Indfang dit barns idéer

“Nå, hvad skal vi lave i dag.
Hvad synes du, Marie?”

Kunne sådan en sætning flyve ud af munden på dig, mens I sidder over morgenmaden på en lørdag? Eller er dagen for længst skemalagt efter de voksnes hoveder? For det er nu engang det nemmeste at springe diskussionsklubben over efter en lang arbejdsuge, ikke sandt? Men den går ikke i længden, råder familievejleder Christina Abildgaard:

”Børnene skal inddrages og have medbestemmelse, men det er stadig en demokratisk kravlegård, hvor forældrene har ansvaret for at sætte klare rammer op.”

Hun har specialiseret sig i Marte Meo, der er en metode til at forbedre samspil mellem mennesker og tager afsæt i, at alle i familien er ligeværdige – ikke lige, da forældre stadig bestemmer visse ting.

”Forældre skal følge barnet, se og høre det, samtidig med, at man fastholder rollen som lederen, der tilpasser niveauet af indflydelse efter barnets evner,” siger Christina Abildgaard.

Sæt klare rammer op

Det er netop udfordringen. For hvad gør du, hvis Marie på 7 år skråler: ”Jeg vil i ToysRus!”. Så skal du til at hale dit tilbud i land, for det var ikke lige dét, du havde tænkt dig. Ellers ender du med et grædende barn i et overproppet storcenter.

”En syvårig har ikke altid forudsætningerne til at forstå konsekvenserne af sine valg. Derfor skal det være velovervejet, hvilke beslutninger, børnene skal være med i. Stil kun de spørgsmål, som dit barn må svare på,” siger Christina Abildgaard og foreslår, at oplægget i stedet for lyder: ”Hvad har du lyst til, at vi laver her i vores egen by i dag?”.

Inddrager du dit barns mening, skal du så vidt muligt også lytte til svaret. Ellers er den eneste visdom, du giver videre, at ”mor er ligeglad med, hvad jeg synes”.

Din stemme er vigtig

Men hvorfor så overhovedet arbejde med at inddrage barnet derhjemme? Er det ikke kun sundt, at poden lærer at indordne sig under autoriteter?
”Medindflydelse er meget vigtigt. Et barn skal lære, at det har mulighed for at præge sit eget liv, og det kan man allerede øve, når barnet er lille,” siger Christina Abildgaard.

Får Marie lov at sige sin mening, lærer du hende helt basalt, at ’din stemme er vigtig’. Det giver selvværd og træning i at mærke sig selv, så hun i andre sammenhænge tør at sige højt, hvad hun synes.

At blive hørt er dog langt fra det samme som at få sin mening trumfet igennem. Der ligger en vigtig demokratisk læring i at blive spurgt og derefter at indordne sig under flertallet.

”Det er sundt, at et barn hviler i, at ’det ikke er sikkert, at mit forslag bliver valgt, men jeg er en værdifuld del af fællesskabet alligevel’,” forklarer familievejlederen.
Hun råder alle familier til at lave en runde omkring middagsbordet, hvor alle skal svare på, hvad det bedste ved dagen har været. Mor, far og baby skal også have ordet.
”Alle har en stemme, og alle skal lyttes til. Så lærer dit barn, at ’jeg har været den, der har lyttet, og jeg får også tid til at tale’. Jo mere barnet hviler i det, jo bedre ved det, at det også er noget værd, når det lytter – ikke kun når det taler,” slutter hun.

Det fortæller forældrene om inddragelse af deres børn

Børnene bliver inddraget i de “lette” beslutninger såsom aftensmad, idet de selv skal hjælpe med at lave det. Så synes de, at det er sjovere. De får ikke lov til at vælge weekendaktiviteter, fritidsaktiviteter osv., men de kan godt få to valgmuligheder, som de så kan vælge imellem.

“Alt som kan diskuteres, tager vi fælles beslutninger og diskussioner (hvis nødvendigt) om. Og vi “kører” ikke videre, hvis én ikke forstår emnet.”

“Min datter har medbestemmelse inden for nogle rammer, vi som forældre sætter. Hvis hun selv fremsætter forslag tager vi det seriøst, og taler om det.”

“Jeg er ved at blive bedre til at udruste min datter til at blive mere selvstændig. Jeg har svært ved at slippe hende og gør hende en stor bjørnetjeneste.”

“Vi holder familiemøder over aftensmaden om søndagen, hvor vi planlægger næstkommende uger og snakker alting igennem.”

“Vi snakker om hvilke muligheder der er og så fortæller vi hver især hvad vi synes og på den baggrund tager vi beslutninger.”

“Hvis man gerne vil noget, så betyder det også, at man selv tager initiativ til det.”

“Vores yngste barn er 15 år, og vi bestræber os på at behandle ham som en person, der er på vej til at blive voksen. Det betyder, at han inddrages i det, der tidligere var voksensamtaler – herunder om politik, miljø, terror, nødhjælp og job – og at vi forventer, at han af egen drift bidrager til at få hjemmet til at fungere. Som en naturlig konsekvens af dette har han også indflydelse på familiens beslutninger i små, daglige ting og fx også i planlægningen af aktiviteter i weekender og ferier.”

“Oftest giver jeg mine børn to realistiske muligheder at vælge imellem. Uanset om det drejer sig om aftensmad, weekendaktiviteter eller rengøring af hjemmet. De skal altså vælge en af de to. Hvis jeg ikke gør det og de foreslår noget aftensmad, som jeg ikke kan/vil opfylde, så er de demotiverede fra start. Og da de selv skal hjælpe til med at lave maden eller gøre rent, så får de medbestemmelse inden for nogle givne rammer.”

“Jeg inddrager min søn i ting, der er direkte relateret til ham. For eksempel i forbindelse med noget mobning har han været inddraget i, hvordan det skulle løses, og hvornår læreren skulle inddrages.”

“De er blevet hørt, men det er ikke altid, at deres valg bliver til noget. Så snakker vi lidt om det.”

“Hvad vi skal se på vores ferie. Herigennem skal mit barn nemlig selv aktivt søge information om området/landet.”

“Vi skulle have været på ferie i julen, men aflyste, da vores ikke ville afsted.”

“Noget sker ved “forhandling”, dog vil det altid være ‘sure’ pligter som ikke står til hverken forhandling eller diskussion.”

Kilde: Undersøgelse for Magasinet Skolebørn foretaget i januar 2018 med besvarelser fra 1.270 forældre til børn i folkeskolen.

Udgivet: februar 2018