Vælg Side

Den eventyrlige fortælling om Mie

med ADHD og folkeskolen

Kom med ind i klasselærer Ann-Berits stue og hør hende hyggesnakke med 15-årige Mie og hendes mor Anne. Om dengang Mie forklarede klassen om sit indre tordenvejr, da tværfløjten røg ud ad vinduet, og da der skete noget næsten magisk med Mies udvikling.

TEKST OG FOTO: MAJ CARBONI
ILLUSTRATIONER: MIE ROHDE

Ann-Berit:

Jeg kan huske første gang jeg, mødte dig i 0.c., Mie. Jeg vidste, at jeg skulle have din klasse skoleåret efter og havde nogle besøgstimer i klassen. Det var tydeligt, at du var helt speciel. Du var nysgerrig, kærlig og sjov, men også larmende, storsnakkende og havde følelserne udenpå tøjet. Jeg var lidt bekymret, for det var min første oplevelse med et barn, der var diagnosticeret med ADHD allerede i børnehaven. Men jeg lagde også mærke til, at du havde et tæt forhold til børnehaveklasselæreren. Så jeg tænkte, at jeg måtte give det en chance. Og så blev det jo til stor kærlighed. Men der har også været store frustrationer undervejs.

Anne:

Jeg ønskede jo for Mie, at hun kunne gå i en almindelig folkeskole, men vidste også, at det ikke ville blive nemt. Det var vigtigt, at vi tog et møde fra start af, så vi fik startet ud på en måde, der fungerede. Du spurgte, hvad Mie havde brug for. Og jeg havde jo lavet en hel liste med de ting, som jeg syntes var vigtige. Jeg kan huske, at du sagde: ”Der er intet i det, du siger, der skræmmer mig. Det skal vi nok finde ud af sammen.” Det var en kæmpe lettelse. Så kunne jeg slappe af og tænke, at det her ikke kan gå helt galt.

Ann-Berit:

Ha! Hvorfor sagde jeg dog det?! [de griner alle tre]. Jeg gik straks til min ledelse og bad om at komme på kursus på center for ADHD. Det var i den grad med til at give mig en forståelse af Mies udfordringer – og en masse gode redskaber til at hjælpe hende. Og så var det en kæmpe hjælp, at du var så åben omkring Mies udfordringer fra start af, Anne. Det synes jeg, at vi har fundet ud af, måske har haft den største betydning. Og så det, at du har været åben om selv at have ADHD, der har givet Mie en forståelse af sine følelser og de frustrationer, som et barn med ADHD kan opleve. Jeg møder mange forældre, der er bange for at åbne op, fordi de er bekymrede for, om deres barn bliver stigmatiseret. Men når et barn bliver pålagt at dække over en mulig diagnose, så har man et barn, der for alvor er på overarbejde, fordi det er stillet overfor nogle krav, som det har meget svært ved at indfri, nemlig at fungere som alle andre i en skolehverdag, som konstant udfordrer. Så vil barnet bare fejle gang på gang… Din åbenhed gav os et godt samarbejde, men var også vigtigt i forhold til de andre børn og forældre. Vi fik lavet en folder til forældrene i klassen, der gav gode råd til, hvordan man kunne hjælpe Mie: med at lykkes, hvis hun var med hjemme. Og så var det jo fantastisk, da du kom med i klassen for at fortælle om at have ADHD sammen med Mie. De andre børn kunne jo godt se, du var lidt anderledes, Mie, og kunne have svært ved at forstå, hvordan strålende solskin pludselig kunne blive afløst af tordenvejr hos dig. Det gav en forståelse af, at det var ADHD’en der nogle gange styrede dig og en accept af det.

Anne:

Jeg prøvede jo at bruge nogle eksempler, som alle børn kender, men som sker hele tiden for Mie, så de bedre kunne forstå det. Fx den følelse man kunne forestille sig, hvis man havde glædet sig helt vildt til juleaften, og ens søster får den fedeste gave, og man selv får noget værre lort. Det er sådan en følelse, Mie kan sidde med.

Ann-Berit Lauritsen er lærer på Mølleskolen i Ry, hvor hun var dansklærer for Mie Rohde fra 1. klasse til udgangen af 6. klasse. Nu går Mie i 8. klasse, men ses stadig med Ann-Berit. Magasinet Skolebørn var inviteret med til kaffe hos Ann-Berit sammen med Mie og hendes mor, Anne, og var en noterende ”flue på væggen”, mens de snakkede.

Mie:

Ja, og hvis den følelse kommer hver gang, man skal have tøj på om morgenen, eller man er udenfor i frikvarteret, fordi man ikke forstår legen. Fx hvis det er vinkegemme. Jeg syntes jeg fulgte reglerne, men lagde ikke mærke til, at de andre vinkede. Det synes de andre var morsomt og jeg blev bare mere og mere rasende. De gange. hvor jeg blev aller mest ked af det var, når jeg kom til at skræmme nogen.

Ann-Berit:

Ja, Pernille kunne jo godt blive lidt ked af det. Fx kunne hun komme ind efter et frikvarter og klage over, at du ikke ville dele din gynge og havde talt grimt til hende. Men det synes, jeg vi fik løst. Det var faktisk en af de ting, som jeg lærte på center for ADHD, at det ikke kan betale sig at irettesætte et barn med ADHD på andre tidspunkter, end netop i konfliktsituationen, for de er hurtigt videre. Men det kan jo være vigtigt for det barn, som det er gået ud over. Så jeg gjorde, som jeg havde lært, og placerede Pernille tæt på dig ved din faste plads ved vinduet, Mie, og forklarede hende, at det jo ikke handlede om hende. Så sagde du, at du jo syntes, at Pernille var sød, men din hjerne ikke kunne styre, hvad du sagde, fordi det var svært at skulle af med gyngen. Pernille lyttede til din form for undskyldning og var tilfreds. Og så lærte du faktisk også efterhånden at sige undskyld og blev rigtig god til at sætte ord på dine følelser. Fx at det kunne føles som et tordenvejr indeni.

Anne:

Jeg synes, at du fik skabt nogle rammer, hvor det aldrig var Mie, der var et positivt eller negativt centrum, men det blev fremhævet, at vi alle sammen er særlige og har brug for noget særligt. Nogle har brug for noget – og andre har brug for noget andet. Vi kunne jo godt have fået en lærer, der sagde: ”Mie kan ikke få særbehandling”. Men det var jo særbehandling, der gjorde, at Mie kunne være med. Man efterlader jo heller ikke et barn i kørestol i sandet, hvis klassen er taget en tur på stranden. Du sagde engang selv, Mie, at det var som om, at du skulle op ad den samme bakke som alle de andre børn, men din cykel var flad. Så har man jo brug for en ekstra hånd.

Mie:

Jeg kan huske, at du engang sagde til de andre elever, at man nogle gange bliver nødt til at være uretfærdig mod nogen, for at behandle andre folk retfærdigt. Fx når jeg fik lov til at gå ud lidt før frikvarteret for at være sikker på at få
fat i en gynge, fordi det var det eneste, der gav mig ro. Hvis alle folk blev hjulpet på deres måde, så ville der nok ikke være så mange, der havde det svært.

Ann-Berit:

Ja, de andre kunne jo bare lege noget andet, men det kunne du ikke. Noget, som også virkelig reddede både dig og mig var, at du fik lov til at tegne i timerne. Så havde du dit eget hjørne med papir og tusser. Når jeg skulle give en fælles besked i klassen, afbrød du med tusind spørgsmål: ”Sig det lige igen. Jeg hørte det ikke. Hvad sagde du?” Men når du kunne få lov til at tegne, kom der helt ro på. Så det fik du lov til, mens jeg gav fælles beskeder i klassen, og så kunne jeg komme ned til dig bagefter, så du kunne få din egen forklaring.

Mie:

Hvis jeg havde fået at vide af en lærer, at jeg skulle være som de andre og lære som de andre, så havde det ikke fungeret. Jeg kan forestille mig, at jeg så var blevet meget mere aggressiv: ”Jeg har ret, og hvis jeg ikke får ret, så får du tæv”. I stedet lærte jeg at sætte ord på mine følelser.

“Når du kunne få lov til at tegne, kom der helt ro på. Så det fik du lov til.”

Ann-Berit lavede på et tidspunkt en udstilling med Mies tegninger og inviterede eleverne i indskolingen til fernisering. Her på siden kan du se et udvalg af Mies tegninger.

Ann-Berit:

Ja, du er virkelig nået langt. Kan du huske i de mindre klasser, hvordan du kunne græde, hvis der var noget, der gik dig på tværs? Det var så højt, at det kunne høres på hele gangen. Vi kunne intet foretage os i klassen, når først ”sirenen” satte i gang. Så måtte jeg spørge, om du ikke kunne gå over i SFO’en og græde ud, så jeg lige kunne få de andre børn i gang med undervisningen, og så kunne du komme ind igen, når du var klar til det. Det kunne måske se lidt koldt ud udefra, men det virkede fint for os – også fordi du jo godt vidste, at det var kærligt ment, og jeg var der for dig. Din gråd var jo ikke farlig, men bare et udtryk for, at du var frustreret.

Mie:

Nogle gange handlede det om, at jeg blev nødt til at komme så mange ting ned i ”pytkassen” i løbet af dagen, så når jeg så først var begyndt at græde, skulle det hele bare ud.

Ann-Berit:

Der blev også taget nogle store skridt. Vi kunne jo godt have ladet dig sidde og tegne – det gjorde vi også nogle gange – men du skulle jo også udfordres, så det var nødvendigt at prøve nogle ting af. Jeg kender dig jo godt nok til at vide, at nogle gange siger du nej, fordi du ikke kan, og nogle gange siger du nej, fordi du ikke vil. Hvis vi fx skulle på udflugt, sagde du, at det kunne du ikke, men jeg sagde: ”Jo, det kan du godt. Jeg skal nok passe på dig.” Da vi så kom hjem fra turen, så sagde du: ”Tak fordi du tvang mig til at gøre det.”

Mie:

Jeg fandt jo ud af, at hvis jeg sagde, at jeg ikke kunne, så fik jeg lov til at sidde og tegne, som jeg jo elsker. Men så kom jeg afsted alligevel og havde en strålende dag og blev venner med nogen, som jeg plejede at være uvenner med.

Anne:

”Nej” er altid det sikre svar, for hvad hvis nu det går galt. Men vi har tit talt om, at hvis man siger ”nej” hele tiden, så går man også glip af livet. Ann-Berit har jo nærmest fået en heltestatus hos os, fordi hun har vist dig, at du kan meget mere, end du selv regnede med. Hun kunne se igennem fingre med din vrede, fordi hun godt vidste, at du blev vred, fordi der var ting, der var en udfordring for dig. Og så var der jo også ting, der ikke gik så godt. Kan I huske dengang, klassen skulle lære at spille på tværfløjte? Jeg vidste, at du ville blive hidsig over at skulle prøve noget nyt og svært. Og jo mere hidsig man bliver, jo sværere bliver det at fløjte. Da tænkte jeg, at den der fløjte den kommer hun da til at knække og smide ud ad vinduet i løbet af fire sekunder. Men det var jo lige meget. Så fandt I bare på noget andet.

Ann-Berit:

Eller dengang vi havde bildt børnene ind, at Dronning Margrethe skulle op på Himmelbjerget og ville komme kørende gennem byen. Så fik vi alle børnene til at stå med flag ude ved vejen foran skolen. Og så var det vores lærer, Margrethe, der kom kørende i bilen og vinkede til børnene
i stedet for. Det var en aprilsnar, som vi voksne syntes var skide sjov, men det syntes du ikke, Mie.

Mie:

Jeg følte virkelig, at jeg blev holdt for nar og var så rasende, at jeg græd og græd. Jeg kan huske, at jeg selv sagde: ”Det dér, kan én med ADHD bare ikke rumme”. Du skal være glad for, at jeg respekterede dig så højt.

Ann-Berit:

Dér lærte jeg noget om, hvor vigtigt det var, at du blev forberedt på alting. Jeg lovede, at jeg altid ville fortælle dig om en aprilsnar på forhånd.

Anne:

Det synes jeg har været en stor styrke, at du som lærer har kunnet trække på smilebåndet over nogle af de skøre situationer og også kunne komme og sige: ”Der tog jeg fejl. Det er jeg ked af. Lad os finde ud af, hvordan vi gør det bedre næste gang.”

Ann-Berit:

Der var på et tidspunkt, hvor jeg blev ret bekymret over det faglige, for det var ikke altid, at jeg havde tid til at tage den lange seje kamp. Du var fx utrolig svær at lære at læse. Hvis der var billeder i en bog, blev du hele tiden forstyrret af dem og begyndte at tale om, hvad der var på billederne. Så jeg måtte finde lette bøger uden billeder i. Nogle gange blev jeg nødt til at sidde ved siden af dig for at få det til at lykkes. Men der var jo også 25 andre børn i klassen, så der var nogle dage, hvor du tegnede rigtig meget. I 2. og 3. klasse blev jeg i tvivl, om du nogensinde ville lære det.

Anne:

Jeg kan godt huske, at du skrev til mig, at du var lidt i panik, men jeg var ikke bekymret, for jeg kunne jo høre derhjemme, når hun fortalte om skoledagen, at der var en hel masse, der var sivet ind.

Mie:

Det er faktisk, mens jeg har tegnet, at jeg har lært mest. Selvom jeg fx tegnede i en hel biologitime, så hørte jeg hvert et ord. Når jeg tegnede, kunne jeg bevare roen og så kunne jeg bedre høre efter, hvad læreren sagde.

Ann-Berit:

Vi har prøvet os frem hele vejen igennem. Og så lige pludselig gik du fra at læse Søren og Mette til at læse hele Twilight Sagaen. Hvad skete der lige der? Det er meget sigende for, hvordan du har lært. Jeg har aldrig været i tvivl om, at du er intelligent, men du har aldrig lært i en
lige linje – det har svinget til højre og venstre. Og så er det jo en kæmpe fornøjelse at høre, at du får alle mulige vilde
karakterer nu, hvor du er kommet i 8. klasse. Og samtidig har du også tegnet så meget, at du laver de mest fantastiske tegninger.

Mie:

For mig var det afgørende, at jeg var tryg, fordi jeg vidste, at du holdt af mig. Hvis jeg lavede en fejl, var det ok, for så blev jeg hjulpet og kunne prøve igen. Hvis der er nogen, der holder af mig, gør jeg mig umage for at gøre mit bedste og opføre mig pænt for at vise, at de er værd at kæmpe for, og jeg sætter pris på det, de gør for mig.

Ann-Berit:

Du har jo altid gået ind i os lærere med sko på, og vi har altid elsket dig. Vi vil dig gerne og kan godt se igennem din ADHD og vrede. Jeg har jo altid sagt, at selvom det også har været svært, så er jeg blevet en bedre lærer af at have dig i klassen. Det har været guld værd.

Udgivet: august 2022

Få ny viden, inspiration og gode råd til at støtte dit skolebarn
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Skole og Forældres magasin, Skolebørn, og få de nyeste artikler direkte i din indbakke 8 gange om året.
Det er helt GRATIS og vi giver ikke din mailadresse videre til anden part.

Hvis du har lyst, kan du udfylde fødselsåret for dit barn/dine børn, så vi kan sende dig artikler, der passer til dit barns klassetrin. Det er selvfølgelig frivilligt og vi bruger ikke oplysningerne til andet.

Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet accepterer du Skole og Forældres privatlivspolitik. Læs den her.