Mobning:
”Det er bare venskabelige drillerier”
I over et år blev Carl blev udsat for vedholdende mobning af en gruppe drenge i hans klasse. Forældrene har efterfølgende klaget over skolens håndtering af sagen og har fået medhold i, at skolen svigtede sit ansvar.
TEKST: SIGNE BJERRE
ILLUSTRATION: ELS COOLS
”Jeg vil ikke.” Ordene presses ned i hovedpudebetrækket. Carl ligger i fosterstilling og stirrer tomt ind i væggen. Hans krop ryster. I døren står hans mor, Kirstine. Det er femte gang, hun er oppe på værelset for at vække ham. Klokken er mange. Om lidt kører skolebussen.
”Kom nu ned og få noget morgenmad. Ellers når du ikke skolebussen,” siger hun og lægger en hånd på Carls skulder.
Kirstine er godt klar over, at noget er galt. Det har stået på lige siden 7. klasse, hvor Carl og hans klassekammerater startede i udskolingen og fik en ny klasselærer. Nu er han halvvejs gennem 8. klasse.
Carl er 14 år og lang og tynd. Han har altid været en udadvendt dreng med et aktivt liv i den lokale håndboldklub. Men det seneste år har han trukket sig mere og mere ind i sig selv. Han har ikke længere lyst til at gå til håndbold med de andre drenge fra klassen. Og til sin nonfirmationsfest, ville han ikke have nogen venner med.
Kirstine har forsøgt at snakke med Carl om, hvad der foregår i klassen. Flere gange har hun spurgt, om hun ikke må skrive til skolen og fortælle hans lærer, at hun er bekymret. Men hver gang har Carl kigget skræmt på hende og tryglet hende om at lade være.
Hun er næstformand i skolebestyrelsen på Carls skole, hvor hendes to andre børn også går. Kirstine har derfor i mange år haft sin daglige gang på skolen og er jævnligt i kontakt med både lærere og ledelse.
”Set i bakspejlet burde jeg have kontaktet skolen noget før, men jeg var bange for at bryde Carls tillid til mig. Samtidig tænkte jeg, at lærerne ville have sagt noget til mig, hvis de også var bekymrede. Jeg skød derfor bekymringen fra mig og håbede, at det snart ville gå over,” siger Kirstine.
Buksevand og øgenavne
Men det går ikke over. Der bliver flere og flere morgener, hvor Carl ligger og ryster i forsterstilling i sengen. En dag springer Carl af skolebussen, inden den er nået frem til skolen. Hjertet galopperer og han kan ikke få vejret.
Familien bor i et lille lokalsamfund, hvor alle kender alle. Flere af mødrene til drengene i Carls klasse har Kirstine kendt, siden de var i mødregruppe sammen. Drengene er kommet i familiens hjem, siden de kunne kravle. De har i årevis været en del af Carls vennegruppe. Derfor er Kirstine også målløs over at høre det, som Carl fortæller hende en sen aften, hvor han bryder sammen.
Hun har været til bestyrelsesmøde på skolen og har været inde og sige godnat til Carl, da der et par timer efter tikker en sms ind på hendes mobiltelefon. Det er fra Carl. Han skriver, at han gerne vil tale med hende.
Kirstine går ind og sætter sig på Carls seng. Tårerne triller ned ad kinderne på ham, og han bliver ved med at gentage: ’Jeg kan ikke mere, mor’.
Alt det, som Carl har forsøgt at skjule det seneste år, vælter nu ud af ham. Han fortæller Kirstine, at han hver dag er bange for at få bank eller buksevand ovre i skolen, og at han ikke har turdet fortælle om mobningen af frygt for, at det vil blive endnu værre, hvis drengene i klassen finder ud af, at han har sladret.
Det er især tre af drengene fra klassen, der mobber. I dag kastede de vand efter ham i fysiklokalet og gjorde bagefter nar af ham til de andre, fordi Carl var kommet til at græde.
”Vi måtte padle og padle for bare tårer,” havde de grinende sagt, mens Carl krøb sammen bag skærmen på sin mobiltelefon.
Carl fortæller, hvordan de samme drenge det seneste år hånet og mobbet ham ved dagligt at kalde ham øgenavne som ’vat-arm’ og ’tynde svin’. Carl fortæller også, at drengene i klassen plejer at lege en leg nede i omklædningsrummet, inden de skal have idræt. Legen hedder ’trække fod’, og den går ud på, at alle skal stå i en rundkreds med tæerne ind mod midten. Den der sidst trækker foden til sig, har tabt. Taberen skal være på hold med Carl.
Kirstine lytter. Det føles som om, alt inde i hende knuger sig sammen. I sengen ligger hendes 14-årige søn og kigger fortvivlet på hende. Han stemme er lav.
”Mor, du må love ikke at sige det til nogen. Ellers banker de mig.”
Lærer lader den ligge
Kirstine tager en dyb indånding. Hun mærker vreden bruse frem. Det her skal stoppes med det samme. Hvorfor har ingen sagt noget? Hvordan er det muligt, at et barn kan blive udsat for daglig mobning i over et år, uden at hverken lærere eller elever har grebet ind?
Kirstine stryger Carl over håret, og forklarer ham, at hun bliver nødt til at skrive til hans klasselærer, så han kan få at vide, hvad der foregår. Han indvilliger under den betingelse, at klasselæreren ikke fortæller noget om det til de andre i klassen.
Næste morgen sætter Kirstine sig til computeren og skriver en lang mail til Carls klasselærer, om det, Carl har fortalt hende. Hun gør det klart, at det er fortroligt, men at hun gerne vil mødes med læreren og uddybe nærmere.
Dagen efter tikker et svar fra klasselæreren ind i mailboksen. I mailen står der fire linjer:
Hej Kirstine
Tak for info. Hvis Carl skal have hjælp, er vi nødt til at tale om det åbent i klassen. Så indtil videre lader vi den ligge. Hvis du taler yderligere med Carl og han er parat til, at vi tager det op i klassen, må du endelig skrive igen.
”Jeg bliver målløs, da jeg læser beskeden. Jeg forstår ikke, hvordan man som lærer kan sidde inde med så alvorlig viden om en elev, der mistrives, og så bare skrive, at man lader den ligge? Jeg troede, jeg havde læst forkert,” siger Kirstine.
Som formand i skolebestyrelsen har hun selv været med til at skrive skolens antimobbestrategi og kender proceduren, hvis der opstår en mobbesag. Kirstine kontakter derfor straks afdelingslederen for at få skolen til at igangsætte sygeundervisning derhjemme, indtil skolen får lavet en handleplan.
En harmonisk drengegruppe
Herefter går der fire lange dage, hvor Kirstine og hendes mand intet hører fra skolen. Men så tikker en ny mail ind i mailboksen. Det er fra Carls klasselærer, der foreslår et møde med lærerteamet, den pædagogiske leder og skolepsykologen fra PPR.
På mødet fortæller klasselæreren, at han har bemærket, at Carl siden starten af 8. klasse ikke har været lige så fagligt motiveret, som han plejer, og at Carl heller ikke deltager i drengegruppen på samme måde, som han har gjort tidligere. Men klasselæreren stiller sig uforstående overfor det, Carls forældre fortæller om, at der foregår mobning. Han mener, at det blot er venskabelige drillerier. Ifølge klasselæreren har klassen en god og harmonisk drengegruppe.
Det er lige inden juleferien, og Carls forældre kører hjem fra mødet med en fornemmelse af, at klasselæreren synes, det er Carl, der har et problem og ikke de andre drenge.
Lavinen ruller
Sidst på eftermiddagen samme dag, får sagen pludselig en ny drejning. I en mail skriver skolens pædagogiske leder til Carls forældre, at hun har besluttet at bortvise de tre drenge, der har mobbet Carl. I mailen står der:
”Jeg vil blot orientere om, at jeg indkalder de tre elever og deres forældre til møde i morgen, og at de bortvises fra og med d. 21. dec. til d. 6. januar.”
De tre drenge først skal møde op i skole tre dage efter, at de andre elever vender tilbage fra juleferie. Kirstine er lettet på Carls vegne og glad for, at skolen har besluttet, at der er en konsekvens, når man mobber.
”For mig var det et signal om, at skolen alligevel tog det alvorligt. Og en anerkendelse af, at Carl var udsat for mobning og ikke bare venskabelige drillerier,” fortæller Kirstine
Samtidig begynder beskederne på Carls telefon at lyse skærmen op:
Pikhovede!!!” og ”Hvad fanden har du sagt til Hanne?”
Beskederne kommer fra de tre drenge, der er blevet bortvist. Carl har ikke mulighed for at svare, for lige så hurtigt beskederne tikker ind, lige så hurtigt blokerer de ham på de sociale medier, de skriver fra.
Senere ringer én af drengenes far til Carls far. Han har netop talt med skolelederen og er rasende over, at hans søn er blevet bortvist.
”Konflikten eskalerer fuldstændig. Vi har jo kendt forældrene i mange år og altid kommet godt ud af det med dem. Men pludselig begynder vi at få truende opringninger om, at det er os, der er bindegale, og at jeg selv er skyld i, at Carl har fået angst,” fortæller Kirstine.
Dagen efter møder han op på gårdspladsen foran familiens hjem og råber, at de skal trække beskyldningerne tilbage. Han mener, at det er Carl, der er sart og Kirstine, der er hysterisk. Ifølge de tre drenge har det bare været venskabelige drillerier.
Sagen tager en drejning
Det er d. 22. december. Der er to dage til jul, og få kilometer væk sidder skolelederen fra Carls skole på sit kontor og taster telefonnummeret til Kirstine. I telefonen forklarer han Kirstine, at han har trukket bortvisningen af de tre drenge tilbage.
Han fortæller, at nogle har følt sig intimideret af, at Kirstine er bestyrelsesformand og måske derfor har taget en overilet handling. At hun har misbrugt sin magt til at få bortvist drengene. Det ved de begge to godt, ikke er rigtigt. Kirstine har intet haft med bortvisningen at gøre. Men skolelederens holdning er, at det er bedst at dysse sagen ned. Også af hensyn til Carl.
”Han siger, at der er tale om nogle misforståelser, og at ’vi jo ikke er den slags skole, som bortviser vores elever’,” fortæller Kirstine.
Skolelederen indikerer også, at mobningen måske er noget, der foregår oppe i Carls hoved. Kirstine og Carls far er chokerede. De føler, at både de og Carl bliver mistænkeliggjort for at køre sagen op. Og det går op for dem, at Carls frygt for konsekvenserne ved at sige det højt, er blevet til virkelighed.
”For Carl er situationen kun blevet endnu værre. Nu skal han ikke blot leve med de daglige ydmygelser og mobberier, men også med skolens og de andre forældres historie om, at det er noget, han bare har fundet på,” siger Kirstine.
Får medhold i klage
Tilbagetrækningen af bortvisningen gør beslutningen enkel for Carls forældre: Deres søn skal ikke tilbage efter juleferien. Den eneste løsning de kan se, er, at Carl skifter skole.
Det er halvandet år siden. Carl har netop færdiggjort 9. klasse på skolen i nabokommunen og stortrives. Han har fået nye gode venner og er ikke længere bange for at gå i skole. Carl har også skiftet håndboldklub og nyder igen at spille håndbold.
Forældrene har efterfølgende klaget over skolens håndtering af sagen til Den Nationale Klageinstans mod Mobning og har fået medhold i klagen. I afgørelsen fra klageinstansen står der blandt andet, at skolen ikke har overholdt loven om 10 dages fristen for at lave en handleplan, og at skolen ikke har informeret berørte elever og forældremyndighedsindehavere i overensstemmelse med undervisningsloven. Der står også, at Klageinstansen i sin vurdering har lagt vægt på, at skolens afdækning af dynamikkerne og problemet ikke har været tilstrækkelig.
”Jeg er glad for, at vi har fået medhold. Men jeg er ked af de store omkostninger, det har haft for Carl.
Angsten for at blive verbalt og fysisk overfaldet sidder stadig dybt i ham. Det kommer den til at gøre resten af livet,” siger Kirstine.
Familiens yngste barn går stadig på skolen og Kirstine er stadig bestyrelsesformand. Men skolelederen nægter at give hende hånden, og sagen er aldrig siden blevet nævnt med et ord af ledelsen. De har heller ikke spurgt til, hvordan det går med Carl. I det lille lokalsamfund, hvor familien bor, går der fortsat rygter om, at det var Kirstine, der i første omgang fik bortvist de tre drenge. Forældrene til de tre mobbere går over på den anden side af vejen, når Kirstine møder dem. Og de vender ryggen til hende oppe i Brugsen uden at hilse, når hun er oppe og handle. På den måde påvirker sagen stadig familien.
Carl siger selv, at han ville ønske, at eleverne fra hans gamle skole ikke ville dømme ham ud fra de tre drenges version af historien. Han beder blot om, at sandheden kommer frem. Og for Carls forældre er tavsheden om sandheden næsten det værste: At skolen på trods af klagenævnets medhold i klagen, ikke vil erkende deres fejl og anerkende, at Carl blev mobbet. At skolelederen aldrig har skrevet ud til de andre elever og forældre og fortalt sandheden om, hvorfor Carl skiftede skole.
”Skolelederen har haft halvandet år til at fortælle, at Carl blev udsat for mobning. Men det er ikke sket. Og nu er det for sent. Carls årgang har haft sidste skoledag, så missionen om at trække sagen så meget i langdrag at problemet forsvinder af sig selv, er lykkedes. Han vandt,” siger Kirstine.
Artiklen er blevet til på baggrund af interview og gennemlæsning af alle sagsakter, mailkorrespondenser, sms’er og journaler. Heriblandt klageafgørelsen fra Den Nationale Klageinstans mod Mobning. Af hensyn til Carl er alle navne i artiklen anonymiserede. Redaktionen har talt med skolelederen på Carls tidligere skole, men han vil ikke udtale sig om den specifikke sag af hensyn til sin tavshedspligt.
Udgivet: august 2020
