Er klimakampen det nye ungdomsoprør?

Det bliver kaldt “et nyt ungdomsoprør”, når børn spiser kødfrit og strejker fra skole for at gå til klimademonstration. Men eksperter tøver med at sammenligne nutidens kampånd med 60’ernes. De unges aktivisme er markant anderledes i dag – blandt andet på grund af sociale medier.

TEKST: LINE FELHOLT
FOTO: MAGNUS EG MØLLER

“Kære unge. I gjorde det her valg til det første klimavalg i danmarkshistorien”. Sådan lød det i Mette Frederiksens sejrstale på valgaftenen. For hvad politikerne troede skulle blive en valgkamp, der handlede om sundhed og pension, blev i stedet en valgkamp om bindende klimamål og klodens overlevelse. Børn og unge gik med skolekammerater og forældre på gaden sammen med den svenske skoleelev Greta Thunberg til Folkets Klimamarch og fik en højlydt stemme i medierne.

”De unge er blevet bærere af en ny dagsorden, som er så stærk, at den presser og skubber til de systemer, som de voksne har etableret. Det politiske system var tilsyneladende ganske uforberedt på, at de unges dagsorden satte aftryk helt inde i magten og på mediedagsordenen. De unges livsverden bevægede sig ind i folketingsvalget. Det er længe siden, vi har set det så tydeligt,” siger Niels Ulrik Sørensen, souschef og lektor ved Center for Ungdomsforskning.

De unge sætter dagsordenen

”Det er en meget stærk diskurs lige nu omkring de unges aktivisme. Eksemplificeret ved klimakampen. Man taler om, at vi er vidne til et nyt ungdomsoprør, hvor de unge går på barrikaderne for en bestemt sag. Det sker efter en tid med en meget passiv generation af unge i 90’erne. Det blomstrer op igen,” siger Jonas Lieberkind, forsker ved DPU med fokus på unges politiske dannelse.

At de unge fik eftertrykkeligt held med at sætte dagsordenen er uomtvisteligt. En undersøgelse fra RUC’s Center for journalistik viser, at 23 procent af al omtale af politiske emner under valgkampen handlede om klima, som dermed blev topscoreren. De voksnes – det vil sige politikernes – egen dagsorden om pension og sundhed endte på 6.-7.-pladser med kun 3 og 5 procent af omtalen.

”Jeg tror, at mange voksne længe har gået og tænkt, hvornår sker der noget. Hvornår begynder ungdommen igen at sætte sit aftryk. Da der så begyndte at ske noget på klimafronten, tænkte vi via medierne, ’nu sker der noget’. Og så kom det med en voldsom kraft,” siger ungdomsforsker Niels Ulrik Sørensen.

Ikke et ungdomsoprør

Men en ting er, at børn og unges bekymringer om jordens overlevelse fik en masse medieomtale i valgdækningen. Noget andet er, om de unges nyfundne aktivisme er mere og andet end netop medieomtale og belejlige pjækkedage fra skolen. Er der reelt tale om et nyt ungdomsoprør, som forældre, skole og politikere skal til at indrette sig efter? Det er der trods alt nok ikke, er der bred enighed om blandt eksperterne.

”Der er en tendens til at udråbe det som et nyt ungdomsoprør, fordi nu sker der endelig noget. Nu begynder de unge endelig at røre på sig igen. Men præmissen, at det skulle være et ungdomsoprør som det, vi så i 60-70’erne, er jeg uenig i,” siger Jonas Lieberkind, forsker i unges politiske engagement.

Der er nemlig væsentlige forskelle på nutidens aktivisme og så bedsteforældrenes i 60-70’erne. Kamp mod autoriteterne og klimakamp er på væsentlige punkter meget forskellige kampe.

”Det, der skete i 60-70’erne var et opgør med klasserne, kønnene, kapitalismen og også miljøet. Det var en kamp for en alternativ livstil, venstreorienterede værdier og et opgør med de traditionelle strukturer. Der var et helt sæt af politiske idéer i spil,” påpeger Jonas Lieberkind.

Det er der ikke i dag.

”Ja, vi ser, at de unge går på barrikaderne, men det er ikke en samlet pakke af politiske ideer, der er på spil. Det er en enkeltsag. Som handler om klima. Det er enkeltsager, der ikke er politisk og ideologisk orienteret. Det ikke kun de venstreorienterede. Det er ikke et helt sæt af politiske ideer, der er internt forbundne, som ligger bag. Nutidens unge har en enkelt ting ad gangen, de går meget op i, lige nu eksemplificeret ved klima. Men det har også været Occupy Wallstreet. Eller anti-Trump. Og kan også blive humanitære enkeltsager,” siger Jonas Lieberkind, der kalder de unges aktivisme for et engagement styret af det postpolitiske.

”Den måde, de unge er engagerede på i dag, kan ikke nødvendigvis aflæses i de kanaler, vi har været vant til at aflæse den slags. Man har efterspurgt et nyt ungdomsoprør siden 1968 og har udråbt ethvert nyt ungdomsfænomen som et nyt ungdomsoprør. Men alligevel har man haft svært ved at sætte fingeren på, hvilket politisk projekt ungdommen egentlig har været bærer af. Dertil har ungdommen og ungdomskulturen virket for spredt og individualiseret. Spørgsmålet er, om klimakampen kan mobilisere så mange unge, at man kan begynde at tale om et ungdomsoprør,” siger Niels Ulrik Sørensen.

”Vi strejker fordi der ingen grund er til at gå i skole, hvis vi alligevel ikke har nogen fremtid,” siger Loui (tv.) og Johannes, der har taget fri fra skole for at strejke for klimaet. Resten af klassen var også med, men de er taget hjem igen, så nu er det kun de to, der er tilbage. Det er både Louis og Johannes’ første strejke, men det er ikke sikkert, det bliver den sidste. “Jeg tror faktisk ikke, vores lærere har så meget imod, at vi strejker. Jeg tror, de er glade for, at vi gør noget,” siger Loui.

Sociale medier er afgørende

Selvom de unges klimakamp måske ikke er et ungdomsoprør, så er det stadig interessant. For forskerne fordi, det er et eksempel på:

”Et radikalt skifte i måden at engagere sig på,” som ungdomsforsker Jonas Lieberkind kalder det.

”Sociale medier har helt klart aktiveret de unges aktivisme. De aktiveres via nogle andre kanaler, så det går lidt stærkere, end vi har været vant til. Der er ingen tvivl om, at de nye kanaler får dem ud på gaderne i et hurtigere tempo,” siger han.

Det er uafhængig erhvervsforsker, foredragsholder, forfatter og manden bag sitet Generationdigital.dk helt enig i. Søren Schultz Hansen er ekspert i de unge digitale indfødte og hvordan, det digitale påvirker vores demokrati og fællesskaber. Det, der kendetegner de unges aktivisme i dag, er netop hastigheden. Hvor det i gamle dage krævede et stort organisatorisk arbejde for foreninger og organisationer at samle 10.000 demonstranter, kan det samme i dag ske fra time til time via de sociale medier.

”Det går fra nul til 100 på meget, meget kort tid. Til sammenligning har miljøbevægelsen udviklet sig i et meget langsomt tempo startende tilbage i 70’erne. Hvor den grønne aktivisme for 25 år siden var noget med at melde sig ind i noget, betale kontingent og måske deltage i en generalforsamling, så er klimabevægelsen eksploderet på meget kort tid primært med Greta Thunberg og hendes meget delbare budskaber om at strejke hver fredag. De sociale medier sørger for, at den slags bliver spredt med ekstrem hastighed globalt,” fortæller Søren Schultz Hansen.

Men det er faktisk ikke kun Greta Thunberg og klimaet, der har aktiveret de unge. Når Rasmus Paludan lykkedes med at stå i paneldebatter og være leder af et parti, der blev opstillingsberettiget på meget kort tid, skyldes det blandt andet de sociale mediers indflydelse, påpeger ungdomsforsker Niels Ulrik Sørensen. Rasmus Paludan startede som et YouTube-fænomen og havde længe før valgkampen fat i de digitale indfødte som vlogger. Hans videoer på YouTube endte med at få flere visninger end alle andre partiers tilsammen.

”Paludan lykkedes med at sætte et aftryk på valget, fordi han var dygtig til at sætte dagsordenen på YouTube. Det bragte ham ind i de hellige haller og pressede politikerne. Det er det samme, de unge har haft held med klimadagsordenen,” fortæller Niels Ulrik Sørensen fra Center for Ungdomsforskning.

Ikke overfladisk

Spørgsmålet er, om vi voksne skal være begejstrede over, at de unge så hurtigt bliver meget engagerede og handler så konsekvent med strejke og klimamarch. Eller om vi skal være bekymrede, når børn og unge kun bevarer interessen i kort tid?

Det mener Søren Schultz Hansen ikke.

”De unge gider ikke at melde sig ind, gå til årsmøder eller betale kontingent til Folkekirkens Nødhjælp. Hvis kontingenter og vedtægter er dybde, ja, så er det, de unge gør i dag, overfladisk. Men jeg oplever ikke, at deres engagement skulle være mindre ægte end 70’er-hippiens. Jeg oplever bestemt ikke, at klimastrejke bare handler om en fridag fra skolen. Ja, noget popper op og forsvinder lige så hurtigt igen. Men det betyder ikke, at det ikke har en enorm gennemslagskraft. Det kunne vi jo se med klimaet under valgkampen. Jeg tvivler på, at politikerne havde nosset sig sammen til at gøre noget, hvis ikke de unge havde rusket i dem på den måde,” siger Søren Schultz Hansen.

Forsker i unges aktivisme Jonas Lieberkind er enig.

”Det bliver ikke mere eller mindre overfladisk af, at aktivismen opstår på de sociale medier. Det er bare andre kanaler end tidligere, og det går lidt stærkere, end vi er vant til. Det afgørende er, at det er kanaler, der får dem ud i gaderne,” siger Jonas Lieberkind.

Fredag d. 15. marts var tusindvis af danskere i alle aldre mødt op på Christiansborg Slotsplads for at klimastrejke. Særligt børnene og de unge havde gjort meget ud af det med hjemmelavede skilte, bannere og slagsange.

Udgivet: september 2019