Vælg side

Fastelavn – en hyggelig tradition for stor som lille

Udklædning og tøndeslagning er en evigt populær tradition hos de yngste. Men også hos de lidt ældre … om ikke andet så pga. fastelavnsbollerne. Få fidusen trin for trin – nemt og smertefrit og til stor gavn for klassens sociale liv.

TEKST OG FOTO: FORÆLDREFIDUSER

Fastelavn kræver lidt indkøb, evt. pynt af fastelavnstønder, og så er der lagt op til en lille bod, hvor der sælges fastelavnsboller og kakao til at dække udgifterne til indkøb.

Arrangementet kan lægges i forlængelse af en skoledag, så forældrene møder op i forbindelse med, at de henter. Det gør det overkommeligt for de fleste at deltage. De fine kostumer giver masser at tale om børn og voksne imellem.

På Solvangskolen i Farum har 3.B. gjort det til en lille tradition at holde fastelavn.

Forberedelse: 2 timer til invitation, tilmelding, klargøring af bod, indkøb og pynt

Varighed: 2 timer.

Sted: Skolens gymnastiksal eller privat festlokale.

Tidspunkt: En eftermiddag (feb/mar).

Deltagere: Klassens børn og voksne, også søskende.

Ting, I skal bruge:

  • Reb til at hænge tønden op med
  • Snor og tape til balloner
  • Musik
  • Byttepenge og cigarkasse til boden
  • Prisskilt til boden
  • Indkøb
  • (Frivillige, som har tid til at bage fastelavnsboller)

Husk at aftale, hvem der er ansvarlig for at huske hvad.

Indkøbsliste (20 personer)

  • Konge- og dronningekrone
  • En tønde og kølle
  • Lim til pynt
  • 20 små pakker rosiner
  • 20 appelsiner
  • 2 poser konfetti
  • 25 krus
  • 4 l kakao
  • 3 flasker vand (a 1,5 l)
  • (20 fastelavnsboller)
  • Mindst 20 servietter
Sæt en lille bod op, hvor I sælger med 5-10 kroners fortjeneste pr. vare, så I får dækket indkøbene. Evt. overskud går i klassekassen. I kan fx sælge fastelavnsboller, kold kakao eller vand.
“Vi får jo besøg af alt fra Darth Wader til Askepot. Et af årene kom sågar en stor tandbørste og en klovn – nogle forældre ynder ind imellem at klæde sig ud. Til stor fornøjelse for børnene.”

Mor til Emilie fra 3.B på Solvangskolen

Trin for trin planlægning af fastelavn

Aftal dato, tidspunkt og sted.

  • Meld dato ud til forældrene med det samme, så de kan notere den. Vælg en, som ikke ligger oven i alle andre fastelavnsfester.
  • Find et tidspunkt, hvor flest muligt kan komme, fx kl. 16-18 en hverdag.
  • Et godt sted kan være skolens gymnastiksal, et fælleshus eller en carport hjemme hos en klassekammerat. Husk at booke.

Skriv en indbydende invitation, der deles ud i klassen og sendes via Aula.

Husk at skrive:

  • At de skal huske udklædning og mønter til at købe for i boden.
  • Navn, tlf.nr. og e-mail på en kontaktperson.
  • Hent en skabelon til en invitation her.

Involvér klasselæreren.

  • Hør, om børnene kan lave lidt pynt, som kan limes på tønden.
  • Inviter med, men respektér, hvis læreren ikke kan deltage.
  • Aftal, om læreren skal dele invitationen ud i klassen og samle tilmeldinger ind.

Send en venlig reminder ud før tilmeldingsfristen.

 

Gør, hvad I kan for at få alle børn med.

  • Ring til de forældre, der ikke har meldt tilbage inden for tidsfristen.
  • Tjek med de familier, som ikke kommer, om barnet kan komme alene.
  • Tilbyd at hente og bringe barnet, hvis forældrene er forhindrede.

Sørg for indkøb, når I ved, hvor mange I bliver.

  • Hør, om nogle har tid til at bage fastelavnsboller – og ellers er det ingen skam at købe dem i supermarkedet! Hvis der er en ovn, kan fastelavnsboller fra frys anbefales.

Regn ud, hvad varerne skal koste i boden, for at de dækker indkøbene.

Kattedronningen er den, som slår bunden ud.
Kattekongen er den, som slår hele tønden ned.

På selve aftenen

Initiativgruppen mødes før tid for at pynte med balloner, fylde tønden med godter og hænge den op, fikse musikken og gøre boden klar med fastelavnsboller og kakao.
Når alle er kommet, så byd velkommen, fortæl lidt om aftenen, og hvad man kan købe i boden. Lad evt. børnene pynte tønden.

Når kattekongen og kattedronningen er fundet, skal de kåres behørigt. Lav evt. også en afstemning om bedste udklædning. Slut af med at sige tak til alle børn og voksne for en hyggelig aften, og hør, hvem der lige bliver og hjælper med at rydde op og evt. låse af

Udgivet: 2014

Få de nyeste artikler fra Magasinet Skolebørn direkte i din indbakke 4-8 gange om året ved at tilmelde dig herunder. Det er helt gratis. Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet accepterer du Skole og Forældres privatlivspolitik. Læs den her.

P.S. Magasinet Skolebørn udgives af Skole og Forældre, landsorganisation for forældre til børn i folkeskolen. Dette tilbud gælder kun forældre på vores medlemsskoler. Ved du ikke om din skole er medlem? Skriv bare navnet på din skole, så tjekker vi det løbende. Ville du bare ønske, at din skole var medlem, så du kunne få nyhedsbrevet? Så tip din skolebestyrelse om, at de kan melde sig ind her.