Forældre går på krigsstien, når der bliver talt om mobning

Ordet mobning får let sat gang i en fortælling om ”de gode” og ”de onde”, som får forældre på hver sin side til at gå i forsvar og anklage hinanden for ikke at ville lytte eller indse sit eget barns rolle i sagen. Det er helt naturligt, lyder det fra mobbeeksperter, men det kan gøre stor skade på fællesskabet i klassen, som er så afgørende for at forebygge mobning. Derfor må skolen tage ansvaret i mobbesager, lyder det.

TEKST: MAJ CARBONI & SIGNE BJERRE
ILLUSTRATION: PERNILLE MÜHLBACK

Peters forældre ringer til Mads’ forældre og fortæller dem, at deres barn mobber, men de oplever, at forældrene ikke vil lytte til dem eller indse, at Mads har gjort noget galt. Omvendt oplever Mads’ forældre, at der ikke bliver lyttet til deres version af historien og Mads derfor bliver dømt på forhånd og stigmatiseret som ”den onde”.

57%

af de forældre, der oplever, at deres børn er blevet mobbet, peger på opdragelsen af ”mobberen” som den vigtigste årsag til mobningen.* 

42%

 af de forældre, hvis børn er blevet beskyldt for mobning oplever, at det er deres barns personlighed, der bliver peget på som årsag til udfordringerne.* 

*Kilde: Undersøgelse foretaget i juni 2020 af magasinet Skolebørn med besvarelser fra 1.164 forældre til børn i folkeskolen. Heraf har 36 % angivet, at de har oplevet, at deres barn er blevet mobbet. 12 % har oplevet, at deres barn er blevet beskyldt for at mobbe andre.

Forældre: Der bliver ikke lyttet til vores børn

Historien om Peter og Mads er en lidt karikeret udgave af det overordnede billede, der tegner sig i en undersøgelse blandt NN forældre til børn i folkeskolen foretaget af magasinet Skolebørn i juni måned 2020.

Størstedelen af forældrene oplever, at forældrenes samarbejde mislykkes, når det handler om mobning. På den ene side er forældrene, der oplever, at deres barn bliver mobbet – de oplever, at skolen og de andre forældre ikke vil lytte og ikke tager udfordringerne alvorligt.
På den anden side er de forældre, hvis børn er blevet beskyldt for at mobbe andre. De oplever, at anklagerne om mobning skader deres barn og mulighederne for at samarbejde om at løse udfordringerne. De oplever også, at de ”anklagende forældre” ikke kan se deres eget barns andel i situationen. Omkring halvdelen af de børn, der bliver beskyldt for at mobbe andre, oplever nemlig, at de selv bliver mobbet – ofte af de børn, der beskylder dem for mobning.

Fokus på ”mobber” og ”offer” spænder (stadig) ben for løsninger

En af årsagerne til det mislykkede samarbejde mellem både forældrene og mellem skole og hjem findes muligvis i en mere eller mindre ubevidst forståelse af mobning, der dukker frem, når blodtrykket stiger. Og det gør det jo, når forældre oplever, at deres børn bliver mobbet eller bliver anklaget for det.
Når man spørger forældrene om deres syn på årsager til mobning generelt, deler langt de fleste den nyeste forsknings pointe om, at årsager til mobning skal findes i klassekulturen. Men når man spørger til forældrenes konkrete erfaringer med mobning, er der flere, der i stedet sætter kryds ved ”mobberens personlighed” som årsag til mobningen. Det er værst for de forældre, hvis børn er blevet beskyldt for mobning. Blandt dem oplever næsten halvdelen, at det er deres barns personlighed, der bliver peget på, som den vigtigste årsag til mobning.

Det er et billede som mobbeforsker, Helle Rabøl, genkender fra sin forskning.
”Selvom befolkningen generelt har et moderne mobbesyn, så sker der et skift til det gamle mobbesyn med fokus på ”mobber” og ”offer”, når oplevelserne med mobning bliver personlige. Det er helt naturligt, for når mennesker er i krise, er det vanetænkningen der vinder og så tyr man til, at det er den anden person, der er noget galt med. Men når man anklager et barn for mobning, ryger forældrene naturligvis i forsvar og så starter der en krig i stedet for et samarbejde om at løse udfordringerne,” siger Helle Rabøl.

Problemet er også, at når enkelte børn får skylden for mobning, så overser man let det underlæggende problem med uheldige sociale dynamikker i klassen. Derfor bliver kuren mod sygdommen ofte helt forkert.
Som mobbekonsulent i Den Nationale Klageinstans mod Mobning, oplever Marianne Laflor også, at et enkelt barn i en klasse ofte bliver udpeget som årsag til et mobbeproblem, og at ansvaret for at løse problemet i mange tilfælde bliver lagt over på forældrenes skuldre.
”Ofte peger skolen pilen over på barnet eller forældrene. Men mobning kan aldrig reduceres til det enkelte barn. Det handler om et dårligt mønster i klassen, så hvis man skal løse udfordringerne, skal der laves en indsats for hele klassen,” siger Marianne Laflor.

LÆS OGSÅ: Mobning: Forældre anklager hinanden for ikke at ville lytte eller se

Pegefingre ødelægger fællesskabet

I Skole og Forældres Forældrerådgivning er det også en klassisk problemstilling, at både skoler og forældre udpeger enkelte børn som årsag til mobning, fortæller koordinator Rikke Alice Bille.
”Så sent som i dag fik jeg en opringning fra en mor, der havde fået et brev fra skolen om, at hendes datter har et grimt sprog og er årsag til, at nogle af de andre elever i klassen ikke vil i skole. Moren går naturligt nok i forsvar og vil have at vide, hvilke forældre og børn, det drejer sig om. På den måde er skolen med til at stikke en kile i fællesskabet, hvor børn og forældre hurtigt bliver delt op i ’os’ og ’dem’, og så går det galt. Når forældrene går i kamp-position mod hinanden eller skolen, så øges konfliktniveauet – også blandt eleverne for børnene kopierer deres forældre,” siger hun.

Problemet ved at tale om mobning er, at det er så værdiladet et ord, der virkelig kan sætte ild under folks følelser og vække alle mulige fortællinger i folks bevidsthed om ”ofre” og ”mobbere” – om ”de gode” og ”de onde”, mener Rikke Alice Bille.

”Sådan er virkeligheden bare ikke. Den er langt mere kompleks. Dem der bliver mobbet, har ofte selv mobbet andre og den anden vej rundt. Børn gør ikke noget uden, at der er en god grund til det i deres perspektiv. Hvis man ikke kigger på de underliggende årsager og fokuserer på ”mobbere” og ”ofre”, bliver alle i virkeligheden ofre,” siger hun og forklarer:
”Det kan være ødelæggende for et barn at være udsat for mobning, men det kan også være ødelæggende for et barn at blive stemplet som ”den onde”, der for eksempel er årsag til, at andre må gå ud af skolen. Det kan være en fortælling, der kommer til at præge ens selvforståelse resten af livet. Det kan også være virkelig hårdt at være forældre til ’mobberen’. Både fordi det er enormt ubehageligt at få stemplet sit barn som ”ond” og fordi det underforstået er en hård kritik af ens forældrerolle.”

4 ud af 10

forældre oplever ikke, at der bliver lyttet til deres børn, når de bliver mobbet. Det samme gælder forældre til børn, der er blevet beskyldt for at mobbe andre.*

Skal vi droppe ordet mobning?

Selve ordet mobning kan altså nogle gange føre til flere ofre end løsninger, men burde vi så helt afskaffe ordet? Ja, mener nogle af forældrene i Skolebørns undersøgelse. Blandt de forældre, der har oplevet mobning i klassen oplever 29 procent, at det har forværret samarbejdet mellem forældrene, at ordet ”mobning” er blevet brugt. 18 procent oplever, at forældresamarbejdet er blevet bedre, mens 48 procent ikke oplever, at det ikke har gjort nogen forskel. Blandt de forældre, hvis børn er beskyldt for at mobbe andre, oplever 38 procent, at ordet ”mobning” har forværret samarbejdet mellem forældrene.
”Jeg synes, at forældrene bliver delt i to lejre. Det skiller mere end det samler,” skriver en af forældrene.
”Der tages distance, når mobning bliver et emne,” lyder en andens erfaring. Nogle forældre oplever dog, at det skaber en nødvendig opmærksomhed på problemerne at italesætte mobning blandt forældrene.

Helle Rabøl oplever også, at det kan være uheldigt at bruge ordet mobning overfor forældre, men mener det er vigtigt for fagpersoner at beholde begrebet, fordi det er afgørende at skelne mellem mobning og konflikter eller drillerier.
”Hvis man ikke adskiller begreberne, kan man komme til at lave den forkerte intervention, der i værste fald, kan gøre mere skade end gavn. Eksempelvis brugte Københavns Kommune på et tidspunkt konflikthåndtering som antimobbestrategi. Konflikthåndtering kan være godt, hvis der er en uoverensstemmelse mellem to ligestillede parter, men mobning kan fx være stiltiende udelukkelse af en person igennem en længere periode. Det ville være ulykkeligt, hvis man i en sådan situation satte offeret over for den gruppe, der udelukker hende, og bad hende om at reflektere over sin egen andel i konflikten. Det ville bare være endnu et overgreb. Det er det samme, hvis man forveksler drillerier og mobning. Når der er tale om mobning, er der ingen intentioner om at ville i positiv kontakt eller have en relation til med den anden part. Det kan der sagtens være ved drillerier, selvom det ikke nødvendigvis opfattes som rart. Derfor er det også helt forskellige handlinger, der skal til for at løse problemerne,” siger Helle Rabøl.

Når man så taler om mobning er det afgørende, at man ikke skyder skylden på hverken forældre eller børn – eller forventer, at de kan have en faglig afbalanceret syn på situationen med overskud til at se sagen fra flere sider.
”Man må forstå, at forældrene kommer med en masse stærke følelser, og det må man som skole møde professionelt,” siger Helle Rabøl.

Hvad løste eller forbedrede situationen med mobning i dit barns klasse?*

*Kilde: Undersøgelse foretaget i juni 2020 af magasinet Skolebørn med besvarelser fra 1.164 forældre til børn i folkeskolen. 

LÆS OGSÅ: Carl blev udsat for mobning. Forældre fik medhold i klage over, at skolen svigtede sit ansvar

Fællesskabsfølelse er løsningen

Men hvad skal vi så gøre for at forebygge mobning i en klasse? Her kan vi med fordel kaste et blik på de klasser, hvor der ikke foregår mobning, mener Helle Rabøl. For selvom mobning og udelukkelse er en del af den menneskelige natur, så er der også fællesskaber der ikke mobber. Hvad der er karakteristisk ved dem, har mobbeforskeren kigget nærmere på.
”Klasser uden mobning er kendetegnet ved at have et fællesskab. Der kan godt være forskellige grupper i klassen, men der skal også være et klassefællesskab og en følelse af ”vi der går i 6.b” fx. Det er det kit, der binder eleverne sammen,” siger Helle Rabøl.

Magasinet Skolebørns undersøgelse tyder også på, at netop fællesskabet blandt eleverne har en stor betydning. I klasser hvor forældrene oplever fællesskabet blandt eleverne som godt, er der halvt så mange, der har oplevet mobning i forhold til de klasser, hvor fællesskabet bliver beskrevet som knap så godt eller dårligt. Det samme gør sig for øvrigt gældende med fællesskabet i forældregruppen.

Betyder det så, at forældrene skal bruge deres fritid på at lave arrangementer for eleverne i klassen, der kan skabe et godt fællesskab? Ja og nej, mener eksperterne.
”Det er rigtig fint, hvis forældrene vil arrangere og støtte op om klasearrangementer, hvis de har overskud til det, men man skal være opmærksom på, at ikke alle familier har de samme ressourcer eller tilgang til skolen, så der skal være forskellige måder at kunne deltage på. En klasses fællesskab skal aldrig være afhængig af forældregruppen. Det er skolens ansvar. Det handler blandt andet om undervisningen skal være med til at skabe en følelse af fællesskab. Jo mere undervisningen kan forstærke følelsen af et ’vi i 6.b’, jo mindre risiko er der for mobning,” siger Helle Rabøl Hansen.

Marianne Laflor peger også på, at det er klasselærerens opgave at skabe et positivt fællesskab i klassen.
”Det skal ikke være sådan, at et barns skolegang og trivsel afhænger af, hvilke børn det kommer i klasse med. Eller om der er nogle ildsjæle blandt forældrene, der tager ansvar for klassens trivsel. Det er lærerens og skolens ansvar at sikre, at klassen har noget positivt at være fælles om, ellers risikerer man, at mobning bliver det, børnene er fælles om,” siger hun.

Så mange forældre har oplevet mobning i deres barns klasse, når fællesskabet blandt eleverne er…*

*Kilde: Undersøgelse foretaget i juni 2020 af magasinet Skolebørn med besvarelser fra 1.164 forældre til børn i folkeskolen. 

Skolen må tage over

Netop fordi der er så mange fortællinger og følelser på spil hos forældrene, mener alle tre eksperter, at det er helt afgørende, at det er skolen, der tager ansvaret for at håndtere mistanker om mobning i en klasse, så det ikke ender i en forældrekonflikt.
”Fagpersonerne kan se udfordringerne fra oven og burde have den faglige viden, der er nødvendig for at forstå, hvad der er på spil,” siger Helle Rabøl, men påpeger også, at mange lærere er udfordrede af at mangle uddannelse og viden om mobning. Ikke mindst fordi mobbeformer skifter hele tiden fx i forbindelse med brugen af sociale medier.
I samarbejdet mellem skole og hjem er det også vigtigt, at det ikke ender i en kamp om, hvorvidt der er tale om mobning eller ej.
”Der må skolens personale tænke, at det ikke er vigtigt om de vinder kampen om definitionen, men går ind i en positiv alliance omkring det barn, der har det skidt. Det kunne også være en måde at mødes for forældrene på. Nogle gange skal man også holde fast i at kalde det mobning eller tale om, at en elev bliver udstødt af andre, men man skal ikke udpege en enkelt familie eller et barn som årsagen. Det vigtige er at fokusere på, at der er tale om et barn i mistrivsel, som alle skal samarbejde om at hjælpe. Det kan børnene som regel også forstå. Hvis det bliver håndteret ordentligt, kan der faktisk være rigtig meget læring i det for alle parter. Så er det en læring eller en læringsproces, eleverne står tilbage med i stedet for en identitet som offer eller mobber,” siger Helle Rabøl.

Det er også lærerens opgave at selv at spotte mistrivsel og mobning i klassen, og tage hurtigt fat om problemet, mener Marianne Laflor fra Den Nationale Klageinstans mod Mobning.

”Det er vigtigt, at læreren har blik for, hvad der foregår mellem eleverne. Det handler om, at der i klassen er klare og tydelige værdier for, hvordan man taler til hinanden og omgås hinanden, og at man som lærer ser mobning som et fælles problem,” siger hun.

Rikke Alice Bille fra Forældrerådgivningen peger på, at skolerne med fordel kan ansætte folk, der har særlige kompetencer til at arbejde med mobbeproblemer og fællesskaber som eksempelvis inklusionspædagoger, fællesskabsvejledere eller lign. Det er der flere og flere skoler der gør og har gode erfaringer med, påpeger hun.
”Det er som regel meget komplekse problematikker, der kræver en faglig viden at forstå og løse. Derudover er det også en fordel at få en person på sagerne, som ikke selv er personligt involveret. Ofte kan lærerne nemlig også have følelser i klemme, fordi de føler sig kritiseret af forældrene eller de kan have gavn af et blik udefra, hvis de har et bestemt syn på eleverne og måske en blindhed over for udfordringer i deres egen måde at handle på,” siger Rikke Alice Bille.

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan skaber du et godt fællesskab blandt klassens forældre

Det kan være tegn på mobning:

• når drilleri ikke længere er karakteriseret ved at være gensidigt, kærligt eller sjovt for begge parter
• når driller ikke længere forekommer i enkeltstående og spontane situationer
• når drilleri ekskluderer én eller flere personer fra fællesskabet
• når elevgruppen er præget af manglende medlidenhed og bliver ligeglade med offeret
• når nedværdigende handlinger accepteres i elevgruppen
• når der ikke er plads til forskellighed i gruppen
• når fællesskaberne ikke har noget positivt at samles om
• når tonen blandt eleverne generelt er hård.

Kilde: Den Nationale Klageinstans mod Mobning

LÆS OGSÅ: Klageinstans mod mobning: Få fokus på barnets trivsel i stedet for definitionen af mobning

Udgivet: august 2020