Tema: Praktisk skole
Mattias Tesfaye:
Hvad mener undervisningsminister, Mattias Tesfaye, når han taler om, at undervisningen i folkeskolen skal være mere praktisk? Magasinet Skolebørn besøgte ham på kontoret og fik historien om, hvordan en dåse i en busk og et eksploderende græskar kan give elever mere læring og lyst til at gå i skole. Der blev også varslet mere frihed, mindre målstyring, et kig på timefordelingen og nye mennesker på lærerværelset.
TEKST: MAJ CARBONI
FOTO: KELD NAVNTOFT
Vi mislykkes med skolen, når nogle elever efter 9. klasse tænker: ”Aldrig mere bøger, aldrig mere lærere og aldrig mere skole”. Det er jo meget centralt i folkeskolens formålsparagraf, at skolen skal give eleverne ”lyst til at lære mere”. Efter ti år i folkeskolen skal vi have eleverne til at tænke: ”Det var godt nok inspirerende! Nu vil jeg tage en uddannelse, hvor jeg kan lære mere.”
Jeg tror, at det kan øge motivationen og give mere skoleglæde, hvis der kom flere timer, hvor eleverne ikke sidder ned, men spiller på et instrument, laver mad eller bygger et skateboard.
Hvad mener du, når du siger, at folkeskolen skal være mere praktisk?
Vi har nogle gange en forestilling om, at der sker læring i skolen, hvis der sidder 24 børn bag deres Chromebook og kigger på en lærer, der snakker ved smartboardet. Men det er faktisk ikke dét, som undersøgelser og forskning fortæller os. Eleverne lærer bedst, hvis de kan knytte dét, de bliver fortalt, til det liv, de lever. Jeg taler ikke for, at alt der foregår bag et skrivebord, er dårligt – og alt, der giver mudder på knæene, er godt. For mig er det koblingen mellem teori og praksis, der er det interessante. Den praktiske dimension skal også ind i de såkaldt boglige fag.
Kan du give et eksempel på god undervisning i dine øjne?
Jeg har fx været ude at samle skrald med en 3. klasse i Farum. I et par timer løb børnene rundt med en pose fra Danmarks Naturfredningsforening og en grab til at samle affald op. De fandt aluminiumsdåser, cigaretskodder og ispapir, som nogen havde smidt. Hvis eleverne bare havde samlet det op og var gået tilbage til den normale undervisning, ville der ikke være sket så meget andet end, at kommunen har sparet nogle penge. Men det var ikke formålet. Lærerne fortalte, hvordan eleverne ugen inden havde lært om nedbrydningstider – fx at det tager op til 500 år for naturen at nedbryde en aluminiumsdåse. Så når eleverne finder en Red Bull inde i busken, så ved de, at den kommer til at ligge der til deres tip, tip, tipoldebørn, hvis den ikke bliver fjernet.
Og når de så kommer ind på skolen igen med hver deres pose og beskidte knæ, så kan de jo veje affaldet. Og regne ud, hvor mange kilo affald, der nok ligger i deres by, hvis de selv har samlet skrald på 100 meter på sti og der i alt er 5000 meter sti i Farum. Man kunne endda skrive en lille opgave om det på engelsk. Eller man kan lave affaldskunst af skraldet i Håndværk og design, som en af lærerne fortalte om.
I folkeskolens formålsparagraf står der, at folkeskolen skal bidrage til elevernes ”forståelse for menneskets samspil med naturen”. Så kan man jo sætte sig ned, åbne en digital læringsplatform og lære om nedbrydningstider. Eller man kan kravle rundt i en busk og samle en Red Bull-dåse op. Skolen skal begge dele, men det er samspillet, der er vigtigt.
Jeg synes det interessante er, at vi har rimelig solide undersøgelser, der viser, at en anvendelsesorienteret undervisning, hvor man varierer måden at undervise på, er til gavn for alle børn. Både elever fra uddannelsesfremmede hjem og elever fra hjem med klaver og bogreoler. Det er meget vigtigt for mig, at vi ikke skal lave ændringer i folkeskolen af hensyn til et lille mindretal, der har det svært. Vi skal lave ændringer til gavn for alle børn.
Der skal selvfølgelig stadig tages hånd om elever med særlige behov. Og så er jeg generelt stor tilhænger af en skole, hvor der er forudsigelighed, klare rammer og tydelige budskaber. Men jeg synes ikke, der er nogen modsætning mellem dét, og så at have en varieret virkelighedsnær undervisning. Det kræver af lærerne, at de har forberedt sig godt og får forklaret eleverne, at på mandag skal vi lære om, hvor lang tid det tager naturen at nedbryde forskellige materialer, på tirsdag skal vi samle skrald, og på onsdag skal vi lave kunst ud af det skrald, vi har samlet.
Jeg er optaget af, at de unge får mulighed for at træffe et kvalificeret uddannelsesvalg. Når man sidder med forældrene omkring køkkenbordet og skal træffe en beslutning om, hvad der skal ske efter folkeskolen, så skal både de unge og deres forældre vide, hvad det vil sige at gå på et tekniske gymnasium, social- og sundhedsskolen eller landbrugsskolen. Det almene gymnasium kan være et fint valg, men man skal vide, hvad man fravælger. Og ikke bare på sådan en fjern måde, hvor man engang har hørt om det, men ikke helt forstår, hvad det er. Vi har undervisningspligt i Danmark på 12.600 timer, men faget uddannelse og job er timeløst. Det skal vi måske kigge på.
Det er også et spørgsmål om, at folkeskolen i dag i høj grad er begyndt at ligne en forskole til gymnasiet, og gymnasiet er begyndt at ligne en forskole til universitetet. Jeg kan godt forstå det, fordi alle folkeskolelærer har gået i gymnasiet og alle gymnasielærer har gået på universitetet. Derfor er der et behov for, at vi diskuterer, hvem vi bruger som undervisere. Lærerne er jo omdrejningspunktet for undervisningen, men vi er nødt til også at have andre fagligheder ind i skolen. Børnene er nødt til at møde andre mennesker, der har prøvet andet i livet, som eksempelvis håndværkere.
Mattias Tesfaye er født i Århus, hvor han boede med sin mor, der arbejdede som rengøringsassistent. Hans far kom til Danmark som flygtning fra borgerkrigen i Etiopien, blev uddannet arkitekt, men arbejdede som svejser på et skibsværft. Forældrene blev skilt, da Mattias var 4 år. Hans far flyttede senere tilbage til Etiopien og døde, da Mattias var teenager.
Som 16-årig forfalskede Mattias Tesfaye sin mors underskrift for at droppe ud af gymnasiet midt i 1.g for i stedet at begynde på en uddannelse som murer, hvor han hurtigt blev formand for murelærlingene i det daværende Århus Amt. Efter nogle år som murer blev han faglig sekretær i fagforeningen 3F og gik derefter ind i politik, hvor han har været i både Danmark Kommunistiske Parti, Enhedslisten og SF. Her blev han næstformand, men stoppede for igen at arbejde som murer. I 2013 udkom hans bog Kloge Hænder – et forsvar for håndværk og faglighed.
I 2015 blev Tesfaye valgt ind i folketinget for Socialdemokratiet og har siden været både udlændinge- og integrationsminister, justitsminister og nu børn- og undervisningsminister.
Privat bor han i Albertslund på Københavns Vestegn med sin kone og deres tre børn, hvoraf de to største går i den lokale folkeskole.
Foto: Jens Dresling, Ritzau Scanpix
Der har jo flere gange været et politisk ønske om, at der skal mere ”praksisfaglighed” ind i skolen – Hvordan vil du lykkes med at få det til at ske denne gang, når det ikke helt har virket de andre gange?
Der er sådan set ikke er noget i lovgivningen i dag, der forhindrer, at man kan lave sådan en skole. Lige nu imens vi taler, er der jo tusindvis af undervisningsforløb i gang på en meget bedre måde, end jeg overhovedet kan forestille mig. Og så er der andre steder, hvor jeg synes, at undervisningen er gået lidt i stå.
Jeg er faktisk enig i meget af det forarbejde, der blev lavet frem til folkeskolereformen for ti år siden. Meget af det, jeg taler om her, er også nogle af de tanker, der blev tænkt dengang. Nogle steder er det også blevet gennemført, men det var jo ikke verdens bedste samarbejdsklima, den reform kom til verden i.
Jeg er politiker, så selvfølgelig synes jeg, at lovgivning er vigtig, men som forandringsværktøj, er det kun ét værktøj i værktøjskassen. Det vigtigste forandringsværktøj er dét, der sker mellem lærerne og eleverne. Og det er svært at gå over i Folketingssalen og vedtage noget om det. Der er en masse rammer omkring lærernes muligheder for at undervise, som vi godt kan diskutere politisk, men at hæve kvaliteten af undervisningen er et forandringsprojekt, vi må have i fællesskab.
Det hele handler jo om at styrke elevernes læring og trivsel, og jeg tror på, at alle der arbejder med skoler i de danske kommuner, har et hjerte, der banker for, at børnene skal både lære og trives bedst muligt. Men det kræver planlægning, og det kræver en ledelsesopbakning, og så kræver det, at vi politikere træder et skridt tilbage med styring af skolen.
Ved siden af det, tror jeg også, at der er behov for at se på timefordelingen. Altså, hvor mange timer har vi i de klassisk praktiske fag; billedkunst, madkundskab, håndværk og design og musik? I Sverige er hver fjerde time i udskolingen praktisk og i Danmark er det kun hver ottende time.
Hvordan hænger dit ønske om mere praktisk undervisning sammen med regeringens ønske om at give mere frihed til skolerne?
Jeg tror, der er nogen, der vil sige til mig:
”Mattias, på den ene side har du nogle ønsker om, hvordan skolen skal indrettes. På den anden side vil du frisætte den. Er det ikke en modsætning?”
Men jeg tror faktisk, at mere frihed er forudsætningen for ændringerne. Jeg tror på, at lærerne gerne vil lave en undervisning, hvor de samler skrald med børnene eller andre praktiske elementer. Langt de fleste af de mennesker, der søger ind på lærerseminarierne brænder for at arbejde med børn og didaktik, men der er alle mulige ting, der spænder ben for, at det lykkes.
Jeg tror, at vi skal lade den lidt rigide målstyring, der har været, træde lidt tilbage, og til gengæld skubbe Folkeskolens formålsparagraf frem. Og så skal vi diskutere med hinanden, hvordan vi så fylder den ud i de rammer, der er lokalt og med mindre styring fra Christiansborg. Fordi forudsætningerne for at lave en mere anvendelsesorienteret og varieret undervisning er, at man ikke har bundet fagene og skolen til en masse bureaukrati og målstyring, som begrænser handlingsrummet.
Det kræver pædagogisk ledelse på skolen. Og det kræver så, at ledelsen ikke er i gang med at udfylde blanketter til forvaltninger og styrelser, men at man faktisk har tid til at lede personalet og udvikle pædagogikken. Det kræver også, at lærerne ikke hele tiden stresser over, om de nu når alle de mål, der er i alle mulige bekendtgørelser og forventninger fra omverdenen. Men at de er fokuseret på, at det handler om, at børnene skal lære noget og så tage ejerskabet og magten over klasseværelset tilbage. Det er et forandringsporgram for skolen, som jeg meget gerne vil gennemføre i samarbejde med alle de parter, der er omkring skolen: Både skolebestyrelser og forældre, men selvfølgelig også eleverne selv, lærerne, kommunerne og skolelederne. Jeg tror sådan set, at vi alle sammen har det samme ønske for folkeskolen.
Vi bliver også nødt til at forholde os til, at de sidste år af folkeskolen er blevet meget rettet mod eksamen. Det kan jeg godt forstå. Men eksamen er jo ikke slutningen på livet. Det er jo sådan set bare en mellemstation, før man skal videre i tilværelsen. Og der synes jeg, at dét der skal ske efter eksamen, skal fylde noget mere.
Vi har også sat gang i nogle forsøg med nye typer afgangsprøver, som jeg er spændt på at se resultatet af. I andre steder i uddannelsessystemet har vi jo rimelig solide erfaringer med andet end rene skriftlige og mundtlige eksaminer. Jeg har jo selv taget en uddannelse, hvor det til eksamen slet ikke var vigtigt, hvad jeg kunne skrive eller sige. Det eneste, der var interessant var, om væggen var i lod og om der var fald på afløbet. Faktisk blev opgaven bedømt uden, at eksaminatoren vidste, hvem jeg var. Det var bare opgave nummer 17.
De havde fx en uge, som de kaldte Hersted Vester Landsby, hvor de lavede en hel landsby på skolen, hvor eleverne arbejdede i forskellige værksteder. Min ene søn lavede mad i en kantine, og den anden var med til at stå for en biograf. Der er jo masser af læring i sådan et forløb, hvis det er grebet rigtigt an. Torsdag aften var alle forældrene så inviteret hen for at se, hvad deres børn havde arbejdet med. Den uge kunne jeg mærke, hvor enormt motiverende det var for mine egne børn at lave noget, de skulle vise frem for os forældre. Og der kom masser af forældre, fordi man jo gerne vil se, hvad ens børn har lavet og talt om. Så jeg er ikke så bekymret for, om vi forældre kommer til at bakke op om en mere praktisk skole.
Jeg kunne godt lide at gå i skole, men som så mange andre drenge var det nok også sådan, at i de sidste skoleår, der var der nogle dage, hvor man sad og kiggede lidt ud ad vinduet.
Noget af det, jeg husker var, at jeg selv underviste de mindre elever i matematik. Jeg gik på en lille skole, hvor vi var meget blandet på tværs af klassetrin. Det synes jeg helt klart kunne noget. Det var også en skole, der gik meget op i at være orienteret mod lokalsamfundet. Jeg husker fx tydeligt, at der kom en ældre mand, der fortalte om, hvordan det var at være ung modstandsmand i det område, vi boede i. Og hvad han havde sprunget i luften af ting rundt omkring os.
Vi havde også besøg af en ung kvinde, der havde gået på vores skole og senere var blevet narkoman, som fortalte om, hvordan det var, og hvordan hun kom ud af det igen. En anden dag kom der en lokal betjent og sprang et græskar i luften med en af de strygere, som nogle af de store drenge solgte. Der var hele tiden et forsøg på at relatere undervisningen til det lokalsamfund, vi boede i, så det gav mening for os elever.
Mening er jo et nøgleord. Når noget giver mening, så viser det sig nogle gange, at børn er i stand til at lære noget, som man ellers aldrig nogensinde ville være i stand til. Fx kan min søn udtale alle navnene på fodboldholdene i Premier League. Han kan sige Southampton, West Bromwich og Nottingham Forest fuldstændig perfekt. Men lige så snart vi læser noget andet på engelsk, så sidder han og hakker i det. Det er jo fordi, han har sit engagement det ene sted og ikke det andet sted.
Det er lidt det samme med at samle skrald i buskene, fordi det giver mening at få et rent og godt lokalsamfund. Men hvordan giver det mening at analysere en roman af Klaus Rifbjerg i 8. klasse? Hvordan gør man det meningsfuldt? Det er faktisk en svær didaktisk opgave, vi giver lærerne. Og det er ikke nok at sige til eleven, at det skal du. Måske for nogle elever, der er meget sultne på læring. Men de fleste børn stiller det rimelige spørgsmål: Hvad skal det gøre godt for? Og det skal de have et ordentligt svar på.
Udgivet: maj 2023
