lidt flere er i klubben og Sylvester kommer hjem i godt humør for første gang i lang tid. En lørdag bliver han inviteret med i svømmehallen af Hannibal og er glædestrålende. Et par uger efter giver vi Sylvester lov til at invitere Hannibal og August til pizza, film og overnatning en aften, vi forældre ikke er hjemme – og de siger ja! Sylvester glæder sig i flere dage, køber selv chips og slik, gør værelset klar og finder film, de kan se. Det viser sig, at Hannibal og August først kan komme et par timer senere end aftalt. De skal nemlig til et løb sammen med kæmpe oppustelige forhindringsbaner. Sylvester bliver ikke inviteret og forsøger at bide ærgrelsen i sig.

Da Hannibal og August endelig kommer en time forsinket, er de helt udmattede og griner indforstået af de ting, de har oplevet sammen i løbet af dagen.

”Kan du ikke lige hente pizzaerne. Vi orker ikke mere,” siger Hannibal. Det gør Sylvester.

Da vi forældre kommer hjem ud på aftenen, er stemningen mat. Hannibal er faldet i søvn og August ligger med halvt lukkede øjne og skæver til filmen. Sylvester smiler kunstigt.

”Vi har hygget os,” siger han.

Som aftalt på forældremødet har læreren sammensat nye legegrupper og har sat Sylvester, Hannibal og August sammen med Isabella fra klassen. Vi inviterer hjem til os en onsdag eftermiddag, hvor de kan lave hjemmelavede burgere til aftensmad. Vi får aldrig svar fra Hannibal eller hans forældre, men Sylvester glæder sig til, at August og Isabella kommer. Aftalen mellem os forældre er, at de skal følges hjem til os fra klubben, men da de skal gå, melder August fra. Han har pludselig fået ondt i hovedet, siger han.

Dagen efter i skolen overhører Sylvester, at Hannibal og August taler om det fede nye computerspil, de har spillet hjemme hos Hannibal den eftermiddag.

Det går i det hele taget ned ad bakke med de nye tiltag og Sylvester begynder igen at være alene om eftermiddagen, lukker sig inde på værelset og bliver mere og mere mut og trist.

En dag kommer en ny besked på Forældreintra. Rasmus skifter skole. Han har fået plads på en privatskole i nærheden.

Alle har det godt – undtagen Sylvester
Tre måneder efter det første møde for drengeforældrene indkalder klasselæreren til et opfølgende møde. Håbet stiger. Måske er der noget, vi kan gøre? Igen tager vi en runde for at fortælle om vores børns trivsel. ”Der er sket stor fremgang, min dreng er blevet glad igen,” fortæller de andre forældre stort set enslydende rundt om bordet. Jeg er den eneste, der ikke har noget godt at fortælle. Det er faktisk blevet værre med Sylvester. De andre forældre nikker medfølende, men der bliver ikke talt mere om det eller aftalt nye indsatser.

En dag under aftensmaden bryder Sylvester pludselig grædende sammen. Først vil han ikke fortælle, hvad der er galt, men så kommer det frem, at læreren har samlet eleverne til en snak om trivsel i rundkreds i Klassens Time. Det er en indsats hun er begyndt med efter forældremøderne for at skabe et bedre sammenhold i klassen. Den dag havde læreren opfordret eleverne til at lave noget mere sammen efter skole. 

”Hvorfor spørger I ikke Sylvester, om han vil med, når I går i skateparken,” spørger læreren Hannibal og August.

De svarer ikke. Sidder tilbagelænede med armene over kors.

”Sylvester kan da også skate,” prøver læreren.

”…naaarj,” kommer det lavmælt fra August.

Ordene kommer hulkende ud, mens Sylvester kryber sammen på stolen.

”Det er som om, at jeg er usynlig for de andre i skolen. Selvom jeg sidder lige ved siden af, ser de mig ikke,” får han fremstammet.

Der er stille et øjeblik. Vi forældre kigger på hinanden. Måske er det nu, vi skal spørge Sylvester om det, vi har talt om noget tid.

”Det er jo også en mulighed at skifte skole. Har du tænkt over, om det er noget, du kunne tænke dig?” 

”Ja! Det vil jeg gerne!”

Svaret kommer som en overraskelse for os. Der har jo også været så mange gode tider og venskaber i den klasse. Men nu er vi ikke længere i tvivl om, hvad der må gøres.

Vi får Sylvester tilbage
Fra da af går det hurtigt. Vi undersøger hvilke skoler, der kunne være en mulighed. Folkeskoler, friskoler og privatskoler. Det skal være noget helt andet, end den kultur, der er i Sylvesters nuværende klasse. Vi kigger på trivselsundersøgelser, ringer til skoleledere, tager på besøg og taler med andre forældre. Vi ender med at vælge en lille friskole, hvor stemningen er god og afslappet. Der er flere striksweatre og gummistøvler end mærketøj og smarte bemærkninger. Her er der ikke noget pres for at skulle være sej og smart. Ret hurtigt oplever vi, at Sylvester begynder at ændre sig. Han får skuldrene ned, taler mere og griner igen. Efter nogle måneder begynder et nyt venskab med en dreng fra klassen at spire. Sylvester tager glad afsted i skole om morgenen og vi forældre begynder at trække vejret lettere. Vi taler med tårer i øjnene om, at vi har fået vores ”gamle Sylvester” tilbage.

Ret hurtigt oplever vi, at Sylvester begynder at ændre sig. Han får skuldrene ned, taler mere og griner igen.

 Der er dog også en ulempe, der vokser med tiden. Der går kun 11 elever i klassen og de fleste af de andre drenge er dybt engageret i rollespil, som alle frikvarterne går med. Sylvester bliver inviteret med og forsøger at leve sig ind i den eventyrlige verden, men han forstår det ikke rigtig. 

Den nye ven betyder, at Sylvester stadig går glad i skole, men det bliver kun en god dag, hvis han er der. Vennen har kun sjældent mulighed for at ses efter skole og Sylvester sidder stadig meget alene hjemme om eftermiddagen. Der er ikke mange, der kommer i klubben om eftermiddagen og som regel er der kun rollespil eller krea for pigerne.

En aften i sofaen begynder Sylvester at græde, da han hører en gruppe unge more sig på gaden.

”Jeg ville bare så gerne være en del af en vennegruppe, der hænger ud sammen og har det sjovt,” siger han. 

Slået tilbage til start?
Efter halvandet år på den lille friskole beslutter vi os for endnu et skoleskift. Denne gang er det ikke en flugt fra en dårlig klasse, men et tilvalg af noget, som vi håber er endnu bedre. På en større skole kan Sylvester måske få sin drøm om en skolegang og fritid fuld af venner opfyldt? Vi vælger en folkeskole, der profilerer sig på at have fokus på fællesskaber. Skolens tanker og salgstaler lyder fantastiske, men da Sylvester begynder i 8. klasse efter sommerferien, viser det sig at være mere drøm end virkelighed. Vi forældre spørger og spørger. ”Hvordan er det gået i dag?”, ”Hvem taler du med?”, ”Kan du ikke spørge om I skal mødes efter skole?”. Svarene er vage, telefonen er stille og eftermiddagene det samme. Det går ”fint”, siger Sylvester tydeligvis irriteret over vores mange spørgsmål. Det tager jo også noget tid at falde til i en ny klasse, tænker vi. 

Først i juleferien går det for alvor op for os, at det langt fra går ”fint”. Sylvester fortæller, at han har forsøgt at blive en del af en drengegruppe i klassen. Han har hægtet sig på, når de er gået på tanken for at købe frokost og forsøger at hænge ud med dem i frikvartererne.

”Men de taler ikke til mig og svarer mig ikke rigtig, når jeg forsøger at sige noget,” fortæller Sylvester. På det tidspunkt har han selv besluttet sig for, at han ikke vil være en del af gruppen, fordi de ”faktisk ikke er særligt søde”. Vi er stolte over, at han selv siger fra. Måske er han blevet klogere og stærkere siden han stod i samme situation på den gamle skole. Men det er stadig svært ikke at blive valgt til af klassekammeraterne.

Sylvester tager selv mod til sig og spørger et par drenge i klassen om de skal mødes efter skole. Den ene kan aldrig og den anden dukker ikke op til aftalen. Det lykkes at lave en fodboldaftale med et par drenge en eftermiddag, men der kommer ingen invitationer den anden vej.

Vi henvender os til klasselæreren, ledelsen og skolens fællesskabsvejleder i et håb om, at de måske kan støtte Sylvester i det sociale på skolen. Specielt frikvartererne kan være hårde, når man står alene. Efter flere måneder lykkes det at få et møde, hvor klasselæreren bekræfter vores frygt: Sylvester går ved siden af de andre som et stille påhæng eller sidder for sig selv. Når der er boldspil eller fælles lege, deltager han dog og virker glad. Vi og skolens fællesskabsvejleder foreslår, at lærerne kan igangsætte fælles aktiviteter i nogle af pauserne som fx turneringer i bordtennis eller fælles boldspil udenfor, ligesom der bliver talt om fælles frokoster for eleverne og arrangementer efter skoletid.

”De sidste år er der fuld fokus på afgangsprøverne. I aner ikke hvor meget vi skal nå! Så der er ikke ressourcer til så meget andet end det faglige,” lyder det fra klasselæreren, som alligevel lover at forsøge at gøre en indsats. Kort efter bliver hun langtidssygemeldt og ingen tager over.

Her efter halvandet år på den nye skole er Sylvester ikke en eneste gang blevet invitereret hjem til nogen eller spurgt om han vil lave noget efter skole. De andre forældre har vi kun set meget lidt til. Til forældremøder har vi været åbne om den svære start, men møder ikke andet end små smil og tavshed.

Der er dog små lyspunkter. Sylvester har fundet en kammerat i parallelklassen, som han ofte spiller bordfodbold med i frikvartererne. Der er også kommet en ny dreng i klassen, som han taler en del med. I sin fritid ses han stadig med sin ven fra friskolen og en gammel barndomsven. Han er begyndt i en tennisklub og tager glad afsted til træning. Det er ikke altid, at Sylvester har lyst til at gå i skole om morgenen, men for det meste er han glad. Drømmen om at være en del af en vennegruppe, der hænger ud sammen i og udenfor skolen, er ikke gået i opfyldelse. Men måske er mindre også ok?

Oplever du udfordringer med fællesskabet i dit barns klasse?

Ring til Forældrerådgivningen på 70 25 24 58