TEATERPROJEKT FREMMER FÆLLESSKABET

Lærere:

“Vi glemmer fokus på det sociale i skolen”

Når eleverne arbejder med teater, lærer de noget, der er vigtigere end at blive bedre til at regne og stave: At tro på sig selv og være en del af et fællesskab. Det oplever to lærere, der har haft deres klasser med til C:NTACT’s projekt for 8. klasserne på Urbanskolen i Esbjerg.

TEKST OG FOTO: MAJ CARBONI

“Jeg kan sgu da ikke sætte to uger af til at lave teater. Jeg skal jo føre eleverne til eksamen!”
Nogenlunde sådan lød det i dansklærer Thomas Larsens hoved for seks år siden, da han første gang fik at vide, at han skulle deltage i C:ONTACS teaterforløb med sin 8. klasse fra Rørkjær Skole. I dag ser han helt anderledes på det.
”Nu tænker jeg, at det er nødvendigt at sætte tid af til sådan et forløb. Det er to uger, hvor eleverne lærer noget, der er vigtigere end at kunne stave eller regne lidt bedre. I hverdagen på skolerne er vi så forhippede på de faglige mål, der skal nås for at gøre eleverne klar til afgangsprøverne. Og så glemmer vi at lære de unge at omgås andre mennesker. Det er netop dét, som sådan et teaterprojekt kan,” siger han.

Først var facaden vigtigst, men så…
Rundt om i den gamle togremise, som er omdannet til kulturhuset, Street Mekka, er 8. klasserne fra de tre skoler under Urbanskolen i gang med at øve detaljerne i deres del af forestillingen. Der bliver klappet, grint, krammet og bidt negle. I morgen er der premiere for omkring 200 publikum fra skolernes mindre klasser, forældre og venner.
Inden for det overordnede tema ”Bryd ud” har eleverne i to uger fundet på, udviklet og trænet deres egen dans, rap eller teaterforestilling. I en stor sal øver et af holdene en dans med kæppe, der svinges rundt i takt til musikken, løft og saltomortaler. På skatebanen går en gruppe med kufferter og en dreng på ryggen af en anden, mens man i højtaleren hører en elev fortælle, hvordan hans familie blev mødt af en barsk grænsekontrol, da de flygtede fra et land i krig. Et tredje sted står en gruppe i rundkreds og kaster håndtegn, mens de rapper en sang om at ”komme ud af ens zone”.

Klassernes lærere er imponerede over, hvordan eleverne har udviklet sig på de to uger, forløbet varer. I begyndelsen talte de faktisk om, hvor dårlige eleverne var til at byde ind med deres idéer og stå frem foran andre, selvom de startede i mindre grupper. Nogle af eleverne stod mest i hjørnerne og kom med sjove kommentarer uden selv at deltage.
”En gruppe af eleverne har en lidt hård attitude og gør alt for at se cool og tjekkede ud. Men da de kunne de se, at alle de andre elever blev optagede af projektet, kom de også selv i gang med både at danse og synge,” fortæller Katrine Pedersen, der er lærer i 8.klasse på Danmarksgade Skole. Og så skete der noget lidt magisk.
”Pludselig slipper de sig selv mere fri og viser sig frem på en anden måde end deres seje facade. Når de danser og synger, bliver de mere usikre og sårbare, men kan se, at de andre er i samme båd. På den måde lærer eleverne hinanden at kende på en lidt dybere måde end det overfladiske gadeplan,” siger hun.

Nye venskaber og fællesskaber
Netop det med at lære hinanden godt at kende, er også det, som eleverne selv fremhæver, når de bliver spurgt, hvad de har fået ud af at være med i forløbet.

”Jeg har fået virkelig gode nye venner og der er også nogle af mine gamle venskaber, der er blevet tættere,” fortæller eleven Ella i et interview til en evaluering af projektet, som lektor Anne Mette W. Nielsen fra Center for Ungdomsforskning er i gang med. Det foreløbige evalueringsnotat fremhæver, at fællesskabet blandt eleverne styrkes og for en relativ stor del af eleverne fortsætter disse fællesskaber og venskaber efter de to uger, som projektet varer. Efter et halvt år er eleverne blevet interviewet igen og en af eleverne, Lærke, fortæller:
”Efter C:NTACT, så er vi sammen 24/7. Sådan, alle os fra C:NTACT, også på tværs af skolerne, og det har givet os en enormt tryg og god og hyggelig vennegruppe.”
Thomas og Katrine oplever også, at forløbet styrker fællesskabet blandt eleverne og ser, at nye venskaber opstår. Det er specielt værdifuldt for de elever, der ikke til daglig er en del af nogen fællesskaber.
”Groft sagt er der to typer af unge: Den ene gruppe kender utroligt mange enten fra gaden eller fordi de går til fodbold eller noget andet i fritiden. Og så er der en del elever, der ikke er en del af de her ungdomsfællesskaber, men sidder meget alene derhjemme bag en skærm. Når de så kommer herover og har en rolle i en kæmpe forestilling, er det er helt vildt fedt at se, hvordan de udvikler sig, vokser med opgaven og får succes sammen med de andre. Den følelse de får, af at være en del af et fællesskab, kan helt vildt meget. Alle vil jo gerne være en del af noget større. Og når man føler, at man har noget sammen med andre, så føler man sig ikke så ensom,” siger Katrine Pedersen.

Trygge fællesskaber giver mod
Det er en gennemgående pointe i trænerne fra C:NTACTs arbejde, at eleverne ikke kun skal gøre sig umage med deres sang eller dans, men også øve sig i at være vidner til hinandens kreative udfoldelse. Både i de forskellige workshops og til de fælles samlinger har trænerne udstukket tydelige regler for, hvordan man skal lytte til hinanden, bakke op og anerkende de andre. Det er vigtig læring, at eleverne får forståelse for, hvordan man tillader andre at træde frem.
En elev fortæller selv i evalueringsnotatet, hvordan frygten for de andre elevers reaktioner spillede ind i starten.
”De første to dage skulle man lige vide, at vi ikke lavede sjov af hinanden og sådan noget der.”
I takt med, at eleverne oplever, at deres idéer og bidrag til projektet bliver modtaget godt af både trænerne og de andre elever, bliver de modigere og tør folde sig ud – først i mindre grupper og siden for et større og større publikum. Det giver mange af dem en ny selvtillid, er en af konklusionerne i det foreløbige evalueringsnotat, hvor der står:
”Hvis der ikke er brug for at passe på sig selv, fortæller eleverne, at de overvinder deres modstand mod at vise det, de har lavet, til andre. Det resulterer i, at mange af dem fortæller, at de oplever nye sider af sig selv og de andre elever. I de kreative og kunstneriske processer kan de folde sig ud på andre måder. Flere af dem oplever herigennem en frisættelse fra de begrænsninger, der præger deres skolehverdag, men også deres sociale liv bredere set. De beskriver, hvordan nogle af de mekanismer, som gør dem indadvendte og stille eller vrede og frustrerede, sættes ud af funktion, fordi der eksplicit arbejdes med at skabe en større forståelse for og anerkendelse af hinanden som et alternativ til den nulfejls- og perfekthedskultur, der både fagligt og socialt begrænser deres deltagelse ellers. For mange af eleverne åbner det nye forestillinger om, hvad de har at byde ind med, og de oplever, at der er langt mere plads til at kunne være, som de gerne vil være, end de er vant til i deres klasse.”

Lærer at stå frem og tro på sig selv
Lærerne i 8. klasserne oplever det også som ”den største gevinst”, at de unge får mere selvtillid.
”Når vi begynder, er de alle sammen enormt generte og tilbageholdende og tør ikke vise, hvad de har lavet for de andre. Vi har tænkt om nogle af eleverne, at ’de kommer aldrig til at danse foran andre”. Men så gør de det alligevel og to uger senere, står danser de på scenen foran 200 mennesker. Og det gør de fordi, der er skabt det her fællesskab,” siger Thomas Larsen.
Både Thomas og Katrine fortæller, hvor svært det er at få de unge til at stille sig op foran andre mennesker, fx når de skal fremlægge noget foran resten af klassen.
”Mange tør ikke engang at række hånden op, selvom de kender svaret, fordi de er bange for, at der er nogen, der vil gøre grin med dem. Eller der er nogen, der optager dem på telefonen. De er så vant til at blive målt og vejet hele tiden – både i skolen og på sociale medier – at de er så bange for at gøre noget forkert. Selvom de kan virke hårde udadtil, så er de utrolig usikre på sig selv,” fortæller Katrine Pedersen.
Så at have et forløb, hvor eleverne lærer at stille sig på en scene foran andre mennesker og har selvtillid nok til at synge eller danse, er ”guld værd” for undervisningen bagefter også, oplever lærerne.

”Efter at have været i det her forløb, oplever vi, at eleverne tør stå frem og sige noget uden, at de bliver så usikre og akavede, for i forløbet med C:NTACT har de oplevet, at de godt kunne. I timerne tør de også i højere grad give deres mening til kende. Det tror jeg betyder, at mange flere elever vil få et større udbytte af at gå i skole,” siger Thomas Larsen.
Han taler for, at man burde indføre en årlig skolemedie eller forestilling for netop at træne de færdigheder. Katrine Pedersen har også planer om at tage erfaringerne med tilbage på skolen.
”Vi har alle sammen fået rykket nogle grænser. Vi er kommet ud på dybt vand, men har oplevet, hvordan man kan gribe hinanden, fordi vi har lært hinanden så godt at kende. Det skal vi huske at tage med os og arbejde videre med, hvordan vi får de unge til at komme lidt ud af deres komfortzone,” siger hun. Konkret overvejer hun skal få klassen til at synge til 9. klassernes dimensionsfest eller tage dem med på overlevelsestur.

Tryghed: Trænerne fra C:NTACT har stort fokus på at opbygge en holdfølelse, hvor eleverne mærker, at de kan hente støtte og finde mod hos hinanden.

Bryder grænser: ”Det er fedt at blive skubbet ud i nogle situationer, som man ikke er vant til, og så finde ud af, at man faktisk er åben for at lære noget nyt. Jeg er ikke lige den, der stiller mig op og rapper foran folk. Det kunne godt være grænseoverskridende i starten, men så fandt jeg ud af, at alle de andre havde det på samme måde, og så blev det lidt lettere.”
Carla, 8. klasse på Danmarksgade Skole

Åbenhed: ”Jeg og en af mine venner kom på rap sammen med nogle typer, som vi ikke plejer at hænge ud sammen med, men så har vi faktisk fået et virkelig godt venskab i vores gruppe. I starten var folk indelukkede og ikke så imødekommende, men så begyndte folk at åbne sig. Normalt bakker folk bare ud, hvis der er nogen, de ikke gider at lære at kende, men her blev vi nødt til at lære hinanden at kende, fordi vi skulle lave den her forestilling sammen. Vi blev nødt til at finde ud af det sammen. Det har lært mig noget om fællesskab. Man skal ikke dømme nogen ud fra, hvordan de ser ud, men lære dem at kende først.”
Carla, 8. klasse på Danmarksgade Skole (billede af rapgruppen med trænerne fra C:NTACT)

Sociale kompetencer: ”Jeg synes ikke, at vi i folkeskolen er så gode til at have fokus på det sociale i de ældste klasser. Hvor mange har egentlig en skolekomedie fast hvert år? Det havde man mange steder før i tiden, men det er døet ud. Det er som om, at vi er blevet enige med os selv om, at det ikke er så vigtigt, fordi det vigtigste er test og eksamen. Men det er jo helt forkert. Det er en gave til både de unge og skolen, hvad de lærer i sådan et forløb.”
Thomas Larsen, lærer på Rørkjærskolen

Bryder fordomme: ”I starten troede jeg ikke, at jeg sådan ville snakke med folk, men nu har jeg faktisk snakket med alle og er blevet gode venner med alle. Jeg har lært, at man skal være mere åben og ikke dømme folk, når man bare ser dem. Man skal tale med folk for at se, hvordan de rigtigt er, i stedet for bare at holde sig væk og tænke, at de ikke er noget for mig.”
Roya, 8. klasse fra Urbanskolen (th)

Ud af sin komfortzone: ”Jeg havde ikke lige forventet, at jeg kunne danse, for det har jeg aldrig prøvet før. Vi skulle alle sammen finde på et move, der sagde noget om temaet ”at bryde ud”, og så lavede vores danselærer en dans ud af det. Nu har vi øvet på det i halvanden uge, og jeg synes, at jeg har gjort det godt og kan huske det hele. Det føles godt. For mig betyder det med at bryde ud, at man kommer ud af sin zone og prøver noget nyt.”
Roya, 8. klasse fra Urbanskolen

Samarbejde: ”Det er nødvendigt at have et godt fællesskab, hvis man skal lære noget af at arbejde sammen. Hvis der fx er en lærer, der siger, at man skal lave noget sammen to og to, og den ene tænker, at han eller hun ikke vil være sammen med den anden, så kommer der ikke noget godt ud af det.”
Roya, 8. klasse fra Urbanskolen

Fællesskab: ”Det har været fedt at være sammen med en masse nye mennesker. Jeg har fået sådan et fællesskab på tværs af skolerne.”
Zack, 8. klasse fra Urbanskolen (i midten sammen med sit dansehold).

Motivation: ”Det er ikke alle, der har danset før eller kan lide at danse, men her har vi alle sammen været med på den. Vi har fundet ud af, at vi godt kan finde ud af det og ikke er så bange for at vise det. Det har været meget federe end den normale skole. Det med, at man ikke altid bare skal have det samme skema igen og igen. Man kan også kan have det sjovt, når man går i skole. Jeg kunne godt tænke mig, at der var mere af den slags undervisning.”
Zack, 8. klasse fra Urbanskolen (tv)

Hæmmede: ”De unge har generelt meget svært ved at stå frem foran andre. I begyndelsen af forløbet var det nærmest umuligt at få dem til at gøre noget som helst. Vi lærere talte om, at vi har terpet alverdens faglige ting med eleverne, men glemt at have fokus på deres sociale udvikling. Men så lever alle eleverne sig pludselig ind i forestillingen – også de elever, hvor vi tænkte, at ingen ville få dem til at synge eller danse. Og nu skal de optræde foran 200 mennesker. Det er jo kæmpe stort.
En fordel ved at lave et kreativt projekt er også, at nogle af de elever, som måske ikke er så dygtige til det boglige, får mulighed for at vise nogle andre styrker og shiner lige pludselig.”
Katrine Pedersen, lærer på Danmarksgade Skole

OM PROJEKTET

C:ONTACT og Urbanskolen i Esbjerg

har gennem syv år samarbejdet om et årligt, scenekunstforløb, hvor 8. klasserne på de skolens tre afdelinger (Danmarksgade Skole, Rørkjær Skole og Præstegårdsskolen) sammen skaber en forestilling. Med udgangspunkt i skiftende temaer udfolder og bearbejder eleverne deres egne ideer og personlige fortællinger over to uger og viser som afslutning på forløbets sidste dag forestillingen for andre elever, familie og venner. Scenekunstforløbet har særlig fokus på at styrke elevernes indbyrdes relationer med henblik på at danne afsæt for nye fællesskaber mellem de tre afdelinger og modvirke konflikter. Forløbet sigter desuden mod at styrke relationerne mellem elever og Urbanskolens lærere, samt give lærerne indblik i, hvordan man kan arbejde med kreative læringsprocesser.
Projektet følges af Center for Ungdomsforskning. Magasinet Skolebørn har set det foreløbige evalueringsnotat. Den endelige rapport kommer efter planen i slutningen af 2024.

C:ONTACT

er en socialøkonomisk virksomhed, som bruger kunst til at skabe forståelse og forandring. De inviterer mennesker med forskellige sociale, etniske og religiøse baggrunde på scenen for at formidle deres personlige historier med kunstneriske virkemidler.
C:NTACT kommer ud på skoler til både elev- og forældrearrangementer med unge fortællere indenfor emner som et liv på kanten, diskrimination, rusmidler, demokrati, seksualitet, psykisk sårbarhed og mistrivsel i skolen. Ofte er der desuden udarbejdet undervisningsmaterialer i forbindelse med forestillingerne.

Læs mere på www.contact.dk