Forrige - Næste

FORSIDE

ARKIV

INDHOLD

MAGASINET

SKOLEBØRN

NR. 4/2017

SIDE 13/21

Sådan

styrker

du dit

barns

tankesæt

SCROLL NED

ersoner med et åbent tankesæt tror på deres egne kompetencer og på, at de selv kan gøre en forskel. De bliver mere vedholdende, bedre til at håndtere udfordringer og tør springe ud i nye ting. Det gælder fagligt, men også personligt. De lærer at stoppe op og tænke sig om, før de handler. Det kan for eksempel også være en fordel til en fest, eller når de er sammen med deres venner eller en kæreste,” siger Lene Heckmann, som er konsulent og forfatter til bogen Det gode tankesæt. Her får du hendes fire gode råd til, hvordan du kan hjælpe dit barn til at få et udviklende tankesæt.

"P

Hvis dit barn har et fastlåst tankesæt, er der en risiko for, at han eller hun ikke får udlevet sit potentiale. I skolen – og i livet. Den gode nyhed er, at du ved at ændre forholdsvis lidt i din måde at tale på, kan gøre en stor forskel for dit barns fremtid.

1

Snig ordet ”endnu” ind
i dine sætninger

 

Ofte taler man om, at der er noget, som man kan og noget som man ikke kan – som om, at sådan er det bare. ”Jeg kan ikke synge” (underforstået: og det kommer jeg heller aldrig til)!). Der gælder det om at få sine børn til at forstå, at læring er en proces. Her kan det lille ord ”endnu” gøre en enorm forskel. Hvis dit barn siger: ”Det her kan jeg bare ikke finde ud af!” Så svar: ”Nej, jeg kan godt se, at du ikke helt kan det…endnu”. Det samme gælder, hvis dit barn får en dårlig karakter eller et ”under gennemsnittet” i en test. Så kan man sige: ”Du er der ikke endnu.” Det viser, at det ikke er definitivt, at man er ”under gennemsnittet”, men bare dér man er i sin læringsproces lige nu – og dermed kan man gøre noget for at ændre det.

SCROLL NED

2

Vis dit barn, at fejl

er noget man lærer af

 

Rigtig mange børn og voksne er så bange for at begå fejl, at de begrænser sig selv. De tør ikke springe ud i nye udfordringer og bruger deres energi på at skjule det, de ikke kan. Tal med dit barn om, at man ikke kan tage elevatoren til succes – det er den hårde vej op ad trapperne og man snubler nok undervejs. Hvis man vil udvikle sig, kommer man også til at begå fejl. Sådan er det også for de store sportsstjerner og andre idoler. Italesæt, at der findes fantastiske fejl – altså de fejl, som man lærer noget af. Når man begår fejl husker man bedre, det man har lært. Ligesom nye opfindelser ofte er resultatet af, at man har turdet prøvet noget nyt, fejlet og fundet en ny strategi.

     Tal åbent om de fejl, som du selv begår. Det behøver ikke være ”nu skal du høre, hvad mor gjorde som ung”, men måske har du begået fejl på arbejdet eller lignede, som du endte med at blive bedre af? Italesæt også gerne, hvis du begår små fejl i hverdagen derhjemme: ”Undskyld der var jeg vist lidt for hurtig – det var min fejl”.

     Det er også en god idé at tale om forskellige slags fejl – for fejl er ikke bare fejl. Der er fx ”sjuske-fejl”, som er lette at gøre noget ved. Og så er der ”strækkefejl”, som opstår, når man skal stå på tæer og strække sig efter noget, fordi det er svært. Hav en dialog med dit barn om, hvornår noget er sjusk og hvornår barnet har brug for hjælp og støtte til at komme videre.

SCROLL NED

3

Udfordr dit barn

 – og dig selv

 

Tal med dit barn om, at ting gerne må være vanskelige eller svære. Det er nemlig dér, hvor man lærer noget og hvor det bliver interessant for dem selv. Hvis de altid vælger det, de kan i forvejen, så lærer de ikke noget og det bliver let kedeligt. Prøv også at udfordre dig selv. Vis dit barn, at du gør noget, som du ikke kunne i forvejen eller du ikke turde før.

     Det er vigtigt at lære sit barn at turde udfordre sig selv, men det er også en balancegang, som vi forældre skal være opmærksomme på. Nogle gange skal man måske få dem til at holde lidt igen, hvis de springer ud i alt. Andre gange skal man skubbe dem kærligt ud af deres komfortzone.

SCROLL NED

Ros processen

– ikke personen og præstationen

 

”Du er jo et naturtalent”, ”Der sidder et klogt hoved på dine skuldre” og ”hvor er du dygtig”. Hvem har ikke prøvet at rose sine børn ved at sige de er kloge, søde eller talentfulde? Det er helt almindelige ting at sige, men problemet er at man dermed fortæller sine børn, at talent og intelligens er noget man er født med, som hænger uløseligt sammen med ens person og derfor ikke kan ændres. Det fortæller indirekte de børn, der klarer sig godt, at de ikke behøver gøre sig umage. Og når de på et tidspunkt får en dårlig karakter eller scorer lavt i en test, kan hele deres selvbillede krakelere. Sådanne børn kan få svært ved at håndtere modgang.

     For børn der ikke klarer sig så godt, betyder det, at de ikke kan gøre noget for at klare sig bedre og derfor i stedet bruger energien andetsteds. For eksempel på at lave ballade.

     I stedet skal man rose sit barn for at gøre sig umage, være vedholden, prøve noget nyt, afprøve forskellige strategier eller lignende.

     Ligeledes skal man ikke bedømme præstationer ved fx at sige, at en bestemt karakter er god eller dårlig. Hav i stedet en dialog om, hvad det er dit barn kan allerede for at få den karakter – og hvad der skal til fremadrettet for at få en højere karakter. Hvilken indsats har de lagt i det? Hvilken strategi har de brugt? Og hvad kan de lære af det? I forhold til karakterer er det også vigtigt at tale om, at karakterer kun siger noget om en lille del af ens kompetencer. Det er ikke karakterer, der er afgørende, men også livsoplevelser.

4

Se filmen “Famous failers” med dit barn.

Ting du kan sige til dit barn, der fremmer et udviklende tankesæt:

 

  • Det kan du ikke endnu.
  • Du er på rette vej.
  • Det var hurtigt – du skal da have andre udfordringer.
  •  Jeg kan se, at du har gjort dig umage.
  •  Jeg er glad for, at du blev ved også selv om, at det var vanskeligt.
  •  Det var modigt.
  •  Det lyder som om det var for svært for dig lige nu.
  •  Der skal vist flere forsøg til.
  •  Det kræver endnu mere træning.
  •  Du har arbejdet hårdt for det og er på rette vej.
  •  Det er en fejl – lad os se hvad vi kan lære af her.

SCROLL NED

Lene Heckmann

Lene Heckmann er oprindeligt uddannet lærer og har arbejdet i folkeskolen i 10 år. I dag arbejder hun som konsulent og er indehaver af Kompetencehuset Heckmann, som arbejder med skoleudvikling i Danmark og Norge. Hun er mor til 2 børn – en på 14 og en på 10 år.

SCROLL NED

LÆS OGSÅ:

Skolebørn nr. 4 2017 INDHOLD