Vælg side

6 ud af 10 har ændret noget i deres familieliv som følge af corona 

Da børn og forældre blev bedt om at holde sig hjemme, skete der noget, der skulle vise sig at få en større betydning end at holde smitten nede. For nogle forældre var det en hård tid med hjemmearbejde og hjemmeundervisning på samme tid, men for andre gav det mere ro og tid til familien. En oplevelse som har fået flere til at lave ændringer i deres hverdag – også efter, at skolerne og samfundet åbnede igen.

TEKST: MAJ CARBONI
ILLUSTRATION: SOLVEIG MØNSTED HVIDT

”Vi havde meget tid sammen som familie. Vi spillede spil, så film og gik ture i naturen. Det nød både vi og børnene meget,” fortæller en mor om sin oplevelse fra tiden i foråret, hvor skoler og arbejdspladser lukkede ned.
Netop det positive ved at være mere sammen med familien, er der mange forældre, der fremhæver i magasinet Skolebørns undersøgelse om erfaringerne fra coronatiden fra oktober 2020 med besvarelser fra 620 skoleforældre . 6 ud af 10 af dem angiver, at de har ændret noget i deres familieliv på baggrund af de erfaringer, de gjorde sig i foråret.
”Corona-tiden har lært os at være mere nærværende i stedet for at stresse over, om vi nu gør det godt nok i forhold til normerne,” skriver en af forældrene.
”Vi trives bedre med færre forpligtelser til familier og venner. Det vil vi også skære ned på fremover samt få en bedre balance mellem arbejde og fritid, så vi kan fokusere mere på os selv og få mere overskud.”

Prioriterer tid med familien

Flere forældre beskriver, hvordan de er begyndt at prioritere mere tid med deres børn. Nogle har skåret ned på aktiviteter i fritiden og mængden af sociale aktiviteter, mens andre er gået ned i arbejdstid eller arbejder oftere hjemme.
”Vi forsøger at holde friweekender, hvor der slet ikke er aftaler og skruer lidt ned for hverdagsaktiviteter, for at få mere overskud,” fortæller en af forældrene.
Også oplevelser i naturen og roen fra corona-tiden har flere forældre taget med sig.
”Vi har sat tempoet ned” og ”Vi er kommet ned i gear”, lyder det blandt andet. For andre har det været sværere at overføre de gode erfaringer fra nedlukningen til hverdagen efter, selvom intentionen har været der:
”Vi havde som ambition at have færre fritidsaktiviteter… men sandheden er, at hverdagen sneg sig ind på os 😉 Erfaringen er dog fortsat gældende: Det var en positiv oplevelse for alle i familien, at vores liv blev ’mindre’ og med færre aktiviteter.”

”Vi overvejer meget kraftigt at finde nye veje arbejdsmæssigt, da vi gerne vil blive ved med at have mere tid sammen i familien. Men vi har ikke fundet vejen endnu…”

8 ud af 10 har fået større indsigt i deres barns læring

En anden erfaring, som mange forældre har taget med sig, er et større engagement i deres barns faglige udvikling. ”Coronaen ’tvang’ os forældre til at involvere os langt mere i vores børns skolegang, og gav os dermed muligheden for at tage mere ansvar,” fortæller en forælder. Hele 80% af forældrene i Skolebørns undersøgelse svarer, at tiden med hjemmeundervisning har givet dem en større indsigt i deres barns læring.
”Jeg fik et overblik over, hvor mine børn ligger fagligt, og hvor jeg som forældre kan sætte ind og hjælpe til,” skriver en anden. Mange forældre nød faktisk at lave faglige opgaver med deres børn eller selv finde på lærerige aktiviteter, som de er fortsat med efter, at børnene er tilbage på skolebænken. En mor fortæller fx:
”Jeg tager mig mere tid til at lave lektier med min datter og gør det til noget hyggeligt i stedet for en pest. Under nedlukningen har jeg lært en del om min pige og om, hvordan hun lærer bedst. Forstod hun ikke opgaverne på den ene måde, måtte man jo blive kreativ og finde på en anden måde at forklare/vise det på. For os har det virkeligt været positivt. Når hun nu kommer hjem fra skole og ikke har fået lavet så meget, fordi det roder rundt i hendes hoved, så trækker vi på tiden fra hjemmeundervisningen: ’Kan du huske, da vi gjorde sådan og sådan?’ Så går der et lys op for hende, og hun får lavet hvad hun skal.”

”Vi har sammen sat tempoet ned og mærker efter, hvad der er godt for os. Vi bruger mere tid udenfor og er blevet gode til at lave aktiviteter sammen som fx stjerneløb, strand-bingo og krabbefiskeri.”

Udgivet: november 2020

Få ny viden, inspiration og gode råd til at støtte dit skolebarn
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Skole og Forældres magasin, Skolebørn, og få de nyeste artikler direkte i din indbakke 8 gange om året.
Det er helt GRATIS og vi giver ikke din mailadresse videre til anden part.

Hvis du har lyst, kan du udfylde fødselsåret for dit barn/dine børn, så vi kan sende dig artikler, der passer til dit barns klassetrin. Det er selvfølgelig frivilligt og vi bruger ikke oplysningerne til andet.

Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet accepterer du Skole og Forældres privatlivspolitik. Læs den her.