Forfatter og lærer:
”Vi kan hjælpe udsatte børn meget bedre, hvis vi møder hver familie, hvor de er.”
”Én ting er at være født ind i en udsat familie og få de ’forkerte’ venner, men hvis systemet er bedre til at dokumentere end til at hjælpe, er den helt gal,” siger den erfarne lærer fra Vestegnen, Helle Kaare Lindberg. Med sin roman Sofasurfer ønsker hun at gøre opmærksom på nogle af de problemer udsatte unge står over for i dag. Her svarer Helle Kaare Lindberg på spørgsmål fra magasinet Skolebørn.
TEKST: MAJ CARBONI
FOTO: CHRISTINA BODE
I hvilken grad oplever du, at alle børn har lige muligheder for at skabe sig et godt liv?
I barndommen bliver grundstenene til det gode liv lagt, og hvis barnet fra en tidlig alder oplever svigt og manglende overskud hjemmefra, vil det sandsynligvis få vanskeligere ved at begå sig i livet. Indimellem møder jeg børn, der lever under så ringe kår, at det er svært at forestille sig. Bare det at møde i skole og komme helskindet igennem dagen kan være en kamp, der senere hen kan få konsekvenser, når voksenlivet banker på døren.
Hvis man har opgivet på forhånd, bliver det uoverkommeligt at vende dette udgangspunkt til en succes. Børn har brug for tryghed, og hvis det modsatte gør sig gældende, bliver alting mere udfordrende; også som voksen. Når det er sagt, så møder jeg heldigvis også udsatte børn, der klarer sig fint. For dem er skolen et slags frirum. De nyder rammerne og den struktur, der står i skarp kontrast til hjemmefrontens tumult. Disse børn er ofte dygtige til at række ud og meget bevidste om ikke at ende som deres forældre.
Hvilke udfordringer oplever du, at børn af udsatte forældre har?
Børn fra udsatte familier kæmper ofte med nogle tunge problematikker sammenlignet med andre børn. Det, der burde være en ubekymret barndom drukner i hverdagskaos og mistillid til voksne og systemet. Hvis børnene oplever, at forældrene ikke formår at støtte op om skolelivet, bliver de ligeglade med skolen, for der bliver alligevel ikke fulgt op på lektier, møder og aftaler. Nogle af børnene møder både trætte og sultne i skolen, hvilket kan gøre skoledagen endnu sværere at overkomme og bane vej for unødige konflikter og misforståelser. Overskuddet er ikke stort, og følelserne sidder uden på tøjet. Nogle er meget udadreagerende, mens andre trækker sig ind i sig selv. De stille børn kan være lettere at overse, men det gør ikke deres problemer mindre vigtige.
Hvilken hjælp mener du, at Jonas skulle have haft for at få mulighed for at få et godt liv?
Jonas burde have været mødt af nogle voksne, der havde set ham og været der for ham. Voksne, der havde været nysgerrige på, hvad der gemte sig bag facaden og ikke kun fokuserede på problemerne og de ydre omstændigheder. Hvis bare én af Jonas’ lærere, en pædagog eller en anden tillidsvækkende voksen havde kæmpet hans sag, havde muligheden for en succes været til stede. I stedet bliver det en tung dans med systemet, hvor alle ser til, mens Jonas’ muligheder smuldrer mellem hænderne på dem. Derudover burde systemet have koncentreret sig mere om kerneproblemet; nemlig morens ustabile tilstand. Hvis man havde sørget for at tage hånd om Jonas i de perioder, hvor mor ikke var i stand til det, kunne dette have formet et helt andet ungt menneske, end ham vi lærer at kende i bogen. Det er svært at sige præcis, hvad der er gået galt, men man kunne have sat ekstra ind i de perioder, hvor mor var samarbejdsvillig og talt hende mindre efter munden, når hun ikke var det.
I Sofasurfer bliver der søsat en masse indsatser, men det meste går i vasken, hvilket får fatale konsekvenser for Jonas. De problemer han selv får rodet sig ud i er et resultat af et system, der desværre alt for ofte går op i symptombehandling frem for forebyggelse.
Oplever du eksempler på, at det går godt for børn, selvom deres forældre er udsatte? Hvad gør forskellen?
Jeg har heldigvis også kendskab til succeshistorier om børn fra udsatte familier. Hvis familien fra start er åben omkring deres problemer, er der ofte et bedre udgangspunkt. Flere gange har jeg samarbejdet med familier om at skrive eksempelvis en underretning, og i sådanne tilfælde starter man et helt andet sted. Underretningen er ikke længere noget skamfuldt i form af en hævet pegefinger, men et værktøj til at komme videre. Familiens konkrete behov for støtte bliver tydeligere, og når selve samarbejdet beror på tillid frem for mistro, bliver muligheden for at lykkes langt større. De fleste familier er meget taknemmelige, når skolen rækker ud, og det er tydeligt, at det, der ligger højest på familiernes prioriteringsliste er at få skabt bedre betingelser for deres barn.
Hvad mener du skolen/skolebestyrelsen kan gøre for at gøre en forskel for børn som Jonas?
Som skole kan man gøre meget, men man skal nok også være villig til at strække sig lidt længere i nogle situationer. På min skole har vi i perioder haft mad stående i køleskabet til de børn, der kom i skole uden frokost, vi har også serveret havregryn, været på hjemmebesøg og nogle lærere/pædagoger har fulgt børnene til og fra skole. Jeg mener, at skolens ansatte har pligt til at skabe en rolig og gennemskuelig hverdag for børnene og også repræsentere en form for normalitet for de børn, der ikke oplever det hjemmefra. Man bør som skole anerkende familiernes individuelle udfordringer og behov og på den baggrund væbne sig med tålmodighed og samtidig ikke være bange for at stille krav. Ingen familier, heller ikke udsatte, har brug for at blive strøget med hårene og få fortalt, at det er synd for dem. De har brug for at blive taget alvorligt og indgå i et ligeværdigt samarbejde omkring deres barn.
Kan de andre forældre i klassen gøre en forskel for en dreng som Jonas? Hvordan?
Som forældre i en klasse, bør man efter min mening ikke kun koncentrere sig om sit eget barn, men interessere sig for klassen som helhed. En god forældregruppe er opmærksomme på ‘de svage’ børn i flokken. Det skader ikke at yde lidt ekstra omsorg for et barn, der har svære betingelser. Derudover bør man som forældre reagere, hvis man har kendskab til misrøgt eller mistanke om noget, der ikke er, som det burde være. Det er misforstået hensyn at lade som ingenting, fordi man ikke vil blande sig eller er bange for at komme for tæt på. Jeg har flere gange modtaget henvendelser fra forældre, der er bekymrede for et andet barn og måske er vidende om konkrete, bekymrende hændelser. Det har været guld værd, og jeg har altid fået oplevelsen af, at de pågældende forældre var reelt bekymrede og ikke kontaktede mig for at pege fingre ad nogen. I praksis skal man selvfølgelig træde varsomt og agere respektfuldt, så ingen føler sig løbet over ende, men til syvende og sidst er alle bedst tjent med, at der tages hånd om problemerne.
Helle Kaare Lindberg arbejder til daglig som lærer i Hvidovre på Vestegnen og debuterede som forfatter i 2018. Siden har hun skrevet seks ungdomsromaner. Helles bøger er fiktive, selvom de er sammensat af små brudstykker fra virkeligheden. Det er meget vigtigt, at personerne ikke kan genkende sig selv og måske endnu vigtigere; at andre ikke kan genkende personerne. Men at tage udgangspunkt i virkeligheden er nødvendigt for at tilføre romanerne autenticitet og dynamik, mener hun. I forbindelse med bogen ”Sofasurfer” har Helle samarbejdet med Kofoeds Kælder, ligesom hun tidligere har samarbejdet med bl.a. RedenUng og Børns Vilkår.
Udgivet: oktober 2021
