Select Page

Diagnosens dilemma:

Skal dit barn have en diagnose?

Antallet af børn, der får en psykiatrisk diagnose som ADHD, er fordoblet på få år. Forældre og skole kan have behov for at få sat navn på barnets udfordringer. Men diagnoser kan stemple et barn og udløser ikke altid støtte. To eksperter svarer på, om diagnoser overhovedet er en god idé.

TEKST: LINE FELHOLT

Han okser rundt på stolen. Kommer i konflikt. Flejner ud. Og følger sjældent med. Derfor er I igen blev indkaldt til samtale med lærerne. Derfor får I igen sms’er fra de andre forældre.
Hvad gør I? Får I ham udredt? Eller skal jeres barn ikke stemples med en diagnose?

Dilemmaet er virkeligt for mange forældre. Flere og flere børn og unge får nemlig en psykiatrisk diagnose som adhd, angst, autisme eller depression. Ifølge tal fra Kommunernes Landsforening er der tale om en fordobling på bare syv år, fra fire procent i 2010 til hele ni procent i 2017. En stigning, der ifølge eksperterne både kan skyldes, at der reelt er flere børn med vanskeligheder, eller at vi måske bare opdager dem nu. Uanset hvad er tallene udtryk for afmagt, påpeger børne- og ungepsykiater.
     ”Børn og unge henvises til psykiatrien, når afmagten, oplevelserne af forkerthed og frustration vokser og smitter frem og tilbage mellem børnene og dem, der er omkring dem,” siger psykiater Søren Hertz.
      ”Vi mennesker er indrettet sådan, at vi gerne vil sætte navn på ting. Vi vil gerne vide, om fuglen er en blåmejse eller en musvit. Så vi kan kommunikere om det, vi står overfor,” lyder en forklaringsmodel fra professor Niels Egelund fra DPU.
      Der tales i dag om en decideret ’diagnosejagt’ blandt både forældre og skoler. Men er diagnoser overhovedet en god idé? Ikke nødvendigvis, lyder svaret fra eksperterne.

Elever behandles forskelligt
En undersøgelse, som professor Niels Egelund, har lavet, viser, hvorfor en diagnose kan være en klar fordel. Sandsynligheden for at få støtte til sit barn stiger nemlig betydeligt med en diagnose. Selvom graden af adfærdsvanskeligheder og faglige problemer er nogenlunde ens blandt eleverne, er sandsynligheden for at modtage støtte tre gange højere, hvis eleverne har diagnoser som indlæringsvanskeligheder, ADHD og autisme, viser undersøgelsen.
     ”En diagnose hjælper med at få ressourcer. Det er skolelederen, der afgør, hvilke elever, der skal have støtte. Står hun overfor to elever med næsten identiske vanskeligheder, er sandsynligheden større for støtte til barnet med diagnose”, forklarer Niels Egelund.
En anden fordel ved diagnose er, at forældrene får en forklaring. De har ikke bare været dårlige opdragere. ”Diagnosen giver en forhåbentlig objektiv beskrivelse af, hvordan barnet opfører sig. Det, synes mange forældre, er rart at få. Ligesom skolen ofte gør”, siger Niels Egelund fra DPU.

Færre får støtte
En diagnose er dog ikke en garanti for at få støtte. For 10-15 år siden blev otte-ti procent af eleverne henvist til specialundervisning. I de senere år er andelen faldet til omkring fem procent, viser tal fra Kommunernes Landsforening.
     ”Der er vældig meget opbrud for tiden. Det er langt mindre udtalt i dag, at diagnoser fører til støtte”, siger børne- og ungepsykiater Søren Hertz. Det er skoleledere, der – ofte i samarbejde med Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) – afgør, om en elev er berettiget til støtte eller ej. Men skolelederne sidder ofte med en stram økonomi, som kan væltes af langtidssygemeldinger og vikartimer. Det kan ofte gøre forskellen på, om et barn får støtte eller ej. Derfor opstår der stor afmagt hos forældre.
     ”Fænomenet med utilfredse forældre har bredt sig gevaldigt. På ingen tid fik en Facebookgruppe for utilfredse forældre 4.000 medlemmer på ingen tid. Det er forældre, der ikke synes, deres børn får den støtte, de skal have”, fortæller professor Niels Egelund.
Medvirkende til den store utilfredshed er formentlig den udbredte misforståelse, at en diagnose er en vejviser til, hvad barnet har brug for pædagogisk.
      ”Mange forældre forventer nok, at nu er de gået fra psykiateren med en diagnose og noget medicin, så nu løser de det også i skolen. Men sådan foregår det ikke altid. Den pædagogiske virksomhed omkring barnet skal trimmes og justeres, og hvordan man gør det, siger diagnosen ikke noget om. Mange lærere vil gerne hjælpe børnene, men er ofte usikre på, hvordan de gør. Det er ikke en værktøjskasse, de har med fra seminariet. Tit og ofte er lærerne ladt i stikken”, siger professor fra DPU Niels Egelund, der selv har oplevet eksempler på inklusionsvejledere, der har så travlt, at de ikke tør spise frokost blandt de mange lærer, der har brug for hjælp.

Diagnoser bliver stempler
En grundliggende fejlslutning om diagnoser er desuden, at ’nu ved vi, hvorfor barnet opfører sig sådan’.
     ”Det er en stor misforståelse, at diagnoser er forklaringer på barnets opførsel. En diagnose er blot en beskrivelse. Det bliver en slags ringslutning. Barnet har adhd, fordi det opfører sig adhd-agtigt. Forestillinger om diagnoser som forklaringer risikerer at medføre selvopfyldende profetier for de her børn,” mener Søren Hertz, der driver den psykologiske og psykiatriske vidensportal Metalog.
Desuden:
     ”Med nogle diagnoser følger der en tankegang om, at det er livslangt. Mit fokus er, at det er tiden, der må afgøre, hvad der bliver muligt at ændre,” påpeger Søren Hertz og kalder barnets opførsel for ’kommunikation’.
      ”Jeg er optaget af, at børn og unge ikke er problemet. De viser problemet. Barnets opførsel er invitationer til, at vi finder ud af, hvad der er galt. Så vi kan blive nysgerrige på, hvordan vi skaber en hverdag, der er allermest udviklingsfremmende for barnet,” mener han.

Alvoren er rettesnor
For psykiater Søren Hertz bør alvoren i barnets udfordringer – diagnose eller ej – være rettesnoren for handling og støtte.
     ”Alvoren skal være det, der åbner op for et samarbejde mellem familie og skole. Børnenes opførsel viser os, at der er noget, der trænger til at blive videreudviklet. Det er den opgave, vi skal gå med,” mener han og uddyber:
     ”Det her skal ikke tænkes som en enten pædagogisk opgave eller en familieopgave. Samarbejdet omkring børnene skal gå på tværs af forældre, lærere og pædagoger og have fokus på udviklingsbestigelser for barnet. Og støttepersoner skal i langt højere grad end i dag også kunne komme hjemme i familien,” foreslår Søren Hertz.
Også professor Niels Egelund peger på den gode dialog mellem forældre og skole som den mest effektive vej frem.
     ”Det gælder om at have så god en dialog mellem skole og forældre som overhovedet muligt. Skolelederen sidder på pengene, og det er dér, støtten skal hentes både for lærerne og forældrene,” lyder rådet fra DPU-professoren.

FAKTA: Sådan fungerer støtten

  • Skolelederen kan sætte en pædagogiskpsykologisk vurdering (PPR) af dit barn i gang, hvis lederenvurderer, at det er nødvendigt for at tilrettelægge et undervisningstilbud, der svarer til dit barns behov.
  • Som forældre kan I også bede skolelederen om at henvise til PPR.
  • Enten specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand komme på tale.
  • Det er skolelederen, der beslutter, om dit barn skal have specialundervisning eller specialpædagogiskstøtte inden for skolens rammer.
  • Hvis dit barn omvendt skal henvises til en specialklasse på en anden skole eller en specialskole, er detkommunalbestyrelsen, der træffer afgørelsen.
  • Hvis du vurderer, at dit barn ikke får den hjælp, det har brug for, bør duførst og fremmest tale medbarnets skole. Du kan blandt andet drøfte med skolen, hvordan skolen vil imødekomme dit barnsundervisningsmæssige behov i den almindelige undervisning gennem f.eks.undervisningsdifferentiering, tolærerordninger og undervisningsassistenter.
  • Drøft også med skolen om dit barn har behov for anden faglig støtte eller hjælpemidler i denalmindelige undervisning.
  • Der kan også være behov for supplerende undervisning uden for den almindelige undervisning.
  • Skolelederens afgørelseom specialundervisning og støtte kan indbringes for Klagenævnet for Specialundervisning, Ast.dk.Kilde: Undervisningsministeriet.dk

Dato: 08-05-2019

Få de nyeste artikler fra Magasinet Skolebørn direkte i din indbakke 4-8 gange om året ved at tilmelde dig herunder. Det er helt gratis. Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet accepterer du Skole og Forældres privatlivspolitik. Læs den her.

P.S. Magasinet Skolebørn udgives af Skole og Forældre, landsorganisation for forældre til børn i folkeskolen. Dette tilbud gælder kun forældre på vores medlemsskoler. Ved du ikke om din skole er medlem? Skriv bare navnet på din skole, så tjekker vi det løbende. Ville du bare ønske, at din skole var medlem, så du kunne få nyhedsbrevet? Så tip din skolebestyrelse om, at de kan melde sig ind her.