Klumme:

Den gode pædagog er sin vægt værd i guld…

”Hvordan har du det egentlig, skat?”
Idet jeg stiller spørgsmålet til min dengang 12-årige datter, trækker der vand i hendes øjne.

TEKST: CHARLOTTE HØJLUND

Reaktionen kommer en del bag på mig, selv om jeg har undret mig over, at det efterhånden er noget tid siden, der har været veninder med hjemme. Og hvis der endelig har, har det ikke været de samme som tidligere. Nu er det pludselig nogle, som jeg stort set ikke har hørt om før – eller i hvert fald kun meget sporadisk.

Forud har vi været igennem de daglige: ”Hvordan er gået i skolen dag, skat?” Og jeg har også fået de helt sædvanlige ”Fint…”-svar.

Men af en eller anden årsag føler jeg mig nødsaget til at spørge mere ind lige denne dag, og så kommer tårerne – om end noget modvilligt.

Knas i pigegruppen

Jeg har da fulgt med på intra og godt noteret mig, at der var noget knas i pigegruppen, og vi har også talt om det, men det var ikke mit indtryk, at det egentlig var noget, der gik hende voldsomt på. For hun var glad nok for at tage i skole og også glad, når hun kom hjem igen. Men, så var der lige det der med, at hun igennem en periode ikke havde været sammen med nogen efter skoletid – dét var anderledes, og dét undrede mig.

I den senere tid var der også kommet beskeder fra skolen til pigeforældrene om udfordringer, og at der blev holdt møder med pigerne.

Nu er hun ikke den første datter i min (store) flok, så jeg er ikke uvant med, at balancerne ofte forskydes især blandt pigerne, eller at det giver udfordringer. Den ”populære” pige skifter hele tiden, enten fordi én går ud, en anden kommer ind – eller bare fordi.

Min datter har ret ufrivilligt selv haft rollen en overgang, for det er også en rolle, der forpligter, og en der følger ansvar med. Og når man er bare 12 år, kan det være svært at håndtere, at man faktisk kan styre, hvordan hele gruppen fungerer.

En anden udfordring for pigegrupper er, når de er tre, der hænger ud sammen. Når det går godt, er det super-godt, men når det ikke gør, er der pludselig en, der føler sig udenfor – helt med rette.

Og det var dér, vi var. Med rette eller ej, så følte hun sig ekskluderet fra det tidligere trekløver, og hun var ikke længere ”den populære”, så hvem skulle hun være sammen med? Hun blev hverken mobbet eller holdt uden for af de andre, men når man mest har holdt sig til en lille gruppe, kan det være svært at blive lukket ind i en ny, som også har holdt sammen. Og så var de andre konstellationer bare heller ikke altid konfliktfri.

LÆS OGSÅ: Noah blev udelukket fra fællesskabet af lærerne og de andre elevers forældre

Men så kom Jan på banen.

Jan som jeg havde kendt som mine børns pædagog igennem rigtig mange år efterhånden. Nu var han ikke ”bare” pædagog, men også AKT-medarbejder (Adfærd, Kontakt, Trivsel), og så skete der noget.

Der blev skrevet ud, at han gerne ville prøve at tage hånd om det, og vi involverede pigeforældre holdt et uofficielt møde omkring et havebord og aftalte, at det var et skud værd.

Og det var det. Jan var ”hele sin vægt værd i guld”. Han hentede pigerne på skift og gik en tur med dem, hvor de fik fortalt deres version. Efter at have været hele gruppen igennem, holdt han et samlet møde, hvor de fik lavet nogle gode og ordentlige aftaler. Og siden har det fungeret rigtig godt. Ikke dermed sagt, at ’”Så levede de lykkeligt til deres dages ende”, men ret tæt på. Der kom ro på, og der blev skabt relationer mere på kryds og tværs, så de var mindre afhængige af helt små grupper.

Jeg kunne unde alle skoler og klasser en ’Jan’, der i løbet af ganske kort tid kan skabe underværker. Det var også ham, der på en meget afslappet måde fik sat fokus på alkohol og stoffer i en af mine sønners klasser, men den historie må I få en anden gang…

LÆS OGSÅ: Indsats mod mobning: Eleverne trænes i at mærke egne følelser og forstå andres

LÆS OGSÅ: Formand: Lyt til forældrenes oplevelser med mobning

Udgivet: august 2020