Mor om udskudt skolestart:“Min datter kunne have undgået et års nederlag”

Det var ikke nogen nem beslutning at skille tvillingerne ad, men for Barbara på 7 år, betød det en ny og bedre start på skolelivet at gå børnehaveklassen om. Forældrene ville dog ønske, at deres bekymring for Barbaras skolestart var blevet hørt allerede i børnehaven, så et år med nederlag kunne være undgået.

TEKST: METTE GERT
FOTO: MAJ CARBONI

“Der fik jeg tårer i øjnene. Det var dét, vi havde råbt op om i et år. Endelig var der nogen, der kunne se, hvad Barbara havde brug for,” siger Karen Vedel Mohr.

Karen og hendes mand, Frederik, havde egentlig gjort alt for, at de ikke skulle ende i netop denne situation: Til den første skole-hjem-samtale i børnehaveklassen får de at vide, at deres datter Barbara ikke tager sin plads i klassen. Hun siger næsten ingenting i timerne og har det svært socialt. Det var ikke den skolestart, Karen og Frederik havde ønsket for deres datter. Men det var præcis dét, de havde frygtet. Allerede i børnehaven.

Da børnehaveklasselæreren foreslår, at Barbara skal gå børnehaveklassen om, kan forældrene mærke, at det vil være det helt rigtige, selvom det er svært at skulle skille tvillingeparret Jeppe og Barbara ad. Men Barbara skal ikke længere tvinges til konstant at stå på tæer i et forsøg på at nå op på siden af de andre børn i klassen.

Forskellen var tydelig allerede i børnehaven

Tvillingerne Jeppe og Barbara skulle være født i januar, men fordi de blev født tre uger for tidligt – i december – skal de ifølge reglerne begynde et år tidligere i skole, end hvis de var blevet født til termin. Ifølge folkeskoleloven skal børn nemlig begynde i skole det år, de fylder 6 år.
Det var ikke noget problem for Jeppe. Selvom han ville blive den yngste i klassen, var han klar til skolestart. Han ville komme til at kede sig, hvis han skulle gå et år mere i børnehave, tænkte forældrene. Til gengæld havde de svært ved at se, hvordan Barbara skulle kunne kræve sin plads blandt 24 andre elever i en skoleklasse.

“Hendes sprog var ikke fuldt udviklet, og jeg kunne se, at hun legede med børn, der var 1-2 år yngre end hende selv,” siger Karen Vedel Mohr.

Hun efterspurgte en sprogvurdering, da Barbara tidligere (i en anden børnehave) blev vurderet til at have et mangelfuldt sprog. Karen tog også initiativ til møder med pædagogerne, men fik at vide, at Barbara ikke var den første, de ville skoleudsætte.

“Som forælder lytter jeg jo til en børnehavepædagogs erfaring og særligt én, der går med hende til daglig. Men den afvisning, jeg fik, var at de ville pille andre fra før Barbara. De sagde egentligt: Vi kan godt se, at der er en udfordring her, men der er andre, der har et større behov,” fortæller Karen. Pædagogen ville altså ikke anbefale en skoleudsættelse, men tvivlen nagede stadig Karen.

“Det fyldte rigtigt meget for mig. Man vil bare så gerne have, at de voksne, der tager sig af ens barn også ser det. Vi kunne se forskellen på Jeppe og Barbara, ligesom deres storesøster Anna var begyndt i skole et par år tidligere, så jeg vidste, hvad det kræver, og følte, at jeg havde noget at have min bekymring i,” siger hun.

Kompromisset blev, at Barbara og hendes tvillingebror fik plads på en lille skole med kun 100 børn i stedet for den større skole i byen med plads til 600 børn.

Datter og mor på vej i skole

Da Barbara begyndte i skole, skulle hun konstant stå på tær i et forsøg på at være på højde med de andre børn. Nu stortrives hun efter at have gået et år om. Det har været afgørende, at hun kom ind i sin nye klasse allerede ved starten i SFO’en i maj måned, så hun ikke skulle kæmpe sig ind i en ny klasse, hvor venskaberne allerede er dannet. ”Overvej så hurtigt som muligt om dit barn skal gå om, så det bliver en god start,” lyder rådet fra Karen Vedel Mohr til andre forældre.

Svær skolestart

Med skolestarten kom også håbet om, at Barbara ville klare sig godt. Men allerede efter de første måneder i børnehaveklassen er det tydeligt, at Barbara manglede lidt i modenhed i forhold til de andre børn. Legeaftaler med klassekammeraterne var ikke noget, der kom af sig selv, så hver en legeaftale, der kom i hus var en sejr.

“En dag, jeg hentede børnene, fortæller en skolepædagog mig, at jeg skal vide, at de har et særligt øje på Barbara. De gjorde det tydeligt, at der kunne ske meget på et halvt år, men de var bekymrede for, om hun var parat til det her,” fortæller Karen Vedel Mohr.

Forældrene får gode råd til, hvordan de blandt andet kan styrke hendes sprog og sociale relationer. Forældrene læser med Barbara dagligt og spiller forskellige spil, som de har fået med hjem i en lille kuffert, når den travle hverdag med tre børn tillader det. Det gør dog ikke den store forskel. Det står klart til den første skole-hjem-samtale i februar måned.

“Vi får at vide, at Jeppe fungerer godt både fagligt og socialt. Men Barbara siger næsten ikke noget i klassen og når hun endelig tager ordet, kan hun ikke helt finde ud af, hvad hun skal sige. Hun er fagligt dygtig, men socialt halter hun efter. Det er nærmest én til én det scenarium, jeg havde forudset,” fortæller Karen Vedel Mohr.
Børnehaveklasselæreren og pædagogen foreslår, at Barbara går et år om. Forældrene får fem dage til at træffe beslutningen. Svaret bliver ja.

Barn og mor læser bog

Barbaras forældre fik at vide, at de dagligt skulle træne Barbaras sprog, så hun kunne blive klar til 1. klasse.
”Vi gjorde, hvad vi kunne, men det er svært at nå, når man også har arbejde og to andre børn, der skal have opmærksomhed. Jeg synes det er forældrenes ansvar at give børnene kærlighed og støtte op om skolen, men man skal som forældre ikke være ansvarlig for børnenes læring,” siger Karen Vedel Mohr.

Ikke færdig med at tegne

Næste skridt var at få fortalt til både Barbara og hendes søskende, at Barbara skulle starte forfra i børnehaveklasse. Barbara er meget kreativ og dygtig til at tegne, derfor blev argumentet, at hun var ikke færdig med at tegne, så hun skulle blive i børnehaveklassen.

“Vi sagde ikke noget før en uge før, det skulle ske. Vi var nervøse for, at hun ville gå kontra og, at hun selv og hendes søskende ville tænke, at hun var dummere end andre børn, men det var slet ikke det, der skete. Faktisk var det hendes tvillingebror, som følte sig snydt over, at hans søster fik et år mere i børnehaveklasse,” fortæller Karen Vedel Mohr.

Barn og mor tegner

Barbara er meget kreativ og god til at tegne, så forældrene fortalte hende, at hun skulle gå et år mere i børnehaveklasse, fordi hun ikke var færdig med at tegne. De frygtede at hun ville føle sig dum ved at skulle gå en klasse om, men det har heldigvis ikke været en udfordring.

OPLEVER DIT BARN UDFORDRINGER MED AT STARTE I SKOLE ?
Ring til Forældrerådgivningen på 70 25 24 68

Rakt hånden op ti gange

Det er næsten et år siden nu og anden gang i børnehaveklassen er gået over al forventning. Barbara stortrives.

”Skolepædagogen fortalte mig den anden dag, at de næsten ikke kunne kende Barbara. Hun leger med alle nu og er aktiv i timerne. Den dag havde hun fx rakt hånden op ti gange. Selvtilliden har fået et kæmpe boost og det er rørende at se, at hun nu er totalt på bølgelængde med de andre børn,” siger Karen Vedel Mohr.

Forældrene skal heller ikke længere kæmpe for at arrangere legeaftaler, for de kommer helt af sig selv.

“Forleden dag sagde hun: ‘Mor jeg har 1000 venner nu!’ Tidligere var hun altid alene inde ved kreabordet, når vi hentede hende. Men nu render hun og leger med de andre,” fortæller den lettede mor.

Nu er Barbara et sted, hvor hun trives, men oplevelsen af at have være et år i skole, hvor hun ikke slog til, kunne de godt have været foruden.

“Det kan ikke undgås at have været et nederlag for hende alle de gange, hvor hun har rakt hånden op og ikke vidst, hvad hun skulle sige. Hun har nok følt sig udstillet i perioder,” siger Karen Vedel Mohr. 

Hold fast som forælder

Karen Vedel Mohrs bedste råd til forældre i en lignende situation, er at huske på, at de kender deres barn bedst. Og er man i tvivl, så bliv ved med at søge svar.

“Man skal lytte til den nagende stemme, du skal udfordre og søge svar. Jeg synes, det er så ekstremt afgørende, at ens barn får en god start på skoletiden og kan lide at gå i skole. Hvis barnet får en oplevelse af ikke at slå til, så er det en følelse, som du kan trække med dig mange år frem,” siger Karen Vedel Mohr.

Karens råd til andre forældre

  1. Lyt til pædagoger og lærere, men husk, at du som forælder kender dit barn bedst.

  2. Den nagende stemme skal du lytte til – du skal udfordre det og søge svar – kræv møder med de nærmeste pædagoger.

  3. Se på hvem de leger med. Hvis dit barn leger med væsentligt yngre børn i børnehaven, kan det være måske være en god idé at blive der et år mere.

  4. Støt dit barn så godt du kan – fx ved at læse bøger, lave rimespil, have en tavle stående fremme, hvor man kan skrive bogstaver etc.

 

Om familien Vedel Mohr

Karen Vedel Mohr er 45 år og journalist. Frederik Vedel Mohr er 42 år og teknisk leder.

Forældre til tvillingerne Barbara og Jeppe på 7 år og storesøster Anna på 10.

Efter skolestart besluttede de at lade Barbara gå børnehaveklassen om.

Barbara går nu i 0. klasse og Jeppe i 1. klasse.

Udgivet: marts 2021