Vælg side

Samarbejde med erhvervsskoler: Får hammer og malerpensel i hånden

Samarbejde med erhvervsskoler: Får hammer og malerpensel i hånden

Et par dage om ugen er skoletrætte udskolingselever i Fårevejle i stedet ude på erhvervsskolen. 

TEKST: LINE FELHOLT

De saver i træ. Rører i gryder. Maler. Når de egentlig burde sidde hjemme i klassen og lytte. Men det fungerer ikke for dem, så i stedet får de lov at være praktiske to af ugens fem skoledage. På Fårevejle Skole har man i tre år haft succes med at samarbejde med erhvervsskolen. 

”De er ude på erhvervsskolen på lige vilkår med de elever, der går derude. De er der for at bygge ting i træ, skille en motor ad eller lære noget i malerværkstedet. Det er en stor succes for skoletrætte elever, som ikke passer så godt ind i de mere akademiske undervisningsformer, der er i folkeskolen,” forklarer udskolingsleder på Fårevejle Skole, Christian Ranch Elgaard. 

Ny mening
Samarbejdet mellem Fårevejle Skole og erhvervsskolen er en del af en større forsøgsordning, hvor tre kommuner har tilbudt elever i 8. og 9. klasse med lav motivation for at gå i skole at skifte deres valgfag i folkeskolen ud med fag på erhvervsskoler. 

Positive erfaringer fra de tre år, projektet har stået på, har nu gjort, at forsøget fortsætter, så andre kommuner også kan komme med. Projektet har vist, at eleverne lærer mere og trives bedre, har mere tilfælles med deres nye klassekammerater og bedre relationer til deres lærere. 

I en rapport om forsøget fortæller en lang række elever om, hvad det har givet dem:
”Før syntes jeg, at det var kedeligt, og at man ikke kunne se meningen med det. Nu kan jeg se meningen, fordi vi kan se, hvordan et arbejde eller en uddannelse kunne se ud,” fortæller en 16-årig elev, der har deltaget i ordningen. 

Være noget andet 
Formålet med forsøget er netop at give elever mulighed for at afprøve forskellige brancher og få succesoplevelser, som motiverer dem til at overveje en erhvervsfaglig uddannelse. Udskolingsleder på Fårevejle Skole, Christian Ranch Elgaard, har set mange eksempler på netop dét i de forløbne tre år. En svært ordblind elev viste sig at være så arbejdsom på erhvervsskolen, at han nu er efterspurgt af flere praktiksteder. Andre elever har haft planer om at blive det samme som deres far, men vil nu være kok eller elektriker i stedet. 

”Eleverne får udvidet deres horisont og finder ud af, at der er så meget andet, de kan blive. De oplever store personlige succeser, fordi de bruger deres hænder og er gode til det,” fortæller udskolingslederen. 

 

Udgivet: maj 2023

Få ny viden, inspiration og gode råd til at støtte dit skolebarn
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Skole og Forældres magasin, Skolebørn, og få de nyeste artikler direkte i din indbakke 8 gange om året.
Det er helt GRATIS og vi giver ikke din mailadresse videre til anden part.

Hvis du har lyst, kan du udfylde fødselsåret for dit barn/dine børn, så vi kan sende dig artikler, der passer til dit barns klassetrin. Det er selvfølgelig frivilligt og vi bruger ikke oplysningerne til andet.

Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet accepterer du Skole og Forældres privatlivspolitik. Læs den her.