Forældrenes historier om mobning

Dårlig kultur eller manglende sammenhold er ifølge forældre oftest skyld i mobning i en klasse, viser undersøgelse fra Magasinet Skolebørn blandt 1.165 forældre. Af disse har 36 % oplevet, at deres barn på et tidspunkt er blevet mobbet. Læs nogle af deres historier her. 

TEKST: FOLKESKOLEFORÆLDRE. INDSAMLET OG REDIGERET AF MAJ CARBONI
ILLUSTRATION: PERNILLE MÜHLBACK

Vores søn bliver mobbet og slået af en anden dreng i klassen

Tre gange på halvandet år har drengen overfaldet vores, så han måtte til lægen (spark i hovedet, forstuvet arm, hjernerystelse og synsforstyrrelser). Han ydmyger vores søn og får ham til at slikke saft op fra gulvet mm. Når vi henvender os til forældre og lærer, får vi at vide, at vi er hysteriske. Skolen tager kun det andet barns parti, og vi er blevet bedt om ikke at kommunikere direkte med den anden drengs forældre. Vi har hver gang fået at vide, at de ikke ser nogen problemer – at det nok bare er drengestreger.

Min søn blev mobbet af en gruppe yngre drenge på skolen

De kaldte ham grimme ting, truede ham og forfulgte ham. Det var både psykisk og fysisk mobning. Han blev kaldt bøsserøv, retard, underlig, ulækker. Min søn er ikke helt alderssvarende i forhold til sin fysiske alder. Han har kæmpet sig vej op i skolen, og har svært ved at forstå folks mimik og jokes, og har derfor også haft svært ved at forsvare sig, når han blev kaldt noget. Det hurtige comeback var ikke hans force, og det fandt mobberne hurtigt ud af. I selve klassen stinker fællesskabet, de er meget delt og grupperne hader tit hinanden. Der er stort pres på, hvis man ikke gør som gruppen forventer, og navnekaldelse er det nemmeste at ty til.

“Hele forløbet har givet ham nogle kraftige humørsvingninger, mindreværd og ensomhed”

Jeg valgte at flytte mit barn til en anden skole for 1 år siden. På den gamle skole blev han kaldt ostedrengen, fordi han havde en skive ost med på brødet i sin madpakke. Det øgenavn hang ved i flere år. Derudover var der en gruppe drenge på 3-4 stykker der dominerede alle de andre. Den ene af dem bandt min dreng fast til et træ i skolegården. Læreren gjorde den fejl at udstille min dreng foran de andre, hvilket gjorde det værre. Jeg talte med børn, forældre, lærere, ledelsen. Det hjalp ikke, hvorfor jeg valgte at flytte mit barn. 

“Det er ren overlevelsesstrategi i klassen: enten er man med eller også er man offer”

Min søn har igennem efterhånden mange år, været udsat for stigende grad af mobning. Hans klasse er dysfunktionel og med en del børn der fylder meget. Den gruppe er blevet større med årene. Min søn er blevet negligeret, udsat for mange daglige nedladende kommentarer, blive grinet af, hånet og udeladt af fællesskabet. Er efterhånden blevet sådan en, at alle bare kan hakke på, uden konsekvenser. Han er nu en nedbrudt dreng med meget lav selvtillid. Vi har snakket med lærere, holdt møder, kontaktet øvrige forældre, talt åbent om det på forældremøder og “den gode klasse”. Hele forløbet har haft rigtig stor betydning. Det gør så ondt, at ens barn har det svært og bliver udsat for mobning og man føler sig meget magtesløs.

LÆS OGSÅ: Bliver dit barn mobbet? Det kan du gøre

Skolen gjorde ikke så meget og var lidt svage i deres svar omkring det

De tog dog fat i de børn der mobbede, og talte med dem, men børnene fortsatte med at mobbe. Jeg fortalte skolen om et materiale, som DCUM kunne stille til rådighed for klassen/skolen, men intet skete der. I dag lider skolen under navnet ”vikarskolen”, da der er så mange sygemeldinger blandt lærerne, at eleverne har vikar for vikaren. Dette resulterer i at børnene tager styringen mere og mere. Der er meget ballade på skolen og ingen fast struktur og ramme.

Jeg prøvede selv at styrke og hjælpe min søn

Jeg talte meget med ham omkring forståelse af, hvad der var i sjov og hvad der var mobning. Prøvede at lære ham at sige pyt og være ligeglad. Det kæmper han lidt med endnu. Min søn tackler det bedre nu, men der er et meget grimt sprog i klassen og en opdeling af børnene. Vi har fået øjnene op for, at børn i dag er hårde, og at man skal kæmpe for sin plads. Der burde sættes mere ind for forståelse af forskelligheder blandt børn/voksne.

Racistisk mobning

Mit barn er født i Etiopien og vi har oplevet racistisk mobning fra ældre børn på hans skole. Alle tog hånd om det. Vi kontaktede mobbers forældre og forlangte en undskyldning og skolen tog hånd om problemet i den respektive klasse hvorfra mobberen med tilskuere kom fra. Det har dog sat sine spor og han er blevet mere sårbar og indelukket.

Mit barn blev holdt uden for og chikaneret på de sociale medier

Jeg tog kontakt til forældrene til de pågældende elever, og holdt et møde dem og børnene. Desuden tog jeg kontakt til klasselæreren. Hun er kommet godt videre, og har lært noget om, hvilke børn der er gode for hende, og hvad hun ikke skal finde sig i.

LÆS OGSÅ: “Det er bare venskabelige drillerier”

Online mobning i klassetråden

I mit barns klasse var der et dårligt sammenhold og det blev lidt en kutyme/kultur, at der kunne skrives alt muligt i klassetråden. Eleverne skrev grimme ting til eller om hinanden. Min søn var udsat for grim omtale, men var også med til at skrive grimt om/til andre.
Forældrene var inde over og krævede adgang til at se, hvad der blev skrevet i tråden. Klasselæren blev informeret af forældrene om hvad der foregik. Det blev taget op i klassen, hvordan man agerer på de sociale medier, og hvordan det man skriver kan opleves for modtageren. Det er aldrig rart at blive talt dårligt til og om. Vi snakkede meget om, hvad det gjorde ved min søn og også om, hvad det gør ved andre, når man selv har oplevet det.

“Mobningen foregår altid, når der ikke er lærere i nærheden”

Det kan være at spærre for min søn, så han ikke kan komme forbi, stikke et ben ud, når han er på vej forbi, så han snubler, tale grimt til ham. Meldte ud til skolen og til barnets forældre, hvad der var sket ud fra mit barns perspektiv. Man lovede at tage en snak med barnet, men mere skete der aldrig. I starten inviterede jeg drengen herhjem på legeaftaler og forsøgte at skabe en relation til ham og hans mor. Det lykkedes et stykke ad vejen.

Min datter blev holdt ude af fællesskabet

Klassen havde en “dronning”, som bestemte alt. Hun kunne ikke lide min datter, da hun sagde hende imod. Mobberen fik vendt hele klassen mod min datter. Hendes lærere håndterede det slet ikke og mente at vi, som forældre, selv lige kunne snakke med de pågældende forældre. De andre forældre stillede sig bare uforstående op og det hjalp da slet ikke, tværtimod. Det gjorde det kun værre. Hun fik helt nyt lærerteam i 4 klasse, der håndterede det bedre, men der var skaden sket og min datter havde det meget slemt. Vi flyttede hende til en anden skole, hvor hun har fået det meget bedre i en god klasse med godt sammenhold.

 “De latterliggjorde min søn”

Jeg har for nylig oplevet min søn blive mobbet, hvor det blev fint håndteret fra lærere og ledelse, hvorfor vi forældre reelt ikke var i dialog med forældrene. Det foregik ved beskeder på sociale medier med udstilling af min søn, “holden op” i en gård og chikaneren i skolen. Jeg tog kontakt til klasselæreren som kort forinden havde nævnt, at der var en hård tone blandt drengene. Derfor spurgte jeg, om han kunne uddybe og forklarede samtidig om de oplevelser min søn havde. Han inddrog hurtigt lederen på årgangen som var i dialog med mobberen. Dog har der været nogle episoder efterfølgende.

Mit barn bliver misforstået af lærerne

Vores søn (10 år) går glad i skole, men kommer ofte hjem og er frustreret, da han ikke havde nogen at lege med. Han oplever, at de andre drenge siger nej til leg eller til at følges til klub, hvorefter de siger ja til andre. Vores søn siger selv, at det måske er fordi han er god til fodbold og alt andet sport.
Lærerne kontaktede os for at brokke sig over vores søns opførelse (som i vores øjne var meget overdrevent og misforstået). Lærerne så ikke vores søn og var ikke opmærksom på årsagen til hans reaktioner. Jeg kan ikke komme i tanke om en mere sårende følelse, end når ens barn ikke bliver set, lyttet til og anerkendt for den han er. Vi skulle desuden selv komme med handlingsforslag til lærerne. Man skal ikke glemme hvilken stor betydning lærernes personlighed og rolle er i situationer med mobning.
Vores søn har ikke positive oplevelser ved at få hjælp af en voksen på skolen. Derfor gider han ikke sige noget til dem. Vi skal hele tiden forsøge at flytte fokus til de positive ting og at være mere aktiv for at få legeaftaler.

LÆS OGSÅ: Forældre går på krigsstien, når der bliver talt om mobning

Mit barn blev forfulgt og skændet af alle andre drenge i klassen

En alle mod én situation, så han udeblev fra timen. Skolen orienterede mig ikke. Han fortæller mig, at han øver sig i at blive hård, så han ikke græder, når de andre slår ham. Han har fået dårligt selvværd og har ikke lyst til at komme i skole.
Jeg har talt med min søn, skrevet til læreren og opfordret til en snak om klassekulturen, kontaktet andre forældre for at høre deres version. Efter mange opfordringer fra forældrene har skolen håndteret det… umiddelbart med positiv effekt. Som forældre er det rart at blive hørt, men kommunikationen ml. mig som forældre og skolen er ikke en dialog, men jeg har en oplevelse af, at det er en envejs kommunikation. Læreren skriver til alle forældre og svarer ikke direkte. Formodentlig grundet manglende tid – hvilket jeg har forståelse for – men det efterlader ikke et indtryk af samarbejde.

Vi talte med skolen af flere omgang plus drengens forældre uden held

En bestemt dreng har i flere år været efter mit barn; banket, mobbet og udelukket ham fra leg og fodbold i skolegården. Skolen kunne kun gøre lidt – og drengens forældre bakkede drengen op. Så er der ikke andet for end at give min søn nogle strategier til, hvordan han undgår situationer med drengen, søge andre legerelationer og egentlig “æde” den. Det har haft indflydelse på hans selvværd.

Forældre der har oplevet at deres barn er blevet beskyldt for mobning:

“Vi forsøgte sammen med skolen at få skabt et godt fællesskab, men det lykkedes ikke”

Min barn blev beskyldt for at mobbe et andet barn i klassen. Der var en far der mente, at hans dreng blev mobbet og udpegede mit barn til et forældremøde. Herfra tog det fart – han gik fra at være den populære dreng til klassens mest upopulære dreng på blot 3 måneder. Skole havde fra starten sat meget stærkt ind i forhold til at man ikke ville tolerere mobning. Ved at gøre dette, kom de indirekte til at indikere, at min dreng var en der mobbede. Jeg mener at der var mobning, men at mit barn var offeret. Den anden dreng havde store sociale vanskeligheder og min dreng var klart med til at han ikke var i trivsel. Man skulle ikke have brugt ordet mobning, da det er alt for stærkt et ord, når man går i 3. klasse. Min søn var i så stor mistrivsel efter at være blevet stemplet som “mobber”, at vi måtte skifte skole. Han har ikke haft nogen problemer før dette og heller ikke siden på den nye skole.

“Det var for både vores barn og os en meget voldsom oplevelse”

Forældre til en klassekammerat hævdede, at der var tale om mobning. Skolens personale kunne ikke genkende billedet, der blev tegnet, men forældrene fortalte flittigt om deres version. Barnet endte med at skifte skole og søsteren også. Talte med de pågældende forældre, der intet havde sagt til os, selvom vi jævnligt så hinanden under venskabelige former. Først da de mødte op med “anklageskriftet”, de havde afleveret på skolen og sendt til andre forældre i klassen, fik vi besked. Skole og SFO kunne ikke genkende billedet. Forældrene skrev ud til alle om deres version og inviterede alle undtagen, de to udpegede “mobbere” til afskedsfest. Det var ikke rart og vores barn forstod aldrig, hvad der skete. Sagen trak negative spor mange år efter.

“Er glad for at jeg blev inddraget”

En forældre kontaktede mig og fortalte hvad mit barn have sagt og gjort og hvordan det havde påvirket barnet. Jeg talte med min datter om det og hun indrømmede hvad hun havde gjort, men det var først, da jeg brugte ordet mobning, at hun så alvoren af det. Hun blev ked og tror ikke hun har gjort tilsvarende siden. Den anden forældre havde i mine øjne ventet alt for længe med at fortælle mig det. Ville ønske at jeg havde hørt om det første gang, men hun sagde selv, at hun så sig selv som forsigtig og mig som stærk og svær at gå til. Vi aftale, at hvis det skulle ske igen, skulle hun blot skrive en sms med teksten “igen”, og så ville jeg reagere og det var ikke grænseoverskridende for den mor at gøre det. 

“Mit barn gik efter den samme dreng altid”

Det var en tidligere bedsteven. Han dannede en gruppe med nogle andre og de flippede ud over selv små ting, lavede ”hate sange”, gik kun efter den ene dreng når de spillede bold og ville ikke arbejde sammen med ham. Jeg blev ringet op af drengens mor en dag, som var helt skidt. Vi har god kontakt, men det har været svært at opløse drengegruppen. Min søn havde svært ved at følge de “gode” råd. Han var bange for at blive svag og alene, hvis ikke han deltog i den gruppe, som var imod drengen mm. Vi løste det mellem min søn og drengen der blev mobbet og informerede skolen løbende. Jeg var derfor glad for at blive kontaktet. Det gjorde det muligt for mig at handle og hjælpe mit eget barn.

LÆS OGSÅ: Klagenævn: ”Få fokus på barnets mistrivsel i stedet for definitionen af mobning”

Det viste sig at min søn var mobberen

Min søn havde en i klassen som var hård ved ham og drillede ham. Da min søn havde fødselsdag valgte han, at mobberen ikke måtte få en flødebolle. Og han gav den til en anden. Min søns forklaring var til sin egen fordel, at det var mobberen, der ikke ville have flødebollen. Drengens mor kontaktede mig og her fandt vi ud af, at historierne var modstridende og det viste sig at være min søn som havde været mobberen. Det tog vi en lang snak om med min søn, og han undskyldte overfor den anden dreng i klassen.
Det har været svært. Men har styrket min søn, da han lærte at det gør man ikke og at det krævede en undskyldning til drengen ham mobbede. Det var svært for ham. Det har givet ham forståelse for at det gør man ikke, også derfor han kæmper med hvorfor andre mobber ham, retfærdighedsfølelsen.

Udgivet: september 2020