Forældre får skylden for deres børns udfordringer
4 ud af 10 forældre til børn, der mistrives i skolen, oplever, at skolen peger på dem som årsagen til barnets mistrivsel. Det kan få forældrene til at trække sig tilbage fra samarbejdet eller gå til modangreb – og så har vi en ond spiral, der er ødelæggende for det skole-hjem-samarbejde, der skulle have fået barnet tilbage i trivsel. Vi må pakke pegefingrene væk, slå ørene ud og lytte til hinandens perspektiver, lyder det fra Forældrerådgivningen.
TEKST: MAJ CARBONI
ILLUSTRATION: JILL SENTF
”I er for overbeskyttende”. ”I skal turde stille krav til jeres barn.” ”Du skal lære din søn ikke at være så vred.”
38 procent af forældre til børn, der mistrives i skolen, oplever, at skolen direkte eller indirekte giver dem skylden for barnets mistrivsel. Det viser en undersøgelse fra magasinet Skolebørn fra oktober 2022 med besvarelser fra 1.031 forældre til børn i folkeskolen. En tidligere undersøgelse blandt 1.433 forældre til børn med særlige behov viste, at 42 procent af dem oplevede at få skylden for deres børns udfordringer. Det er en historie, der går igen i Forældrerådgivningen i Skole og Forældre, hvor forældre ringer ind, når de oplever udfordringer med deres barns skolegang.
”Vi hører ofte, at skolen fortæller forældrene, at de gør noget forkert i forhold til deres børn. Nogle gange gør de for lidt. Andre gange gør de for meget. Det kan få forældrene til at miste tilliden til skolen og dermed være ødelæggende for det samarbejde mellem skole og hjem, der skulle få børnene til at komme i trivsel,” siger leder af Forældrerådgivningen, Rikke Alice Bille.
Skyld hjælper ikke barnet
Forældrene fortæller i undersøgelsen, at der fx til skole-hjem-samtaler kan blive sagt ting fra lærere og pædagoger, der får dem til at føle, at de lægger ansvaret for barnets adfærd i skolen over på dem som forældre. Det kan fx være, at forældrene er for overbeskyttende, så barnet er blevet for sårbart eller, at de ikke stiller nok krav derhjemme, så barnet ikke har lært at overholde skolens regler. Hvis lærerne oplever, at barnet ikke respekterer dem, kan det være fordi, forældrene taler dårligt om skolen derhjemme. Flere oplever desuden at få at vide, at deres barn nok er udadreagerende eller trist, fordi der er problemer derhjemme – fx hvis forældrene er blevet skilt.
”Der kan jo godt være årsager i hjemmet, der kan have indflydelse på barnets trivsel i skolen – som fx en skilsmisse, sygdom eller arbejdsløshed. Men forældrene kan jo ikke bruge skyldfølelsen til noget. Tværtimod. Hvis man vil hjælpe barnet, handler det om at se på, hvordan forældre, lærere og pædagoger sammen kan støtte barnet i den svære situation, de måtte være i,” siger Rikke Alice Bille.
”Vi blev indkaldt til samtale, hvor vi blev bebrejdet og fik at vide, at vi gjorde ting forkert. Det var ikke en dialog, og vi oplevede ikke at blive lyttet til.”
Forælder i Skolebørns undersøgelse
Børn reagerer derhjemme
Når forældrene selv henvender sig til skolen, er det ofte fordi, de er bekymrede for, at deres barn mistrives i skolen. De oplever måske, at barnet ikke vil i skole eller reagerer med vrede eller tristhed, når skoledagen er ovre. En del af de forældre oplever at blive afvist med beskeden om, at lærere og pædagoger ikke kan se tegn på, at barnet mistrives i skolen. På den baggrund konkluderer skolen, at forældrene overreagerer eller selv er årsag til, at barnet har det dårligt derhjemme – og derfor er der ikke grund til at lave noget om i skolen. Det tyder på, at personalet på skolerne ikke er bevidste om en af de mest kendte overlevelsesstrategier indenfor psykologien, mener lederen af Forældrerådgivningen.
”Alle børn vil gerne lykkes, så de gør rigtig meget for at være”det gode skolebarn”, mens de er i skole. Derfor kan de være på overarbejde hele dagen for at leve op til skolens forventninger. Og når de så kommer hjem i trygge omgivelser, bryder de sammen, fordi det har været alt for hårdt,” siger Rikke Alice Bille.
Det er også kendt i fraværsforskningen, at de typiske tegn på, at et barn er i risiko for skolevægring, oftest viser sig i hjemmet. Det er desuden ganske almindeligt, at børnene hellere vil betro sig til deres forældre end til deres lærere eller pædagoger, hvis de ikke har det godt i skolen. En større spørgeundersøgelse blandt skoleelever, foretaget for Børns Vilkår, viser, at 66 procent af eleverne foretrækker at tale med deres forældre om det, hvis de oplever ikke at have lyst til at komme i skole, mens kun 16 procent svarer, at de ville tale med en lærer om det.
”Mange forældre oplever, at lærerne ikke mener, at forældrene har ret til at udtale sig om, hvad der er på spil i skolen, fordi det er lærerne, der har den faglige viden, erfaring og uddannelse. Men skolen er nødt til at se forældrene som eksperter på deres egne børn. Hvis de ikke tager forældrenes bekymringer alvorligt og ikke er nysgerrige på, om der er noget i skoledagen, der udfordrer barnet, kan man risikere, at barnet får det værre og værre og bliver svært at få tilbage i trivsel igen,” siger lederen af Forældrerådgivningen.
”De glemmer at spørge og lytte til, hvordan vi forældre oplever problemet, og hvordan vi har prøvet at løse det. De antager i stedet en masse og tror, at problemet er let løst, hvis vi ændrer noget derhjemme, selvom de slet ikke ved, at vi allerede har forsøgt. Altså en form for mangel på evne til at lytte til forældre og en antagelse om, at vi forældre gør tingene forkert, mens skolen gør det rigtige.”
Forælder i Skolebørns undersøgelse
Får ondt i maven, når der bliver ”skrevet hjem”
En anden ting, der går igen i forældrenes fortællinger er mange skolers praksis med at skrive hjem på Aula, når et barn har opført sig uhensigtsmæssigt:
”Nu har Egon igen forstyrret undervisningen” eller ”Vil du tale med Marie om, at hun skal respektere de voksne på skolen.”
Mange af de forældre, der ringer til Forældrerådgivningen, fortæller, at de får ondt i maven, når der tikker en besked ind på Aula, fordi de frygter endnu en dårlig besked fra skolen om deres barn.
”Forældrene oplever det som en kritik af deres forældreskab og som om, at de skal lave om på barnet, så det kommer i skole næste dag som et anderledes barn. Men de færreste børn planlægger at lave ballade i skolen, og forældre kan ikke fjernstyre deres børn, når de er i skole, så forældrene bliver frustrerede eller fortvivlede over ikke at kunne gøre noget ved det. Barnet reagerer på de ting, der sker i skolen og den adfærd, som de andre børn og voksne har. Derfor er det skolens personale, der bliver nødt til at se på, hvad de kan gøre anderledes, hvis børnene ikke har den adfærd i skolen, de ønsker,” siger Rikke Alice Bille.
Når hun holder workshops for lærere om det gode skole-hjem-samarbejde, fortæller de, at de skriver hjem til forældrene om udfordringer med børnene, fordi de gerne vil informere forældrene om barnet, så de kan bakke skolen op.
”Lærerne tror, at de har samarbejdet, når de har skrevet til forældrene, hvad deres barn har gjort forkert i skolen. Men de er ikke opmærksomme på, hvordan beskederne modtages i den anden ende,” siger Rikke Alice Bille.
Skyldfølelse skaber konflikter og blindhed
For forældrene (og alle andre mennesker i øvrigt) kan følelsen af at blive pålagt skyld og føle sig magtesløs gøre det svært – og i værste fald umuligt – at få et godt samarbejde omkring barnet.
”Når forældre føler sig pressede og truede, kan det aktivere ”krybdyrhjernen”,” forklarer Rikke Alice Bille.
Det er den del af hjernen, der er ansvarlig for vores primitive instinkter, og ved hjælp af dem, at vi mennesker typisk reagerer på negative følelser med automatreaktionerne ”flygt, frys eller kæmp”. Det er reaktioner, der er designet til at hjælpe mennesket med at overleve i farlige situationer, men kan være rigtig skidt i en situation, hvor et godt samarbejde er nødvendigt for at støtte barnet bedst muligt.
Forældre, der reagerer med ”flygt”, flytter barnet til en anden skole, selvom udfordringerne måske kunne være løst, hvis samarbejdet havde fungeret.
Forældre, der reagerer med ”frys”, oplever det typisk skamfuldt at få skylden for barnets mistrivsel og føler ikke, at de slår til som forældre.
”De vil typisk ikke henvende sig til skolen igen med deres bekymringer og observationer af deres barn, fordi de frygter for at få pålagt mere skyld. Dermed kan skolen gå glip af væsentlige informationer om barnet – og hvis skolen ikke selv har øje for barnets udfordringer, kan problemerne nå at vokse sig rigtig store og blive svære at løse,” siger Rikke Alice Bille.
Forældre, der reagerer med ”kæmp”, vil typisk give lærere, pædagoger og skolens ledelse skylden for deres barns mistrivsel på en måde, der heller ikke er gavnlig for et åbent og tillidsfuldt samarbejde.
”Så er der pludselig sat gang i en ond spiral af skyld, der får en negativ betydning for samarbejdet og dermed barnets trivsel og skolegang,” siger Rikke Alice Bille.
Når skolen giver forældrene skylden for deres barns mistrivsel, kan det sætte gang i en ond spiral, hvor alle parter taber.
Lærere presses af forældresamarbejdet
Forældre skal altså også kigge indad og sørge for ikke at skyde skylden på skolens lærere, pædagoger eller ledelse. Det er dog skolen, der har det professionelle ansvar for at få skole-hjem-samarbejdet til at fungere, understreger Rikke Alice Bille. I praksis er det ikke altid så enkelt. Der er meget, der tyder på, at mange lærere, pædagoger og ledere bliver udfordret af samarbejdet med forældrene. En af årsagerne kan være, at de mangler viden og kompetencer på området. En evaluering af læreruddannelsen viser, at de studerende ikke mener, at de er godt nok uddannet i forældresamarbejde. Det er også oplevelsen blandt nye lærere, viser en undersøgelse foretaget af Epinion for Lærerkommissionen i 2019.
En anden årsag kan være, at lærerne føler sig presset på tid, blandt andet fordi de oplever, at forældresamarbejdet kræver mere af dem end tidligere. Forældrene i dag kommer hurtigere til lærerne med spørgsmål, problemer eller lignende, står der flere steder Lærerkommissionens undersøgelse. I en ny undersøgelse blandt 2.314 lærere, der er omtalt i Fagbladet Folkeskolen, svarer 35 procent, at de ser ”omfanget af skole-hjem-samarbejdet” som den største udfordring i deres arbejde.
”Børn er skønne – desværre har de forældre,” skrev en af deltagerne i undersøgelsen.
I 2016 viste en undersøgelse fra Danmarks Lærerforening desuden, at 68 procent af lærerne oplever, at der ikke er tilstrækkelig tid til samarbejdet med forældrene.
Udover tidspresset oplever lærerne også en høj grad af psykisk pres. Halvdelen af lærerne er ofte eller altid følelsesmæssigt berørt af jobbet – og det er oftere end nogen anden faggruppe, viser en oversigt i den nye bog, Stress i professionsfagene af Bo Netterstrøm og Thomas Milsted.
Løsning: Træn at sætte dig i andres sted
Der er altså logiske årsager til, at både forældre og lærere nogle gange kommer til at spænde ben for det gode samarbejde, selvom begge parter godt ved, at det er dét, der skal til. Men hvordan kommer vi så ud af den dårlige skyldsspiral?
”Først og fremmest skal vi lade være med at pege fingre ad hinanden, for det virker ikke,” siger Rikke Alice Bille.
I stedet skal vi slå ørerne ud og lytte til hinanden med en oprigtig nysgerrighed, mener hun.
”Vi skal øve os i at sætte os i den anden persons sted og se os selv udefra,” siger hun. Det er dét, som psykologer med et fint ord kalder ”mentalisering”. Det er en evne, man kan træne og som kan bruges til at forstå og navigere i andres følelser, perspektiver og motivationer og dermed hjælpe med at forudsige og håndtere konflikter. Det handler om at skabe en kultur, hvor folk føler sig trygge ved at dele deres bekymringer og tanker, så man kan arbejde sammen for at finde løsninger.
”I stedet for at gå i affekt, skal man skal gå i dialog fra et reflekteret sted for at se, hvad man kan gøre anderledes sammen. Man skal erkende, at der kan være flere perspektiver på den samme sag og se på den gode intention bag handlingen. Og så skal man være villig til at flytte sig. Hvis man kan det, er chancen for at lykkes med det gode samarbejde stor, og det er win-win for alle parter. Forældrene slipper for skyldfølelse og vrede, lærerne vil lykkes bedre med undervisningen og undgå at få bøvl med forældrene. Og vigtigst af alt: Barnet vil have større sandsynlighed for komme i trivsel og få en god skolegang,” siger Rikke Alice Bille.
”Jeg vil gerne have hævet fagpersonernes mentaliseringsevne. For ét er, at du har taget en uddannelse som lærer, pædagog eller socialrådgiver, men der er ingen på studiet, der har beskæftiget sig med om du kan udfolde empati og indlevelsesevne. Og jeg kan se, at når det går galt, så er det ofte dér, det går galt. Vi må blive bedre til at rekruttere fagpersoner, der kan sætte sig i et andet menneskes sted. Give en tilbagemelding nænsomt og ordentligt med ønsket om at støtte og hjælpe det andet menneske i stedet for at beskylde og blame.”
Susan Hart, specialist i psykoterapi og børnepsykologi, i bogen Er det mors skyld?
Om skyld og skam
En simpel måde at skelne mellem skyld og skam er at tænke på skyld som ”Jeg gjorde noget forkert” og skam som ”Jeg er forkert”. Følelsen af skyld kan i nogle situationer være positiv, hvis det er en følelse af ansvar for ens handlinger, som kan føre til, at man vil forsøge at rette op på det, man mener, man har gjort forkert.
Men følelsen af skyld kan også afføde skam, som kan have en negativ betydning for ens handlinger. Når man føler skam, kan man opleve, at man bliver mere selvkritisk, føler sig værdiløs og bliver kritisk overfor andre. Nogle kan føle sig skyldige, selv i noget, de faktisk ikke har gjort. For det handler ikke nødvendigvis om, hvad man har gjort, men om at man som udgangspunkt er forkert og derfor heller ikke kan gøre noget rigtigt.
Når man føler skam, kan man have tendens til at handle impulsivt for at undgå at føle sig sårbar eller utilstrækkelig. Handlingerne bliver drevet af følelser og uden at tage hensyn til konsekvenserne. Det kan føre til dårlige beslutninger, konflikter og udfordringer i relationen til andre. Skam kan også få personen til at trække sig væk fra andre mennesker og sociale situationer, da man kan føle sig flov over sig selv.
Skam kan desuden føre til lavt selvværd og går igen i psykiske diagnoser som angst, depression og PTSD.
Kilde: Psykoterapeutforeningen mfl.
”Hvis forældrene mange gange – direkte eller indirekte – får at vide, at deres barn er forkert og de er utilstrækkelige som forældre, er der stor risiko for, at skole-hjem-samarbejdet bryder sammen. Forældrene mister tilliden til skolen, og det kan være rigtig skidt for samarbejdet og i sidste ende barnet. For hvis barnet oplever, at forældrene ikke har tillid til skolen, har det heller ikke,” siger Rikke Alice Bille, der er leder af Forældrerådgivningen i Skole og Forældre.
HAR DU BRUG FOR ET RÅD OM DIT BARNS SKOLEGANG?
Ring til Forældrerådgivningen på 70 25 24 68
Forældre om skole-hjem-samarbejdet
- 79% af forældrene mener generelt, at et godt samarbejde mellem skole og hjem i høj grad bidrager til at styrke elevernes trivsel.
- 57% af forældre til børn, der trives, oplever i ”høj grad”, at årsagen til deres barns trivsel er et godt samarbejde mellem skole og hjem. 34% oplever, at det gælder i ”nogen grad”.
- 67% af forældre til børn, der trives, oplever, at hjælp og støtte fra hjemmet” i høj grad” er årsag til, at deres barn trives.
- 76% af forældrene har søgt hjælp hos lærerne, hvis deres barn mistrives. 68% af dem har i høj- eller nogen grad oplevet, at dette har hjulpet deres barn til at trives igen, mens 30% oplever, at lærernes hjælp kun i ringe grad eller slet ikke har virket.
- 62% af forældrene oplever, at skolen i høj eller nogen grad inddrager dem i arbejdet med at styrke elevernes trivsel. 33% oplever at skolen i ringe grad eller slet ikke inddrager dem.
- 80% af forældrene vil gerne i høj eller nogen grad have hjælp til at støtte deres barn i at trives bedst muligt. Langt størstedelen ønsker denne hjælp fra deres børns lærere.
Undersøgelse fra magasinet Skolebørn blandt 1.031 forældre til børn i folkeskolen fra oktober 2022.
Jo bedre skole-hjem-samarbejde – jo bedre trivsel og undervisning
Både lærere og forældre oplever, at det gør en stor forskel for eleverne, når deres samarbejde lykkes. 79 procent af forældrene oplever, at et godt samarbejde mellem skole og hjem i høj grad bidrager til at styrke elevernes trivsel (Skolebørns undersøgelse), mens 74 procent af lærerne er enige i dette (DLF). I en rapport fra Lærerkommissionen står der desuden:
”Når samarbejdet med forældrene er godt, oplever lærerne, at det har en stor betydning for om de lykkes med undervisningen. Jo bedre samarbejdet er med elevernes forældre, jo bedre kvalitet oplever lærerne at kunne levere. Et godt forældresamarbejde er fx, når læreren oplever, at der er en god og konstruktiv dialog om en udfordret elev.”
Samme undersøgelse viste, at forældrenes anerkendelse af lærernes arbejde betyder særligt meget for deres følelse af at kunne mestre jobbet. Heldigvis oplever 80 procent af lærerne, at forældrene til deres elever anerkender dem, og kun omkring 4 procent oplever det modsatte.
”Vi ved, at forældres interesse for og opbakning til deres barns skolegang har positiv betydning for barnets læring og udvikling. De seneste årtiers forskning peger på, at forældre kan påvirke elevens samlede skolegang. Det gælder i forhold til fremmøde til undervisningen, motivation for at lære, elevernes faglige udbytte samt deres relationer til det pædagogiske personale og andre elever.”
EVA’s vidensnotat Skole-hjem-samarbejdet
Forskning:
5 kendetegn ved et godt skole-hjem-samarbejde
1. Samarbejdet mellem skole og hjem er ligeværdigt og tillidsfuldt.
Tillid er et nøgleord i forskningens bud på et godt samarbejde. Hvis parterne har tillid til hinanden, skaber det overskud til at håndtere problemer og konflikter, når de opstår. Der skal dog arbejdes på at opbygge tillid. Det er vigtigt, at læreren eller pædagogen løbende er i kontakt med forældrene og kommunikerer om elevens styrker og potentialer. Det kan fx ske gennem et ugebrev og ved uformelle møder og samtaler.
2. Der er gensidig respekt for parternes forskellige ekspertise og nogle klart definerede roller og ansvar.
Skolens personale er de professionelle, der har indsigt i, hvilke kompetencer der arbejdes med i de forskellige fag, ligesom de har specifik viden om undervisningsmetoder, klassen og den enkelte elevs læring. Forældrene har til gengæld til indsigt i deres eget barn og den familiekultur, det indgår i. Lærere og pædagoger må vise tillid til, at alle forældre kan bidrage og være ressource i barnets udvikling.
3. Forældrenes rolle er konkretiseret.
Det har betydning, at skolen tydeligt formidler til forældrene, hvad de som forældre kan bidrage med, og giver dem konkrete ideer til, hvordan de kan støtte barnets læring. Samarbejdets aktiviteter er tydeligt rammesat og giver plads til dialog. I stedet for at fokusere på de problemer, der opstår, er man optaget af, hvordan forældrene kan bidrage konstruktivt, og personalet må vise i ord og handling, hvordan forældrenes viden kan bruges. Det er dog særdeles vigtigt, at forældrene ikke oplever, at de nu står alene med ansvaret. De gode løsninger skal findes gennem samarbejde.
4. Samarbejdet med forældrene er differentieret.
Forældrene skal tilbydes forskellige deltagelsesmuligheder. Det kan skolerne gøre ved at variere samarbejdsformerne og tilpasse dem til forældrenes forudsætninger og behov.
5. Ledelsen prioriterer samarbejdet strategisk og i hverdagen.
Det er vigtigt, at skolen har en fælles strategi for samarbejdet, der omfatter det værdimæssige grundlag, ansvarsfordelingen og de ressourcemæssige rammer. Skoleledelsen skal løbende støtte og bakke lærerne og pædagogerne op i det daglige samarbejde med forældrene og vurdere om niveauet for samarbejde og samarbejdsformerne er tilpasset forældregruppen.
Uddrag fra vidensnotatet, ‘Skole-hjem-samarbejdet’, der er baseret på en vidensopsamling gennemført for Undervisningsministeriet af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) i 2017. Find hele notatet på eva.dk
Kilder: Undersøgelse fra magasinet Skolebørn blandt 1.031 forældre til børn i folkeskolen fra oktober 2022. / Undersøgelse fra magasinet Skolebørn med besvarelser fra 1.433 forældre til børn med særlige behov i juni 2022. / Bogen Er det mors skyld? Af Dorthe Stieper med interview af Susan Hart, Lennart Pedersen, Dion Sommer, Nina Tejs Jørring mfl. / Rapporten Skolens Tomme Stole fra Børns Vilkår 2020 / Undersøgelse fra Danmarks Lærerforening 2016 / Undersøgelse foretaget af Epinion for Lærerkommissionen i 2019. / Stress i professionsfagene af Bo Netterstrøm og Thomas Milsted.
Udgivet: februar 2023
