Da farfar var dreng, skulle børnene bare gøre, hvad de
voksne sagde. Siden kom alt til at handle om børnenes
behov. I dag har vi brug for en balance mellem de to
børnesyn og tilgangen til opdragelse, mener eksperter.
TEKST: LINE FELTHOLT
FOTO: JENZ KOUDAHL
Det ’gamle børnesyn’ skal man ret langt tilbage i historien for at finde i sin rene form: Et relativt hårdt og autoritært børnesyn, hvor børn blev opfattet som små voksne, der skulle tilpasses samfundet gennem streng opdragelse og disciplin. Børn og voksne blev ikke opfattet som ligeværdige, og børns meninger blev ikke i samme grad som nu taget alvorligt, alene fordi de endnu ikke var voksne. Børn skulle bare adlyde de voksne uden spørgsmål, og fysisk afstraffelse blev ofte brugt som en del af opdragelsen. Barndommen blev ikke set som en særlig eller beskyttet periode, og børn blev ikke betragtet som selvstændige individer med egne behov og følelser
I 1950’erne sker der noget, som også får betydning for børnesynet, forklarer Hanne Knudsen, lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU. Tidligere var skolen optaget af at undervise børn og fortælle forældre, hvordan det gik i form af karakterer. Man anså ikke forældre som nogle, der skulle engagere sig i og havde noget at tilbyde skolen. Men det begyndte at ændre sig i 1950’erne. ”Der begyndte man at tænke, at forældre godt kan hjælpe skolen. De kan bakke op, hjælpe med lektier og sørge for, at barnet har orden i penalhuset og ikke møder sultent op,” fortæller Hanne Knudsen. Skolen begyndte så småt at snakke med forældre, holde foredrag om god børneopdragelse og indvi forældre i nye indlæringsmetoder. Samtidig havde man dog stadig en klar rollefordeling mellem skole og forældre, hvor ’skolen ved bedst’, forklarer Hanne Knudsen. ”Lærerne var eksperter, og forældre lyttede og bakkede op. Det, man forventede af forældre, kunne stå på en liste med 5-10 punkter,” siger hun, herunder mætte og veludhvilede børn.
I 70’erne kom udviklingspsykologien, der bragte en masse ny viden om for eksempel børns udviklingsfaser, psykologiske behov og tilknytning med sig – og en bølge af ekspertviden begyndte at ramme forældrene. Det ændrer synet på forældres betydning for børn og starter et opgør med den traditionelle opdragerrolle.
”Mens det gamle børnesyn var et ydre syn på børn, er det nye børnesyn fokuseret på det indre. Hvordan barnet har det, barnets følelser, ønsker og behov,” forklarer Maria Ørskov Akselvoll, sociolog, ph.d. og specialist i familiesociologi.
Børnesynet bliver nu noget, man ”vælger” at have, forkla-rer Rasmus Alenkær.
Det ’nye børnesyn’ vinder indpas op igennem 1970’erne samtidig med, at familiepolitikken ændrer sig. Der kommer fokus på familiens rettigheder, idet man indfører barns sygedag og en ny daginstitionspraksis med fokus på en pædagogik, der udspringer af det nye børnesyns forståelse af tilknytningspsykologien, som understreger vigtigheden af, at børn har stærke emotionelle bånd til deres omsorgspersoner.
”Der sker en masse spændende på børneområdet på det tidspunkt, som er rigtig fint, positivt og meget tiltrængt,” siger pædagogisk psykolog og forfatter Rasmus Alenkær.
I 1995 udgiver familieterapeut Jesper Juul bogen ’Dit kompetente barn’, som var et opgør med
fortidens børneopdragelse og for alvor lancerer det nye børnesyn.
”Det er et meget positivt budskab: Lad være med at udskamme dit barn. Lad være med at skælde det ud og ydmyge det. Forstå dit barn,” fortæller Rasmus Alenkær.
I 80ʼerne og 90ʼerne sker der samtidig en ændring i den offentlige sektor, fortæller Hanne Knudsen, lektor ved DPU. Man begynder at opfatte borgerne som brugere, der har interesser og relevante input. Man får brugerbestyrelser og tilfredshedsundersøgelser. Også i skolen.
”Når forældre begynder at blive spurgt, så svarer de også og tror, at de har noget at skulle have sagt,” siger hun og tilføjer:
”Dér begynder vi at få en konfliktfyldt relation mellem skole og hjem. Relationen har altid været konfliktfyldt, men med de både store og uafklarede forventninger, er risikoen for at gå galt af hinanden overhængende. Når formål og roller ikke er afklarede, risikerer mødet mellem forældrene og skolens ledere og lærere at blive et felt fuld af skuffelser og bebrejdelser.”
Fra omkring årtusindeskiftet er forældrenes ansvar i forhold til deres barns adfærd i skolen blevet så stort, at det er blevet svært for skolen at sætte ord på, hvad man forventer af forældrene. I stedet spørger man: ”Hvad synes I selv, jeres ansvar er? Hvordan kan I bidrage til det gode sociale miljø i klassen? Kunne I lave en hyttetur? Og kunne I snakke om relationerne i pigegruppen?” remser Hanne Knudsen op.
”Men når man har inviteret forældre ind til at reflektere over skolen, er det svært at holde dem ude igen,” påpeger Hanne Knudsen.
De historiske måder at se forældre på – som opbakkere, brugere og ansvarlige – har alle hver deres udfordringer, men i dag er de lagt oven i hinanden, fortæller Hanne Knudsen. Forældre skal bakke op og blande sig uden om, mens de også spørges og ansvarliggøres.
En anden uregerlig størrelse for skolen bunder i pædagogikken, som også har ændret sig historisk. På den ene side skal forældre sende børn i skole, der er veldisciplinerede, velopdragne, sidder stille og rækker hånden op.
”Det vil skolen gerne have – nogle gange,” siger Hanne Knudsen. På den anden side:
”Vil skolen have engagerede børn, der tager ansvar for egen læring, er aktive, nysgerrige og laver projekter,” siger hun. Pædagogikken forudsætter meget socialt kompetente børn.
”Det gør, at børn i høj grad selv skal forstå at være fleksible og justere deres adfærd til vekslende situationer,” forklarer hun.
I de 30 år, der er gået siden Jesper Juuls bog, er det moderne børnesyn blevet cementeret af influencere, forfattere og debattører.
”Andre har grebet den bold og gjort det til deres ekspertise at vejlede forældre i det nye børnesyn. Det handler om alt det, som forældre skal lade være med at gøre, for ellers er det nærmest som om, at det gamle børnesyn stadig ruller i deres årer,” lyder det fra sociolog Maria Ørskov Akselvoll, ph.d. og specialist i familiesociologi.
Hun peger på, at det i dag ofte er opfattelsen, at hvis ikke forældre gør noget aktivt for at kæmpe imod det gamle børnesyn, så griber de automatisk til skæld ud og udskamning.
”Samtidig handler det nye børnesyn om en masse ord, som forældre ikke kan sige nej til: Ligeværdighed, anerkendelse, forståelse, nysgerrighed og respekt,” siger Maria Ørskov Akselvoll. Det handler om, at forældre skal se alt fra barnets perspektiv, ikke den voksnes.
”Men skal du præstere alt dét som forælder, skal du hele tiden overvåge og korrigere dig selv. Og det kan være en ret umulig opgave at være på,” siger sociologen.
Den meget sort-hvide opdeling mellem det gamle og moderne børnesyn har gjort det nye børnesyn ”indiskutabelt”, mener Rasmus Alenkær.
Maria Ørskov Akselvoll kalder det en decideret ”dyrkelse”. Ført an af ’eksperter’, der fortæller forældre, hvad der er det rigtig og det forkerte at gøre i relationen til barnet. Her er skæld ud, hævet stemme og irettesættelser kommet på fy-listen, påpeger Maria Ørskov Akselvoll. Med det resultat, at mange forældre er blevet mere usikre på sig selv i forsøget på at gøre alt det rigtige og lettere føler, at de fejler i forældrerollen.
”Og dét, tror jeg bestemt ikke, har været Jesper Juuls mening,” siger hun.
Flere af eksperterne peger på, at det er værd at huske, at det ’nye børnesyn’ slet ikke er så nyt mere.
”Det nye børnesyn er blevet gammelt,” siger pædagogisk psykolog og forfatter Rasmus Alenkær ligefrem. Og det har med årene fået nogle forvrængninger, mener han.
”Børn har i praksis ofte fået en række rettigheder, som kan være svære at administrere – for børnene selv. Retten til at blive hørt kan godt forveksles med retten til at sige og gøre det, man umiddelbart har lyst til i enhver situation. I samme åndedrag glemmer børnene måske også de andres børns ret til at blive hørt, hvilket jo involverer, at man ikke bare taler – men også lytter. I den optik kan man sige, at det nye børnesyn ikke harmonerer med den 2025-virkelighed, vi er i,” påpeger Rasmus Alenkær.
Vi skal dog ikke tilbage til det gamle børnesyn, fastslår eksperterne. Det har vi heldigvis bevæget os væk fra, fastslår børne- og ungepsykolog Marie Tolstrup.
”Der var flere ting, som ikke fungerede. Men, nu er vi gået for langt,” mener hun og peger på, at børns hjerner slet ikke er udviklet nok til at blive hørt på samme måde som voksne.
Sammen med sociolog Maria Ørskov Akselvoll efterlyser hun et opgør med den skarpe opdeling mellem nyt og gammel, og en balance, som de to også har skrevet en kronik om, ligesom de er på vej med en bog.
”Det er ikke et valg mellem det gamle eller det nye. Selvfølgelig har vi ikke brug for den sorte skole, og selvfølgelig er det godt, at vi taler meget med og lytter til vores børn, men vi har stadig brug for, at børn lærer at tilsidesætte egne behov og gøre ting, de ikke har lyst til. Der er stadig brug for, at vi anerkender vores børn, og der er stadig brug for, at børn hører efter og opfører sig pænt overfor andre,” påpeger Maria Ørskov Akselvoll.
I bogen ’Det grænseløse forældreskab’ kritiserer hun ’eksperters’ anvisninger i det nye børnesyn, og at det har fået lov at udvikle sig til, at vi dag tager for givet, at alt forældre gør og siger sætter sig i barnet og kan skade dets udvikling og fremtid. Hun mener, at der nu er behov for forældreskab med grænser. Bagsiden af det moderne børnesyn er, at forældre i dag er på et unødvendig kompliceret arbejde. Småbørnsfamilier hører til de mest udsatte for mental mistrivsel.
”Den nye grænseløshed i forældreskabet er ikke godt for os eller vores børn. Så vi må have nogle grænser tilbage. Men det handler ikke om at opfinde noget nyt. Det handler om at finde en bedre balance, så pendulet svinger lidt tilbage. Væk fra, at forældre hele tiden fortælles, at de mangler flere kompetencer, og at de skader deres børn, hvis de hæver stemmen. Væk fra, at forældre hele tiden skal have gode råd. Vi skal dyrke, at vi er gode nok. Den gyldne mellemvej er det bedste for os alle sammen,” mener Maria Ørskov Akselvoll.
En mellemvej ser også ud til at være bekræftet af forskningen. Ifølge Rasmus Alenkær viser studier, at børn, der bliver opdraget autoritært, trives mindre godt. Mens børn, der er opdraget mere laissez faire, oftere optræder i specialpædagogiske sammenhænge på grund af mentale og trivselsmæssige udfordringer. Derfor taler han også om en middelvej.
Men han mener samtidig, at vi ikke kommer uden om skærme og sociale mediers rolle i det moderne børnesyn. Ifølge ham har voksne efterladt børn alene i en digital verden, hvor de bliver endnu mere bestyrket i, at de selv er de vigtigste.
”Du er den vigtigste. Det er dig, der bestemmer. Der er ikke noget rigtigt og forkert. Det skal du selv finde ud af. Og der er i øvrigt ingen hjælp at hente. Den slags kan børn blive forvirrede og måske utrygge af. De har behov for forældre, der siger: Jeg ved noget om det her. Stol på mig, så skal det nok gå dig godt,” siger Rasmus Alenkær.
Han mener desuden, at det er afgørende, at den tredje vej skal give rum til mange flere børnesyn på én gang, end både det gamle og nye børnesyn har gjort. Så forældre frit og uden fordømmelse selv kan vælge, hvad der passer i deres familie.
Maria Ørskov Akselvoll supplerer med et budskab, som hun mener, at forældre hører alt for lidt:
”Generelt har vi verdenshistoriens bedste forældregeneration”.
Udgivet: April 2025
