Er dit barn blevet beskyldt for at mobbe andre? Det kan du gøre

”Dit barn mobber mit barn”. Som forælder kan det være hårdt følelsesmæssigt at blive kontaktet af andre forældre, der fortæller, at ens barn mobber andre. Kan det virkelig være rigtigt? Er mit barn ”ondt”? Har jeg opdraget min søn forkert? Er det i virkeligheden mit barn, som bliver mobbet af de andre? Kan det skade mit barn at blive sat i bås som ”mobberen”? Træk vejret dybt og forsøg ikke at lade følelserne styre dine handlinger, lyder det fra koordinator af Forældrerådgivningen, Rikke Alice Bille. Hun kommer her med 8 gode råd til, hvad du kan gøre for at løse situationen.

TEKST: MAJ CARBONI
ILLUSTRATION: PERNILLE MÜHLBACK

“Moren skrev til mig, at mit barn altid vil bestemme og han er egoistisk og forkælet,” fortæller en forælder i magasinet Skolebørns store forældreundersøgelse om mobning. Faktisk oplever 42 procent af de forældre, hvis børn er blevet beskyldt for mobning, at det er deres barns personlighed, der bliver peget på som årsag til udfordringerne.
I Skole og Forældres Forældrerådgivning er det en klassisk problemstilling, at både skoler og forældre udpeger enkelte børn som årsag til mobning, fortæller koordinator, Rikke Alice Bille. Virkeligheden er dog altid mere nuanceret og kompleks.
”Børn gør ikke noget uden, at der er en god grund til det i deres perspektiv. Hvis man ikke kigger på de underliggende årsager og fokuserer på ”mobbere” og ”ofre”, bliver alle i virkeligheden ofre,” siger hun og forklarer:
”Det kan være ødelæggende for et barn at være udsat for mobning, men det kan også være ødelæggende for et barn at blive stemplet som ”den onde”, der for eksempel er årsag til, at andre må gå ud af skolen. Det kan være en fortælling, der kommer til at præge ens selvforståelse resten af livet. Det kan også være virkelig hårdt at være forældre til ’mobberen’. Både fordi det er enormt ubehageligt at få stemplet sit barn som ”ond” og fordi det underforstået er en hård kritik af ens forældrerolle.”

Der er altså god grund til at reagere, hvis ens barn bliver beskyldt for mobning – og virkelig naturligt, hvis man reagerer følelsesmæssigt på en sådan anklage. Det er dog helt afgørende, at det ikke ender med, at I forældre går i kamp mod hinanden eller skolen. Så bliver konflikterne bare værre, lyder erfaringerne fra Forældrerådgivningen. Derfor får du her koordinatorens bedste bud på, hvad du kan gøre.

%

oplever, at der i ringe grad eller slet ikke bliver lyttet til deres barns version af sagen.

%

oplever, at deres barn selv bliver mobbet - ofte af de børn, der beskylder dem for mobning.

%

oplever, at ordet ”mobning” har forværret samarbejdet mellem skole og hjem.

Kilde: Undersøgelse foretaget i juni 2020 af magasinet Skolebørn med besvarelser fra 1.164 forældre til børn i folkeskolen. Heraf har 36 % angivet, at de har oplevet, at deres barn er blevet mobbet. 12 % har angivet, at deres barn er blevet beskyldt for at mobbe andre.

Forældrerådgivningens 8 råd

1. Undgå diskussioner med de andre forældre

Har du fået en besked på telefonen, sociale medier eller Aula fra en anden forælder om, at dit barn mobber? Man kan have virkelig meget lyst til at svare tilbage, men det er bedst at lade være. Det er aldrig en god idé at tage den slags diskussioner på Aula, Facebook eller lignende. Det er heller ikke en god idé at ringe til de andre forældre, da det hurtigt kan blive anklagende og optrappe konflikten, fordi det er så følsomt et emne.

I kan evt. skrive en helt kort besked i en anerkendende tone, som eksempelvis: ”Det lyder alvorligt. Vi kontakter lærerne med henblik på at løse udfordringerne.”

2. Tag en grundig – og åben – snak med dit barn

Tag en god snak med dit barn på et tidspunkt, hvor I har god tid og begge har ro på. Det er vigtigt ikke at dømme, anklage eller tage parti i sagen. Vær i stedet åben og nysgerrig for at få et indblik i, hvad der er på færde. Hvilke situationer er der tale om? Hvem er der? Hvad sker der? Hvornår er det? Hvad skete der før? Hvad er dit eget barns bud på årsagen til, at han/hun selv handler sådan?

3. Kontakt klasselæreren

Ring eller skriv til klasselæreren og bed vedkommende om at håndtere det. Det er skolens ansvar at tage sig af det, hvis der bliver talt om mobning i en klasse. Det er også en mulighed at inddrage skolens trivselsvejleder, fællesskabsvejleder eller inklusionspædagog, som kan have faglig indsigt i sådanne problemstillinger og bidrage til at løse dem. Hvis skolen har en god antimobbestrategi vil de have en strategi for, hvad der skal ske.
En oplagt mulighed er, at skolen til en start indkalder de involverede forældre til et møde, hvor det er læreren (eller andet personale), der styrer ordet og mægler mellem jer forældre med det formål at skabe en forståelse for hinandens oplevelser og få en god tone mellem jer, så I kan samarbejde om at løse udfordringerne.
Det er også vigtigt, at jeres og børnenes forskellige oplevelser synliggøres for læreren, så de kan arbejde med det i skoletiden.

Skolen løser udfordringerne bedre end forældrene

%

af de forældre, der har oplevet mobning i klassen, oplevede at skolens indsats løste eller forbedrede udfordringerne med mobning.

%

oplevede at samarbejdet mellem forældrene løste eller forbedrede udfordringerne.

Kilde: Undersøgelse foretaget i juni 2020 af magasinet Skolebørn med besvarelser fra 1.164 forældre til børn i folkeskolen. Heraf har 36 % angivet, at de har oplevet, at deres barn er blevet mobbet. 12 % har angivet, at deres barn er blevet beskyldt for at mobbe andre.

4. Bliv på egen banehalvdel

Når I sidder til samtale med de andre forældre og personale fra skolen, så tal udelukkende ud fra jer selv. Fortæl hvad jeres barn har fortalt og hvad I har oplevet så neutralt og faktuelt som muligt.
Fx: ”Ida har beskrevet, at…”, ”Vi oplever, at Ida er rigtig ked af det når…”
Lad være med at formode, hvad der sker i skolen, beskylde de andre for noget, gætte på deres motiver eller konkludere noget.

5. Hold den gode tone

Vær bevidst om, at det kan vække mange følelser hos både jer og de andre forældre, når der bliver talt om mobning. De andre forældre har sikkert henvendt sig, fordi deres barn ikke trives og er derfor følelsesmæssigt berørt. Det er også hårdt at høre anklager mod ens eget barn, så det er naturligt, hvis I selv bliver berørte eller ophidsede. Begge dele er helt forståeligt, men det er alligevel vigtigt, at I forholder jer roligt, ikke er opfarende og holder en god tone.

6. Vær nysgerrig og lyt

Husk, at hvis man ikke har været til stede, ved man ikke, hvad der er foregået. Den samme situation kan opleves på mange forskellige måder alt efter, hvem der oplever det. Derfor er det vigtigt, at alle de involverede parter er åbne for de forskellige oplevelser og synsvinkler. Spørg derfor gerne åbent og nysgerrigt ind til de andre børn og forældres oplevelser – uden at dømme eller virke anklagende.

forældre, der har oplevet, at deres barn er blevet mobbet, oplever, at der kun i ringe grad eller slet ikke er blevet lyttet til deres børns oplevelser

Kilde: Undersøgelse foretaget i juni 2020 af magasinet Skolebørn med besvarelser fra 1.164 forældre til børn i folkeskolen. Heraf har 36 % angivet, at de har oplevet, at deres barn er blevet mobbet. 12 % har angivet, at deres barn er blevet beskyldt for at mobbe andre.

7. Invitér til samarbejde

Erkend at mobning aldrig kun har én side, men at der altid er tale om relationer mellem flere parter. Mobning er udtryk for, at der er udfordringer i fællesskabet og derfor er det også i fællesskabet, at løsningerne skal findes. Hvis I forældre ikke kan samarbejde, bliver det også svært for eleverne at samarbejde om at løse udfordringerne. Vær derfor konstruktiv og hav fokus på, hvordan I kan bidrage til at løse udfordringerne i samarbejde med skolen og de andre forældre.

 8. Hvis problemet ikke løses…

Lærerne er forpligtede til at handle på henvendelser om mobning, men hvis du alligevel oplever, at vedkommende ikke reagerer eller gør nok, kan du overveje om der er andre lærere eller pædagoger på skolen, som du har tillid til, som du måske kan alliere dig med. Man står stærkere, hvis man har én ved sin side, som er i systemet.
Hvis ikke du kan finde tilstrækkelig hjælp hos personalet, kan du kontakte skolens ledelse. Alle skoler skal have en anti-mobbestrategi og en handlingsplan, som det er en god idé at læse og eventuelt henvise til, hvis det bliver nødvendigt.
Hvis skoleledelsen og personalet på skolen stadig ikke handler tilstrækkeligt, kan man gå til skolechefen i kommunen og derefter til borgmesteren. Man kan også klage over skolens håndtering af situationen til Den Nationale Klageinstans mod Mobning.

Hvis dit barn mistrives i skolen og/eller har uhensigtsmæssige måder at reagere på – og han/hun ikke får den fornødne hjælp og støtte i skolen – er det også en mulighed, at man som forældre skriver en underretning til kommunen, hvor man beskriver sagen og bekymringen for ens barns sociale, faglige og personlige udvikling.

 Har du spørgsmål om mobning eller brug for at tale med nogen om dit barns situation? Kontakt Skole og Forældres gratis og anonyme Forældrerådgivning her.

Det kan være tegn på mobning:

  • når drilleri ikke længere er karakteriseret ved at være gensidigt, kærligt eller sjovt for begge parter
  • når driller ikke længere forekommer i enkeltstående og spontane situationer
  • når drilleri ekskluderer én eller flere personer fra fællesskabet
  • når elevgruppen er præget af manglende medlidenhed og bliver ligeglade med offeret
  • når nedværdigende handlinger accepteres i elevgruppen
  • når der ikke er plads til forskellighed i gruppen
  • når fællesskaberne ikke har noget positivt at samles om
  • når tonen blandt eleverne generelt er hård.

Kilde: Den Nationale Klageinstans mod Mobning

Udgivet: august 2020