Hvad får dit barn mest brug for i fremtiden?
Bøger eller digitale medier?

Mange børn dropper bøgerne for i stedet at chatte, spille og se videoer på nettet. Dermed går de glip af den ro, empati, ro og koncentration, som boglæsning kan give, siger nogle eksperter. Andre hæfter sig ved, at børnene lever i en digital verden, hvor det at kunne læse lange tekster ikke nødvendigvis er en logisk, brugbar og efterspurgt kompetence. Vi har spurgt en ekspert i bøger og en ekspert i digitale medier om fordele og ulemper.

TEKST: ULLA HINGE THOMSEN
ILLUSTRATION: JAVIER MUÑOZ

”Bøgerne giver en refleksion, den digitale verden ikke gør”

Rachel Röst, Cand. Mag. i Litteraturvidenskab, stifter og leder af Læs for livet, forfatter og foredragsholder

Man udvikler empati af at læse, fordi man i læsningen lever sig mere ind i karaktererne gennem adgangen til deres tanker og følelser. Man kommer også ind i et flow af at læse, som man ikke gør på samme måde, når man er på sociale medier, og det gør meget for, at barnet føler ro. Forskningen viser, at læsning mindsker stress med op til 68% og afslapper både muskler og hjerte. Pædagogerne på de steder, vi leverer bøger til, fortæller os også, at børnene slapper mere af, så de bedre kan sove, når de læser.

Læsning modvirker eksistentiel ensomhed

Vi kan alle gå med en fornemmelse afvære alene med nogle følelser, men læsningen viser os, at det ikke er sådan. Især de større børn og unge gerne vil læse noget, de genkender fra deres eget liv, og bøgerne er med til at give den et sprog for deres egne følelser. Anbragte børn (som er de børn, Læs for livet giver bøger til, red.) har tit et begrænset ordforråd, fordi kommunikationen i de familier, de kommer fra, er begrænset til ”Sæt dig ned”, ”Gå derhen” og så videre. Det at lære ord som ”trist” eller ”melankolsk” giver børnene en adgang til at reflektere over deres eget liv, som det digitale liv ikke tilbyder.

De voksne har et ansvar for børnenes læselyst

Mange børn og unge forbinder børn med pligt og pensum, og hvis man kun møder gamle folkeviser eller kedelige romaner, dræber man lysten. Jeg synes, man skal spørge børnene, hvad de har lyst til at læse, og gå mere op i, at de læser, end hvad de læser. De voksne må også læse selv – hvis mor og far sidder med hovedet i telefonen, er det svært at sige, at børnene skal læse. Og så kan man godt helt konkret fortælle børnene, at de simpelthen er nødt til at være dygtige læsere, hvis de vil have et godt liv. Vi har aldrig været omgivet af så meget tekst som nu, og de skal bruge læsekompetencer, hvad enten de skal løse en matematikopgave eller skrive en ansøgning. Jeg synes ikke, man skal presse de unge for meget, men i stedet forsøge at skabe en indre motivation.

Børnene er egentlig rationelle, når de ikke vil læse lange tekster i bøger.

I hvert fald i forhold til de synlige krav, de møder i den digitale verden. Den digitale, netværksbaserede verden er præget af hurtighed, overfladiskhed og ufærdighed. Bøger er præget af det modsatte: langsommelighed, dybde og færdighed. En trykt bog er færdig, når den er trykt, mens viden i den digitale verden er flydende. I netværket deler mange små stykker af viden, frem for at nogle enkelte fordyber sig, færdiggør og formidler. Det gælder også i uddannelsessystemet, hvor nye indlæringsformer og vidensdeling vokser hastigt frem.

Det kan meget vel være, at man bliver et bedre menneske af at læse bøger.

Det tyder mine studier faktisk også på. Men nøgternt set bliver der mindre brug for, at man kan læse og håndtere lange tekster på papir. Ved at lære børnene at læse lange bøger giver vi dem kompetencer, som i hvert fald ikke direkte gør dem i stand til at håndtere de krav, den digitale virkelighed stiller. Det er umiddelbart underligt for de unge og går imod det, de møder i deres hverdag.

På mange måder er fordybelsen kontraintuitiv.

I den gamle verden var det både menneskeligt og uddannelsesmæssigt godt at kunne fordybe sig, have tålmodighed, være vedholdende. I den digitale verden af konstant og eksponentiel forandring er det stik modsat: Alt godt forsvinder, for den, der venter. Så når vi siger til børnene, at det er godt at kunne vente, koncentrere og fordybe sig, så risikerer det at virke irrationelt og usikkert.

Den digitale verden er præget af øjeblikkelig tilfredsstillelse.

Selv om det kan virke barnligt og forkælet at ville have noget her og nu – fx underholdning – så giver det mening, for ellers forsvinder det. Dermed ikke sagt, at vi ikke skal lære børnene det – jeg oplever i mine studier, at de unge massivt efterspørger det, de har hørt fra deres forældre, er godt: fysiske fællesskaber, fordybelse, og så videre – og det kunne jo tyde på, at der var noget universelt menneskeligt i det. Men det er svært, fordi det ikke nødvendigvis er logisk eller direkte brugbart som redskab og kompetence i en digital verden.

Udgivet: Februar 2020