”Min dreng har udviklet tics og har ondt i maven når han skal afsted i skole.

Det er ikke noget vi har set hos ham før. Han startede i 0. klasse efter sommerferien, hvor han ikke kendte nogle af de andre børn. Han var en vellidt og social dreng i børnehaven, men her syv måneder efter skolestart beskriver han fortsat, at han ikke har nogle venner, og at han føler sig ensom. Han har haft enkelte legeaftaler siden skolestart, men altid på initiativ af os, og han bliver ikke inviteret af de andre. Han savner sine legekammerater fra børnehaven, hvor han ofte blev inviteret.

Han går ofte alene i frikvartererne, og når vi henter ham i SFO’en er han også oftest alene.

Jeg oplever, at de andre børn i høj grad holder sig til de børn, de kender fra børnehaven. Det mønster har skolen ikke været i stand til at bryde. Klassen fungerer som små enklaver fra hver børnehave, og børnene leger mere med dem de kender i parallelklassen end de leger med dem fra deres nye klasse.

Skolen ser problemet, men virker rådvilde i forhold til hvad de skal stille op.

Vi holder møder med lærerne, men oplever, at de famler i blinde, og at de ikke har nogen ideer. Deres primære værktøj består i at lade tiden gå, og se om ikke det bliver bedre.
Jeg ville ønske, at man ville lave flere tiltag, som fokuserede på sammenhold og sammenrystning af klassen som en helhed. Jeg kunne også godt ønske mig, at man gjorde forældregruppen opmærksomme på problematikken, og at man opfordrede til, at lave legeaftaler med andre end dem man har gået i børnehave med.”

”I pigegrupperne er de meget lukkede. Det er svært at komme ind.

Dem, der er i en større gruppe, ser ikke de andre. Nogle piger kan bestemme, hvem man må tale med eller være sammen med, og hvis man overskrider dette, vil den bestemmende person ikke tale eller være sammen med én. Nogle piger styrer så meget, hvem der skal lyttes til og ses på, så dem der er ensomme i skolen ikke ses eller høres, selvom de prøver. Mange børn tænker kun på sig selv og sørger for, at de selv er in.
Min datter vil gerne være social i fritiden. Humøret er også højere når det lykkes…men det er svært at få lavet aftaler. Og det er svært at få de andre til at overholde de aftaler, de laver. Måske fordi noget andet pludselig er sjovere.

Når hun har haft en aftale stiger humøret, og det er nemmere at komme i skole og være i skole, når man er sammen med nogen…

Men flokken står tæt sammen og det er svært at komme ind. Det er svært få opmærksomheden fra de andre, fordi de har nogle at være sammen med. Selv om man sidder med nogen, kan man risikere, at de rejser sig for at sætte sig ved bordet ved siden af, fordi en sej pige kommer og taler med dem… så sidder man der alene, og der var faktisk plads til den pige, der kom til….
Hun er for det meste alene om eftermiddagen, om aftenen og i weekender… Så bliver det svært at komme afsted mandag morgen. Hun får mavepine, lavt selvværd, stoler ikke på sig selv eller sin faglige og sociale kunnen.

Jeg synes godt, at det kunne være et fælles ansvar, at sørge for, at alle har nogen at være sammen med.

Også uden for skoletid. At vi sammen sørger for, at alle flere gange om ugen har sociale aftaler. Det kunne man sagtens tale om i klassen…men de andre forældre afviser blankt, så et samarbejde om bedre vilkår for dem, der har det skidt, er væk. Skolen afviser også.”