Vælg side

Gå amok som kok – restaurant i klassen

Snitte, hakke, dufte og smage – alle kan være med. Grib chancen, og slå dørene op for klassens restaurant – bare for en dag. Brug 2 timer i køkkenet og 2 timer til at spise og rydde op. Menuen står på ristaffel med kylling og frugtsalat med råcreme. Omgivelserne er skolekøkkenet.

TEKST: FORÆLDREFIDUSER
FOTO: COLOURBOX

Restaurant på skolen, hvor forældre og børn tilbereder mad og spiser sammen, giver gode muligheder for at lære hinanden bedre at kende, mens der røres i gryderne. Familierne tager selv drikkevarer og service med. Vær forberedt på at arrangementet tager noget tid at planlægge – men vi har gjort det så nemt som muligt for jer.

Forberedelse: 3-4 timer til invitation, tilmeldninger, budget, koordinering af lokale, indkøb, gruppeinddeling og klargøring af udstyr og lokale.

Varighed: 3-4 timer en sen eftermiddag eller aften.

Sted: Skolens kantine eller skolekøkken. Eller måske et fælleshus.

Deltagere: Alle klassens børn og voksne, også gerne søskende.

Vær opmærksom på: Madpræferencer og allergier + skolens regler om alkohol.

Pris: 50 kr. pr. person. Evt. overskud går til klassekassen.

  • Både børn og voksne fra alle kulturer kan være med til at lave mad.
  • Ved at lave madhold med blandede børn og voksne lærer man hinandens børn og de øvrige forældre at kende.
  • Alle skal have/lave mad alligevel, så det er overkommeligt at deltage.
  • Når man laver mad sammen og dækker bord, er der plads til små, uformelle, men vigtige snakke

Ting, I skal bruge:

  • Veludstyret køkken (medbring selv, hvad der måtte mangle)
  • Pynt (duge, lys, dekoration)
  • Indkøb 

Indkøbsliste til 20 personer (beregn ½ portion til børn under 8 år)

Ristaffel:

  • 2 kg kyllingefilet
  • 5 tsk. stærk karry
  • Smør til at stege i
  • Salt og peber
  • 20 dl ris
  • 4 dåser ananas
  • 1 pakke rosiner
  • 1 pose majs
  • 10 gulerødder
  • 5 dl kokosmel
  • 5 dl rosiner
  • 10 bananer
  • 2 glas mangochutney 
  • 5 dl peanuts
  • 2 agurker
  • ½ l fromage frais
  • Karry og sukker

Frugtsalat:

  • Blandet frugt, der er nemt at skære ud, fx æbler, pærer, vindruer, meloner, bananer og jordbær. Beregn, hvad der i frugtkød svarer til 2 æbler pr. person.
  • 2 appelsiner
  • 400 g mørk chokolade
  • 1 l piskefløde
  • 8 pasteuriserede æggeblommer
  • 8 spsk. flormelis
  • 4 tsk. vaniljesukker

Pynt:

  • Farvet papir til guirlander
  • Flag
  • Balloner

Derfor …

Både børn og voksne fra alle kulturer kan være med til at lave mad. Ved at lave madhold med blandede børn og voksne lærer man hinandens børn og de øvrige forældre at kende. Alle skal have/lave mad alligevel, så det er overkommeligt at deltage. Når man laver mad sammen og dækker bord, er der plads til små, uformelle, men vigtige, snakke.

Trin for trin planlægning af restaurant

1. Fordel opgaverne blandt jer i initiativgruppen. Jo flere I er om at dele ansvaret, desto lettere er det for alle.

2. Aftal dato, tidspunkt og sted.

  • Meld dato ud til forældrene med det samme, så de kan notere den.
  • Find et tidspunkt, hvor flest muligt kan komme, fx kl. 16:30.
  • Et godt sted kan være skolekøkkenet. Eller et fælleshus med køkken. Der skal være borde og stole nok og et godt køkken med plads. Husk at booke lokalet, så I ved, der er plads.

3. Vælg betalingsmåde (kontant før/under arrangementet eller MobilePay).

4. Skriv en indbydende invitation, der deles ud i klassen. Husk at skrive:

  • Hvad familierne selv skal medbringe (tallerkener, bestik, glas, drikkevarer og evt. betaling).
  • At børnene kan hentes og bringes, hvis forældrene ikke kan komme.
    • Navn, tlf.nr. og e-mail på en kontaktperson.
  • Download en skabelon til en invitation: Invitation til restaurant i klassen

5. Involvér klasselæreren.

  • Inviter med, men respektér, hvis læreren ikke kan deltage.
  • Aftal, om læreren skal dele invitationen ud i klassen og samle tilmeldinger ind.

6. Send en venlig reminder ud før tilmeldingsfristen.

7. Gør, hvad I kan for at få alle børn med.

  • Ring til de forældre, der ikke har meldt tilbage inden for tidsfristen.
  • Tjek med de familier, som har meldt, at de ikke kommer, om barnet kan komme alene.
  • Tilbyd at hente og bringe barnet, hvis forældrene er forhindrede.

8. Skriv indkøbsseddel, og køb ind, når I ved, hvor mange der kommer.

9. Tjek køkkenet for udstyr (gryder, skåle, gode knive).

10. Sæt hold til selve dagen.

  • Sørg for at blande voksne og børn. På tværs af køn og relationer.

11. Lad familierne sættes sig, hvor de har lyst, men efter hovedretten beder I hver anden om at rejse sig og rykke 4 pladser mod højre.

Et godt råd

Er der forældre fra Indien, Pakistan, Tyskland eller andre spændende lande, så få deres madkultur på banen. Hør forslag til menuen, og lad dem være tovholdere på et af madholdene.

På selve dagen

1. Initiativgruppen mødes før tid for at gøre klar, fordele varer til hvert hold og tjekke, at tingene virker.

2. Når alle er kommet, så byd velkommen, fortæl, hvordan holdene er sat, og udnævn en tovholder for hvert hold.

3. Sæt bordplanen i gang, og opfordr børn og voksne til at mingle.

4. Bed holdene præsentere det, de har lavet.

5. Slut af med at sige tak til alle for en hyggelig aften, og opfordr til, at alle hjælper med oprydningen.

Fordeling af madhold på selve dagen (4-5 personer pr. hold)

  • Hold 1 + 2: Lave pynt, dække borde og skrive menukort
  • Hold 3 + 4: Hovedret
  • Hold 5: Tilbehør til hovedret
  • Hold 6 + 7: Dessert

 

Opskrift på ristaffel

  1. Skær kyllingefilet i tern.
  2. Smelt smør i en gryde. Tilsæt karry, når smørret er bruset af.
  3. Steg kyllingen gylden.
  4. Smag til med salt og peber.
  5. Rør fromage frais med sukker og karry – smag til.
  6. Kog ris.
  7. Skær alt tilbehør ud i mundrette stykker.
  8. Server tilbehør og dressing i forskellige skåle ved siden af kyllingen.

Opskrift på frugtsalat

  1. Skræl/skyl frugt, og skær den i små tern.
  2. Pres saft ud af appelsinerne.
  3. Bland frugt og appelsinsaft i en skål.
  4. Hak chokolade i små stykker, og bland med frugten.
  5. Pisk æggeblommer med sukker og vaniljesukker til det er luftigt – gerne 10 minutter.
  6. Pisk fløden til skum.
  7. Vend æggeblandingen i skummet.
  8. Server frugtsalat og råcreme hver for sig.

Udgivet: marts 2014

Få ny viden, inspiration og gode råd til at støtte dit skolebarn
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Skole og Forældres magasin, Skolebørn, og få de nyeste artikler direkte i din indbakke 8 gange om året.
Det er helt GRATIS og vi giver ikke din mailadresse videre til anden part.

Hvis du har lyst, kan du udfylde fødselsåret for dit barn/dine børn, så vi kan sende dig artikler, der passer til dit barns klassetrin. Det er selvfølgelig frivilligt og vi bruger ikke oplysningerne til andet.

Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet accepterer du Skole og Forældres privatlivspolitik. Læs den her.