Vælg Side

”Vi kom så langt ud, at jeg så min søn som et monster og følte, det var min skyld”

Hvorfor skal han altid ødelægge det hele, tænker Charlotte ofte om sin søn. Først da hun begynder at arbejde med sig selv, indser hun, at Tobias skælder ud og gør modstand, fordi han har det virkelig svært. Da hun stopper med at gøre som skolen og lægen råder hende til, begynder der en forvandling.
Her får du historien om Tobias fortalt af hans mor.

TEKST: MAJ CARBONI
FOTO: NATHAN DUMLAO, UNSPLASH

”Pas på din lille lort. Du er jo langsommere, end en snegl,” råber Tobias vredt, da han overhaler sin lillebror og giver ham et skub med skulderen, så Elliot vælter på sin nye blå cykel og lander grædende i gruset.

Charlotte kan mærke, hvordan den vrede, der konstant rumsterer i hendes mave, bruser op og får ordene til vælte hvæsende ud af hende.
”Tobias for fanden da også! Hvorfor skal du altid mobbe din bror? Kan vi nu ikke bare være på cykeltur sammen, som en almindelig familie?!,” råber hun.
Lidt for højt, synes hun selv i sekundet bagefter.
Charlotte kan mærke en trang til at skrige.
”Hvad er det, jeg har gjort galt. Kan jeg slet ikke finde ud af at være mor?” lyder hendes indre stemme igen.
Hun vil jo bare så gerne være en rigtig familie. Sådan nogle der griner og hygger sig, når de er sammen. Er glade.

Charlotte kan huske, hvordan hun selv som barn elskede at lege med sin lillebror – og hendes mand, Mikkel, har som enebarn altid ønsket sig søskende. Nu har de selv fået to børn, men deres drøm om en familie er indimellem blevet til et helvede. Det er Tobias, der altid ødelægger det hele. Selv deres ferier er frygtelige. Hvad er der med den dreng? Han siger bare ”nej” til alt. Eller rettere råber. Nej til at stå op, nej til at spise morgenmad, nej til at tage tøj på. Selvom Tobias er 11 år, må hun de fleste morgener give ham bukser, sokker og sko på i sengen, så de har bare en nogenlunde chance for at få ham ud i bilen og i skole. På de dårlige morgener stikker han af fra hende, spæner ind på værelset og flår sit tøj af igen.

Reagerer kun derhjemme
Allerede i børnehaven henvender Charlotte og Mikkel sig til pædagogerne, fordi de er bekymrede over, at Tobias ikke er som andre børn. Men det oplever pædagogerne ikke. Tværtimod. Han er hurtig til både at tale og gå og får ros, fordi han er så god til at tælle de andre børn i bussen, når de skal afsted i skoven.

Da Tobias begynder i skole, bliver hans vredesudbrud derhjemme værre. Nogle gange bliver han så rasende, at han kan finde på at sparke og slå på både sin lillebror, mor og far. Charlotte henvender sig flere gange til lærerne for at høre, om Tobias har udfordringer i skolen, siden han er så sur og trist derhjemme. ”Vi mærker ikke noget herovre. Han er så god for klassen,” svarer lærerne. Det får Charlotte til at tænke, at det må være dem som forældre, der gør noget galt. Eller måske er det bare sådan, det er at have børn? Hun spørger sine venner, der arbejder som lærere og læger.”Du skal bare give ham nogle fastere rammer og turde stille krav til ham,” lyder de velmenende råd. Charlotte føler sig som en endnu større fiasko. Hun synes, at alt de gør, er at stille krav til Tobias, som altid bare svarer med sit rungende ”NEJ!”.

Charlotte og Mikkel prøver at få hjælp til at få familielivet til at fungere med Marte Meo metoden, hvor man ved hjælp af video analyserer samspillet mellem forældre og børn. Men det har ikke den store effekt. Senere tager de Tobias til psykolog. Hun konkluderer, at forældrene skal sætte fastere rammer og, at de ikke lytter nok til deres søn. Men Charlotte synes, de indretter hele deres liv efter Tobias, for han vil jo ikke indgå i noget som helst på andres præmisser.

Charlotte og Mikkel føler, at de står meget alene med deres udfordringer, for der er ingen, der ser, hvad de ser derhjemme. Når Tobias er ude blandt andre, opfører han sig fint. Efterhånden ser Charlotte hverken venner eller familie mere, for Tobias bliver ked af det og rasende, hvis hun skal gå, og er frustreret, når hun kommer hjem.

Ingen trøster Tobias
I 4. klasse skifter Tobias skole, og han virker umiddelbart glad det første år. Men så begynder det at gå ned ad bakke igen. Charlotte engagerer sig som trivselsforælder i et håb om, at nogle arrangementer for klassen kan få Tobias til at synes, det er sjovere at gå i skole. Det går dog ikke, som hun håber på.

I 6. klasse lejer hun og de andre trivselsforældre en hytte, hvor både elever, forældre og søskende fra klassen skal hygge sig en weekend. Solen skinner, der er gang i grillen og Charlotte sidder og hyggesnakker med en gruppe andre forældre, da der pludselig lyder råb og gråd fra fodboldbanen. Hun stivner med det samme. Er det Tobias, der igen er havnet i en konflikt? Hun ved godt, at når Tobias spiller fodbold, så handler det kun om at vinde. Charlotte finder aldrig ud af, præcis hvad der egentlig skete, men det er vist noget med, at Tobias lavede en hård tackling. Begge drenge ligger i hvert fald forslåede i græsset og græder. Klassekammeraterne myldrer over til den anden dreng. De trøster ham og hjælper ham på benene igen. Tobias ligger alene tilbage på boldbanen og hulker. Ingen af klassekammeraterne skænker ham tilsyneladende en tanke. Tobias kommer selv på benene og spurter ind på sovesalen, hvor han gemmer hovedet i en pude og skriger. Charlotte kan slet ikke trøste ham. Han græder og græder og vil ikke med ud til de andre igen. Heller ikke da grillpølserne kommer på bordet, eller der er is efter maden. Charlotte er selv ved at bryde sammen, da hun kan se, at de andre børn bare leger videre, uden at nogen går op til Tobias for at høre, om han er ok og vil med ud. Et par af de andre forældre siger trøstende til Charlotte, at deres børn da anser Tobias som en ven. ”Men det er jo ikke rigtigt,” tænker Charlotte. ”Han har ingen venner i den klasse.”

”Han spiller smart og er dominerende”
Tobias har heller aldrig klassekammerater med hjemme mere. Han klager ofte over ondt i maven og siger, at han ikke kan gå i skole. Charlotte og Mikkel får ham undersøgt hos flere forskellige læger, der konkluderer det samme: Der er ikke noget galt med maven. Så får Tobias pludselig ondt i anklen og kan ikke gå. Eller også er det noget andet, der gør, at Tobias ikke mener, at han kan komme i skole. Charlotte og Mikkel insisterer. Han skal jo afsted.

Da der er skole-hjem-samtale, går Charlotte og Mikkel ind ad døren med det håb, at de sammen med lærerne kan få lagt en plan for, hvordan de kan hjælpe Tobias med at trives bedre. Tobias kigger ned i bordet og tager ikke noget, da klasselæreren rækker en lille skål med chokoladekiks frem mod dem. ”Du er dygtig fagligt, men du spiller smart og er dominerende, så du kommer ud i for mange konflikter,” lyder det fra lærerne. Tobias kigger stadig ned i bordet. Charlotte synes, de er lidt hårde ved ham. Men på den anden side tænker hun, at de jo nok har ret. Han er jo også urimelig overfor sin lillebror derhjemme. Da det bliver forældrenes tur til at tale, siger Charlotte, at Tobias heller ikke altid bliver behandlet så pænt af klassekammeraterne. Hun har hørt, hvordan de andre drenge taler til ham, når de spiller Fortnite online, og synes, der er et meget hårdt sprog. Det bliver slået hen af lærerne. Da Charlotte og Mikkel går ud ad døren, føler de sig igen helt alene og magtesløse.

I tiden efter skole-hjem-samtalen bliver Tobias’ frustrationer større. Når han kommer hjem fra skole, smadrer han døren i med et brag og overfalder familien med skældsord. Hvis han altså ikke lukker sig inde på værelset. Charlotte kan næsten ikke være i sig selv, når det går ud lillebror. ”Dumme-Elliot, ”Lorte-Elliot” råber Tobias i hovedet på sin lillebror og skubber vredt til ham, når han går forbi.

En dag, da Tobias er så vred, at han kaster rundt med tingene derhjemme, stirrer Charlotte på ham og bliver overmandet af afmagt. Han er som et monster, hun slet ikke kan forstå eller nå ind til. Hun føler, at hun har svært ved at elske sin egen søn. Og så kommer skylden og skammen væltende ind over hende. Man må da være en dårlig mor – et dårligt menneske – hvis man ikke elsker sit eget barn. Lidt før sommerferien må Charlotte og Mikkel opgive at få Tobias i skole mere.

Kan der ligge en diagnose bag?
En dag, da Mikkel er på arbejde, fortæller hans kollega, at hans voksne søn er blevet udredt og har fået en autismediagnose. Kollegaen fortæller nogle ting om sønnen, som Mikkel kan genkende i Tobias’ måde at være på. ”Hvis jeg bare havde vidst det noget før, så kunne jeg have hjulpet ham bedre,” siger kollegaen. Da Mikkel kommer hjem, fortæller han historien til Charlotte, og de bliver enige om at bestille tid hos en hos en privat psykolog, så de hurtigt kan få svar på den tanke, der i forvejen var begyndt at rumstere: Kunne en diagnose være forklaringen på, hvorfor Tobias har så mange udfordringer med ting, som andre på hans alder ikke har?

Charlotte og Mikkel tager til en samtale med den private psykolog. ”Er han sådan en som bare tager og tager og aldrig giver noget tilbage?” spørger psykologen. ”Ja!” udbryder Charlotte og Mikkel nærmest i munden på hinanden. Efter en række andre spørgsmål mener psykologen, at der kan være tegn på, at Tobias har autisme. Hun råder dem til at bede om en udredning gennem det offentlige system, så han har bedre muligheder for at få den nødvendige støtte. Det er nemlig ikke altid, at skolen og kommunen godkender udredninger fra private, fortæller psykologen.

”I skal bare sige, at han skal i skole”
Selvom Tobias ikke har været i skole i to uger, reagerer skolen ikke rigtig på Charlotte og Mikkels henvendelser. Forældrene stoler heller ikke længere på, at lærerne kan hjælpe. De er efterhånden desperate og tager kontakt til deres egen læge, hvor de får en tid, da de gerne vil have lægens hjælp til at få Tobias udredt. Og der sidder de så alle tre på stribe ved skrivebordet med lægen bag computeren på den anden side. Charlotte forklarer, hvordan Tobias ikke kan komme ud af sengen, når de prøver at få ham i skole om morgenen, og hvordan han råber, skælder ud og slår, når han kommer hjem. Og at de nu helt har opgivet. Mens hun snakker, lægger hun forsigtigt sin hånd på Tobias’ lår. Han lader den for en gangs skyld ligge.

Charlotte føler sig helt nøgen efter at have sagt højt, at hun ikke ved, hvordan hun skal hjælpe sin egen søn. Lægen skriver noter med to fingre på tastaturet. Klank, klank, klank. Charlotte tager sig selv i at trække vejret i små gisp. Endelig drejer lægen stolen væk fra computeren og læner sig let ind over bordet. Hun kigger skiftevis Charlotte og Mikkel insisterende ind i øjnene: ”I skal gå ind på Tobias’ værelse om morgenen, tage ham i hver jeres hånd og sige ”Nu skal du i skole”. Og så går I op på skolen,” siger hun. Der er ingen hjælp til at få Tobias udredt. Charlotte husker lægens ord og tonefald flere år efter. Hvordan hun får det til at lyde som om, at Charlotte og Mikkel er små uartige børn, der ikke kan finde ud af det mindste.

Charlotte får en erkendelse
I dagene efter lægebesøget sker der noget i Charlotte. Hun gør det stik modsatte af, hvad lægen har sagt og stopper med at forsøge at tvinge Tobias afsted om morgenen. ”Vi bliver nødt til at finde frem til hans indre motivation,” tænker hun. Charlotte og Mikkel opsøger en ny psykolog med indsigt i skolevægring og autisme, der giver dem et råd, som er helt modsat andre professionelles anbefalinger. Et råd som de for første gang føler giver mening: Lad Tobias være på sit værelse, indtil han selv har lyst til at komme ned. Hvis han ikke vil i skole, skal han ikke i skole. Han har brug for en pause. Ja, hele familien har brug for en pause.

De første par måneder er Tobias alene hjemme, mens Charlotte passer sit job, men hun kan mærke, at der er noget, der ikke føles rigtigt. Hun har brug for at mærke efter. ”Jeg er nødt til at hjælpe mig selv, hvis jeg skal kunne hjælpe min søn, for der er ingen andre, der kan hjælpe ham,” tænker hun. Charlotte opsøger en terapeut, som hun har jævnlige samtaler med. En dag siger terapeuten noget, der kommer til at ændre familiens liv: ”Du skal beslutte, om du vil tage dig selv alvorligt”.

Pludselig står det helt klart for Charlotte, hvad hun skal. Det er gået op for hende, at hun ikke kan mærke sig selv længere. Så hvordan skulle hun kunne mærke sit barn? Hun siger sit job op for at kunne arbejde med sig selv. I maj måned tager Charlotte afsted til Sydfrankrig på et kursus, hun har fået anbefalet af terapeuten. Det er ikke nogen let beslutning, for hun ved, at Tobias vil føle sig fravalgt og svigtet, når hun tager afsted. Derfor er det også mange år siden, at hun har gjort noget som helst for sig selv. Nu kan hun mærke, at det er nødvendigt, hvis deres familie ikke skal gå i opløsning. I Frankrig får Charlotte en erkendelse. På kurset skal de lave en øvelse, der handler om at se den sunde og usunde feminine og maskuline side af mennesket. Charlotte kan hurtigt genkende sig selv som den ”usunde feminine” – et såret offer, som føler sig dårlige end andre mennesker. Hun kan også se det ”usunde maskuline” i Tobias. Hvordan han hævder sig overfor andre og undertrykker sin lillebror. ”Mennesker bliver den usunde version af sig selv, når de ikke har det godt,” fortæller underviseren. Pludselig går det op for Charlotte, at Tobias reagerer, som han gør, fordi han har det skidt. Rigtig skidt. Det er ikke sådan han er som menneske. Når han gør modstand, er det ikke, fordi han ikke vil gøre, hvad forældrene siger, men fordi han ikke kan. Den forståelse kommer til at gøre en kæmpe forskel for den måde, Charlotte ser sin søn på.

Ændrer syn på sønnen – og sig selv
Da Charlotte kommer hjem fra Frankrig, lover hun sig selv, at det skal være slut med at stille krav til Tobias. Nu kan hun se, at han i årevis med sin adfærd har forsøgt at fortælle Mikkel og hende, at han ikke kan det, de beder ham om. De har tolket hans modstand som om, at han ville provokere dem. Gøre oprør mod dem. At de har skældt ham ud for det, har nok gjort det endnu værre. Der er også en anden, som Charlotte lover ikke længere at skælde ud på: Hende selv. Det er gået op for hende, at hun har skældt ud på sig selv hver dag. Hun troede, at hun kun var en succes som mor, hvis det lykkedes hende at få Tobias ind ad døren til det klasselokale. Når det endelig lykkedes, føltes det også som en fiasko, fordi hans gråd sad i hende resten af dagen. Hendes følelse af skyld over at være en dårlig mor, har hun skudt videre over på Tobias. Det kan hun se nu. Hun har været så sur på ham, at det næsten føltes som om, at hun hadede sig eget barn. Hvilket selvfølgelig kun gjorde skyldfølelsen endnu værre.

Med hjælp fra sin terapeut bliver Charlotte langsomt bedre til at hvile i sig selv og mærke efter indeni. Det er ikke fordi, at hun er en dårlig mor, at Tobias har det dårligt. Faktisk har hun jo altid kæmpet for sin søn i en grad, så hun har givet afkald på alt andet.

Konfliktniveauet falder
I takt med at Charlotte ændrer sit syn på Tobias og sig selv, sker der også en ændring derhjemme. Charlotte oplever, at hun langt bedre kan rumme Tobias, når han er frustreret og råber. Hun tager det ikke længere ind i sig selv. Og lige så stille begynder slåskampe og skænderier at ebbe ud. Charlotte og Mikkel beslutter sig for, at Tobias ikke skal tilbage til den skole, som han har fået det så dårligt af at gå i. Charlotte søger om Tabt Arbejdsfortjeneste, så hun kan være hjemme med Tobias til han får det bedre.

I stedet for at have fokus på alt det som Tobias skal gøre anderledes, arbejder Charlotte nu på relationen til Tobias. Charlotte tager blandt andet kurser i ikkevoldelig kommunikation, hvor hun lærer at se de gode intentioner bag folks handlinger og acceptere andre personers nej. Her går det op for Charlotte, at hun har overtrådt Tobias’ grænser gang på gang ved at kræve, at han skulle gøre, som hun sagde. Alle de ting, som hun tænkte, at børn på hans alder burde kunne. Nu hvor hun arbejder på at møde de behov, som hun ser, Tobias har, har de ikke længere så mange skænderier, og Charlotte oplever, at det, der tidligere var store udfordringer, nærmest løser sig selv.

Insisterer på en udredning
Efter at Tobias ikke har været i skole i over en måned, insisterer Charlotte og Mikkel på, at skolen laver en underretning på Tobias til kommunen, fordi han ikke kommer i skole. Med dén og en udtalelse fra den private psykolog foretager PPR en pædagogisk psykologisk vurdering og ender med at indstille Tobias til udredning på Børnepsykiatrisk Afdeling. Tobias har meget modstand mod det, og han skal igennem flere undersøgelser og samtaler, så Charlotte er glad for, at hun har besluttet sig for, at han ikke skal tilbage til den gamle skole mere. Så havde han aldrig klaret det. Det er en hård tid, men Charlotte kan mærke, at der er lys for enden af tunnelen, og holder modet oppe hos familien.

I november bliver forældrene indkaldt til møde for at få svar. Tobias får diagnosen Aspergers. På den ene side er det hårdt for Charlotte og Mikkel at få at vide, at deres søn har en diagnose. Men de er også lidt lettede. Nu er der en forklaring på mange af hans udfordringer, og der er en masse viden, som de kan trække på for at møde og forstå deres søn. Diagnosen åbner også op for, at Tobias kan blive visiteret til et specialtilbud. Tobias har altid været fagligt stærk, så hans forældre havde aldrig troet, at han skulle på specialskole. Men som han har det efter så mange års mistrivsel i folkeskolen, kan de heller ikke se, at det vil fungere for ham i en almindelig folkeskoleklasse. Han ønsker heller ikke selv at komme tilbage til sin gamle klasse. Familien besøger forskellige specialskoler, og i slutningen af 7. klasse begynder Tobias på en specialskole, hvor han går både i 8. og 9. klasse.

De første måneder er Tobias flyvende og synes, det er en fest at gå i skole. Han cykler selv frem og tilbage, hvilket i sig selv er en stor succes i Charlottes øjne. Men så en morgen sker det, at han vælter på cyklen og brækker armen. Det giver Tobias et chok, og da der også er stor udskiftning i personale på skolen og flere elever stopper, begynder det igen at gå ned ad bakke med Tobias’ skoleglæde. På skolen peger de på, at Tobias har været i mistrivsel i så mange år, at han sandsynligvis bærer rundt på en belastningsreaktion.

Lytter bedre efter
Selvom det går op og ned med Tobias’ skoleglæde, sker der en positiv udvikling derhjemme. Charlotte arbejder på, at hun selv og hendes drenge skal blive bedre til at mærke efter i sig selv. Hvad har de lyst til? Og hvad bliver for meget? Hvis Tobias har brug for en fridag fra skolen, så får han det. Nogle uger betyder det, at han kun kommer i skole to eller tre dage.

Charlotte kan mærke, at det er den rigtig vej at gå, men det er ikke altid let at stå fast, når man mærker forventningerne fra skole, familie og venner. Til Tobias’ konfirmation kommer familien på prøve. Tobias har selv fra start af sagt, at han gerne vil være hjemme fra festen klokken fem. Charlotte og Mikkel retter sig efter hans ønske og melder ud, at sådan bliver det. På dagen stråler Tobias. Han holder tale for alle gæsterne og har en fantastisk dag. Alle er i godt humør, solen skinner og børnene spiller stikbold. Familiens venner er kommet helt fra Jylland og Charlotte og Mikkel bliver grebet af den gode stemning og foreslår alligevel, om de ikke skal fortsætte festen hjemme hos dem med pizza og leg i haven. ”Nej, mor. Jeg er træt,” siger Tobias. Og så siger de farvel til gæsterne. Allerede i bilen på vej hjem kravler han nærmest ind i sin nye fleecetrøje, og da de kommer hjem, går han op på sit værelse og kommer ikke ud det næste døgn. Resten af familien kan pludselig også mærke, at de er helt udmattede. De kommer til at grine lidt af sig selv. Tænk, at de alligevel prøvede at presse citronen. Charlotte er stolt af, at Tobias faktisk var den af dem, der bedst kunne mærke sig selv og sagde fra.

Forældrenes lydhørhed bliver igen sat på prøve, da de jyske venner inviterer til deres søns konfirmation. ”Jeg vil ikke med,” siger Tobias. ”Jamen, det bliver du da nødt til, når de nu kom til din konfirmation,” hører Charlotte sig selv sige. Og så stopper hun sig selv. Hun kan mærke, at hun bliver presset af normen om, at man kommer, hvis man bliver inviteret. ”Men er det ikke vigtigere at lytte til sin søn, end at følge en norm,” spørger hun sig selv. Hun ringer til vennerne, der viser sig at have forståelse for Tobias’ beslutning. Og så får han lov til at blive hjemme. Charlotte kan mærke, at når de som forældre går efter den beslutning, der mærkes bedst, og hviler i det, hviler Tobias også i sig selv. Det smitter endda af på lillebror Elliot. En ny fodboldklub forsøger at overbevise ham om at skifte over til dem. Han er fristet af tilbuddet, men mærker efter og bliver i sin gamle klub. ”Det føles som det rigtige,” forklarer han. Charlotte er stolt.

Fremad på livets skæve vej
I dag går Tobias i 10. klasse for sårbare elever. Han har selv valgt skolen og sat sig sine egne mål: Han vil komme mere i skole og også gerne lave lidt med nogle andre unge udenfor skoletiden. Og det ser ud til, at den indre motivation, som Tobias har fået, gør en forskel. Nu cykler han selv i skole, hvilket er et stort skridt for ham, efter han væltede og brækkede sin arm. Han er i gennemsnit hjemme en dag om ugen, når han har behov for det. Og det er ok. Han følger godt med i undervisningen, får gode karakterer og synes godt om både dansk og engelsk, selvom matematik altid har været hans eneste yndlingsfag. Han er endda begyndt at spille basket med nogle af sine klassekammerater efter skole.

Selvom alt ikke er lige ud ad landevejen med Tobias – heller ikke nu – er Charlotte begyndt at se lyst på hans fremtid. Han er blevet god til at mærke sine egne behov og har fundet en indre mening og motivation, som han ikke har haft i alt for mange år. Det er en vigtig evne, han kan tage med sig videre i livet, er Charlotte overbevist om. Det handler jo om at gå efter det liv, som man gerne vil have. Det er noget hele familien har lært. Når Charlotte kigger tilbage på Tobias’ skolegang, kan hun dog godt blive trist. Hvis skolen og de selv langt tidligere havde set Tobias’ udfordringer og mødt ham i hans behov i stedet for at se ham som surmulende, provokerende og umulig, kunne han måske have haft en god skolegang. Hele familien kunne måske have sluppet for at være igennem det helvede, som deres familieliv ofte endte med at være.
”Tænk, at vi skulle så langt ud, at jeg så min søn som et monster og følte, at det var min skyld,” siger Charlotte.

”Tobias blev ikke mødt i sine behov hverken derhjemme eller i skolen, så han har været max presset. Men det vidste vi ikke dengang. Vi så ham som provokerende og egoistisk. Hvis vi havde vidst, at han sagde ”nej” til alt, fordi han ikke kunne – ikke fordi han ikke ville – kunne vi have mødt ham på en helt anden måde,” fortæller Charlotte.

Navnene i artiklen er opdigtede af hensyn til barnet. Redaktionen er bekendt med familiens rigtige navne.

Udgivet: februar 2023

Få ny viden, inspiration og gode råd til at støtte dit skolebarn
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Skole og Forældres magasin, Skolebørn, og få de nyeste artikler direkte i din indbakke 8 gange om året.
Det er helt GRATIS og vi giver ikke din mailadresse videre til anden part.

Hvis du har lyst, kan du udfylde fødselsåret for dit barn/dine børn, så vi kan sende dig artikler, der passer til dit barns klassetrin. Det er selvfølgelig frivilligt og vi bruger ikke oplysningerne til andet.

Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet accepterer du Skole og Forældres privatlivspolitik. Læs den her.