Hvordan du er den bedste støtte for dit barn med psykiske problemer

Flere og flere børn og unge kæmper med angst, depression, autisme, ADHD og spiseforstyrrelser. Forskning viser, at pårørende er afgørende i behandlingen af psykiske problemer, men at de ikke nødvendigvis får hjælp til at håndtere den opgave. Det efterlader mange forældre under stort pres. Tea Sletved har derfor skrevet Bogen til pårørende, som tilbyder viden, vejledning og gode råd baseret på fagfolks erfaringer og forskning inden for feltet. Her får du et uddrag med
9 GODE RÅD.

TEKST: TEA SLETVED
FOTO: ISTOCK

Som så mange andre forældre til et barn med psykiske problemer vil du nok allerhelst have svar på: Hvordan hjælper jeg mit barn? Det kan være, at du allerede har timer og atter timers googling bag dig for at blive klogere på lige præcis det, dit barn bokser med. Det, du kan blive klogere på her, er, hvad der generelt kan være gavnligt for et barn eller en ung med psykiske problemer. Hvordan du kan hjælpe og støtte i behandlingen, og hvordan du håndterer praktikken til en nemmere hverdag.  

Dette uddrag fra Bogen til pårørende har dit barn i kikkerten, men vi begynder med dig. Den bedste hjælp, du som forælder kan give dit barn, er at blive stående på dine egne ben. Både fysisk og i mere overført betydning – at du bliver stående i den, du er som forældre. Husk på, at selvom dit barn eller unge menneske er psykisk udfordret og måske har fået en diagnose, så er det stadig det fine menneske, du kender og altid har kendt. Dit barn bliver ved med at være Josephine, Thor eller Charlie med alle de gode kvaliteter, finurligheder, skævheder og egenskaber, dit barn altid har indeholdt. Ingen er sine problemer eller diagnoser. Ingen gider at blive behandlet sådan. Heller ikke selvom symptomer i nogle perioder kan dominere adfærd og personlighed. 

LÆS OGSÅ: Forældre knækker i kampen til støtte for deres børn

1. Hvorfor ro på er centralt 
Prøv at bevare roen. Også selvom dit barns/unge menneskes reaktioner kan være udfordrende for dig, og selvom du måske frygter for fremtiden. Det er så nemt at sige, men kan være ret svært. Prøv alligevel. Om ikke andet så med noget så simpelt som at trække vejret dybt.

Når du agerer i affekt, tager du lettere forhastede og dumme beslutninger. Du har brug for det modsatte nu. Dit barn har brug for, at du kan bevare overblikket og er i stand til at tage gode beslutninger. Der er også brug for din ro i forhold til barnet, som måske er bange og bekymrer sig om det samme som dig: ”Hvad skal der ske, kan jeg få hjælp, og bliver jeg rask?” Det har stor betydning at signalere, at du kan rumme, hvad end det kommer med. Psykiske problemer sætter følelser og reaktioner i spil, som kan føles uforståelige for et barn eller ungt menneske.

Når unge fortæller om deres oplevelser med psykisk sygdom, går det ofte igen, hvordan de har været bange for, at de var blevet skøre på grund af det, deres symptomer gjorde ved dem. Alt bliver værre, når tankerne får lov at spinne afsted inde i hovedet, meget taber luft bare ved at blive sagt højt. Hvis du gerne vil hjælpe dit barn ved at være tæt på og høre, hvad der foregår, skal du kunne tåle, hvad du får at vide.

Selvfølgelig må du vise følelser, det er menneskeligt og helt naturligt at reagere og ikke være i konstant følelseskontrol. Pointen er, at du er opmærksom på, hvordan du reagerer (også nonverbalt) på det, dit barn kommer med, og hvad din reaktion signalerer.

2. Hvorfor du også bare skal være forælder
Som forælder bliver du ofte medbehandler, socialrådgiver og koordinator for dit barn. At have plads til også bare at være forælder er noget, mange fortæller, at de savner. Det gælder især forældre med hjemmeboende børn, men det er også en problemstilling i forhold til unge. Det er en svær udfordring. Kombinationen med alle de andre kasketter, man som forælder skal hive af og på, kan levne meget lidt plads til den kasket, der bare står kærlighed og støtte på.

Forældre er ofte centrale aktører i behandlingsplanen for mange psykiatriske diagnoser hos børn og unge. Både aktivt i behandlingen ved for eksempel at hjælpe det angstramte barn med at håndtere tvangshandlinger og tanker. Eller som støtte i forhold til at organisere hverdagen omkring barnet og dets behandling. For nogle forældre får den rolle karakter af at være kontrollanter. Det kan være i forhold til at sikre, at den unge med en skizofrenidiagnose passer sin medicin. Eller som forælder til en ung med spiseforstyrrelse kan det være dig, der skal tage kampen omkring maden.

Vær opmærksom på at holde fast i forældrerollen. Det kan indebære, at du siger fra over for dit barn i forhold til, hvor meget du kan og vil agere behandler. Ligesom det er en god ide at hæve et flag over for barnets behandler, så I sammen kan skabe rum til, at du kan få lov at være forælder. Og det er helt i orden. Husk dig selv på det. Også selvom dit barn eller unge menneske måske afviser hjælp fra professionelle og helst vil have, at det er dig, som hjælper. I den situation må du insistere på, at det her er noget, dit barn har brug for professionel hjælp til.  

LÆS OGSÅ: Forældre får skylden for deres barns mistrivsel

3. Hold fast i håbet
En af dine fornemmeste opgaver som forælder er at være bærer af håbet. Det er dig, der må insistere på, at det kan blive bedre. Det er dig, der kan korrigere – eller komme med modspil til – det håbløse verdensbillede og de sorte fremtids – udsigter, dit barn måske ser. Det kan i perioder kræve, at du sætter et ansigt op, dit indre måske ikke helt kan leve op til. Du skal selvfølgelig ikke male det hele over med lyserød pensel og glimmer, så du fremstår mere utroværdig, end dit unge menneske måske allerede synes, du er. Men fokuser på de gode historier, der også er i jeres liv, og på det gode i det liv, I er på vej tilbage til.  
 
4. Gør opmærksom på bedring 
Øv dig i at lægge mærke til selv bittesmå ting, som kan indikere bedring. At teenageren faktisk havde lyst til en gåtur med dig, at verden ikke faldt sammen, selvom der manglede den ost til morgenmaden, som altid skal være der. Eller at det faktisk lykkedes at cutte noget af den rutine, som en tvangslidelse indbefatter. Det kan være, du skal skrive det ned. Ikke bare så du husker det, men også så du over tid kan bevise det sort på hvidt: ”Hey – der ER bedring her.” Det er nemlig vigtigt, at du gør opmærksom på de fremskridt, du ser. Bare noter det ved at sige: ”Hvor er det dejligt at se, at du har det lidt bedre i dag.” Det er ikke sikkert, den unge selv har bidt mærke i det. Men ifølge professor og overlæge Maj Vinberg fortæller mange unge, at de faktisk satte pris på de små opmuntringer, selvom det ikke virkede sådan i øjeblikket

5. Hjælp med at holde fast i hverdagen  
Det kan være svært at leve med den uforudsigelighed, der ofte følger med psykisk sygdom. Men det er afgørende at huske på, at ligesom det kan skifte til det dårligere, bliver ting ofte også bedre – det trælse er sjældent en konstant tilstand. For mange med psykisk sygdom er symptomerne noget, som man måske kun mærker én gang i livet eller kun oplever i perioder. Ofte kommer der en bedring, som giver plads til mere og mere normalitet og hverdagsliv, når der kommer styr på diagnosen.

I de gode såvel som dårlige perioder har barnet brug for at leve så normalt som muligt. Hverdagen udgør en struktur, man kan læne sig op ad. Derfor er det væsentligt at bevare alt det, I kan, der ligner en hverdag og dens struktur. Også i de perioder, hvor sygdommen fylder og kan stå i vejen for meget. For de fleste mennesker i krise kan struktur og rutiner hjælpe til at finde fodfæste i livet igen. Det gælder også for mange børn og unge med udviklingsforstyrrelser.  
 
6. Hvorfor struktur og skema kan gøre godt  
Du kan hjælpe dit barn eller unge menneske ved at lave et ugeskema, hvor I skriver ind, hvordan ugen ser ud med alle dens gøremål og aftaler – dit barns hoved og system er også på overarbejde. Hvis dit barn har fået en diagnose på autismespektret, er du måske allerede bekendt med at få ugen og dagene skemalagt. Vær dog opmærksom på, at børn med autisme er lige så forskellige som alle andre børn, og at struktur ikke nødvendigvis er det, der fungerer for lige netop dit barn, fordi det omvendt også kan virke som for mange krav.

Når du laver et skema, så begynd med at skrive alt ind. Hvornår barnet eller den unge skal stå op, spise morgenmad, har aftaler, skal ud ad døren, spise frokost, aftensmad, træne, have besøg af en ven. Forsøg at overholde det, så godt I kan, og som det giver mening. Det modvirker, at det hele kommer til at sejle for jer. Lav skemaet for en enkelt uge ad gangen, og juster også undervejs, hvis noget ikke dur, eller hvis dit barn reagerer negativt på det. Sørg for at få de gode ting plottet ind. Et skema, som kun indeholder behandlingstider, lægebesøg og ting forbundet til det, som er svært, gider ingen.

Det er vigtigt med lyspunkter fordelt ud over ugen og hver eneste dag. Det kan være at bygge med legoklodser eller spille Fortnite. Der skal være noget at glæde sig til. Hvilket faktisk også understøtter en mere overordnet pointe. Barnet eller den unge skal lære at forbinde hverdagen med glæde (igen). For nogle børn og unge har tiden frem mod udredningen eller den rigtige hjælp været et hårdt forløb præget af angst, skolevægring, nedsmeltninger, aflyste eksaminer, sygemelding fra job. Sådan behøver en hverdagsuge ikke se ud.

LÆS OGSÅ: Pas på dig selv, når dit barn mistrives

7. Hjælp med at holde døgnrytmen
I forsøget på at sætte struktur på hverdagen er det nødvendigt at have øje på døgnrytmen. Unge kan i forvejen have svært ved at holde en normal døgnrytme, og udviklingsforstyrrelser og psykisk sygdom kan forstyrre rytmen yderligere. ADHD giver eksempelvis ofte søvnforstyrrelser, der kan gøre det svært at falde til ro og i søvn. Ved depression kan det være et uendeligt projekt at komme ud af sengen om morgenen. Herved risikerer man at få vendt døgnrytmen på hovedet, hvilket sjældent gavner noget som helst. — Hjælp dit hjemmeboende barn med at komme i seng i ordentlig tid om aftenen og op om morgenen. 

8. Hvorfor du og barnet skal lave noget sammen  
I øvelsen med at holde fast i en hverdag er det godt stadig at gøre ting sammen, hvor sygdommen ikke fylder. De hyggelige og gode ting, som også er en del af jeres normale hverdag, og som måske stadig kan lade sig gøre. Lidt er bedre end ingenting. Måske kan I to faktisk stadig hygge jer med at se Champions League-kampe onsdag aften, som I plejer. Eller du kan få teenageren til at køre den helt store neglesalon af på dig. Prioriter det, og gå med ind i dit barns eller den unges verden. Kan du bage en kage med det mindre barn, gå sammen ned og hente fredagsslik eller se en god film, så slå til.

Dit barn har – måske mere end nogensinde – brug for dig som forælder. Derfor er de små rum, hvor du kan være det på en rar måde, så betydningsfulde. For jer begge to. Det kan også være med til at give dit barn den ro, det formentlig har meget brug for nu. Ved at være sammen om noget, som sygdommen ikke blander sig i, kan barnet berolige sig selv: ”Vi laver de ting sammen, vi plejer, de voksne ser rolige ud. De elsker mig stadig.”  

9. Hvorfor I forældre skal pakke intern uenighed væk  
Når man får børn, opdager man måske til sin store overraskelse, at det menneske, man har valgt at blive forælder med, har en helt anden holdning til børneopdragelse. Det kan give skærmydsler i barnets opvækst i forhold til at blive enige om alt fra indholdet i madpakker over skærmtid til hjemkomst – tidspunkter. For nogle går den slags helt i hårdknude ved en skilsmisse. Forældreskab indebærer i forvejen, at man sluger en hulens masse kameler for sit barns skyld. Her kommer måske nogle ekstra puklede af slagsen. Sådan er det. Ret øjnene stift mod dit barn og dets behov, det kan ikke holde til også at skulle navigere i jeres interne uenighed. Er I rivende uenige, for eksempel i forhold til barnets behandling, så få det klappet af andetsteds. Få eventuelt hjælp i parrådgivning eller hos en psykolog, og find frem til fælles fodslag i barnets nærvær.

Ordforklaring:
Hvordan vi taler om psykisk sygdom,
psykiatriske diagnoser, udviklingsforstyrrelser og psykiske problemer har betydning for de mennesker, vi taler med og om. For ord former den verden, vi lever i. Området er komplekst og i konstant udvikling, og selv blandt fagprofessionelle kan der være forskellige holdninger til, hvilke begreber og fagudtryk der er bedst at bruge, og hvordan man taler om psykisk sygdom. Måske bruger du også andre ord, end dem du har mødt indtil videre her i bogen, og derfor kommer her en kort forklaring på de ord, vi har valgt at benytte. Når du her i bogen støder på begrebet ”psykiatriske diagnoser”, er det en samlet betegnelse for både psykiske lidelser som depression, skizofreni og angst og udviklingsforstyrrel – ser som for eksempel ADHD eller autisme, som er medfødte tilstande. Du møder også betegnelsen ”psykiske problemer”, hvis det giver bedst mening at skrive sådan om det, barnet oplever. Hvor der er forskelle, som er væsentlige at være opmærksomme på, skelner vi mellem psykisk sygdom, der ligesom en sygdom i kroppen kan udvikle sig eller opstå pludseligt, og så for eksempel udviklingsforstyrrelser, som man er født med, og som måske derfor har påvirket barnet, fra det var lille. Selvom mange følelser og reaktioner hos forældre på sidelinjen kan være de samme, så er der selvfølgelig også masser af forskelle. For eksempel på, om det her er noget, dit barn og dermed også du er i for en periode, eller om det er et livsvilkår, I skal vænne jer til at leve med. Denne bog forsøger at favne mange – og derfor også denne disclaimer, for alt vil selvfølgelig ikke give mening for alle. Der er ingen ”one size fits all”, når det gælder psykiske problemer, eller hvordan man bedst håndterer livet omkring dem, der har det. Husk det, hvis du læser noget, som du slet ikke synes passer til dig og jeres situation – så er det sikkert fordi, det passer på nogle andre. Hvis den voksne er ophidset – fx fordi man har travlt, lige har været i en konflikt eller lign. – kan det i sig selv skabe utryghed og uro blandt børnene. Den voksne skal byde børnene personligt velkomne. Børn i udfordrede positioner skal have ekstra (positiv) opmærksomhed.

Kilde: Fra indledningen af Bogen til pårørende

LÆS OGSÅ: Den eventyrlige historie om Mie med ADHD og folkeskolen

Udgivet Januar 2024