Hvordan får vi de
sidste med på uddannelsestoget?

Det danske uddannelsesniveau ligger i verdens top, men trods årtiers forsøg er der stadig en lille, belastet gruppe, der ikke får en uddannelse. Chanceuligheden skabes allerede i grundskolen, hvor man kan være dygtigere til at understøtte de udsatte familier, så færrest muligt kommer bagud fra start.

Morten Ejrnæs, lektor emeritus på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet, har brugt et helt arbejdsliv på at undersøge konsekvenserne af sociale problemer. Han fortæller, at man skal anskue udviklingen som et resultat af, at der ikke er flere lavthængende frugter.

”Vi har historisk set foretaget en lang række tiltag, der har givet mennesker i udsatte positioner muligheder, de i høj grad har taget,” forklarer han og fortsætter:

”Når gruppen af børn med ufaglærte forældre er blevet mindre og mindre, er gruppen blevet snævret ind til en mere belastet gruppe, hvor problemerne er mere kondenserede.”

Det er derfor ikke mærkeligt, at den sociale mobilitet, målt ved andelen af børn af ufaglærte forældre som opnår en ungdomsuddannelse, er faldende. Rockwool Fondens generelle konklusion er han dog mere skeptisk overfor. I stedet har vi brug for undersøgelser, der sætter fokus på forskellige specifikke former for mobilitet. Fra ikke-bachelor til bachelor eller fra fag, der ikke er brug for til fag, der er særlig brug for. Skolen kan ikke gøre alle opadgående mobile, men kan skabe et læringsmiljø, hvor børn og unge i udsatte positioner får bedre mulighed for at udnytte deres evner. Det gælder ikke om, at alle skal have højere og længere uddannelser, mener han. I et sådan system er der altid nogle, der vil blive sorteret fra. Ikke kun fordi de kommer fra en belastet samfundsgruppe, men også fordi vi i høj grad bygger vores løsninger på en upræcis diagnose. Morten Ejrnæs er en indædt kritiker af begrebet social arv.

”Social arv kan dække alt fra at vokse op i familier med stofmisbrug, overgreb eller manglende uddannelse. Der findes alle mulige forhold derimellem, hvorfor vi faktisk ikke aner, hvad der egentlig menes, når en undersøgelse konkluderer, at social arv er blevet større. Det gør os dårligere til at sætte ind,” mener han.

En udbredt misforståelse Morten Ejrnæs ofte støder på, er at ikke-vestlig minoritetsbaggrund altid er en risikofaktor. Han kalder det en fejltolkning, der også hersker i faggrupper som lærere, pædagoger og socialpædagoger, selvom undersøgelser viser, at ufaglærte forældres børn med etnisk minoritetsbaggrund klarer sig bedre i uddannelsessystemet end danske børn med samme baggrund. Han er heller ikke i tvivl om, at det er en myte, politikerne køber ind på.

”De her forståelser sidder så indlejret, at vi handler på ideer om social arv og ghetto-opvækst uden tanke på kontekst. Det giver helt skæve politiske tiltag i forhold til dem, der reelt har svært ved at bryde igennem til ungdomsuddannelserne,” slutter han.

Et fejlagtigt fokus har menneskelige konsekvenser, fordi det er forbundet med dårligere livsvilkår at være et voksent menneske uden uddannelse. Det fortæller Simon Calmar Andersen, professor ved Trygfondens Børneforskningscenter, Aarhus Universitet. Har man ingen eller kort uddannelse, lever man i kortere tid. Man lever fattigere og med større risiko for sygdom. Han understreger dog, at der er et vist element af hønen og ægget i spil.

”Og vi ved, der er sammenhæng mellem forældres uddannelse, og hvordan deres børn klarer sig. Det er ikke kun på et fagligt plan, men også en lang række andre områder som trivsel samt fysisk og psykisk helbred,” fortæller han.

For nyligt fastslog en rapport fra Vidensråd for Forebyggelse, at risikoen for at udvikle mentale problemer er dobbelt så stor i familier med kort uddannelse kontra familier med lange uddannelser. Mentale diagnoser kan naturligvis have store konsekvenser for børns skolegang, men de dynamikker, der kan efterlade nogle børn bagud i skolesystemet, er også mere subtile, forklarer Simon Calmar Andersen. Man er i de senere år blevet mere og mere klar over, at tale og dialog med ens forældre er en kernekomponent i barnets udvikling. Undersøgelser viser store forskelle på familier, når det gælder mængden af denne udviklende dialog. Det har konsekvenser for barnets læring, da et bedre udviklet sprog giver større udbytte af undervisningen. Begrebet kaldes dynamisk komplementaritet.

”Kender man kun ordene for regn og sne men ikke slud, får man ikke ligeså meget ud af det, læreren fortæller. Ligesom det er nemmere at lære at gange, hvis man har en forståelse for grundlæggende matematik,” forklarer han.

Dette fænomen forstærkes gennem skoletiden. Derfor koncentrerer forskere som Simon Calmar Andersen sig om, hvordan man udligner den pointscore, nogle børn møder skolesystemet bagud på. Projekterne kredser særligt om at forbedre sproget for de børn, der har brug for det, og understøtte et læringsmiljø i hjemmet med aktiviteter som mere ressourcestærke forældre er mere tilbøjelige til at gøre af sig selv. Eksempelvis ved at pakke tasker med bøger og vejledninger, der skal stimulere læseaktivitet. 

Spørger man Noomi Matthiesen, lektor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet med speciale i forældresamarbejde, er skolesystemet ikke nødvendigvis indrettet mest hensigtsmæssigt, hvis målet er at understøtte ressourcesvage forældre. I de seneste mange år er kravene til forældre med børn i grundskolen blevet større. Det intensiverede forældresamarbejde stiller høje krav til den skriftlige kommunikation for at kunne følge med i informationsstrømmene på Aula. Hun mener også, at det stiller store krav til ens forståelse af skolen som arena.

”Det nødvendiggør en særlig form for kulturel kapital og en kropslig forståelse, der er i overensstemmelse med middelklassens normer. Er man selv fra et uddannelsesfremmed hjem, er det vanskeligere at begå sig på måder, der genkendes som passende,” siger hun.

Mange reagerer ved at bruge store mængder af energi på overbevise skolen om, at man tager ansvar for sit barns læring og trivsel. En anden strategi er at trække sig. Noomi Matthiesen har størst erfaring med forældre, der vælger første løsning, men det er sigende, mener hun selv. Det viser, at problematikken er svær at nærme sig, da det er enormt sårbart som forælder ikke at føle sig anerkendt. At trække sig fra sit barns skoleliv kan være en måde at beskytte sig selv på.

På Bjerringbro Skole indgik man tilbage i skoleåret 2017/2018 i projektet ’Lær med familien’ udviklet af Skole og Forældre. Viceskoleleder på Bjerringbro Skole, Michael Malmkvist Jensen, fortæller, at man så muligheden for at bringe læringen ind i familierne, der hver måned blev givet en simpel familieopgave relateret til undervisningen. Derudover ønskede man et forbedret forældresamarbejde. De oplevede at forældre blev væk fra møder og var svære at få ind i skolens hverdagsliv. I den del af projektet arbejdede de med ferniseringer, hvor børnene viste deres forældre, hvad de arbejdede på.

”Oftest har vi fat i forældrene, når det knirker. Mange ressourcesvage forældre har måske selv oplevet et skidt skoleforløb eller har af andre grunde en naturlig aversion imod skolesystemet. De her arrangementer giver anderledes positive opfattelser af skolen,” siger han.

Det kunne de mærke efterfølgende, når de kontaktede forældrene i andre sammenhænge. Men de lærte også, hvor stor en ekstra indsats, det kræver at involvere alle forældre. Dem, der krævede mindst arbejde, var naturligt nok dem, der var mest deltagende i forvejen. Michael Malmkvist Jensen anfører, at det sagtens kan være én af metoderne til at bryde den negative sociale arv, men at det kræver enorme ressourcer.

Også på Nørrevangskolen i Randers er skoleleder Martin Hyldgaard Larsen overbevist om værdien af opsøgende forældrekontakt. Skolen har søsat ’Det udvidede forældresamarbejde’.

”En stor del af vores forældre kommer fra et socioøkonomisk svært miljø, hvor man ofte har andre prioriteter end skole-hjem-samarbejdet. Men vi ser forældrene som helt essentielle for barnets trivsel og muligheder,” forklarer han.

De begyndte for tre år siden at afholde forældreskoler for forældre med børn i 0. klasse. En før skolestart og to i løbet af det første år. Her opbygger forældrene fællesskab på tværs og oplæres i de forventninger, de kan møde og selv have indbyrdes og til deres børn. Martin Hyldgaard Larsen understreger, at den positive tilslutning ikke kommer af sig selv. Forældrene kontaktes i E-boks og ringes op. Der er børnepasning, mad og tolke til dem, der behøver det. Melder de afbud, spørges de ind til, hvad der kan få dem til at komme næste gang. I en ideel verden så Martin Hyldgaard Larsen gerne, at lærerne havde mere tid til forældrerelationerne.

”Jeg tror, man kunne komme langt, hvis de havde mere tid til at være mere opsøgende i relationsarbejdet. Er man vedholdende, viser det sig jo, at alle forældre vil sine børn det godt”.