Vælg Side

Midt i aftensmaden drypper der pludselig tårer ned på spisebordet.
“Det føles som om, at de andre i klassen ikke ser mig, selvom jeg sidder lige ved siden af,” kommer det fra Sylvester. Det er lang tid siden, at der har været klassekammerater med hjemme og de svarer ikke rigtig på invitationer til legeaftaler. Hvad gør man så som forældre? Kan man kræve af de andre børn, at de skal være sammen med ens barn i fritiden? Skal man ringe til deres forældre? Kan lærerne hjælpe? Ændrer det noget at skifte skole? Her får du en mors historie, som ikke nødvendigvis giver et klart svar.

Tekst Sylvesters mor
Animation Anja Gram

Er alle med?” spørger læreren Hannibal og August, der kommer ud af omklædningsrummet med vådt hår og sportstasken over skulderen, mens de diskuterer, hvem der skal være Barca, når de om lidt skal hjem til Hannibal og spille FIFA på hans Playstation.

”Ja, ja,” svarer August henkastet på lærerens spørgsmål uden at kigge op. Læreren har allerede vendt ryggen til og er i gang med at åbne sin cykel. De to drenge går hen til deres mødre, der snakker og griner i et hjørne uden for sportshallen, hvor der er en plet af sol og læ for den kølige efterårsvind. De går sammen mod parkeringspladsen.

”Heej, heej” råber Augusts mor og vinker kort over mod mig, der som den eneste stadig står og venter foran omklædningsrummet, hvor eleverne skulle hentes efter skolens idrætsdag. 

Sylvester er ikke kommet ud endnu. 

Så går døren endelig op.

”Hej skat! Har du haft en god dag?” spørger jeg. Påtaget glad.

 ”Jeg vil gerne hjem nu!” siger Sylvester.

En god start
Sylvesters tid i folkeskolen tegner ellers godt i begyndelsen. Han kommer i klasse med vennerne fra børnehaven efter ønske fra os forældre. De første skoleår er fulde af legeaftaler – både med vennerne fra børnehaven, men også andre klassekammerater, der hurtigt bliver til nye venner. Vi ved aldrig, hvor mange, der er med til aftensmad og sørger altid for at have lidt ekstra, hvis en ven eller to skal spise med. Når der kommer en ny dreng i klassen, er Sylvester altid den første til at invitere ham med hjem og vi får mange taknemmelige blikke fra forældrene, når de kommer for at hente en glad dreng. Hannibal fra børnehaven bliver dog ved med at have status af ”bedstevennen”. De er meget sammen og har det sjovt. Vi forældre er glade for det tætte venskab, men synes, at Sylvester til tider bliver lidt for underdanig i Hannibals selskab. Vi ser fx Hannibal smide sin kasket på jorden med vilje, og bede Sylvester samle den op. Og det gør Sylvester gerne. Lige indtil den dag, hvor han alligevel får nok.

Legeaftalen der ændrer fremtiden
Pling! En ny besked tikker ind på mobilen fra Hannibals mor.

”Jeg står på fritten og drengene vil gerne hjem og lege med Hannibals nye bue. Du kan bare hente ham efter aftensmad. Vi skal have pizza pepperoni.”

Den slags beskeder sender vi frem og tilbage flere gange om ugen, når drengene som sædvanlig plager om legeaftaler, når de bliver hentet. Den dag skulle legeaftalen dog ende med at have stor betydning for Sylvesters fremtid i klassen.

Det er en usædvanlig varm efterårsdag, så drengene leger i gården i de solstriber, der slipper ned over tagene. De skyder til måls med en stor flot træbue med udskæringer og pile med ægte fjer, som Hannibal lige har fået i fødselsdagsgave. Eller det vil sige: Hannibal skyder med buen og Sylvester går troligt frem og tilbage og henter de afskudte pile, så Hannibal igen kan sende dem afsted mod målskiven. Moren taler om klassens nye lærer, der vist nok er helt nyuddannet.

”Er det ikke snart min tur til at skyde?” spørger Sylvester.

”Ikke endnu. Din opgave er at hente pilene,” svarer Hannibal.

”Jamen, jeg har jo slet ikke prøvet, og nu skal jeg hjem,” prøver Sylvester.

Hannibal svarer ikke, mens han spænder buen, sigter og sender pilen ind i en busk. 

Sylvesters kinder bliver mere og mere røde, mens han tavs kigger på Hannibal, der fokuserer på at afskyde endnu en pil. Så er det som om en indestængt vulkan går i udbrud.

”Jeg er så træt af, at jeg aldrig må prøve. Det altid er dig, der skal bestemme alting. Nu går jeg hjem!”

”Jeg er så træt af, at jeg aldrig må prøve. Det altid er dig, der skal bestemme alting. Nu går jeg hjem!”

Det er usædvanligt at Sylvester taler så højt. Og det er vist aldrig sket før, at han skælder en ven ud. 

Sylvester går med faste vrede skridt ud af gården uden at sige farvel. Jeg mumler en eller anden form for afsked og skynder mig efter, mens jeg tænker. 

”Endelig fik han sagt fra. Godt gået knægt!”

”Jeg vil gerne være venner med de seje drenge”
Efter den dag er der ikke mange invitationer til hjemmelavet pizza og leg i Hannibals gård. Og når Sylvester spørger om en legeaftale, skal Hannibal som regel noget andet. Pludselig er eftermiddagene stille og der er langt mellem, at vi skal dække op til gæster rundt om spisebordet.

En dag får Sylvester en legeaftale med Rasmus fra klassen, som han ellers aldrig har leget med. De har en fælles interesse for film og begynder at ses ofte. De laver små videoer og snakker godt sammen, men efter nogle måneder med legeaftaler begynder Sylvester at klage over, at Rasmus ikke gider spille fodbold eller lave ”nogle vilde ting”. Sylvester synes også, at Rasmus ”klistrer” og begynder at komme med undskyldninger, når Rasmus spørger om de skal være sammen efter skole.

I stedet forsøger Sylvester at få aftaler med sine gamle venner Hannibal og August og et par andre drenge, som i mellemtiden er blevet 12-årige teenagere, der sætter håret med voks, går i det nyeste mærketøj, hænger ud med de ældre elever i frikvartererne, går til fester og skater i parken. 

”Jeg vil gerne være sammen med de seje drenge,” lyder forklaringen, når vi forældre ikke kan forstå, hvorfor han vil opgive sit venskab med Rasmus, som vi ellers er så glade for.

Sylvester får os overtalt til at købe lidt af det dyre mærketøj og han får et skateboard, så han kan gå i parken med de andre drenge. De spørger ham dog aldrig, om han vil med, og hvis han selv spørger lyder svaret oftest ”ikke i dag” eller ”måske en anden gang”. Vi forældre presser på for, at Sylvester selv skal tage i skateparken og engang imellem lykkes det.

Sylvester tager mod til sig og går over til de andre på rampen. De taler dog ikke rigtig til ham, og han ender som regel med at skate lidt ved siden af de andre. Det sker flere gange, at Hannibal, August og de andre drenge siger, at de lige skal i kiosken og så går de uden at komme tilbage. Andre gange går de bare uden at sige noget.

Krisemøde for drengeforældrene
Derhjemme er vi ved at være desperate. Sylvester bliver mere og mere trist, indadvendt og usikker og vi ved ikke, hvordan vi kan hjælpe ham. Kan vi ringe til de andre drenges forældre og bede om hjælp? Kan – og skal – man overtale børn til at være sammen, hvis de ikke har lyst? Jeg kommer i tanke om et forældremøde engang, hvor vi skulle tale om, hvorvidt vi skulle bibeholde legegrupper i klassen.

”Jeg vil i hvert fald ikke tvinge min dreng til at være sammen med nogen, som han ikke gider være sammen med,” sagde Hannibals mor. Dengang syntes jeg, at det var asocialt, men blev ikke personligt ramt, da min egen søn jo havde masser af legeaftaler. Men med det i baghovedet virker det ikke som en løsning at ringe til hende.

Før vi når at gøre noget, kommer der en ny besked på Forældreintra: ”Krisemøde for drengeforældrene” står der i emnefeltet. Det er Rasmus’ mor og Augusts mor, der synes vi skal mødes for at tale om trivslen i drengegruppen. Måske er der alligevel lys forude.

En torsdag aften mødes vi rundt om det ovale bord i skolens lille mødelokale. Vi begynder med en runde, hvor vi hver især skal fortælle, hvordan vores barn trives. Det kommer helt bag på mig, at mødrene til ”de seje drenge” fortæller næsten det samme, som vi selv oplever. Deres drenge kan ikke sove om natten, de bryder grædende sammen, føler sig udenfor og er bange for, at de andre ikke vil være sammen med dem. Mange af udfordringerne har Hannibal som omdrejningspunkt, men hans forældre er som de eneste ikke til stede. Selvom det er trist at høre om de andre drenges mistrivsel er det også en kæmpe lettelse, at Sylvester ikke er den eneste, der har det svært. Så er det jo ikke ham, der er noget galt med – eller os forældre, der gør noget forkert, tænker jeg.

Da Rasmus’ mor får ordet fortæller hun, hvordan hendes søn altid sidder alene derhjemme efter skole. Han får stort set altid nej, når han selv spørger om aftaler og ingen spørger ham. Nu har han nærmest givet op.

”Det er ikke i orden, at der kan være et barn i klassen, som ikke har nogen at være sammen med efter skole. Det er vores fælles ansvar, at alle føler sig som en del af et fællesskab,” siger moren både berørt og rasende. Det er lige præcis dét, jeg selv har været så usikker på – kan man kræve af andre, at de skal hjælpe ens barn? Når hun siger det, virker det helt rigtigt.   Samtidig går det op for mig, at Sylvester selv er en del af udfordringen og har en del af skylden for, at Rasmus sidder alene derhjemme og er ked af det.

”Kan du ikke lige hente pizzaerne. Vi orker ikke mere,” siger Hannibal. Det gør Sylvester.

Rundt om bordet aftaler vi, at vi forældre skal gøre, hvad vi kan for at give fællesskabet et boost. Vi tager legegrupper op igen, opfordrer drengene til at tage på klubben sammen og til at være sammen mere på kryds og tværs.

Den fælles indsats hjælper. Lidt
I begyndelsen hjælper forældrenes fokus. Lidt flere er i klubben og Sylvester kommer hjem i godt humør for første gang i lang tid. En lørdag bliver han inviteret med i svømmehallen af Hannibal og er glædestrålende. Et par uger efter giver vi Sylvester lov til at invitere Hannibal og August til pizza, film og overnatning en aften, vi forældre ikke er hjemme – og de siger ja! Sylvester glæder sig i flere dage, køber selv chips og slik, gør værelset klar og finder film, de kan se. Det viser sig, at Hannibal og August først kan komme et par timer senere end aftalt. De skal nemlig til et løb sammen med kæmpe oppustelige forhindringsbaner. Sylvester bliver ikke inviteret og forsøger at bide ærgrelsen i sig.

Da Hannibal og August endelig kommer en time forsinket, er de helt udmattede og griner indforstået af de ting, de har oplevet sammen i løbet af dagen.

”Kan du ikke lige hente pizzaerne. Vi orker ikke mere,” siger Hannibal. Det gør Sylvester.

Da vi forældre kommer hjem ud på aftenen, er stemningen mat. Hannibal er faldet i søvn og August ligger med halvt lukkede øjne og skæver til filmen. Sylvester smiler kunstigt.

”Vi har hygget os,” siger han.

Som aftalt på forældremødet har læreren sammensat nye legegrupper og har sat Sylvester, Hannibal og August sammen med Isabella fra klassen. Vi inviterer hjem til os en onsdag eftermiddag, hvor de kan lave hjemmelavede burgere til aftensmad. Vi får aldrig svar fra Hannibal eller hans forældre, men Sylvester glæder sig til, at August og Isabella kommer. Aftalen mellem os forældre er, at de skal følges hjem til os fra klubben, men da de skal gå, melder August fra. Han har pludselig fået ondt i hovedet, siger han.

Dagen efter i skolen overhører Sylvester, at Hannibal og August taler om det fede nye computerspil, de har spillet hjemme hos Hannibal den eftermiddag.

Det går i det hele taget ned ad bakke med de nye tiltag og Sylvester begynder igen at være alene om eftermiddagen, lukker sig inde på værelset og bliver mere og mere mut og trist.

En dag kommer en ny besked på Forældreintra. Rasmus skifter skole. Han har fået plads på en privatskole i nærheden.

Alle har det godt – undtagen Sylvester
Tre måneder efter det første møde for drengeforældrene indkalder klasselæreren til et opfølgende møde. Håbet stiger. Måske er der noget, vi kan gøre? Igen tager vi en runde for at fortælle om vores børns trivsel. ”Der er sket stor fremgang, min dreng er blevet glad igen,” fortæller de andre forældre stort set enslydende rundt om bordet. Jeg er den eneste, der ikke har noget godt at fortælle. Det er faktisk blevet værre med Sylvester. De andre forældre nikker medfølende, men der bliver ikke talt mere om det eller aftalt nye indsatser.

En dag under aftensmaden bryder Sylvester pludselig grædende sammen. Først vil han ikke fortælle, hvad der er galt, men så kommer det frem, at læreren har samlet eleverne til en snak om trivsel i rundkreds i Klassens Time. Det er en indsats hun er begyndt med efter forældremøderne for at skabe et bedre sammenhold i klassen. Den dag havde læreren opfordret eleverne til at lave noget mere sammen efter skole. 

”Hvorfor spørger I ikke Sylvester, om han vil med, når I går i skateparken,” spørger læreren Hannibal og August.

De svarer ikke. Sidder tilbagelænede med armene over kors.

”Sylvester kan da også skate,” prøver læreren.

”…naaarj,” kommer det lavmælt fra August.

Ordene kommer hulkende ud, mens Sylvester kryber sammen på stolen.

”Det er som om, at jeg er usynlig for de andre i skolen. Selvom jeg sidder lige ved siden af, ser de mig ikke,” får han fremstammet.

Der er stille et øjeblik. Vi forældre kigger på hinanden. Måske er det nu, vi skal spørge Sylvester om det, vi har talt om noget tid.

”Det er jo også en mulighed at skifte skole. Har du tænkt over, om det er noget, du kunne tænke dig?” 

”Ja! Det vil jeg gerne!”

Svaret kommer som en overraskelse for os. Der har jo også været så mange gode tider og venskaber i den klasse. Men nu er vi ikke længere i tvivl om, hvad der må gøres.

Vi får Sylvester tilbage
Fra da af går det hurtigt. Vi undersøger hvilke skoler, der kunne være en mulighed. Folkeskoler, friskoler og privatskoler. Det skal være noget helt andet, end den kultur, der er i Sylvesters nuværende klasse. Vi kigger på trivselsundersøgelser, ringer til skoleledere, tager på besøg og taler med andre forældre. Vi ender med at vælge en lille friskole, hvor stemningen er god og afslappet. Der er flere striksweatre og gummistøvler end mærketøj og smarte bemærkninger. Her er der ikke noget pres for at skulle være sej og smart. Ret hurtigt oplever vi, at Sylvester begynder at ændre sig. Han får skuldrene ned, taler mere og griner igen. Efter nogle måneder begynder et nyt venskab med en dreng fra klassen at spire. Sylvester tager glad afsted i skole om morgenen og vi forældre begynder at trække vejret lettere. Vi taler med tårer i øjnene om, at vi har fået vores ”gamle Sylvester” tilbage.

Ret hurtigt oplever vi, at Sylvester begynder at ændre sig. Han får skuldrene ned, taler mere og griner igen.

 Der er dog også en ulempe, der vokser med tiden. Der går kun 11 elever i klassen og de fleste af de andre drenge er dybt engageret i rollespil, som alle frikvarterne går med. Sylvester bliver inviteret med og forsøger at leve sig ind i den eventyrlige verden, men han forstår det ikke rigtig. 

Den nye ven betyder, at Sylvester stadig går glad i skole, men det bliver kun en god dag, hvis han er der. Vennen har kun sjældent mulighed for at ses efter skole og Sylvester sidder stadig meget alene hjemme om eftermiddagen. Der er ikke mange, der kommer i klubben om eftermiddagen og som regel er der kun rollespil eller krea for pigerne.

En aften i sofaen begynder Sylvester at græde, da han hører en gruppe unge more sig på gaden.

”Jeg ville bare så gerne være en del af en vennegruppe, der hænger ud sammen og har det sjovt,” siger han. 

Slået tilbage til start?
Efter halvandet år på den lille friskole beslutter vi os for endnu et skoleskift. Denne gang er det ikke en flugt fra en dårlig klasse, men et tilvalg af noget, som vi håber er endnu bedre. På en større skole kan Sylvester måske få sin drøm om en skolegang og fritid fuld af venner opfyldt? Vi vælger en folkeskole, der profilerer sig på at have fokus på fællesskaber. Skolens tanker og salgstaler lyder fantastiske, men da Sylvester begynder i 8. klasse efter sommerferien, viser det sig at være mere drøm end virkelighed. Vi forældre spørger og spørger. ”Hvordan er det gået i dag?”, ”Hvem taler du med?”, ”Kan du ikke spørge om I skal mødes efter skole?”. Svarene er vage, telefonen er stille og eftermiddagene det samme. Det går ”fint”, siger Sylvester tydeligvis irriteret over vores mange spørgsmål. Det tager jo også noget tid at falde til i en ny klasse, tænker vi. 

Først i juleferien går det for alvor op for os, at det langt fra går ”fint”. Sylvester fortæller, at han har forsøgt at blive en del af en drengegruppe i klassen. Han har hægtet sig på, når de er gået på tanken for at købe frokost og forsøger at hænge ud med dem i frikvartererne.

”Men de taler ikke til mig og svarer mig ikke rigtig, når jeg forsøger at sige noget,” fortæller Sylvester. På det tidspunkt har han selv besluttet sig for, at han ikke vil være en del af gruppen, fordi de ”faktisk ikke er særligt søde”. Vi er stolte over, at han selv siger fra. Måske er han blevet klogere og stærkere siden han stod i samme situation på den gamle skole. Men det er stadig svært ikke at blive valgt til af klassekammeraterne.

Sylvester tager selv mod til sig og spørger et par drenge i klassen om de skal mødes efter skole. Den ene kan aldrig og den anden dukker ikke op til aftalen. Det lykkes at lave en fodboldaftale med et par drenge en eftermiddag, men der kommer ingen invitationer den anden vej.

Vi henvender os til klasselæreren, ledelsen og skolens fællesskabsvejleder i et håb om, at de måske kan støtte Sylvester i det sociale på skolen. Specielt frikvartererne kan være hårde, når man står alene. Efter flere måneder lykkes det at få et møde, hvor klasselæreren bekræfter vores frygt: Sylvester går ved siden af de andre som et stille påhæng eller sidder for sig selv. Når der er boldspil eller fælles lege, deltager han dog og virker glad. Vi og skolens fællesskabsvejleder foreslår, at lærerne kan igangsætte fælles aktiviteter i nogle af pauserne som fx turneringer i bordtennis eller fælles boldspil udenfor, ligesom der bliver talt om fælles frokoster for eleverne og arrangementer efter skoletid.

”De sidste år er der fuld fokus på afgangsprøverne. I aner ikke hvor meget vi skal nå! Så der er ikke ressourcer til så meget andet end det faglige,” lyder det fra klasselæreren, som alligevel lover at forsøge at gøre en indsats. Kort efter bliver hun langtidssygemeldt og ingen tager over.

Her efter halvandet år på den nye skole er Sylvester ikke en eneste gang blevet invitereret hjem til nogen eller spurgt om han vil lave noget efter skole. De andre forældre har vi kun set meget lidt til. Til forældremøder har vi været åbne om den svære start, men møder ikke andet end små smil og tavshed.

Der er dog små lyspunkter. Sylvester har fundet en kammerat i parallelklassen, som han ofte spiller bordfodbold med i frikvartererne. Der er også kommet en ny dreng i klassen, som han taler en del med. I sin fritid ses han stadig med sin ven fra friskolen og en gammel barndomsven. Han er begyndt i en tennisklub og tager glad afsted til træning. Det er ikke altid, at Sylvester har lyst til at gå i skole om morgenen, men for det meste er han glad. Drømmen om at være en del af en vennegruppe, der hænger ud sammen i og udenfor skolen, er ikke gået i opfyldelse. Men måske er mindre også ok?

Oplever du udfordringer med fællesskabet i dit barns klasse?

Ring til Forældrerådgivningen på 70 25 24 58

Råd om skoleskift

Hvad siger Forældrerådgivningen til Sylvesters historie?

Råd om skoleskift

Hvad siger Forældre-rådgivningen til Sylvesters historie?

Løser det problemerne at skifte skole? Vil ens barn komme til at trives? Hvis man bare vidste det på forhånd, ville beslutningen ikke være så svær. Når jeg ser tilbage på Sylvesters skoletid, kan jeg godt blive i tvivl, om vi gjorde det rigtige. Skulle vi have skiftet skole hele to gange?  Var det dumt at gå efter “det perfekte skoleliv” og miste det vi trods alt havde? Kunne vi have gjort noget anderledes? Noget mere? Er det rigtigt, at “aben flytter med”?

Jeg synes ikke selv, at jeg har fundet svarene på mine egne spørgsmål eller de spørgsmål, vi har fået fra andre forældre, der har spurgt os til råds. Så nu har jeg ringet til én, der måske har: Rikke Alice Bille, der er leder af Skole og Forældres Forældrerådgivning.

Hvad tænker du, når du læser vores historie?

”Jeg kan tydeligt genkende problematikken fra mange af de forældre, der ringer til Forældrerådgivningen. Det her med, at ensomheden kommer snigende. Det er en udfordring, som er tabubelagt, fordi man kan føle, at ens barn ikke lykkes, så det er meget sårbart at tale om. I Sylvesters situation burde der have været nogle lærere, der havde set udfordringerne og grebet ind. Det er også en form for mobning at blive overset og udelukket fra fællesskabet. Det kan gøre lige så ondt. Når forældrene så gør opmærksom på udfordringerne, er det skolens opgave at sætte gang i indsatser og følge op på aftalerne, når forældresamarbejdet begynder at svigte. Det lyder som om, at der var flere elever i den klasse – udover Sylvester – der havde brug for hjælp, blandt andet Hannibal. Der synes jeg, at skolen har svigtet og ikke levet op til sit ansvar.”

Hvilket ansvar har forældrene i en klasse for, at alle føler sig som en del af et fællesskab?

”Jeg vil hellere starte med at spørge: Hvilket ansvar har skolen for, at forældrene føler et ansvar for fællesskabet i klassen? Det hele begynder med, at skolen og lærerne har holdninger til, at forældrene har et ansvar og faciliterer, at forældrene tager det ansvar på sig. Skolen skal sende et tydeligt signal om, at forældre og skole sammen skal skabe nogle rammer, hvor eleverne kan trives og lære. Det kunne fx være en del af skolens principper og formidles til forældrene på det første forældremøde eller endnu bedre allerede før skolestart. Hvis ikke skolen tager den opgave på sig, taber de forældrene, når tingene begynder at blive svære. Hvis ens barn mistrives kan man blive sig selv og sit barn nærmest, hvis man ikke er tryg i forældregruppen og der ikke er et godt samarbejde. Skolen skal klæde lærerne på til at arbejde med trivslen i klassen og bruge de ressourcer, der er i forældregruppen, tage de svære snakke og sikre, at alle deltager i fælles arrangementer. Det er dét, der går galt for mange skoler. Hvis skolen tager ansvar for at inddrage forældrene, træder de også mere til, når der er brug for det. Måske skal de støttes og inspireres til, hvad de kan gøre, men de fleste vil gribe bolden, når de har fået at vide fra start af, at det er vigtigt og har betydning for alle børns trivsel og læring i klassen.”

Kunne vi forældre have gjort noget mere eller anderledes?

”I virkeligheden vil jeg sige, at I måske var for længe om at flytte Sylvester fra den første skole, fordi det virkede som om, at han i længere tid ikke trivedes og skolen ikke handlede på mistrivslen i klassen. I forhold til det andet skift er det svært at sige. De fleste forældre har en intuitiv fornemmelse for om ens barn mistrives, og hvis man har den fornemmelse, skal man handle på det. Man skal overveje, om man tror på, at skolen kan løfte opgaven. Hvis personalet på skolen ikke selv har set udfordringerne og gjort noget ved det, er det et dårligt tegn. Det er en stor beslutning at skifte skole, for man ved jo ikke, om det bliver bedre, men generelt synes jeg ikke man skal være så bange for at skifte skole. Til gengæld skal man være grundig med at finde den rigtige nye skole til ens barn.”

Hvornår ved man, om det er på tide at trække stikket og skifte skole?

”Hvis man har et barn, der mistrives, skal man ikke vente for længe. Man skal selvfølgelig ikke bare skifte skole, fordi ens barn har haft det skidt i en uge. Men man skal heller ikke vente til, at barnet ikke har lyst til at komme i skole. Hvis man er kommet dertil, at man tænker ”hvis ikke det bliver bedre, så flytter vi ham”, så lav en plan: Hvordan kan skolen hjælpe, hvad kan I selv og jeres barn gøre? Giv det fx tre måneder for at se om indsatserne virker. I de tre måneder, kan man godt begynde at tænke i alternativer, så der ligger en plan klar, hvis ikke der sker fremskridt på den nuværende skole. Udfordringer kan jo godt løses og jeg har oplevet, at dårlige situationer kan vende. Hvis det sker, er det værd at give den gamle skole en chance. Men for mange ændrer det sig ikke væsentligt, og så kan et skoleskift være en god måde at komme videre på. Det er også vigtigt at inddrage barnets perspektiv. Jo ældre barnet er, jo mere indflydelse kan man give dem. Man skal være nysgerrig på deres oplevelser og lytte, men generelt vil jeg sige, at et skoleskift er en voksenbeslutning, da barnet ikke altid selv kan vurdere om et skift er nødvendigt. Derfor skal man også passe på med at spørge ”Vil du gerne skifte skole?” for så har man givet barnet et valg, han/hun kan sige ”nej” til. Nogle børn efterspørger selv et skoleskift og så er der som regel god grund til at gå ind i det.”

Kan man sige, at ”aben flytter med”? Og hvad ligger der egentlig i det?

”Hvis et barn flytter skole på grund af mistrivsel, vil det i mange tilfælde bære noget med sig – fx følelsen af at være en person, som de andre ikke vil være sammen med. Derfor kommer han nok ikke ind i en ny klasse og udstråler ”her kommer jeg”. Han har højst sandsynligt lært sig nogle overlevelsesstrategier på den tidligere skole for at beskytte sig selv, og vil derfor ikke sætte sig selv på spil overfor de andre elever, som børn uden negative oplevelser i bagagen, ville gøre. På den måde, kan man godt sige, at ”aben kan flytte med” til den nye skole. Men det er vigtigt at forstå, at det ikke er barnet, der er problemet, men skolen og fællesskabet, der har fejlet. Det er heller ikke barnet, der har ansvaret for, at tingene ændrer sig. Det har de voksne. Børn gør det altid så godt, de kan.”

Hvad kan man gøre for, at ens barn får en god start på den nye skole?

”Jeg er fortaler for en blid overgang, hvor barnet kommer i ”praktik” i en periode (kald det ikke en prøve, da det vil føles som et pres) – altså at man prøver at være i den nye klasse fx tre uger, men holder en bagdør åben til den gamle skole. Langt de fleste børn vil helst blive i det velkendte, også selvom det ikke fungerer, så det virker mindre drastisk, hvis han/hun bare skal på besøg et andet sted. Hvis den nye skole er god, har barnet ikke lyst til at komme tilbage til den gamle skole efter de tre uger. Det er dog vigtigt, at barnet får taget afsked med den gamle skole og klassekammeraterne på en god måde. Fortæl dit barn, at han/hun ikke skal flytte skole, fordi der er noget galt med ham/hende, men at den nye skole er bedre til at hjælpe. Når man vælger den nye skole, er det vigtigt at spille med åbne kort og fortælle ærligt om de udfordringer, som barnet havde på den gamle skole. De skal kunne støtte ens barn til at trives – og dermed kunne noget andet end den gamle skole. Som forældre skal man føle sig forstået og anerkendt i de udfordringer, man kommer med. Der skal laves en konkret plan for overgangen: Hvad skal der ske den første morgen, den første dag, den første uge – og hvilken støtte er der på længere sigt? Og hvordan bliver forældrene introduceret til de andre forældre? Hvis skolen ikke kan finde ud af det, skal man overveje om det er den rigtige skole til ens barn. Det er lige så stor en opgave for en skole at få et barn ind, der har været i mistrivsel, som et barn med faglige vanskeligheder. Det er ikke alle skoler, der er forberedt på det.”

Sylvesters navn er opdigtet og skribenten bag artiklen er anonym af hensyn til barnet. Redaktionen er bekendt med familiens identitet.

Få ny viden, inspiration og gode råd til at støtte dit skolebarn
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Skole og Forældres magasin, Skolebørn, og få de nyeste artikler direkte i din indbakke 8 gange om året.
Det er helt GRATIS og vi giver ikke din mailadresse videre til anden part.

Hvis du har lyst, kan du udfylde fødselsåret for dit barn/dine børn, så vi kan sende dig artikler, der passer til dit barns klassetrin. Det er selvfølgelig frivilligt og vi bruger ikke oplysningerne til andet.

Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet accepterer du Skole og Forældres privatlivspolitik. Læs den her.