Vælg side

Skolens parter om den varierede skoledag

Anders Bondo, formand for Danmarks Lærerforening:

Vi har alle sammen haft ambitioner om at lave en spændende, varieret skoledag. Det, man ikke gjorde sig klart, var, at det jo ikke er antallet af timer, der afgør, om man får en spændende og varieret skoledag. Det er mulighederne for at lave spændende og varieret undervisning, der afgør det.

Og det er faktisk den form for undervisning, der kræver allermest af lærerne. 

Hvis man vil bruge praktiske elementer i sin undervisning, så stiller det for det første meget store faglige krav til lærerne, hvis det samtidig skal have et højt fagligt niveau. 

For det andet stiller det også langt større krav til lærerne i forhold til at kunne tilrettelægge undervisningen. 

Det ville give langt bedre muligheder for at lave mere spændende undervisning, hvis vi kunne frigøre nogle ressourcer til at sikre, at lærerne havde mulighed for at tilrettelægge den undervisning. 

Et større fokus på kvaliteten af undervisningen frem for så ensidigt et fokus på kvantiteten, det er den rette vej at gå – det siger ikke bare jeg, men også forskningen.

Sarah Bærentzen, formand for Danske Skoleelever:

En varieret skoledag er altafgørende for, at du får noget ud af dagen, og jeg synes, det er en skam, at der ikke er kommet mere variation i skoledagen. Jeg tror, at vi har for travlt med hele tiden at snakke om reform og skoledagens længde, og så har man altså bare glemt mange andre vigtige dagsordener, som egentlig kunne være løsningen på den manglende variation.

Det ærgrer mig meget, at der ikke er sket noget med variationen, og jeg synes, det handler om, at vi har nogle politikere, der er for uambitiøse, og noget personale på skolerne, der simpelthen ikke har haft mulighederne for at gøre det godt.

At skabe motivation på skolerne, og give nogle rammer, så man kan gøre det, er et nationalt ansvar. Ambitionerne er et nationalt ansvar.

Rasmus Edelberg, formand for Skole og forældre:

Vi ved fra følgeforskningen, at vi har en udfordring med en stigende grad af kedsomhed blandt eleverne. Motivationen hos eleverne er utrolig vigtig for, at de oplever, at de lærer noget, og at de har lyst til at være der. At de oplever, at det at gå i skole er sjovt, spændende og lærerigt. Der er den varierede undervisning simpelthen måden at sikre, at det ikke bliver for ensartet og kedeligt.

  Det handler også om at differentiere undervisningen, så man møder den enkelte elev, der hvor personen nu er, og det, kan jeg godt se, kan være en udfordring i skolen i dag, hvor der stilles mange krav, og der er mange elever i klassen. Jeg kan godt se, at der er nogle barrierer, men det ændrer bare ikke på, at vi simpelthen er nødt til at sikre, at undervisningen er noget, der motiverer eleverne. Ellers fungerer det bare ikke ordentligt.

Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen:

Den varierede skoledag led under, at man samtidig indførte en masse foranstaltninger, der sikrede, at vi havde enormt meget fokus på at opnå nogle faglige resultater. 

Jeg tror, at skolerne forsøger, så godt som de kan, inden for de rammer, der nu engang er – det er status quo, og det må så være godt nok. 

Den største udfordring i forhold til at skabe en varieret skoledag er det helt store fokus på, at vi skal kunne præstere. Så længe vi har så stram en målstyring, så klare krav og forventninger, og så længe vi har nogle politikere, der stadig lægger lag på lagkagen i hvert enkelt fag, så vil det være rigtig svært at lave en varieret skoledag. Det er der ikke plads til.

Få de nyeste artikler fra Magasinet Skolebørn direkte i din indbakke 4-8 gange om året ved at tilmelde dig herunder. Det er helt gratis. Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet accepterer du Skole og Forældres privatlivspolitik. Læs den her.

P.S. Magasinet Skolebørn udgives af Skole og Forældre, landsorganisation for forældre til børn i folkeskolen. Dette tilbud gælder kun forældre på vores medlemsskoler. Ved du ikke om din skole er medlem? Skriv bare navnet på din skole, så tjekker vi det løbende. Ville du bare ønske, at din skole var medlem, så du kunne få nyhedsbrevet? Så tip din skolebestyrelse om, at de kan melde sig ind her.