8-årige Mila vil ikke i skole:
“Det gør så ondt at efterlade hende sådan”
Mila går i 2. klasse. Meget nødtvungent. I næsten to år har hendes forældre forsøgt at få hende til at gå i skole. Det er blevet bedre, men de må også efterhånden erkende, at ”let bliver det nok aldrig”. Mød Milas mor, der er slidt efter flere hundrede svære afleveringsmorgener. Magasinet Skolebørn har fulgt familien i et halvt år.
TEKST: LINE FELHOLT
ILLUSTRATION: JAVIER MUÑOZ
“I dag blev jeg virkelig bekræftet i, at det der med skole og aflevering bare aldrig bliver let”. Det er ord, men det er også suk. De tikker ind mandag den 23. november 2020 klokken 9.48 i en Messenger-tråd, som magasinet Skolebørns journalist har med Katrine Buhl-Olsen Hedegaard.
Hun sidder i omegnen af Århus. Hjemme. Hun er træt. Ked af det. Slidt. Formentlig helt ind til knoglerne.
”Det startede i går aftes, hvor hun ikke ville i seng. Og allerede der startede det også: ’Jeg vil ikke afsted i morgen’. Næste morgen fortsatte det: ’Jeg vil ikke afsted, jeg er træt, bare én fridag, jeg orker ikke mere’. Vi kom dog afsted, men hun var ikke glad, og ved døren, hvor vi siger farvel, kom hele svadaen igen. Til sidst overgav hun sig og stod og vinkede. Men med meget store triste øjne uden at sige noget. Ikke som hun plejer, hvor hun råber efter mig: ’Elsker du mig? Passer du på mig? Hent mig så hurtigt, du kan!’. I dag stod hun bare nærmest apatisk og vinkede. Åhhh det gør så ondt at efterlade hende sådan…”.
Vi kender det jo allesammen. At barnet ikke vil afsted. Hellere vil blive hjemme i dag. Og derfor skal vi insistere på, at de tager overtøjet på. At de hanker op i skoletasken. At vi får dem lidt slukøret ud ad døren. Men det er ikke sådan en dag, Katrine Buhl-Olsen Hedegaard har, da hun skriver i Messenger-tråden. Det er én dag ud af flere hundrede svære – og ofte umulige – skolemorgener, som hun har haft med sin datter Mila de sidste især 1,5 år. For Mila lider af skolevægring. I en sådan grad, at Milas mor har måtte opgive at arbejde. Hendes arbejde er at få sin datter i skole. Et fuldtidsjob, som hun har haft meget få fridage fra.
”Jeg har kigget i bakspejlet på glade børn, der løb rundt i skolegården og legede, og forældre, der satte deres børn af med kys og kør – og dér har jeg bare tænkt: Fuck jer! Tænk sig bare at kunne sætte sit barn af og køre på arbejde. Ved I overhovedet, hvor heldige I er!”.
Meget forvirrende
Magasinet Skolebørn har skrevet og talt med Katrine Buhl-Olsen Hedegaard siden 8. juni 2020. På det tidspunkt var Mila teknisk set 1. klasseelev, men var taget ud af skolen. Dengang for lidt over et halvt år siden så det rigtig sort ud. Det havde det gjort længe.
”Det starter i 0. klasse. Allerede en måned efter, hun var startet i skole udvikler hun det, som vi troede var angst. Hun blev bange for, at vi forældre skal ud med hunden, bange for at monstre kommer og tager os og flår hovederne af os. Det var meget voldsomme tanker. Så vi gik ind i et angstforløb med hende, men det passede ikke helt spot on på Mila. Så vi kontaktede skolen: ’Ser I noget i hende?’,” fortæller Milas mor.
Men nej, Milas lærer ser på det tidspunkt den sødeste og gladeste smilende lille elev. Ja, hun skøjter måske lidt rundt på stolen og er lidt urolig, og så har hun et behov for at blive bekræftet i, at hun løser opgaver rigtigt. Men ellers går det så godt, lyder tilbagemeldingen.
Milas mor har selv arbejdet inden for specialområdet i 14 år og har allerede før skolestart været klar over, at datteren var særligt sensitiv. Og derhjemme ser de noget helt andet end skolen gør:
”Hun er ofte dybt ulykkelig ved udsigten til at skulle i skole. Vi kan slet ikke finde ud af, hvad vi skal gøre, så ulykkelig er hun. Og sekundet efter, vi har afleveret hende på skolen, er der ingenting. Hun er glad, fortæller lærerne. Det er meget forvirrende for os,” fortæller Katrine Buhl-Olsen Hedegaard.
Omkring julen i 0. klasse kontakter hun sin gamle chef, og spørger hende, hvor går de hen og får hjælp til Milas angst. Hun anbefaler en børne-neurospykolog, som laver forundersøgelserne af Mila og henviser videre til en psykiater, som stiller diagnosen ADHD.
”Jeg var meget skeptisk. For havde hun ADHD, ville jeg da vide det,” fortæller Milas mor, der sender papirerne til sin gamle chef for en ekstra vurdering. Det arbejde, der er gjort, er godt. Mila har nogle udfordringer med sin opmærksomhed, men er samtidig meget stærk verbalt, faktisk som en på 10 år, selvom hun kun går i 0. klasse. Intelligensmæssigt ligger hun også højt.
”Så konklusionen er, at hun snyder sine omgivelser rigtig meget,” fortæller Milas mor og får derved en forklaring på, hvorfor hjem og skole ser to vidt forskellige piger i én.
Tror ikke på det
De næste par år af Milas skoleliv er en kamp. Op til sommerferien inden 1. klasse afleverer Milas forældre psykiaterens papirer til skolen for at sige: Det er det her, vi har at gøre med nu. Skolens holdning er, at man fortsætter som hidtil i forhold til Mila. Altså ingen særlige tiltag. På den baggrund starter hun i 1. klasse.
”Efter efterårsferien begynder hun dagligt at få ondt i maven. Hun er utryg ved at gå i skole. Hun vil ikke afsted. Der er for meget larm. Hun kan ikke lide ’bagsiden ved de andre børn’, siger hun. Hun forstår dem ikke. Hvornår de er søde og hvornår de er onde. Så hun konkluderer selv, at de andre børn leger bedre uden hende,” siger Katrine Buhl-Olsen Hedegaard og sukker dybt.
”Det er godt nok store tanker og konklusioner at komme med, når man kun er syv år,” tilføjer hun.
Svære morgener betyder, at Mila har flere og flere dage, hvor hun enten kommer for sent i skole eller slet ikke kommer derhen. Hun skal guides til alt. Både i at tage tøj på og spise morgenmad, og forældrene er nødt til at bryde dagen op i bittesmå bidder for hende i bilen på vej til skole – hvis de overhovedet lykkes med at nå så langt. Mange dage når de kun til skolens parkeringsplads og må køre hjem igen. De dage, hvor det lykkes at få hende helt ind på skolen, ændrer alt sig igen:
”Hun vinker og siger ’hej hej mor’. Man tænker jo: Hvad fanden sker der? Derfor var det så svært at få skolen til at indse, hvad vi kæmpede med derhjemme. De troede ikke på os,” fortæller Katrine Buhl-Olsen Hedegaard.
Mister sit arbejde
Alligevel får forældrene netværksmøder igennem med skolen. Resultatet er, at Mila blandt andet får sit eget skema til at ligge på sit bord, så hun bedre kan følge med i, hvor langt de er, en særlig siddepude og der kommer lidt mere opmærksomhed på hende. Forældrene forsøger også at inddrage PPR uden held.
Efter juleferien i 1. klasse bliver skolevægringen værre. Nu bliver Mila decideret gal og vil ikke. Hun føler sig snydt af forældrenes små puf om morgenen. Dem har hun gennemskuet. Så hun råber, er frustreret og ked af det og forstår ikke hvorfor, forældrene ikke forstår hende.
”I den periode ender jeg med at miste mit arbejde. Jeg har alt for mange dage, hvor jeg ikke kom,” fortæller Katrine Buhl-Olsen Hedegaard.
Det bliver vinterferie, og der forsøges igen med et netværksmøde, men Milas forældre oplever, at skolen ikke rigtig vil tage psykiaterens diagnose til efterretning, fordi den er stillet i privat regi.
Så rammer coronaen i foråret 2020. ’Coronafesten’, som Milas mor kalder den:
”Mila synes, det er fantastisk, at vi er hjemme sammen. De andre elever savner hinanden, men hun savner ingen, siger hun. Det er tydeligvis: ’Whats not to like?’ for hende”.
Tager hende ud
Da regeringen begynder at åbne landet op igen hen mod sommeren, kontakter Milas forældre skolen for, at der kan forberedes en god start for Mila, så de ikke skal tilbage til morgener med: ’Jeg tror ikke jeg skal afsted i dag, jeg nyser’ og ’Min mave siger, at i dag er en dum dag’. For ikke at nævne de morgener, hvor den fysiske modstand er voldsom.
Men:
”Igen oplever vi, at det hele tiden er os, der skal komme med løsninger. Skolen gør ingenting. Griber ingen af vores bolde,” siger Katrine Buhl-Olsen Hedegaard.
Der bliver lavet en legegruppe, som Mila bliver en del af. Men uheldigvis med et par piger, som hun tidligere har haft et svært trekløver med. Initiativet trækker dog lidt i hende. Men allerede efter to dage tilbage i skolen efter nedlukningen, vil hun ikke afsted igen.
Milas forældre skriver til skolelederen, at nu er der nødt til at gøres noget. I svaret står der:
”At de slet ikke forstår vores mail. Fordi det går så godt med Mila. Hun har ’da været i skole i hele to dage og er SÅ glad’. Men hun snyder jo. I skolen lader hun som om, at hun kan lide at være der. Når hun kommer hjem, fylder det alt. Det hele drejer sig efterhånden om, at hun ikke vil derhen. Hun begynder kun at ville sove inde hos os, vil ikke være hos sine bedsteforældre mere og begynder at få tvangstanker. Det går den helt forkerte vej. Så vi beslutter at tage hende ud af skolen og sygemelde hende efter anbefaling af børneneuropsykologen som ser svære stresstegn hos Mila,” siger Katrine Buhl-Olsen Hedegaard.
Kort tid efter melder de hende helt ud af skolen, da de ikke længere tror på, at det kommer til at gå.
Med lodder og trisser
I løbet af sommerferien 2020 begynder Milas forældre at overveje, om de skal prøve en ny og mindre skole til deres datter. De har også dialog med deres læge og psykiater om, hvorvidt medicin mod ADHD kan hjælpe Mila til at klare skolelivet, men for Milas forældre er det en svær beslutning at vælge medicin til. Forældrene vil hellere prøve et skoleskifte end medicin.
Efter møder med et par mindre private skoler, som mener, at de kan rumme Milas udfordringer, falder valget på en af dem. Skolen er meget fokuseret på det kreative, som Mila elsker, og som hun også bruger derhjemme til at ’få ryddet op i sit hoved’.
I august 2020 begynder Mila på sin nye skole i 2. klasse. Der går hun stadig. Der er lovende takter. Men:
”Første dag gik godt. Og alligevel spurgte hun: ’Mor, er du sikker på, at det her er det rigtige for mig?’. For hun ville bare helst være hjemme med mig. Men de efterfølgende dage lykkedes det at aflevere hende i skole. Med lodder og trisser. Allerede der, var det min fornemmelse, at det kunne gå begge veje,” fortæller Katrine Buhl-Olsen Hedegaard.
Det er stadig med lodder og trisser, da magasinet Skolebørn taler med Milas mor for sidste gang i midten af december. Hun kommer i skole hver dag, og det er klart fremskridt. Men…
”Hver dag er jeg bange for, at hun skal fortryde og løbe efter mig” fortæller Katrine Buhl-Olsen Hedegaard, så man tydeligt mærker de ar, den konstante følelsesmæssige stress gennem 1,5 år har sat i hende som mor.
Stadig skrøbeligt
De er også som forældre kommet tættere på at overgive sig til medicin til Mila mod hendes ADHD. Håbet er, at medicinen kan hjælpe hende til at tackle det sociale bedre, og hun dermed får nemmere ved at få venner, hvad hun ikke selv føler, at hun har. Især dét skærer i hjertet hos hendes forældre.
”Hun vender alt for meget indad og er meget hård ved sig selv i forhold til ikke at være god nok. Det er helt klart dét og det sociale, der skubber os lidt mere over i at tilvælge medicin. Og så håbet om, at det kan give hende ro indeni. ’Det sitrer sådan indeni, mor’, siger hun tit,” fortæller Katrine Buhl-Olsen Hedegaard.
Indtil videre kommer Mila som sagt i skole hver dag. Men inden i Mor Katrine er lyset for enden af tunellen så sårbart, at hun ikke tør tro på det endnu.
”Indeni har jeg det sådan: ’Åååh. Kom nu. Jeg har ikke andre bud. Du SKAL blive ved med at ville i skole nu’. Og det lysner også. I forhold til, hvor vi har været. Men jeg tør ikke sige det højt endnu. Med voksenbriller på, er det det rigtige sted, hun er nu. Men det er bestemt ikke løst. Det er stadig så skrøbeligt, så skrøbeligt. Vi er stadig på meget tynd is,” lyder det fra en mor, der måske endda mærker mere lettelse i at overgive sig til:
”Helt let bliver det nok aldrig”.
Udgivet: februar 2021
