Ingen ressourcer til professionelle tovholdere

Selvom forældre på tværs af en række forskellige fraværsundersø- gelser påpeger problemet med, at de efterlades med ansvaret for processen, burde det ikke være sådan, påpeger Skole og Forældres Forældrerådgivning.

Barnet bliver kastebold mellem instanser

Forældrenes job som tovholder bliver ikke nemmere af, at de savner bedre råd og vejledning fra de fagfolk, de møder om deres barns skolefraværssag, påpeger Børns Vilkår.

”De oplever, at de står alene med ubesvarede spørgsmål om, hvad den bedste løsning er for deres barn. Forældrene peger selv på, at de fagfolk, de har mødt, ofte mangler viden om årsagerne bag, og løsninger på, skolefravær. Særligt viden om børn med udviklingsforstyrrelser eller angst, og det rette behandlingsforløb hertil, går igen i fortællingerne,” skriver de.

En anden udfordring for forældrene er, at mange oplever at blive kastet rundt mellem de forskellige forvaltninger og aktører, som giver hinanden ansvaret for opgaverne (og dermed udgifterne). Denne udfordring udspringer af det mundrette ord ”sektoransvarlighedsprincippet”, der i denne forbindelse betyder, at det er den enkelte kommune, der har ansvaret for, at skoletilbud er tilgængelige for børn med handicap, ligesom det er den myndighed, der udbyder en ydelse eller service, der skal betale for den. Kritikere påpeger, at eksempelvis en skoleforvaltning og en handicapforvaltning kan forsøge at tørre ansvaret for støtte til et barn af på hinanden for at slippe for udgifterne.

”Hensigten med princippet om sektoransvarlighed bør være at pålægge den relevante myndighed en pligt til at hjælpe, men i de sager, vi har gennemgået, er der en tendens til, at sektoransvarlighedsprincippet i stedet bruges til at fraskrive sig et ansvar og pege på en anden myndighed som ansvarlig,” skriver Institut for Menneskerettigheder.

Skolelederen kan være stopklods

Endnu en udfordring for processen for forældrene kan være skolelederens centrale rolle i håndtering af fraværssager og tildeling af ressourcer til elever med særlige behov. Det er i vidt omfang skolelederen, der eksempelvis vurderer, om der skal igangsættes en PPR-vurdering, om eleven skal indstilles til specialundervisning, og om det er nødvendigt at iværksætte sygeundervisning samt hvornår en handling skal sættes i gang.

”I nogle tilfælde risikerer forældrene at stå magtesløse over for en passiv skoleleder,” skriver Institut for Menneskerettigheder. I de sager, som de har gennemgået, er der ikke den tydelighed i afgørelser og muligheder for at klage, som der bør være, påpeger de.

”I de gennemgåede sager er skolelederens afgørelser ofte implicitte og uden vejledninger om, hvad man kan klage over eller hvordan, og afgørelserne foreligger sjældent på skrift på nær i referater af møder. Den manglende bevidsthed om, hvornår en beslutning har karakter af en afgørelse, gør det svært for forældre i sagerne at navigere i relationen til skolen. En beslutning om at ’se tiden an’ kan have karakter af et afslag, fx på at iværksætte støtte, og burde derfor ledsages af klagevejledning m.v.,” skriver Institut for Menneskerettigheder. De påpeger også på udfordringen i, at der ikke er nogle tidsfrister på området, hvilket kan få sagerne til at trække ud, ligesom det er problematisk, at der ikke er mulighed for at klage over skolelederens beslutninger om specialpædagogisk bistand, hvis det handler om støtte i under ni timer om ugen.