Tema: Praktisk skole
Opdelingen mellem bogligt og praktisk hører fortiden til
Efter årtier med ensidigt fokus på akademiske mål skal folkeskolen igen være mere praktisk, mener både skolefolk, forskere og politikere. For børn bliver både dygtigere og gladere af at lære med hele kroppen, kunne fremstille ting med hænderne og sætte boglig lærdom i praktisk anvendelse.
TEKST: ULLA HINGE THOMSEN
FOTO: MAJ CARBONI (FRA KILDEN BØRNE- OG UNGEUNIVERS)
Mere end en gang, mens jeg skriver denne artikel, dukker den op i mine tanker: Bordskåneren, som stod på bordet, fra den dag jeg kom hjem med den. Fire små stykker træ på den ene led, to stykker på den anden og otte skæve søm var det blevet til efter et helt års undervisning i sløjd. Vores gryder stod skæve i otte år. Det var i 1980’erne.
I dag er sandsynligheden for, at dit barn kommer hjem med sådan en skævert, ret lille. Sløjdlokalerne er for længst inddraget til it-lokaler eller andet, og fagene håndarbejde og formning er slået sammen til Håndværk og Design. Og ifølge flere forskere går noget værdifuldt tabt, når anvendelse, sanser og hænder ikke er en prioriteret del af undervisningen.
”Som mennesker bruger vi redskaber og kan forandre verden med dem. Det er fundamentalt for vores forståelse af os selv,” siger Lars Bang Jensen, lektor ved Institut i for Kultur og Læring ved Aalborg Universitet.
Fin og mindre fin viden
Ifølge Lars Bang Jensen er det ikke underligt, at mit sløje produkt fra sløjd stadig står klart.
”Vi husker de produkter, vi laver – digtet, bordskåneren. Ikke det, læreren har stået og fortalt. Krop, sanser og materialitet er meget vigtige,” siger Lars Bang Jensen.
I de senere år er de praktiske komponenter blevet forfordelt i skolen, mener han. Igen.
”I 00’erne har vi haft et meget stærkt fag-fagligt fokus, men opdelingen i ’praktisk’ og ’boglig’ går helt tilbage til Antikken, hvor den gode og fine viden var den skolastiske. Praktisk viden har været kronisk nedvurderet. Den har været for dem, der ikke kunne læse, og praktiske fag har været dårligst lønnede,” siger Lars Bang Jensen.
Han håber, at pendulet nu er ved at svinge tilbage mod det mere praktiske igen.
“Hvis du har en skole, hvor eleverne aldrig får en sav i hånden eller får lov til at skrue på noget, hvordan skal de så få lyst til at tage en erhvervsuddannelse? Folkeskole er for alle og ikke en forgård til gymnasiet, men det er svært, når det fag-faglige får så stort fokus”
Lars Bang Jensen, lektor ved Institut for Kultur og Læring ved Aalborg Universitet
Begrebet praksisfaglighed
Netop manglen på unge, som har lyst til at tage en erhvervsuddannelse efter folkeskolen, er et af politikernes argumenter for at indføre mere praksisfaglighed i folkeskolen. Et begreb, som Lars Bang Jensen selv har forsket i sammen med et hold kolleger.
”Praksisfaglighed er et policy-begreb, som er opfundet til lejligheden i 2018, hvor den daværende VLAK-regering indgik en aftale med andre partier. Det har to sider: de praktiske og æstetiske processer inden for fagene og de praktisk-musiske fag,” forklarer Lars Bang Jensen.
Begge dimensioner er pressede. De praktisk-musiske fag, fordi faglokalerne mange steder er væk og hybriden Håndværk og Design indført. De praktisk-æstetiske processer, fordi lærerne fokuserer på de fælles mål. Endelig er der udfordringer i forhold til lærernes uddannelse.
”Der er nogle generationer af lærere ude nu, som er blevet oplært i en meget boglig tradition. Samtidig er der meget forskellige vilkår for kollektiv forberedelse fra skole til skole. Nogle elever vil have gavn af at få matematik ind via arbejdet med en bordskåner. Men det kræver didaktiske overvejelser; man kan ikke bare tage et stykke bræt frem og lave ”sav-matematik”. Og det skal på skemaet, ellers tager ingen ansvar for det,” understreger Lars Bang Jensen.
Krop, sanser og materialitet: “vi husker de produkter, vi laver – digtet, bordskåneren. Ikke det, læreren har stået og fortalt. Krop, sanser og materialitet er meget vigtige,” forklarer Lars Bang Jensen.
Mere h(ånd) i skolen
Ifølge Ph.D. Helle Rabøl Hansen, er en nytænkning af folkeskolen simpelthen en forudsætning for, at eleverne kan føle mening med at være der, nu og fremover.
”Vi har en skoletilhørskrise, som fører til mere fravær og lavere trivsel. Det handler ikke om opdeling i teori og praksis; der er masser af teori i håndværk, men den er dybt forbundet til praksis, og det gør den meningsfuld. Det kan vi lære af i skolen,” siger Helle Rabøl Hansen:
”Opdelingen i bog og bænk hører til i det gamle industrisamfund, men vi er i et postindustrielt samfund nu. Jeg ser i mine ungeinterview en ny tendens til, at flere unge synes, opdelingen er for kategorisk. Den tendens synes jeg, vi skal lytte til,”
Helle Rabøl Hansen, Ph.D
Helle Rabøl Hansen opererer med et lidt bredere begreb end praksisfaglighed, nemlig det, hun kalder h(ånd).
”H(ånd) er mere nærværende boglighed, som er praksisrelevant – man gør mere. Jeg mener ikke, at folkeskolen er blevet for boglig, men den er for dårligt boglig. I dag er didaktik blevet til et spørgsmål om undervisningsmateriale, men det vigtigste er relationen imellem dem, der ved mere, og dem, der ved mindre, for eksempel lærer-elev eller elev-elev. Så det kræver en nytænkning af didaktikken. En didaktik i pagt med tiden er indtænkning af h(ånd) i undervisningen og didaktisk demokrati, hvor eleverne bliver inddraget,” siger Helle Rabøl Hansen:
”Nogle børn får deres potentielle poesilyst slået ihjel ved en stram analytisk ramme indover. Måske skulle man indimellem sige ”skriv lige ud af landevejen” i stedet. Det kommer der knækprosa ud af. Det er også poesi.”
Fælles mål kan fortolkes bredt
Professor Julie Borup Jensen er Cand. Mag. i Læring og Forandringsprocesser ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet og var ligesom Lars Bang Jensen med i projektet Praksisfaglighed i skolen. Hun mener, at lærerne i forvejen gør mange ting, som får praksis og teori til at gå op i en højere enhed.
”Der er ikke som sådan noget nyt i det, men begrebet forsøger at ophæve modsætningsforholdet mellem praktisk handling og teoretisk viden. Den har lærere i mange år forsøgt at arbejde med og få mere på banen, også for at få en mere varieret og differentieret undervisning, der er tilgængelig for flere elever gennem flere indgange som sanser, krop eller hverdagserfaringer. Gennem begrebet praksisfaglighed kunne lærerne i projektet planlægge nogle projekter, som lærerne syntes, var mere ’rigtige’,” siger hun og giver et eksempel:
“Jeg kan huske, at en 7. klasse skulle arbejde med at bygge lejligheder i miniformat til bestemte familier. Lejlighederne skulle være strømbesparende, så der var noget fysik indover. Derudover skulle de researche på målgrupper og udarbejde salgsmateriale – det var dansk, samfundsfag og matematik. Og så skulle de indrettes pænt, så der var billedkunst med. Alt dette foruden at eleverne rent praktisk skulle bygge lejlighederne”
Julie Borup Jensen, professor Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet
For børnenes skyld
Men hvorfor er det praktiske egentlig så vigtigt, kan man spørge? Der er jo nok ikke så mange forældre, der decideret går rundt og mangler en skæv bordskåner. Erhvervsuddannelserne savner ganske vist studerende, men det vigtigste er de børn, der har deres hverdag i skolen, understreger alle tre forskere.
”Lærerne skal IKKE gøre det for at lave en pille, der får erhvervsskolerne til at glide ned hos de unge. Det er en meget instrumentalistisk måde at se det på. Hvis vi skal gøre det, skal vi gøre det for at tænke på det hele menneske, for børnene,” siger Lars Bang Jensen.
Ikke fordi alle børn nødvendigvis vil sætte pris på det. Jeg husker fx selv året med bordskåneren som lidt af en ørkenvandring med et ikke særlig tilfredsstillende resultat. Men det hører med.
”Måske vil ikke alle synes om at save – de vil hellere sidde med en bog – men de har godt af det. Hvis vi ser folkeskolen som en bred motorvej, så kan vi skilles ad senere,” siger Lars Bang Jensen.
”Lige nu tilgodeser vi kun dem, der bedst kan arbejde ud fra en teori og koble praksis på bagefter. Sådan er der nogle børn, der lærer, mens andre ville have godt af den modsatte vej,” supplerer Julie Borup Jensen.
Hvad er praksisfaglighed?
Og hvorfor skal vi bruge det?
1
En kropslig og aktiv tilgang til undervisningen er et grundlæggende og afgørende fundament for elevernes læring og mentale udvikling. Hjerneforskning viser, at det at tilegne sig viden kræver eleverne aktive deltagelse i læringsrummet.
2
Problembaserede og anvendelsesorienterede aktiviteter fremmer elevernes forståelse af teori, der ellers ville være abstrakt og langt fra den kontekst, hvor den kan anvendes.
3
Fremstilling af produkter fremmer elevernes motivation for læring. Denne form for undervisning kan understøtte, at nogle af de elever, der har mistet lysten til at deltage i skolen, får lyst til at deltage, fordi de oplever, at de er gode til at arbejde med deres hænder og får succes med at gennemføre opgaver.
4
Aktiviteter, der er erhvervsrettede eller rettet mod en virkelig praksis uden for skolen forventes at kunne understøtte, at flere elever får øjnene op for erhvervsuddannelserne – og at flere elever i sidste ende vælger at gå den vej, når de skal vælge en ungdomsuddannelse.
Kilde: Praksisfaglighed i skolen – En forundersøgelse, Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) marts 2023
Eleverne vil gerne have ‘brugbar undervisning’
%
af udskolingseleverne og 39% af mellemtrinseleverne synes, undervisningen er spændende, når de "lærer noget, jeg kan bruge til noget".
%
af udskolingseleverne og 48% af mellemtrinseleverne synes, undervisningen er spændende, når vi "eksperimenterer og prøver nyt".
Kilde: Det gode børneliv – ifølge børnene. Mandag Morgen og The Lego Foundation, 2021
71% af lærerne
mener, at praktisk undervisning motiverer eleverne
Lærerne mener, at praksisfaglig undervisning rummer et potentiale for højere elevmotivation i folkeskolen, viser en ny kortlægning fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), lavet for Børne- og Undervisningsministeriet. De adspurgte lærere oplever bl.a., at når undervisningen er anvendelsesorienteret, og eleverne arbejder problembaseret, medvirker det til elevernes oplevelse af at være handlekraftige individer. Det motiverer også eleverne, når de kan bidrage til et autentisk problem, og deres bidrag kan bruges af nogen til noget.
Lærerne oplever særligt forberedelsestid, sammenhængende timer og skolens faciliteter som udfordringer for at tilrettelægge og gennemføre praksisfaglig undervisning.
Lærere i 9. klasse oplever ligeledes, at forberedelse af eleverne til afgangsprøverne ikke lægger op til praktiske aktiviteter, men i stedet til mere “boglig” undervisning og repetition af fagligt indhold.
“Mange elever oplever i løbet af skoledagen at stille sig selv spørgsmålet: “Hvad skal jeg bruge det til?”, uden at kunne komme på noget åbenlyst svar. Derfor har vi brug for en mere praksisfaglig skole.”
Danske Skoleelever (DSE)
Forskernes råd
til mere praktisk skole
Lars Bang Jensen:
- Politikere: Lad skolerne finde lokale løsninger – de har meget forskellige rammer.
- Politikere: Se på, om læreruddannelsen er god nok til at løfte en praksisfaglighed.
- Ledere: Spørg lærerne, hvad de har brug for, så de kan arbejde sammen; tværfaglighed rimer på praksisfaglighed.
Helle Rabøl Hansen:
- Lærere: Vent ikke på, at politikerne kommer og laver folkeskolen om; begynd selv at ændre den, både inden for rammerne og ved at udfordre rammerne.
- Lærere, forældre og forskere: Skab en bevægelse sammen om at ændre folkeskolen til et sted, hvor eleverne ikke blot er i overgang, men er mennesker i egen ret, der skaber mening sammen med andre.
Julie Borup Jensen:
- Lærere: Arbejd kreativt med de fælles mål. De rummer plads til, at man kan gøre først og formulere målopfyldelse bagefter.
- Forældre: Spørg mere kreativt ind til børnenes dag end ”hvad har du lært i dag?”. Børn har stadig en tendens til at tro, at de ikke har lært noget, hvis de har bevæget sig og haft det sjovt. Men det er som regel en mening med aktiviteterne.
Udgivet: maj 2023
HAR DU BRUG FOR ET RÅD OM DIT BARNS SKOLEGANG?
Ring til Forældrerådgivningen på 70 25 24 68
