“I modtageklasserne bygger vi det fundament, som eleverne skal stå på resten af deres skoletid.”

Både forskere og undervisningsministeren fremhæver “modtageklasser” som den bedste model til at give ukrainske flygtningebørn en god start i skolesystemet. Men hvad sker der egentligt i en modtageklasse? Og hvilken forskel kan de gøre for eleverne? Magasinet Skolebørn er taget til Bornholm for at høre, hvilke erfaringer de har på Paradisbakkeskolen, der har haft modtageklasser i flere år.

TEKST & FOTO: MAJ CARBONI

idt i den hjemmelavede frikadellesandwich fra skolekøkkenet, bliver Lara Ficks spisepause afbrudt af en gårdvagt.
”Der er en af dine elever, der er ked af det,” lyder det. Lara finder den grædende pige og forsøger at trøste, men pigen vil ikke fortælle, hvad der er i vejen. Da timen begynder i M3 – modtageklassen for udskolingseleverne – spørger Lara om pigen vil slappe lidt af med en bog, mens de andre går i gang med undervisningen. Hun nikker taknemmeligt, stadig med tårer i øjnene.
”Hun har familie i Ukraine, så måske har hun fået dårlige nyheder derfra. Men det kan også bare være en almindelig teenageting, som et skænderi med en veninde. Det kan være svært at vide, hvad der trykker dem, for det er ikke altid, at de har lyst til at tale om det,” forklarer Lara Fick, der har været lærer i modtageklasserne på Paradisbakkeskolen i 6 år.
Lige nu er der tre modtageklasser på skolen med 10-12 elever i hver med i alt har 12 forskellige modersmål. Nogle elever er flygtninge, mens andre er kommet til Danmark, fordi deres forældre har fået arbejde eller er blevet gift i landet. Om kort tid kommer der en gruppe flygtninge fra Congo, som har været forsinkede pga. corona. Og så er der selvfølgelig muligheden for, at der kan komme en stor gruppe flygtninge fra Ukraine. I skrivende stund er der foreløbig begyndt to ukrainske elever, men skolen har ikke fået besked om, hvor mange de kan forvente.

Trygge relationer er afgørende
Som lærer i en modtageklasse skal man ikke kun give eleverne et sprogligt fundament, men også en tryg base. Det er en af årsagerne til, at Lara Fick er fortaler for modtageklasser, hvor der er få elever i klassen og et fast lærerteam omkring børnene.
”Det er svært for de fleste at komme til et nyt land, hvor man ikke taler sproget, men det er specielt svært for de elever, der har oplevet krig i deres hjemlande, har haft en traumatiserende flugt og måske stadig har familie og venner, der kan være udsat for fare,” forklarer hun. Erfaringerne fra modtageklasserne på Paradisbakkeskolen er, at en god relation til de voksne i klassen, er afgørende for, at eleverne føler sig trygge og kan udvikle sig.
”De har oplevet ting, der gør ondt og er svære at tale om. De fortæller jo ikke om deres traumer den første dag, men først når de tør åbne op i deres relationer. Det er afgørende for at skabe den tryghed og relation, at vi er et lille team, der har tid og overskud til dem, når de har det svært eller når de pludselig åbner op. Vi kan møde dem, hvor de er og derfor være med til at udvikle dem i alt det nye,” forklarer Lara Fick.
Det kræver en del forskellige kompetencer at skulle undervise i en modtageklasse. Udover at være ”minipsykologer”, som Lara kalder det, skal lærerne både kunne undervise i folkeskolens fag og i dansk som andetsprog. De sætter sig også gerne ind i hjemlandenes historie og kultur, så de bedre kan forstå, hvorfor eleverne reagerer, som de gør.
”Vi har et team i modtageklasserne, der er dybt inde i det, fordi vi brænder meget for det her felt og gør det aller bedste vi kan for de her børn,” siger Lara Fick. Alligevel synes hun ikke altid, at eleverne får den hjælp, de burde få.
”Jeg har ofte siddet med elever, som kunne have brug for psykologhjælp eller traumebehandling, men enten er ventetiden meget lang, eller de bliver afvist, fordi de ikke kan dansk. Men hvis deres traumer ikke bliver bearbejdet professionelt, kan de have svært ved at komme videre og måske få en depression eller lign. senere hen,” siger Lara Fick. Hun er dog ikke i tvivl om, at modtageklasserne er afgørende for elevernes videre liv i landet.
”Vi bygger det fundament, som børnene skal stå på resten af deres skoletid. Uden det, kunne jeg godt være nervøs for, at nogle børn ville vælte og få svært ved at fuldføre folkeskolen og komme videre i ungdomsuddannelse,” siger Lara Fick.

 ”Her kan man godt være kærester mand-mand”
Tilbage i klassen sætter Lara den ene halvdel af klassen i gang med en selvstændig opgave, mens hun tager tre af de nyeste elever med ind i et lille tilstødende lokale, hvor de har basisundervisning i dansk. I dag skal de finde navneord i en lille tekst, der handler om et kærestepar, der går i biografen.
”Hvad betyder ’kæreste’?” spørger en pige, der blev evakueret fra Afghanistan i september, fordi hendes far har arbejdet for de danske styrker og derfor var i fare for at blive dræbt af Taliban. Hendes storebror sidder overfor og to mindre søskende går i en af de andre modtageklasser. Lara forklarer, mens hun tegner en dreng og en pige på tavlen. Så tegner hun to drenge.
”I Danmark kan man også være kæreste dreng-dreng og pige-pige. Det kan man måske ikke i Afghanistan, men det kan man godt her,” siger hun.
”Ja, måske,” siger den afghanske dreng og smiler genert.
Det er ikke kun det danske sprog, der er helt nyt for de nytilkomne flygtningebørn. Det er også kulturen. Viden om den danske måde at være på, er også en vigtig del af det fundament, som eleverne skal stå på, før de er klar til at blive sluset ud i de almindelige klasser.

Individuelle planer for udslusning til almenklasserne
Målet for alle elever i modtageklasserne er, at de skal ud og gå i en almenklasse – på fuld tid senest efter to år, men eleverne bliver udsluset i skolens almenklasser, så snart de er klar.
”Vores erfaring er, at de først skal lære det helt basale i dansk og kende til omgangsformen, hvis det skal blive en god overgang,” fortæller Annika Bayskov, der er leder af udskolingen og modtageklasserne.
I begyndelsen deltager de nytilkomne elever i begivenheder som fastelavn og fælles lege i frikvarteret. Så kan de måske være med i nogle fag som idræt og fremmedsprog, hvor det danske sprog har mindre betydning. Nogle kan ret hurtigt også være med i fag som matematik og naturfag.
”Vi kigger på, hvad det enkelte barn har behov for og lægger en plan ud fra det. Der er stor forskel på, hvad de kan og hvad de har med sig. Nogle er hurtigt klar, mens andre har brug for længere tid. Få har måske behov for at blive i de trygge rammer i modtageklassen, hvis de har traumer og trives dårligt,” siger Annika Bayskov.
Fortalerne for at sende nytilkomne elever direkte ud i almenklasser argumenterer for, at man lærer hurtigere dansk, hvis man fra start af går i klasse med dansktalende elever. Lara Fick synes godt, at nogle af de nytilkomne elever kunne have god brug af at være mere sammen med de andre elever, men det ville være svært uden massiv støtte i timerne – specielt for de ældre elever.
”Det kan hurtigt blive swim or sink.  Hvis de ikke får den nødvendige hjælp og støtte, udvikler de sig ikke. Det er ikke let at blive en del af det sociale fællesskab, hvis man overhovedet ikke taler dansk. Det kan måske bedre gå med de mindste elever, men for de store ville det være meget svært – også fagligt. Hvert fag her jo et fagsprog, som du skal kende for at kunne forstå opgaven og vide, hvad man skal gøre. Hvis man ikke engang har et hverdagsdansk, er det næsten umuligt at følge med. Hvordan skal du kunne forstå, hvad fotosyntese er, hvis du ikke engang ved, hvad ’et træ’ betyder?” siger Lara Fick.

Hendes klasse er nu ved at være færdige med skoledagen og Lara forbereder dem på næste dag, hvor de først skal på vandretur i et naturområde og senere i teatret i Rønne.
”Husk at tage din varme jakke på, Mohammed. Ikke den du havde på i går,” siger Lara. Mohammed griner. Han har lært, hvor koldt det danske forår kan være på den hårde måde. Lara taler også med ham om, hvad de gør med hans to mindre søskende, som skal alene med bussen hjem, fordi Mohammeds dag slutter i Rønne.
”De plejer at falde i søvn i bussen,” forklarer han bekymret. De aftaler at de kan sætte vækkeuret på deres iPad og han kan stå klar til at tage mod dem ved busstoppestedet, så de ikke kører for langt.
”Vi skal snart have længere dage, så de små søskende skal alligevel trænes op i at tage bussen alene,” siger Lara.
Der er meget mere end det danske sprog, eleverne skal have styr på, når de er nye i Danmark.

Undervisning i M3

Basisdansk: Også eleverne i udskolingen skal begynde helt forfra med sproget, når de kommer til Danmark. Nogle har et andet alfabet, mens andre måske ikke har gået i skole i årevis på grund af flugten. Lara underviser de tre nyeste elever i modtageklassen i navneord i et lille tilstødende lokale, mens de andre elever arbejder selvstændigt ved siden af. Ofte må hun selv lave undervisningsmaterialet, fordi det er svært at finde noget til udskolingselever, der både skal lære sproget og skolens andre fag.

Kreativitet hjælper sproget på vej. I historietimen var opgaven at tegne en situation fra en historisk begivenhed. Her skal eleverne dels læse og forstå en tekst, men arbejder også sprogligt, når de skal forklare, hvad de har tegnet. Når de fx har tegnet et telt og en hær, kan de også bedre huske ordene bagefter.

Undervisning i M2 

Fra jord til ord. En gang om ugen har eleverne fra modtageklassen M2 timer i skolehaven. I dag skal de veje kartoflerne og lægge dem til at forspire, fortæller læreren. En dreng fra Eritrea rækker hånden op. 
– ”Spire?” spørger han. Det er et nyt ord, som klassen hjælper hinanden med at forstå. Det hjælper, når man har en kartoffel med små grønne spirer i hånden.

”Kartoflerne skal stå et fugtigt sted,” fortæller læreren. 
”Hvad er fugtigt?” spørger en elev. De snakker om, hvordan der er på badeværelset, når man har været i bad. 

Klassen øver også tallene på dansk, når de skal veje “moderkartoflen” og gætte på, hvor mange kartofler, der kommer til at vokse ud nedenunder den, når de i næste uge skal lægge kartoflerne i jorden.

”Sproget kommer lettere og sidder bedre fast, når man har noget i hænderne og gør noget med kroppen,” forklarer Stina Skovgaard Rasmussen, der er klasselærer i M2. Modtageklasserne er også en del af madskolen, hvor de øver sproget, mens de laver mad til eleverne på skolen.

Inddragelse: Dyrker man kartofler i Polen? I Afghanistan? På Filippinerne? I Grønland? Læreren hjælper med at finde alle elevernes oprindelige hjemlande på globussen. De fleste nikker til, at der er kartofler.

Udslusning i almenklasserne

”Jeg synes det er sjovt at gå i klassen. Lærerne er søde og der er mange børn, der hjælper mig,” fortæller Ignazy på 9 år fra Polen. Han er nu fuldt indsluset i 2.a efter at have gået i modtageklasse på samme skole.

”Jeg kendte Ignazy lidt fra fodboldklubben. Da han begyndte i klassen, blev jeg hans klasseven. Jeg tog ham med på fodboldbanen i frikvarteret og vi læste sammen og legede sammen. Det gjorde ham glad. Og derfor blev jeg også glad,” fortæller Milas fra 2.a.

”Jeg synes hun er sød. Jeg har hjulpet hende, så hun kan få nye venner i klassen. Jeg synes ikke det er svært, selvom hun ikke taler så meget dansk endnu,” fortæller Frida, der er klasseven til Paarma på 8 år, der er kommet til Bornholm fra Grønland med sin mor. Hun går i modtageklassen, men er med i 2. b hver dag fra kl. 10-11. For nylig er hun også begyndt at spise frokost med sine nye klassekammerater. Det er dog ikke altid Paarma er klar på det. 
”Vi kigger på det fra dag til dag. Hvad har hun overskud til? Det er vigtigt, at vi gør det i hendes tempo, så hun føler sig tryg, ” siger Louise Rügge, der er dansk- og klasselærer i 2. b.  
”Tidligere arbejdede jeg i en kommune, hvor nytilkomne børn begyndte i klassen med det samme. Jeg oplevede, at de elever var enormt udfordrede. Her oplever jeg, at elever, der har gået i modtageklasse, falder meget bedre ind.” 

”Da jeg begyndte i modtageklassen, var det rart, at der var nogen, der talte det samme sprog som mig, så man kunne tale sammen og ikke føle sig helt alene,” fortæller Binimam på 11 år. Han kom som flygtning til Danmark fra Eritrea for 5 år siden, hvor han gik i modtageklasse på Paradisbakkeskolen. Nu går han på den lokale folkeskole i Rønne. Her sidder han med Benedikte, der som frivillig har hjulpet familien med alt fra lægebesøg, ansøgning om pas og skole-hjem-samarbejde.