Forrige - Næste

FORSIDE

ARKIV

INDHOLD

MAGASINET

SKOLEBØRN

NR. 4/2017

SIDE 15/21

Hvad sker der

for det der YouTuber?

Undrer du dig også over, hvordan dit barn kan sidde i timevis med næsen begravet i Ipad’en og se på teenagere, der laver fodboldtricks, spiller computerspil eller spiser slik? Som forældre risikerer vi at blive lukket ude fra både vores børns værelse og liv, fordi vi simpelthen ikke forstår, hvad de har gang i. Magasinet Skolebørn har derfor spurgt et par eksperter om hjælp til at åbne et vindue ind i vores børns verden og forklare os, hvad det er for noget ”det der YouTuber”.

  Camilla Mehlsen er medie- og uddannelsesrådgiver i Mehlsen Media med speciale i børns digitale liv og læring. Hun er forfatter til Teknologiens testpiloter - 10 ting der ruster børn og unge til en digital fremtid. Camilla er leder af den didaktiske enhed i projektet Digital Ud(dannelse) D.U.D.E ved Center for Information og Boblestudier, Københavns Universitet, hvor hun står for at udvikle og afprøve undervisningsmateriale om bl.a. sociale medier til udskoling og gymnasiale uddannelser.

 

  Ina Rosen er direktør i kommunikationshuset Operate og rådgiver inden for digital kommunikation og produktudvikling. Hun skriver om digital på Business.dk. Ina er mor til en søn på 11 og en datter på 16.

Hvad går det egentlig ud på?

  ”De unge følger nogle andre unge, som laver videoer om deres hverdag, rejser og lignende. Det kan være de har den samme interesse som én selv, laver små sjove skuespil eller forskrækker eller overrasker deres familie eller venner (pranks). Andre laver deres egne sange, eller man kan følge dem mens de spiller et computerspil (gaming), udfordrer sig selv eller hinanden til noget (challenges) eller giver anbefalinger eller tips til mode og make-up. Der er en tendens til, at det er drengene, der går for at være de sjove (for eksempel Morten Münster, Alexander Husum, Johnny Gade) og pigerne der laver indhold om skønhed og livsstil (for eksempel Fie Laursen, Julia Sofia, Emilie Briting og Astrid Olsen).”

SCROLL NED

De unge YouTubere har skabt en ny medieverden, der taler direkte til børn og unge og gør op med public service og de voksnes reklamefri idealer. Det har vist sig som opskriften på en kæmpe succes. Til prisfesten Guldtuben blev de unge YouTubere hædret af deres følgere.

Hvad er det nye?

   ”For første gang i historien, springes de voksne over i formidlingen til børn og unge, så indholdet laves uden idealerne i public service. Børn og unge vender i stigende grad ryggen til Danmarks Radio og de andre traditionelle medier lavet af voksne og bruger mere tid på de sociale medier, hvor det er andre børn og unge, der taler til dem direkte i øjenhøjde. Det er et helt nyt mediebillede, at YouTube-stjernerne lige nu har vundet kampen om børn og unges opmærksomhed.”

 

   ”Når børn og unge søger efter indhold på internettet, laver de ikke en tekstsøgning i Google som de fleste voksne, men går direkte til YouTube. De kommer meget tidligt i gang, fordi de fleste har adgang til en Ipad eller en smartphone og ikke behøver at kunne læse og skrive for at kunne se indhold på YouTube. Når de har set en video, kommer den næste automatisk, så de bliver præsenteret for alt muligt indhold uden selv at opsøge det aktivt. Da vi var børn, havde vi ikke den adgang til så mange forskellige billeder af verden og havde derfor et mere ensrettet billede af virkeligheden og en mere fast forestilling om, hvad der var rigtigt og forkert. Børn og unge i dag har en mere åben tilgang til viden og skal sætte deres verdensbillede sammen af en lang række forskellige informationer. Hvis man tager ja-hatten på, så giver det dem mulighed for at være mere undersøgende og nuancerede, end vi var. Omvendt kan det også være rart at have pejlemærker og det kan være overvældende og svært at sortere i de mange informationer.”

SCROLL NED

”Som forældre skal vi ikke have en automatreaktion, hvor vi fordømmer det, de unge ser på. Det er ikke så meget anderledes end, da vores egne forældre syntes det var skidt, at vi læste for mange tegneserier som børn. Det er bare de nye teknologiske muligheder, der gør, at det udspiller sig på en anden måde,” siger Ina Rosen.

Hvorfor ser vores børn og unge det?

   ”Som forældre kan vi synes, at det som YouTuberne taler om, er overfladisk, men de taler direkte til deres følgere på en måde, så de føler sig inddraget. De unge følger med i YouTubernes hverdag, kan kommentere på deres videoer og får besked, når de har lavet en ny. Nogle unge føler, at de får en personlig relation til de YouTubere, de følger. Det er næsten som en god ven eller storesøster. Den gamle mediebranche kan godt være lidt trætte af deres læsere eller seere, men YouTuberne elsker deres følgere. Det får de også ofte at vide.”

 

   ”Det er en leg med deres identitet, når børn og unge følger en YouTuber. Det bekræfter dem selv i forskellige roller, når de ser på andre børn og unge, der kunne være dem. Det er en del af det at være barn. Lidt ligesom da vi som børn legede, at vi i virkeligheden var en prins eller en prinsesse. Nu udspiller det sig bare digitalt. Derudover har det en utrolig stor social værdi. Børn og unge viser hinanden forskellige klip, som de bygger deres samvær op omkring. Man kan sige, at de ”bytter klip”. Det er lidt ligesom med bytte-kort eller når vi som unge afspillede musiknumre for hinanden: ”Har du hørt denne her?”. Det er den samme adfærd, bare overført til de formater, vi kender i dag.”

 

Hvad er det for en kultur,
YouTube fremmer?

   ”Den positive side er, at YouTube kan være med til at fremme en ”maker-kultur”, hvor den unge selv kan skabe noget alene og sammen med andre. Muligheden for at formidle er blevet langt mere demokratisk med YouTube. Vi har haft en periode i historien, hvor nogle har kunnet skrive og udgive en bog, tage billeder og lave en film. Andre kunne ikke. Nu er vi nået til et punkt, hvor stort set alle kan producere deres eget indhold og lægge det ud. Det er der noget meget fantastisk ved.”

 

   ”Efter Guldtuben var der en reportage i Berlingske, hvor journalisten skrev, at YouTuberne var et udtryk for en generation, hvor man godt må begå fejl, fordi det hele virker sådan lidt håndholdt. Jeg synes desværre ikke, at der er tegn på, at det bliver hyldet at begå fejl. Tværtimod oplever jeg, at den digitale udvikling fremmer en mere perfektionistisk kultur – specielt for pigerne. De vil gerne præstere og se godt ud. Det har de måske altid villet, men med de sociale medier er der kommet et nyt eksternt blik, som de skal forholde sig til. Hvordan ser deres krop ud på de sociale medier? Og hvordan kan man lægge sine præstationer frem? De kvindelige YouTube-stjerner er med til at fremme den kultur, fordi meget af deres indhold handler om skønhed.”

SCROLL NED

70 procent af de 7-12-årige ser YouTube dagligt, viser DR Medieforsknings årlige rapport. Det er næsten en fordobling på to år. Samtidig taber DR Ultra seere.

Skal vi forældre være bekymrede?

   ”Mange forældre er måske bekymrede for, at deres børn ved en fejl kommer til at se porno eller andet indhold, som er for voldsomt for dem. Man skal selvfølgelig være opmærksom, men YouTube er blevet dygtige til at filtrere den slags fra, så børn ikke automatisk bliver tilbudt sådanne videoer uden at have søgt på det. Det indhold, som man bliver tilbudt er noget, der minder om det, du lige har set.”

 

   ”Film, serier og spil skal jo have en mærkat på, der fortæller, hvilken aldersgruppe, som indholdet egner sig til. Det gælder ikke på YouTube. Det er på mange måder ”det vilde vesten”, fordi mediet er så relativt nyt. Der er både godt og skidt indhold, og der skal ikke mange klik til, før man kan få adgang til videoer, der ikke er egnede for børn. Mange af de store YouTubere laver indhold en målgruppe over 18 år, men de bliver også i stor stil set af børn. Fie Laursen fortæller for eksempel, hvordan hun har fået 14.000 kroner for at gå ud at spise med en Sugardad og fremviser alle de ting, som hun har fået tilsendt af mænd, der ser hendes videoer. Hun påstår, at hendes indhold ikke er tiltænkt helt unge piger, men man kunne se i kommentarsporet, at der er mange piger på omkring 10 år, der følger hende. Efter at have fået kritik for det, har Fie Laursen lukket kommentarsporet til sine videoer om sugardating, men før var der kommentarer som: ”Hvordan får jeg en sugardaddy, Fie?” og ”Jeg elsker dig Fie. Jeg vil være ligesom dig.” Derfor er et vigtigt, at forældrene er opmærksomme på, hvad deres børn ser.”

 

Og hvad med reklamerne?

   ”Reglerne er blevet strammet, så YouTuberne for eksempel skal sige det, hvis de er blevet betalt for at lave indhold – og af hvem. Det betyder dog ikke, at børnene har den kritiske sans, der skal til for at gennemskue det. Ofte lægger de unge ikke mærke til, at det bliver sagt, at videoen er betalt af et firma. Og selv om de gør, vil de alligevel drikke Faxe Kondi, når de ser, at det er den sodavand, deres idoler drikker. Fordi de unge har venskabelige og følelsesmæssige relationer til YouTube-stjernerne er det langt mere effektivt at ramme målgruppen gennem dem, end gennem en traditionel reklame. Det er ikke tilfældigt, YouTube-stjernerne kaldes for influencers, og når et brand promoverer et produkt eller et budskab i samarbejde med en YouTube-stjerne, er det influencer marketing.”

 

   ”Jeg tror ikke, at man som forælder skal være så bekymret for, at YouTube-stjernerne reklamerer for nogle uetiske ting. YouTuberne lever af deres integritet. Derfor er de meget opmærksomme på, at de kun anbefaler ting, som de kan stå inde for og siger nej til mange ting. Mange af de store YouTubere har managere, der sørger for, at de produkter de omtaler, passer til deres profil. Vi skal selvfølgelig have en debat med vores børn og unge om det, når de kommer og vil have en speciel shampoo, som deres YouTube-idol bruger, men det er den samme debat, som hvis de havde set en reklame i et magasin eller læst en boganmeldelse.”

SCROLL NED

YouTube er så stort blandt de 12-17-årige danske piger, at det overrasker Aller Media, som netop har lavet en undersøgelse af unges medieforbrug. Derfor satser deres magasin til teenagepiger, Vi Unge, nu på selv at lave indhold til YouTube.

Hvad skal vi synes om, at vores egne børn vil være YouTube-stjerner?

   ”Hvert barn, der vokser op i dag, er sit eget medie. Der går ikke længe før, at man har profiler på de sociale medier, så det er en relevant kompetence at øve sig i selvfremstilling. I virkeligheden er danske børn for meget forbrugere i forhold til skabere af indhold. Jeg synes ikke, at man skal rynke på næsen af det, hvis ens barn har interesse for at lave videoer til YouTube. De lærer jo, hvordan man optager film, redigerer og er ”vært”. Hvis børn vil have en offentlig YouTube kanal, skal forældrene dog på banen. Det kan man ikke overlade til dem selv. Der skal være nogle regler. Det kunne for eksempel være, at forældrene (eller andre voksne) altid skal kigge indholdet igennem og godkende det, før det bliver lagt på. En anden regel kunne være, at meget unge børn ikke skal læse kommentarfeltet, fordi kommentarerne nogle gange kan være meget hårde. Og så skal man også tale med sit barn om, hvad det kan betyde at udstille sig selv offentligt.”

 

   ”Man skal være opmærksom på, at indholdet kan komme meget langt ud, så man skal kunne stå inde for det. Jeg er meget bekymret på vores børns og samfunds vegne over, at man ikke har mulighed for at slette indhold. Nogensinde! Derfor skal man som forælder være meget opmærksom på, at det som ens børn lægger ud, skal de kunne leve med som voksne også.”

 

Hvad bliver det næste?

   ”Det der sker internationalt blandt unge er, at de trækker ind i mindre private grupper på de sociale medier, hvor de bliver en del af nogle sociale fællesskaber eller menings-fællesskaber. Vi kan godt følge nogenlunde med i, hvad vores børn ser af challlenges på YouTube, men det bliver langt sværere, når de er inde i lukkede grupper. Der bliver vi nødt til at stole på, at vi har givet vores børn og unge en så solid opdragelse, at de kan håndtere det – og kommer til os, hvis de ikke kan.”

 

   ”YouTube er den største videoplatform og har sat sig tungt på markedet, men sociale medier som Facebook kigger til YouTube og vil satse meget mere på video, både brugergenereret og egetproduceret indhold. Det kommer forældre til at mærke i deres eget Facebook-feed, og forældre kommer også til at hoppe med på videobølgen. Måske kommer det store videoboom til at give forældre en dybere forståelse for, hvad det er, ’det der YouTube’ kan.”

SCROLL NED

”Jeg oplever, at YouTube-stjernerne generelt er gode forbilleder, når de møder deres følgere. Til Guldtuben synes jeg det var helt rørende, hvor søde, høflige og ydmyge de var, når deres følgere kom over for at snakke med dem eller få taget selfies,” fortæller Camilla Mehlsen.

Skolebørn nr. 4 2017 INDHOLD