★ ★ ★ ★ ★
Anmeldt af: Emilie Garde Grønne, 10 år
Julia Sofia er en god YouTuber. Julia Sofia er altid positiv og er altid glad i sine videoer.
Tit handler Julia Sofias videoer om dagligdags ting, såsom hvordan hun laver mad og lægger make-up.
Jeg er selv meget glad for smoothies og synes, at det er sjovt at se, hvordan Julia Sofia bruger andre ingredienser end dem, jeg selv er vant til. Havtorn og spinat har jeg aldrig selv smagt i en smoothie.
Julia Sofia laver også mange andre videoer for eksempel ”taste tests”. Min yndlings ”taste test” er fra dengang Julia Sofia og hendes søster, Ida, var i USA og smagte på amerikansk Valentins-dag-slik. Jeg kan bedst lide hendes ”taste test” eller hendes vlogs (video-dagbog, red.), der enten kan dække en dag eller en hel uge.
Hvad får du ud af, at se videoerne?
Når man ser Julia Sofias videoer, er det både afslappende og underholdende. Man kan også lære noget af mange af hendes videoer. Julia Sofia inspirerer mig til gøre forskellige ting. For eksempel prøver Julia Sofia at lave ”slime”, hvilket jeg også er i gang med.
Fars kommentar:
Det er altid rart når ens børn har idoler, man selv synes er sjove, engagerede og inspirerende. Begejstring er noget jeg sætter stor pris på, og her synes jeg, at Julia Sofia med sit smittende humør og hendes enorme engagement, har en positiv indflydelse på Emilie.
SCROLL NED
★ ★ ★ ★ ★
Anmeldt af: Alba-Rose Tusnelda Flanding, 5. klasse
Min yndlings YouTuber er Rasmus Brohave. Grunden til, at han får fire stjerner er, at man lærer noget af hans videoer og så er han tit meget sjov. Grunden til at det ikke er fem stjerner, er fordi hans videoer kan være meget korte og at han nogle gange bare snakker og snakker.
Han taler tit om vigtige emner og om, hvordan man kan hjælpe verden til at blive et bedre sted, og han laver meget varierede videoer. For eksempel viser han ture til Afrika, laver mad med forskellige mennesker og laver pranks. Min yndlings video er ”Rasmus i Afrika”, fordi jeg elsker at se hvordan de lever andre steder, og så synes jeg bare, det er en meget spændende video.
Hvad får du ud af, at se videoerne?
Jeg lærer noget om, hvordan folk har det i andre lande og måske hvordan man laver mad/madretter. Det inspirerer mig også til at tage ud og rejse og hjælpe andre mennesker.
Hvad mener du om, at YouTuberne bliver betalt af firmaer, der gerne vil sælge varer til dig?
Jeg synes, det er dumt. Hvis de ville sælge et produkt, må de lave en reklame i fjernsynet eller lave en plakat, da det vil være mere ægte og man vil tro mere på det. Når YouTubere reklamerer for noget, tror man ikke rigtig på det, men ved at de vil tjene penge. Jeg synes, at det er helt fint, hvis det har noget at gøre med at hjælpe, som for eksempel Unicef og i den stil, som Rasmus Brohave reklamerer for, men hvis de ville sælge en neglelak eller noget andet overfladisk, synes jeg, det er dumt og, at de må gøre det et andet sted.
Hvor mange timer bruger du om ugen på at se YouTube?
Jeg bruger cirka 21 timer om ugen. Det er fordi jeg ikke ser tv, men i stedet YouTube. Nogle af de videoer jeg ser, er gaming-videoer som godt kan være rigtig lange – måske over en time.
Mors kommentarer:
Mit kendskab til min datters yndlings YouTuber Rasmus Brohave er meget begrænset, men på baggrund af det, jeg kender til ham fra diverse medieindslag henvendt til voksne, oplever jeg ham som mere fagligt berigende og med et mere acceptabelt værdisæt, end de mange andre YouTubere, som min datter også kender til.
Det er lidt vanskeligt for mig at forstå min datters fascination og forbrug af YouTube og dette forbrug er for mit vedkommende forbundet med en del bekymring. Det er svært eller rent faktisk umuligt at følge op på alt det hun ser, og min bekymring går derfor generelt på, i hvilket omfang hun påvirkes af det hun ser, når hun lades alene med de mange værdisæt og normer, hun præsenteres for og som ikke bliver korrigeret.
Hvad tænker du om, at reklamer er en del af indholdet i (og rundt om) videoerne?
At min datter som ivrig YouTube-forbruger er genstand for en massiv reklamering, finder jeg også bekymrende og det har derfor været mig meget magtpåliggende at hjælpe hende til udvikling af en kritisk tilgang til de reklamerende YouTubere, hvilket jeg oplever, har båret frugt. Dog er hun i kraft af sin alder modtagelig og sårbar, så jeg ville ønske, at denne reklamering ikke var så omfangsrig og aggressiv hos de YouTubere, der henvender sig til den yngre målgruppe.
Har du tidligere sat dig ind i, hvad dit barn ser på YouTube og talt med hende om det?
Det er klart min opfattelse, at det kun i meget begrænset omfang er muligt at have indflydelse på det, min datter møder på YouTube, hvorfor det har været vigtigt for mig at tale med hende om, hvad der er godt og skidt samt hvilke ting, hun ikke skal søge. Jeg har understreget, at hun ikke skal se YouTubere, der henvender sig til en ældre målgruppe, men helst nogle som har noget på hjertet og som behandler emner, som hun kan relatere til. Vi har talt om, hvilke emner der kan opfattes som ”tomme” og hvilke der kan berige.
Har I regler derhjemme for dit barns ”brug” af YouTube?
Vi har ikke regler for den tid, der bliver brugt på YouTube, men blot den regel, at alt andet skal være passet og ordnet, før der må logges på.
★ ★ ★ ★ ★
Anmeldt af: Emil Carboni Kelk, 5. klasse
Alexander Husum er min yndlings YouTuber, fordi han er sjov og finder på gode ideer til videoer. Han laver blandt andet challenges (videoer, hvor han udfordrer sig selv til noget eller andre udfordrer ham, red.). Han bestiller også ting fra internettet og viser det i en video, som for eksempel slik fra andre lande. Jeg synes også, at han finder på nogle gode pranks, som for eksempel, da han fyldte sin lillesøsters værelse med papkasser.
Hvad får du ud af, at se videoerne?
Jeg ser det fordi det er sjovt og underholdende at se, hvad han laver og gør. Jeg lærer ikke noget andet end hvis han for eksempel giver råd til et godt kamera. Jeg synes, at det er afslappende, når man har haft en stresset dag og så kommer hjem og kan se YouTube.
Lægger du mærke til, at der er reklamer i videoerne og hvad synes du om det?
Jeg lægger mærke til det, men tænker ikke over om det er godt eller dårligt.
Hvad mener du om, at YouTuberne bliver betalt af firmaer, der gerne vil sælge varer til dig?
Jeg tænker, at det er fint nok, fordi det er jo YouTubernes og firmaernes måde at sælge ting på.
Hvor mange timer om ugen bruger du på at se YouTube?
Jeg tror cirka 5 timer om ugen.
Fars kommentar:
Jeg vil give Alexander Husum fire stjerner. Jeg synes, han virker sympatisk. Lidt til den fjollede og lette side. Men det er fint nok, når man tænker på målgruppen. Indholdet er ren underholdning i de klip, jeg har set, så det skal helst ikke være det eneste, min søn ser. Men der skal også være plads til det.
Hvad tænker du om, at dit barn bruger tid på at se YouTube-videoer?
Jeg synes, det er i orden. Det appellerer som genre ikke til mig, men jeg kan sagtens se, at nogle af de ting, jeg finder interessant går igen her. Bare i et andet format. Jeg kan dog godt blive bekymret, når man for eksempel hører om en ung YouTuber, der snakker positivt om sugardating foran børn, så er det et tegn på, at der mangler lovgivning på området. Og etik.
Har du tidligere sat dig ind i, hvad dit barn ser på YouTube og talt med ham om det?
Jeg forsøger. Men det går stærkt. Og mine drenge gider ikke snakke med mig om det, for de tror alligel ikke, at jeg forstår dem. Jeg har snakket med dem om, hvad de skal gøre, hvis de kommer til at se noget uhyggeligt eller voksenting som for eksempel sex. Det må de ikke se, men det er svært at styre.
Har I regler derhjemme for dit barns brug af YouTube?
Vi har tidsbegrænsning på skærmtid, så de ikke må se på skærm efter aftensmaden. Vores to ældste børn på 8 og 11 har begge deres egne YouTube kanaler. Det er vi godt klar over, er temmelig tidligt. En regel her er, at vi forældre skal godkende det, de lægger op. Jeg har sagt til dem, at de hver gang selv skal tænke det sådan, at hvis de ikke ville sende opslaget til deres bedstemor eller have det hængende ude på hoveddøren, skal det ikke op. Og så er vi meget klare på, at hvis fremmede skriver grimme ting eller bliver for nysgerrige, så overtager vi forældre.
SCROLL NED
★ ★ ★ ★ ★
Anmeldt af: Malthe Kruse, 7. klasse.
Jeg kan godt lide ChrisMD, fordi jeg synes han laver sjove videoer. Han er en YouTuber fra England, der laver FIFA- og fodboldvideoer. Jeg får ikke noget ud af at se det, andet end at det er sjovt og underhold-
ende.
Lægger du mærke til, at der er reklamer i videoerne og hvad synes du om det?
Engang imellem bliver han sponsoreret af nogen, som han så laver en video om. Jeg har det fint med, at de bliver sponsoreret, hvis bare de ikke gør det for meget.
Hvor mange timer om ugen bruger du på at se YouTube?
Jeg er meget på YouTube, så jeg ser det deromkring 15 timer om ugen.
Fars kommentar:
Jeg synes ChrisMD virker som en sød og sjov fyr, og jeg kan godt lide, at det mest handler om fodbold, og ikke så meget om skydespil eller produkter. Jeg vil dog kun give ham 4 stjerner, fordi han trods alt ikke lærer børnene så frygteligt meget.
Hvad tænker du om, at din søn bruger tid på at se YouTube-videoer?
Det er fint, at han ser YouTube på samme måde, som vi gamle ser TV og Netflix. Jeg tror, at den unge generation er ret bevidste om, hvornår der reklameres. Nok bedre end os gamle. Indtil videre har vi ikke nogen regler om brug af YouTube. Jeg synes, han administrerer det fint selv.
SCROLL NED
Har de andre forældre på skolen også læst Skolebørn?
Hjælp os med at gøre flere forældre opmærksomme på Magasinet Skolebørn, så de også kan få den nyeste viden og inspiration til livet som skoleforælder.
Download printvenlig plakat her og hæng den op på din skole.
Skolebørn nr. 4 – November 2017. Magasinet Skolebørn udgives af landsorganisationen Skole og Forældre og udkommer fire gange årligt. Det nyeste magasin er forbeholdt forældre på Skole og Forældres medlemsskoler og kan findes på deres Forældreintra. Du er velkommen til at citere og bringe uddrag fra artikler, så længe Skole og Forældres magasin, Skolebørn, tydeligt angives som kilde. Artiklerne er ikke nødvendigvis udtryk for Skole og Forældres holdning.
Redaktion: Redaktør: Maj Carboni: mc@skole-foraeldre.dk · Ansvarshavende redaktør: Mette With Hagensen · Redaktionssekretær og annoncer: Lizzi Ege Johansen: lej@skole-foraeldre.dk
Layout: Gregorius Designthinking
Vil du annoncere i Skolebørn? Se priser her.
Vil du også have det nyeste nummer af Skolebørn? Din skole kan blive medlem her.
Du kan købe det trykte magasin eller magasinet til download her.
Du kan også blive personligt medlem af Skole og Forældre og få det trykte magasin leveret til døren, her.
Skole og Forældre er landsorganisation for forældre til børn i folkeskolen. Medlemmerne er forældrerepræsentanterne i 80 % af folkeskolens skolebestyrelser. Organisationens aktive er selv forældre fra skolebestyrelser. Se mere på: www.skole-foraeldre.dk
Bemærk: Skoleborn.dk anvender cookies til statistik med det formål at forbedre indholdet.