“Det var svært at få skolen i tale”

Rikke, Forældrerådgivningen:
De forældre der ringer til os, er forældre, som er udfordret i samarbejdet med skolen. Og noget af det, som forældrene oplever ofte, er, at det er svært at få kontakt til skolen. Rigtig mange af vores forældre oplever, at de i måske årevis har forsøgt at kontakte skolen om en bekymring omkring deres barn. Skolen reagerer først, når barnet er i skolevægring eller i stor mistrivsel og hvor forældrene så siger ”jamen, vi har jo forsøgt at tale med jer om det her i rigtig mange år, og I har ikke taget det alvorligt”. 

Mor:
Det var svært at få skolen i tale omkring at lave nogle konkrete aftaler. De sagde, ”du skal bare have hende herop, så kan vi sagtens undervise hende” og jeg stod i den anden ende og sagde, ”Ja, men jeg kan ikke få hende op til jer. Vi bliver nødt til at få aftalt nogle nye måder, vi kan gøre det på.” Men det var der ikke rigtig lydhørhed for.  

Andy, vært:
Her er en mor med et barn, der har en diagnose og ender i skolevægring. Hun oplever ikke at blive lyttet til. Hun ser simpelthen sit barns problematik anderledes end skolen. Og når hun prøver at fortælle skolen, hvordan hun oplever sit barns udfordringer, bliver hun afvist.  

Rikke, Forældrerådgivningen:
Det er en problematik, jeg i høj grad kan genkende. Mange forældre kontakter os også med oplevelsen af, at det de forsøger at fortælle skolen omkring deres barn, bliver mødt med, at det enten er forkert, eller at de er forkerte. Det øger afstanden mellem skolen og forældrene. Mange af de forældre, der kontakter os, er der hvor de tænker ”vi tror faktisk ikke rigtig skolen kan hjælpe os længere” og det fører i hvert fald ikke til større trivsel og læring hos barnet. 

Mor:
Skolens tilbagemelding var, ”vi ser din datter som en genert pige med lavt selvværd” og så kunne jeg stå i den anden ende og sige ”jamen hun har faktisk også en diagnose, og den er I jo i et eller andet omfang forpligtet til at forholde jer til”. Men det var det. Det var et svært samarbejde. 

Jimmi, forsker:
Det som ofte sker i konflikter mellem samarbejdspartnere, er, at den ene part ikke føler sig lyttet til. Hvis man skulle sige noget til forældrene her, er det at få etableret et møde, hvor man prøver at få afklaret, om man er enige i, at der er et problem. Derefter kan man begynde at tale om, hvad der skal gøres ved problemet. Men det er klart, at hvis skolen ikke er enig i, at det er et problem, at barnet ikke møder op, så er det måske et tegn på, at det ikke er den skole, man skal samarbejde med.  

Jeg kunne godt have en formodning om, at skolen for hurtigt hopper hen til altså sige ”vi ved godt hvad det her det handler om, og det kan vi ikke gøre noget ved. Det må være noget, som mor klarer”. Eller at de af en eller anden grund hurtigt lukker diskussionen, uden at få den gode dialog, som er nødvendigt for at løse problemet. 

Rikke, Forældrerådgivningen:
I de sager, hvor forældrene står i sådan en situation, råder vi dem til at søge andre steder hen. Vi oplyser dem om deres rettigheder, og så prøver vi at afsøge muligheder. Men noget af det, vi også ofte oplever i Forældrerådgivningen, er det her med, at skoler udliciterer samarbejdet til andre enheder i kommunen. For eksempel fraværsteamet i kommunen. De gør ofte et rigtig godt stykke arbejde, men det er noget, der foregår væk fra skolen. Skolen slipper fuldstændig skole–hjem–samarbejdet. Vi ser det i stigende grad, og det er med til, at afstanden til skolen bliver øget endnu mere.  

Andy, vært:
Kan man som forældre bede om at få den tilbage på skolebanen? 

Rikke, Forældrerådgivningen:
Ja, det vil jeg da i hvert fald mene, at man skal. Men man er jo som forældre oftest ikke opmærksom på det, fordi man har rigtig meget samarbejde med nogle andre, som forældrene måske oplever er skolen, men som i virkeligheden er et andet sted i kommunen. Som forældre bliver man simpelthen koblet af hele systemet, fordi det er så komplekst og svært at gennemskue. Det er en opmærksomhed, jeg synes, skolen skal have.