Er det PDO – pisse dårlig opdragelse – der er skyld i skolens krise? 

 Forældre er ikke gode nok til at styre deres børns opførsel i skolen. Mangel på respekt, slåskampe, mig-fokus og mistrivsel. Mange fingre peger i øjeblikket i retning af forældrenes opdragelse, når der skal findes årsager til kriser i skolen. Men at skyde skylden på forældrene skader det samarbejde, som er nødvendigt for at løse udfordringerne, lyder det fra forsker og forældre. 

TEKST: LINE FELTHOLT OG MAJ CARBONI
ILLUSTRATION:  JENZ KOUDAHL

F orældre skal sørge for, at børn forbereder sig, passer deres ting og holder sig i ro i undervisningen. Sådan lød budskabet fra statsminister Mette Frederiksen sidste år, der også opfordrede forældre til at være med til at skabe respekt om lærerne. Undervisningsminister Mattias Tesfaye begrundede i Folketinget nogle elevers uhensigtsmæssige adfærd i skolen med, at de lider af PDO: Pissedårlig opdragelse.

Oveni hatten fokuserede Trivsels kommissionen på forældrene i deres første udmelding om konklusionerne i deres rapport om børn og unges mistrivsel. De skriver, at forældre er overbeskyttende, overvåger deres børn, forhandler for meget, sætter for få krav og fokuserer på deres eget barn frem for fællesskabet. Denne forældrepraksis er ”en væsentlig årsagsforklaring til at forstå børn og unges mistrivsel”, lød det i en kronik af Trivselskommissionens formand i Politiken i februar. Her bliver diskussionen om det moderne forældreskab kaldt for ”måske den væsentligste” diskussion i forbindelse med, hvad der har betydning for børn og unges trivsel.

Kollektiv krise – ensidig debat

Undersøgelser sætter jævnligt tal på skolens krise. Ifølge Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd er andelen af elever, der virkelig godt kan lide skolen, faldende. Skolebørnsundersøgelserne har vist, at flere skolebørn har det skidt. En sammenligning af fag har vist, at lærere hører til de mest stressede. Og Falcks årlige Sundhedsbarometer viser, at knap hver femte småbørnsforælder i Danmark er i højrisiko for stress og depression.

Når statsministeren, undervisningsministeren og Trivselskommissionen på taler forældres opdragelse i forbindelse med disse udfordringer, bliver det ensidigt, mener skoleforsker Helle Rabøl Hansen. “Hvis man tager det udgangspunkt, at det primært er et forældreansvar, hvordan børn agerer socialt i skolen, så overser man, at skolen som arena udgør en vigtig betingelse for, hvordan børn reagerer under pres. Man overser, at for nogen børn er det en social og mental overlevelseskamp at være i skole,” siger hun. Helle Rabøl Hansen ser det som et krisetegn, at skolens forskellige parter begynder at pege fingre ad hinanden. ”Mange lærere er kritiske over for forældre, som de ikke synes, gør det godt nok. Nogle forældre er også kritiske over for skolen og synes ikke, at deres barn bliver forstået. Men det er ikke lærernes skyld, forældrenes eller elevernes skyld. Det er tidens skyld.

Der er en tendens til aktørfjendtlighed – og det er et krisetegn. Men man kan ikke brug skyld til noget,” mener hun. Helle Rabøl Hansen advarer mod, at der bliver brugt flere kræfter på at formane forældre. ”De har brug for forståelse, og de familier, der er i knæ, har brug for omsorg. Hvis forældre er usikre og famler, er det på grund af de modsætninger, der forventes af dem. Krisen i skolen er et samfundsproblem. Det hjælper ikke at kræve, at forældre skal fixe det,” siger Helle Rabøl Hansen.

Forældreskam er gratis

Formand for Skole og Forældre, Regitze Spenner Ishøy mener heller ikke, at det løser udfordringerne med børn og unges mistrivsel at pege fingre ad forældrene. Løsningerne ligger ikke på det individniveau, som statsministeren, undervisningsministeren og Trivselskommissionen er optagede af, påpeger hun. ”Det er tankevækkende, at ingen af dem taler om strukturelle udfordringer. Hvis vi skal løse problemerne med mistrivsel blandt børn og unge, må vi også have fokus på, at manglende ressourcer i både daginstitutioner og folkeskolen giver en presset hverdag for mange børn. Og deres lærere og pædagoger. Det koster flere milliarder at hæve kvaliteten i institutioner og skoler, men når man skyder skylden på forældrene, koster det gratis,” siger hun.

Specielt for forældre til børn i mistrivsel er det en våd klud i ansigtet at pege på dem som årsag til deres børns mistrivsel, mener formanden. ”Når vi forældre får at vide, at vi er med til at skabe vores børns mistrivsel, så giver man skyld og skam til forældre, der allerede ligger ned og bare beder om hjælp. Den måde at snakke til forældre på, er med til at skabe større afstand i stedet for det samarbejde, som vi har behov for. Både skole og hjem er så pressede i dag, at ingen af parterne kan se sig ud af problemet. Det bliver en forsvarsmekanisme at lægge ansvaret over på de andre,” siger Regitze Spenner Ishøy.

Forældre efterlyser ressourcer i skolen

Når man spørger forældre til børn i mistrivsel om årsager, peger pilen da heller ikke i første omgang på dem selv. ”Uro i timerne” fik en klar førsteplads, da Skole og Forældre i 2022 spurgte forældrene om den vigtigste årsag til deres barns mistrivsel. På en delt andenplads kom manglende støtte til deres barn i skolen og dårlige relationer til de andre børn i klassen, som 4 ud af 10 forældre i “høj grad” angav som årsag til mistrivslen. I en ny undersøgelse fra marts 2025, med besvarelser fra NN forældre til børn i folkeskolen, har Skole og Forældre spurgt forældre til børn i mistrivsel, hvad de mener kan hjælpe deres børn.

Her handler svarene oftest om flere ressourcer. Konkret peger forældrene på flere lærere og pædagoger, da mange oplever, at for få voksne i skolen giver uro i klasserne og manglende tid til at se og støtte det enkelte barn. Forældrene efterspørger også kompeten – ceudvikling af skolens personale inden for trivsel, konfliktløsning og håndtering af børn med særlige behov. Forældrene ønsker desuden et tættere samarbejde med skolen om deres barn, der er baseret på gensidig respekt og, at forældrenes viden om barnet tages alvorligt og inddrages i indsatser for at forbedre barnets trivsel. Undersøgelsen viser også, at over halvdelen af forældre til børn i mistrivsel “i ringe grad” eller “slet ikke” har oplevet at få støtte fra skolen i forbindelse med deres barns mistrivsel.

Kilde: 1.031 forældre til børn i folkeskolen svarede i oktober 2022 på Skole og Kilde: Undersøgelse fra Skole og Forældre fra marts 2025 med besvarelser fra NN forældre til børn i folkeskolen. Forældrene er blevet bedt om at svare på om deres barn er i mistrivsel ud fra Trivselskommissionens definition på mistrivsel: ”Mistrivsel er oplevelsen af længevarende utilfredshed med livet, et fravær af egenskaber, der gør det muligt at håndtere perioder med modgang og udfordringer, manglende tro på egne evner og/ eller isolation fra fællesskabet.”

”Vi er disse år vidne til en paradoksal bevægelse, hvor vi mere eller mindre har overladt børn og unge til sig selv on – line, mens vi i den fysiske verden bliver stadig mere optaget af sikkerhed. Legepladser, man ikke kan slå sig på, krav om cykelhjelm og forbud mod at klatre i de høje træer. Fortsæt selv listen […] Den nye praksis udspringer uden tvivl af et velment ønske om at passe på, men risikerer – fordi forudsætning for ud – vikling af karakteren netop er en oplevelse af at overkomme og mestre – at fremelske en ny skrøbelighed hos det enkelte barn. En skrøbelighed, der i mødet med modstand og om – verdenens krav let slår om i mistrivsel.” Sådan skrev formand for Trivselskommissionen, Rasmus Meyer og professor Lene Tanggaard i en kronik i Politiken i februar. Trivselskommissi – onen har gerne ville starte en debat om det moderne foræl – dreskab, som de mener er karakteriseret af ”overbeskyttelse, monitorering, forhandling og individfokus”

LÆS OGSÅ: Faktatjek: Er det rigtigt, hvad de siger?

 Forældre: Vi kan også blive bedre

Selvom forældrenes egen opdragelse ikke ligger øverst på deres liste over årsager til mistrivsel, har forældrene også idéer til, hvad de selv kan gøre for at styrke deres børns trivsel. En gennemgående tendens i forældrenes besvarelser er et ønske om at være mere nærværende i deres børns liv. De understreger vigtigheden af at lytte aktivt til børnene, vise interesse for deres liv og skabe et trygt rum, hvor børnene føler sig hørt og forstået. De ser også et vigtigt ansvar i at sætte nogle tydelige grænser og rammer – specielt for deres børns skærmbrug. Groft sagt vil de gerne blive bedre til at få børnene væk fra mobiler og computerspil og i stedet have dem til at være en del af fysiske fællesskaber og sunde fritidsinteresser. Og så vil de gerne samarbejde med både skolen og de andre forældre om at skabe et positivt miljø for alle børn

 Samarbejdet skal gå begge veje

Regitze Spenner Ishøy, formand for Skole og For – ældre, genkender billedet af, at mange forældre gerne vil gøre en stor indsats for at styrke både deres børns trivsel og fællesskabet i klassen. Men de kan godt blive forvirrede over, hvad der forventes af dem fra skolens side. På den ene side bliver forældre bedt om at investere deres børn – det dyrebareste de har – i fællesskabet, og samtidig får de at vide, at de er alt for engagerede og skal træde et skridt tilbage. ”Forældre deltager i skolebestyrelser, er kontaktforældre og alt muligt andet, og samtidig sidder de med en følelse af ikke at turde italesæt – te de problemer, de ser, for så bliver de kaldt curlingforældre,” lyder det fra forældreformanden.

Hun mener, at samfundskontrakten, som skole og hjem har indgået med hinanden om, at samarbejdet går begge veje, er blevet brudt så mange gange, at tilliden er væk. Hun mener, at det er samarbejde og dialog, der skal til, hvor man anerkender, at der er forskellige perspektiver på barnet fra skolens og forældrenes side. ”Men der stilles meget store krav til forældre i forhold til samfundskontrakten, og når det samme sker den anden vej – for selvfølgelig taler forældre deres barns sag, hvem skulle ellers? – så bliver forældre mødt med afstand, modstand og manglen – de anerkendelse af deres oplevelser. Det er en tydelig tendens blandt de flere end tusinde forældre, der hvert år ringer til vores Forældre – rådgivning, når de oplever udfordringer i deres barns skolegang,” fortæller Regitze Spenner Ishøy.

Opfordring fra Rabøl: Genstart skolen

Skoleforsker Helle Rabøl Hansens løsning er en genstart af skolen. Hun mener ikke, at skole og forældre behøver ikke vente på politikere og reformer. Børn er ikke tjent med, at der ingenting sker, mens de venter på, at de voksne samarbej – der. Initiativet bør ligge hos skolerne, mener hun: ”Det er først og fremmest en skoleopgave at invitere foræl – dre til et samarbejde.” Omvendt behøver forældre heller ikke vente på skolens invitation. ”Forældre kan samle sig i flok. Man skal ikke undervurdere forældre i flok. Forældre kan sagtens selv gå i gang med at drøfte de modsætninger, de møder. Uden at give lærerne skylden. Men ud fra en konstatering af, at det her fungerer tydeligvis ikke,” lyder Helle Rabøl Hansens forslag. Lærerne skal omvendt ikke føle sig truet på deres autoritet af, at forældre går i gang med arbejdet. ”De beholder deres autoritet ved som fagpersoner at bakke op om forældrenes drøftelse af, hvad man gør i den nødtilstand, man står i,” mener Helle Rabøl Hansen.

Udgivet: Marts 2025