Professor:
“Det er usagligt at give forældrene skylden”
“Hvis der er noget galt med børnene, er det fordi, der er noget galt med forældrene.”
Sådan lyder logikken på mange skoler, men det er en forældet forståelse af børns udvikling, der kan være skadelig for, hvordan skolen håndterer elever med udfordringer og deres forældre, mener professor i udviklingspsykologi, Dion Sommer.
TEKST: MAJ CARBONI
ILLUSTRATION: JILL SENTF
“D er render en masse praktikere rundt med en tilknytningsteori, der er 30 år gammel. Det er ret uhygeligt.” Sådan lyder det fra professor i udviklingspsykologi, Dion Sommer, i et interview i bogen Er det mors skyld? af forfatter og pårørendementor, Dorthe Stieper. Dion Sommer peger på, at der på professionsuddannelserne undervises i en teori, som kom frem i 1960erne, der bygger på en antagelse om, at hvis der er noget galt med barnet, er det fordi, at der er noget galt med forældrene. Specielt moren har en grundlæggende betydning og ansvar for, hvordan et barn udvikler sig, mente man. Dengang blev mødre til børn med autisme fx anset for at være “kolde køleskabsmødre”, der ikke formåede at skabe en tryg følelsesmæssig tilknytning til deres børn, som derfor blev socialt handicappede. Hvis barnet derimod havde svært ved at være adskilt fra sin mor, var teorien, at det var en “symbiose-mor”, der ikke ville give slip på sit barn.
Medfødt sårbarhed
Ifølge den nyere udviklingspsykologi og tilknytningsteori er det fuldstændig uprofessionelt og ufagligt at tillægge moren skylden for barnets psykiske mistrivsel, påpeger Dion Sommer i bogen. Idag er der langt større viden om, at der kan være en neurologisk medfødt sårbarhed, som er i barnet uanset, hvor det plantes. Og at de vanskeligheder, som barnet har, selvfølgelig også vil påvirke en forældrerolle. I stedet for at se på moren som årsag til mistrivslen kan man forstå moren som oversætter mellem barnet og verden og omvendt – og man anerkender, at barnet bliver trygt af at være sammen med sin mor, og ser, at hun derfor kan være i stand til at få barnet til at udvikle sig.
Dårlige normeringer og præstationsfokus
Den nyeste udviklingspsykologi peger også på, at børn kan knytte sig til flere forskellige personer (fx også pædagoger og lærere) og er i mange kontekster, som påvirker dem. Så der er tale om et samspil af mange faktorer, der spiller ind på, hvordan et barn udvikler sig. Forældrene har selvfølgelig en stor betydning for barnet, men der kan fx også være dårlige forhold i skolen, som gør, at barnet mistrives. Dion sommer har selv i flere bøger peget på dårlige normeringer i daginstitutioner og skoler, kravet om at være tilgængelig på nettet hele tiden samt test- og præstationssamfundet som årsag til, at flere og unge mistrives. “Det er kontekster, som forældrene ikke har indflydelse på”, siger han. Professoren har studeret de unges stigende mistrivsel nøje og konkluderer, at der ikke er evidens for at lægge skylden på forældrene. Tværtimod opfordrer han til, at der på skolerne bliver gjort op med den myte:
“I det øjeblik man pålægger skyld, mener jeg ikke, man er sin faglige uddannelse værd. For hvordan skal du arbejde og hjælpe mennesker, hvis det handler om at placere skyld? Professionelle skal kunne forstå, når det går galt, hvorfor det går galt, og hvad man kan gøre for at rette op på det. Og der nytter det altså ikke at uddele skyld til fx mødre eller familien,” siger Dion Sommer til Dorthe Stieper i bogen “Er det mors skyld?”.
Forskning:
5 kendetegn ved et godt skole-hjem-samarbejde
1. Samarbejdet mellem skole og hjem er ligeværdigt og tillidsfuldt.
Tillid er et nøgleord i forskningens bud på et godt samarbejde. Hvis parterne har tillid til hinanden, skaber det overskud til at håndtere problemer og konflikter, når de opstår. Der skal dog arbejdes på at opbygge tillid. Det er vigtigt, at læreren eller pædagogen løbende er i kontakt med forældrene og kommunikerer om elevens styrker og potentialer. Det kan fx ske gennem et ugebrev og ved uformelle møder og samtaler.
2. Der er gensidig respekt for parternes forskellige ekspertise og nogle klart definerede roller og ansvar.
Skolens personale er de professionelle, der har indsigt i, hvilke kompetencer der arbejdes med i de forskellige fag, ligesom de har specifik viden om undervisningsmetoder, klassen og den enkelte elevs læring. Forældrene har til gengæld til indsigt i deres eget barn og den familiekultur, det indgår i. Lærere og pædagoger må vise tillid til, at alle forældre kan bidrage og være ressource i barnets udvikling.
3. Forældrenes rolle er konkretiseret.
Det har betydning, at skolen tydeligt formidler til forældrene, hvad de som forældre kan bidrage med, og giver dem konkrete ideer til, hvordan de kan støtte barnets læring. Samarbejdets aktiviteter er tydeligt rammesat og giver plads til dialog. I stedet for at fokusere på de problemer, der opstår, er man optaget af, hvordan forældrene kan bidrage konstruktivt, og personalet må vise i ord og handling, hvordan forældrenes viden kan bruges. Det er dog særdeles vigtigt, at forældrene ikke oplever, at de nu står alene med ansvaret. De gode løsninger skal findes gennem samarbejde.
4. Samarbejdet med forældrene er differentieret.
Forældrene skal tilbydes forskellige deltagelsesmuligheder. Det kan skolerne gøre ved at variere samarbejdsformerne og tilpasse dem til forældrenes forudsætninger og behov.
5. Ledelsen prioriterer samarbejdet strategisk og i hverdagen.
Det er vigtigt, at skolen har en fælles strategi for samarbejdet, der omfatter det værdimæssige grundlag, ansvarsfordelingen og de ressourcemæssige rammer. Skoleledelsen skal løbende støtte og bakke lærerne og pædagogerne op i det daglige samarbejde med forældrene og vurdere om niveauet for samarbejde og samarbejdsformerne er tilpasset forældregruppen.
Kilde: Uddrag fra vidensnotatet, ‘Skole-hjem-samarbejdet’, der er baseret på en vidensopsamling gennemført for Undervisningsministeriet af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) i 2017. Find hele notatet på eva.dk
Udgivet: februar 2023
HAR DU BRUG FOR VEJLEDNING OM DIT BARNS UDFORDRINGER?
Ring til Forældrerådgivningen på 70 25 24 68
