Vælg side

TEMA: SKILSMISSE

På samme hold og samme vej – hver for sig

Ida Binderup og Henrik Lundø bor hver for sig 50 meter fra hinanden, går sammen til forældremøder og tjekker Aula (næsten) lige meget. De er skilt og skoleforældre. Et klart fokus på barnet og et nærværende lærerteam hjalp dem og Alfred på nu 13 gennem skilsmisse-krisen.

TEKST: ULLA HINGE THOMSEN
FOTO: MAJ CARBONI

Ida og Henrik har været skilt i fire år. Plus minus, for det var en flydende overgang; først stoppede forholdet, så kom den formelle skilsmisse, og først to år efter beslutningen flyttede de hver for sig – begge væk fra deres fælles hjem gennem 17 år.

”Det er fire år siden, vi holdt op med at være kærester,” siger Ida.

På det tidspunkt gik deres søn Alfred i anden klasse, mens storesøster Sofie gik i 1.g. De to var det absolutte centrum i måden, Ida og Henrik valgte at gribe skilsmissen an på.

”Hvis det var en madpyramide, ville dét, at vi er gode venner, være bunden. Vi gør os umage, for det skal fungere. Men det falder også naturligt, for vi under hinanden det bedste,” siger Ida.

”Vi ser hinanden som gode forældre og vi vil det bedste for vores børn,” supplerer Henrik.

Lærere var fast støtte

Skolen har fra starten været involveret i især Alfreds ve og vel.

”Vi fortalte børnene, at vi skulle skilles, en fredag, og jeg sendte en mail til klasselæreren i løbet af den weekend. Hun skrev med det samme tilbage, at hun syntes, vi skulle komme lidt tidligere mandag morgen og mødes med hende. Så kunne jeg blive der og hjælpe Alfred med at sige det til de andre børn,” siger Ida.

Da det kom til stykket, ville Alfred dog hellere sige det selv, sammen med sin klasselærer, og sådan blev det. I den kommende tid blev netop hun og resten af lærerteamet hans faste støtte.

”Vi opfordrede Alfred til at gå til en voksen, når han var ked af det. Den ventil greb han og lukkede op for hver gang. Man kunne jo godt have forestillet sig, at han ville være flov over at gøre det i kammeraters påhør, og at han derfor ville gå med det selv,” siger Henrik.

Alfreds tillid blev mødt af skolens voksne. Da han i en periode fik ondt i maven, når han var trist, var de gode til at involvere Ida og Henrik.

”Nogle gange fik han lov til at ligge på sofaen i klassen, andre gange var der en af os, der hentede ham, men de var obs på, at han så vidt muligt skulle blive der og prøve at klare det,” siger Henrik.

”Noget af det, der gjorde størst indtryk, var da hans matematiklærer sagde, at lyset havde været slukket i Alfreds øjne – det ramte mig,” siger Ida.

”Sådan en besked er jo ikke rar at få, men man vil hellere vide det, og det giver følelsen af, at han bliver set og ikke bare er en ud af hundrede. Den fedeste fornemmelse, du kan have som forælder, er, at lærerne virkelig ser og kan lide dine børn – det giver tillid,” siger Henrik.

Udover den daglige opmærksomhed blev Alfred også tilbudt at starte i en gruppe med andre skilsmissebørn på hans årgang under ledelse af skolens AKT-lærer. Gruppen mødtes en gang om ugen og diskuterede forskellige emner som ”ferier”, ”nye kærester” og så videre.

”Det var megagodt! Jeg havde nok tænkt, at Alfred ikke havde brug for det, for vi skulle jo ikke skilles så alvorligt – vi var jo gode venner. Men selvfølgelig havde han det,” siger Ida.

”Han kunne godt lide at komme i gruppen. Det var et rum, der åbnede sig, hvor han kunne se sig selv gennem andres øjne og opdagede, at han ikke var alene,” siger Henrik.

Far, mor og søn på trappe

Ida, Henrik og Alfred er sammen med storesøster Sofie stadig en tæt familie, selv om Ida og Henrik ikke længere er kærester. At komme forbi med en taske eller en guitar er nemt, når man bor 50 meter fra hinanden.

I tæt kontakt

I hele forløbet var Idas og Henriks samarbejde om Alfreds hverdag tæt, og sådan er det stadig.

”Vi har aldrig defineret rammerne eller fordelt, hvem der skulle med til forældremøder; det har været naturligt, at vi begge to var med, fordi det interesserede os,” siger Henrik.

”Jeg var i en lang periode i skolebestyrelsen, og Henrik har altid været kontaktforælder. Så du er tættere på trivsel og arrangementer. Du er nok også et my mere på Aula end mig,” siger Ida.

”Jeg er på hver dag,” siger Henrik.

”Det er jeg ikke, siger Ida og griner.

Til gengæld er de i kontakt med hinanden hver dag – næsten.

”Vi har en fælles sms alle fire, og der skriver vi næsten hver dag. Jeg kommer også tit over hos Ida, fordi Alfred og jeg lige skal se noget fodbold, eller der skal hænges lamper op,” siger Henrik.

At ”komme over” er nemt. Ida og Henrik bor nemlig på samme vej. At nå dertil tog nogle år, hvor de først planlagde at blive boende i det fælles hus og bygge det om til to lejligheder, men det projekt blev for stort. Så flyttede Henrik i et mindre hus tæt på skolen og Ida i lejlighed et stykke væk. Og endelig, for ét år siden, købte Ida et hus 50 meter væk fra Henriks hjem.

”Mens vi boede sammen, kom Alfred en dag og sagde, at han ikke kunne forklare de andre i skolen, hvordan det hang sammen derhjemme. Han sagde: ”Kan I ikke bare blive skilt normalt?”. Han spurgte også: ”Kan I ikke bare købe to huse ved siden af hinanden?” – og sådan blev det jo næsten,” smiler Ida.

Far, søn og mor sidder ved havebordet

Ida, Henrik og deres børn spiser sammen en gang om ugen.

På samme vej og samme hold

Med kun 50 meter imellem deres to hjem kan Alfred smutte ned og spille guitar eller blande en smoothie hos sin far, når han er hos sin mor. Både han og Sofie bor 14 dage ad gangen hos henholdsvis den ene og den anden forælder. Ud over at man må spille fodbold indenfor hos Henrik og ikke hos Ida, er reglerne stort set ens, og det er forældrene, der bestemmer – sammen.

”Børnene ved, at vi er på samme hold. Alfred ved godt, at vi taler om hans trivsel og hverdag, om han får søvn og mad nok og om hans skole. Han ved også, at det er Henrik og mig, der først aftaler noget, ikke ham og en af os,” siger Ida og fortsætter:

”Men vi er altså også heldige at have et velfungerende barn; han klarer alt selv, og i denne her tid, der har været lidt særlig (Corona-tiden, red.), er der ikke nogen af os, der tjekker ham, for vi fornemmer, at det går fint. Han er disciplineret, uden at det er for meget.”

”Han er pligtopfyldende – det har han især arvet af dig,” siger Henrik og griner.

Hele familien spiser sammen en gang om ugen, og Henrik er stadig involveret i Idas store familie.

”I forhold til normaliteten er det måske lidt anderledes, men det fungerer for os. Sofie og Alfred synes, det er hyggeligt, at jeg er med, og jeg vil altid gå langt for at få det til at fungere. Det kan godt blive lidt konfliktfyldt i forhold til min kæreste, at jeg ikke altid kan planlægge så langt frem i tiden på grund af børnene, men ellers er der ingen problemer i det,” siger Henrik, og Ida er enig:

”Da jeg havde en kæreste, var det heller ikke noget problem. Han var med, og han og Henrik havde det fint sammen. Måske den dag jeg finder en anden kæreste og skal sige: ”Jeg er nabo med mine børns far, vi ses hele tiden, og vi holder jul og påske og pinse sammen, og den skal du lige sluge”, kan der blive noget. Men kan han ikke det, dur det heller ikke, for det er sådan. Henrik er mine børns far, og det står jo ikke til at ændre og han kan ikke erstattes af andre.”

Søn og far spiller fodbold i haven

Henrik kommer ofte lige over til Ida, for eksempel for at se eller spille fodbold med Alfred.

Mor, søn og far foran hus

Der er hverken langt til skole eller mellem de to hjem for Alfred – det giver tryghed.

Udgivet: august 2020

Få de nyeste artikler fra Magasinet Skolebørn direkte i din indbakke 4-8 gange om året ved at tilmelde dig herunder. Det er helt gratis. Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet accepterer du Skole og Forældres privatlivspolitik. Læs den her.

P.S. Magasinet Skolebørn udgives af Skole og Forældre, landsorganisation for forældre til børn i folkeskolen. Dette tilbud gælder kun forældre på vores medlemsskoler. Ved du ikke om din skole er medlem? Skriv bare navnet på din skole, så tjekker vi det løbende. Ville du bare ønske, at din skole var medlem, så du kunne få nyhedsbrevet? Så tip din skolebestyrelse om, at de kan melde sig ind her.