Forfatter:Den autoritative forælder virker bedst i en digital tid
I Danmark er vi frisindede, også i forhold til opdragelse. Men hvordan flugter det med techgiganternes dominans, der har stor indflydelse på børn og unges digitale forbrug? Hvilken slags forældre bør vi i øvrigt være i en digital tid? Og hvordan tackler man børns digitale adfærd på en konstruktiv måde? I Camilla Mehlsens bog Opmærksomhedstyveriet, som I får et uddrag af her, sættes der fokus på netop disse spørgsmål.
TEKST: CAMILLA MEHLSEN, Digital medieanalytiker og forfatter.
FOTO: SIGRID NYGAARD
E
r du en forælder, der er vild med nye gadgets og gamer med dit barn? Eller snarere en forælder, der ser skærme og sociale medier som slik eller sågar cigaretter? Skammer du dig over dit barns skærmbrug (eller dit eget skærmbrug)? Eller er du snarere glad for, at dit barn kan lære en masse engelsk og få nye digitale venner?
Forældre findes i mange afskygninger, ligeledes gør forældres tilgange til børns brug af digitale medier. Jeg er den type forælder, der er dybt fascineret af, hvordan skærmene forandrer barndommen, og jeg gør en ihærdig indsats for at tale med mine to teenagebørn om deres digitale liv.
I mit hjem er der også en række regler om digitale medier. For eksempel har vi ikke skærme ved måltider – en norm, som børnene gennem mange år har vænnet sig. I mange år var telefoner før sovetid også bandlyst, og den regel følger min datter. Nu er min søn på efterskole og sover med mobiltelefonen på sit værelse – så den vane skal masseres, når efterskoleåret er slut.
Der er dog grænser for, hvad jeg som forælder kan gøre for mine børns digitale liv. I mit hjem og gennem mit arbejde har jeg desværre set et utal af eksempler på, hvordan børns opmærksomhed bliver kapret online, og hvordan børn og unge spiller en væsentlig rolle i den voksende techindustri.
Jeg mener, at vi som forældre kæmper en ulige kamp mod techindustriens metoder til at fange og fastholde mindreåriges opmærksomhed. Det er ikke kun vores ansvar at beskytte vores børn på sociale medier og i spil. Vi har et fælles ansvar som forældre, skoler og politikere, og det fælles ansvar appellerer jeg til i min nye bog Opmærksomhedstyveriet.
Fire forældrestile
Når det er sagt, er der selvfølgelig en masse, forældre kan gøre. Vi er de vigtigste rollemodeller i vores børns liv. Og jeg tror, vi kan komme langt ved at spørge os selv: Hvilken slags forældre vil vi være i en digital tid? For mig er et pejlemærke den autoritative forælder, som stiller krav, sætter rammer og samtidig lytter til barnet, og er nysgerrig efter at forstå barnets perspektiv. Den amerikanske psykolog Diane Baumrind er kendt for sine undersøgelser af forældretyper, som hun lavede tilbage i 1950’erne. Hun fandt frem til, at der er en sammenhæng mellem fire forskellige forældrestile og børn og unges udvikling.
De fire forældrestile er:
- Den gammeldags autoritære forælder, der stiller krav og bestemmer, men ikke lytter til barnets perspektiv.
- Den autoritative forælder, der stiller krav, men samtidig er lydhør over for barnets perspektiv.
- Den eftergivende forælder, der giver efter for barnets umiddelbare behov og bliver en laissez faire-forælder.
- Den ikke-involverede forælder, der er voksencentreret og undviger krav.
Den autoritative forældrestil er den, der ifølge Baumrind er bedst for barnets udvikling og trivsel. Forælderen er lydhør og udviser interesse, men sætter grænser ud fra, hvad der er alderssvarende og hensigtsmæssigt. Den forælder ved, at et barn ikke på samme måde kan gennemskue konsekvenserne af sine handlinger på længere sigt. Den voksne kan meget bedre se, men ved ikke, hvordan det er at være barnet, og lytter derfor til barnets perspektiv.
Hvor den ”gammeldags” autoritære forælder bruger argumentet ”fordi jeg siger det” for at trumfe regler igennem, begrunder den autoritative forælder regler, ikke for at forhandle dem, men for at de giver bedre mening. ”Hvorfor må jeg ikke have mobiltelefonen ved bordet?” ”Fordi det er vigtigt for vores familie, at vi taler sammen uden at blive forstyrret”.
I flere år har mange danske forældre bestræbt sig på at være autoritative forældre, som opdrager børn som kompetente og autonome mennesker. Men når vi bliver pressede og mister forældreautoritet (som mange af os gør i en digital tid), vender en del forældre tilbage til den autoritære forældrestil med kortsigtede restriktioner og sanktioner.
Jeg har desværre set masser af eksempler på forældre, der bruger skærme som styringsredskab, f.eks. som sanktionsmulighed. De forældre kommer fra mange forskellige samfundslag og med forskellige ideologiske baggrunde. Men fælles for dem er, at den digitale udvikling presser dem. ”Hvis du ikke gør, som jeg siger, tager jeg din telefon”. ”Hvis du ikke dækker bord, skruer jeg ned for din tid på Snapchat”. ”Hvis du ikke, så…”. Det er følelsen af afmagt, der taler, og den stemme bryder de færreste af os om. Jeg tror, de fleste af os sigter efter den autoritative og nysgerrige forældrestil, og det er også den, der virker bedst i en digital tid. Vi skal sætte rammer for vores børn og samtidig tale med om deres digitale liv.
Vi er “digitalt frisindede” forældre
Jeg tror, vi de sidste 15 år har overset noget meget vigtigt, nemlig at den digitale udvikling udfordrer nogle af kerneværdierne i dansk børneopdragelse, bl.a. at vi gerne vil give vores børn frirum, at vi vil udvikle deres selvstændighed, og at vi ikke vil overvåge dem hele tiden. De danske værdier er som en boomerang, vi som forældre får kastet lige i nakken, så snart vi har givet vores børn en smartphone, tablet eller en spillekonsol. For pludselig bruger danske børn mere tid på skærme, end de fleste forældre bryder sig om.
Vi giver i højere grad end andre lande vores børn frie tøjler med digitale medier fra en tidlig alder. Danske drenge har i flere år haft europarekord i antallet af daglige timer med computerspil, og danske børn bruger mindre tid på at være fysisk sammen efter skoletid sammenlignet med andre europæiske børn. Det lyder negativt, og det er også problematisk, at danske børn og unge er digitale fra en tidlig alder, men vi skal ikke slå os selv oven i hovedet og udvikle skærmskam.
Jeg tror, at en af forklaringerne er, at vi er ”digitalt frisindede” forældre. Vi sigter efter at opdrage vores børn til selvstændighed, livsduelighed og tolerance over for andre mennesker og i tillidsfulde miljøer. Og det er jo positivt! Frisind er lige så dansk som bøgeskove, og er sågar blevet en af ti værdier i Kulturministeriets Danmarkskanon. Frisind bygger også på en vis portion ubekymrethed, tro på fremskridtet og ikke mindst på tillid til hinanden, til vores børn og til samfundet.
Vi tager vores åbenhed over for teknologiske fremskridt, vores frisind og vores ideal om det kompetente barn ind i en digital tid, og så ender vi med at være laissez faire eller autoritære, fordi vi ikke kan styre algoritmer og vanedannende adfærdsdesign. Og jo, vi danske forældre bør stramme op på en række punkter. Vi bør kollektivt udsætte tidspunktet for, hvornår vi giver børn smartphones (de kan få en mobiltelefon uden internet til at begynde med), og vi skal stramme op på aldersgrænser for sociale medier og en lang række computerspil. I dag er der en tendens til, at vi overbeskytter børn i den fysiske verden, men underbeskytter dem i den digitale. Vi har det med at overvurdere de fysiske farer og undervurdere de digitale.
Dansk opdragelse vs. amerikansk techkultur
Men løsningen er ikke, at vi ender som de overbeskyttende amerikanske forældre, der ikke tør lade deres børn cykle eller gå og konstant tracker dem. De færreste amerikanske børn og unge får lov til at transportere sig selv til og fra skole, og de har meget lidt fritid. Til gengæld finder børnene et frirum i det digitale, hvor de i højere grad kan slippe for forældres øjne i nakken og andre voksne (til gengæld er det så firmaer, der overvåger deres digitale adfærd).
I en digital tid støder den danske opdragelse mod den amerikanske techkultur. Tænk på vores babyer, vi stiller ud i vinterkulden i en barnevogn, så de kan sove bedre og styrke deres immunforsvar – uden at vi som forældre bliver anholdt for at være uansvarlige. Tænk på de flyverdragter, vi giver vores børn på i vinterhalvåret, så de kan boltre sig og blive beskidte.
Tænk på udebørnehaver. Tænk på børne-tv med Onkel Reje, John Dillermand og lakridspiber – den går ikke på den anden side af Atlanterhavet. Og selv om John Dillermand deler vandene også i Danmark, udspringer serien af, at vi tror på, at vores børn kan være kritiske, og at det er okay at grine af en bolsjefarvet megalang tissemand. At der er noget, vi kan lære af forskellige kroppe og af at bryde nogle tabuer. Og at vi kan tale om det sammen.
Jeg savner den kollektive forældresamtale om, hvordan vi i en digital tid holder fast i de værdier, der er vigtige for os i en dansk kultur, og ikke tipper over i risikosamfundets angstfyldte forældrerolle eller blot tyr til techgiganternes løsninger om at sætte forældrene mere i kontrol, så de kan overvåge barnets digitale adfærd. Jeg håber, den digitale udvikling kan hjælpe os med den vigtige samtale om, hvad er godt digitalt forældreskab er, hvad vores børnesyn er, og hvordan det børnesyn kan trives i en digital tidsalder.
‘Opmærksomhedstyveriet’ af Camilla Mehlsen udkom den 23. januar 2024 på Informations Forlag.
Udgivet: Januar 2024
