anske børn og unge går mange timer i skole, dyrker flere sportsgrene i fritiden og skal vise glade liv frem på de sociale medier. Gennem det hele bliver de målt, vejet og bedømt, og hjemme mødes de af endnu flere krav fra deres ambitiøse og stressede forældre.

     Sådan lyder flere eksperters alarm om præstationssamfundets konsekvenser for vores børn. En rapport fra Vidensrådet for Forebyggelse, Børns og unges mentale helbred, konkluderede i 2014, at op imod hver femte 10-24-årige ofte følte sig stresset. DepressionsForeningen har netop advaret mod, at unges jagt på det perfekte liv kan koste dyrt. Omkring 33 procent af de 16-24-årige oplever at føle sig deprimerede, ulykkelige eller nedtrykte.

     ”Den generation, der vokser op nu, er vant til at blive testet, fra de går i børnehave. Selv om de var små, da det skete, har de godt kunnet mærke, at der var noget, de skulle gøre godt,” siger familieterapeut og ungecoach Pia Beck Rydahl.

     Gennem sit arbejde i konsulent- og coaching-firmaet Hverdagens helte møder hun mange børn og unge i både folkeskolen og gymnasierne, og hun oplever, at de er stressede.

     ”De bliver udmattede, resignerede og bekymrede, og det sker, når de er yngre og yngre, og symptomerne bliver værre og værre. Allerede fra 6. klasse skal de vide, hvad de vil med deres liv, der har aldrig været så meget eksamensangst i 9. klasse som nu, og når de kommer i gymnasiet kommer et enormt ekstra pres,” siger Pia Beck Rydahl.

 

Forældre kan ikke gøre for det

En del af presset kommer udefra, fra systemet, men pilen peger også mod hjemmene.

     ”Børnene spejler forældrene – på forskellig måde, alt efter hvilken type, de er. Nogle bliver hyperaktive, når deres forældre stresser. Så vil de også have svært ved at sige fra og i stedet forsøge at præstere lige så meget. Andre trækker den anden vej og bliver passive og dovne som modreaktion,” fortæller Pia Beck Rydahl.

     Og så er der de børn, som med deres reaktioner viser os forældre, hvor udbrændte, vi egentlig er, før vi selv ved det:

     ”Når vi selv strækker os for langt og overskrider vores egne grænser for, hvad vi kan holde til, samtidig med, at vi har et smil klistret på, kan selvudslettelse blive en adfærd hos børnene. De udsletter sig selv, fordi de kan se, at vi gør det – på en børnemåde, med lavt selvværd. Så oversamarbejder de, fordi vi gør det – fordi vi lever et liv, der ikke er sundt,” siger Pia Beck Rydahl, der pointerer, at vi ikke gør det af ond vilje, eller fordi vi er dumme.

     ”Stress gør blind, så forældrene kan faktisk ikke gøre for det. De er selv fanget i ræset, og det bliver en ond spiral, fordi de så måske begynder at curle børnene af dårlig samvittighed, og det fører til endnu mere stress, som igen smitter børnene.”

     Til gengæld kan vi bruge det som en meget vigtig advarselslampe. Og vi kan gøre noget.

     ”Ofte bliver det til et skiftespor i en familie, når et barn får det dårligt. Forældrenes ræs kan jo ikke blive ved med køre, fordi børnene ikke kan holde til det,” siger Pia Beck Rydahl.

 

Find værdierne frem

Så i stedet for at slå sig selv i hovedet kan forældre med fordel foretage et værditjek.

     ”Vi ønsker alle det bedste for vores børn, men hvad vil det sige? Det er jo ikke kompetencer, der gør et godt liv, men menneskelige færdigheder som empati, tålmodighed, følelsesmæssig intelligens og så videre,” siger Pia Beck Rydahl, der anerkender presset udefra, men:

     ”Hvis du er bange for, at dit barn bliver hægtet af, når det ikke præsterer, så stop op og se kritisk på dine tanker. Hvad tænker jeg – og er det rigtigt? Jeg tror ikke, at man kommer længst med fokus på selvtillid og præstation, men ved skridt for skridt at styrke børnenes selvværd. For det bliver der endnu mere brug for fremover.”

     En del kan vi ikke styre, det bestemmer skolen – ’systemet’. Men vi kan godt forholde os til det uden at brokke os konstant, for det har børnene heller ikke godt af.

     ”Vi, der er forældre nu, har stadig en rest af autoritetstro. Men man må godt stille spørgsmål til den scene, der bliver sat, og det er børnene gode til. Måske skal dit barn ikke præstere 110 procent i en prøve, men kan nøjes med 80 procent, fordi der skal være tid til andre aktiviteter. Især dem, der giver selvværd, for det er børnenes livskraft,” siger hun.

 

Styrk robustheden

Noget af det, der giver selvværd, er samvær og nærvær.

     ”Vi ved fra forskning i kulturer, at hvis der er samhørighed i en gruppe, er der ikke stress. Børn har et meget kort regnestykke, der hedder: ”Du bruger tid med mig, så du elsker mig.” Bare det, at mor eller far er hjemme, betyder noget. Også selv om teenageren sidder på værelset,” siger Pia Beck Rydahl.

     Endnu bedre er det, hvis teenageren kommer ud af værelset, og begge parter kan finde ud af at lægge mobilen lidt væk.

     ”Det bedste er at tilbyde et trygt alternativ. Man kan ikke bare sige: ”Læg mobilen fra dig, jeg vil være sammen med dig.” Man skal først skabe en forbindelse til den unge. Måske er det en køretur med den unge tur i passagersædet, der skal til, måske skal I spille det der play station-spil, din datter kan lide, eller se på Instagram-profiler med din søn. Gennem tid og samvær uden krav eller mål, kan I knytte jeres forbindelse tættere.”

     Til gengæld skaber det ikke selvværd at gøre alt for børnene for at skåne dem.

     ”Det kan være konfliktfyldt at stille krav, og ofte servicerer vi eller pakker børnene ind i vat, fordi vi ikke orker konflikten. Men når børn bliver skærmet og curlet, bliver de tillært hjælpe-

løse. De har brug for at få styrket deres indre robusthed og lære at være i livet.”