Undercover-teams standser mobning og skaber gode fællesskaber
På alle ungdomsuddannelser i New Zealand arbejder de med genoprettende praksisser. En af disse tilgange er Undercover Anti Bullying teams, som Mike Williams har benyttet mod mobning i årevis – og det har endnu aldrig slået fejl.
TEKST: MAGNUS EG MØLLER
FOTO: UNSPLASH
P å Edgewater College i Auckland i New Zealand løses konflikter gennem genoprettende praksisser, ligesom på alle de andre ungdomsuddannelser i landet, og grundskolerne er også godt på vej.
Mike Williams, der er rådgivnings- og vejledningschef ved Edgewater College i Auckland, New Zealand, har udviklet og arbejdet med genoprettende praksisser i snart 30 år. Han oplever, at det fungerer bedre end den traditionelle tilgang med sanktioner.
“Traditionelt er problemer blevet besvaret med sanktioner, men det holder ikke i længden. Det er let at sanktionere, men det er der ingen, der lærer noget af det. Når “problemelever” ekskluderes, flytter skolen bare problemet, og intet ændres,” siger Mike Williams.
En af de metoder inden for genoprettende praksis, som Mike Williams bruger i sit arbejde på skolen i New Zealand, er ‘Undercover Anti Bullying teams’. Og det virker. Altid.
Når en elev bliver mobbet, samler Mike i samarbejde med eleven et undercover-hold af seks elever, der får til opgave at stoppe mobningen og udvikle nye, mobbefri relationer i klassen.
I undercover-teamet indgår nogle af de elever, der står bag mobningen, uden at deres rolle som mobbere fremhæves. Mobningen ses som problemet frem for personerne, der var involveret. Både mobberne, dem, der så på og dem, det gik ud over får roller som aktive medhjælpere i udviklingen af en mobbefri klassekultur.
Det er meget mere effektivt, end hvis læreren blot havde sagt til eleverne, at de skulle stoppe deres mobning, for med denne tilgang bliver mobningen et fælles ansvar, og eleverne hjælper hinanden med at udvikle venskaber og fællesskaber.
55 teams – ingen har fejlet
Arbejdet med Undercover Anti Bullying teams forudsætter, at det er tydeligt, hvem der mobber, og hvem der bliver mobbet. Når undercover-holdet er sat, læser Mike elevens historie højt for holdet og stiller dem hver især spørgsmålet: “Hvis du gik igennem det samme som denne elev, hvad kunne så gøre en positiv forskel for dig?”
“Unge mennesker tænker ikke altid over, hvilken effekt deres handlinger kan have – de forstår ikke, hvor stor betydning deres ord eller handlinger kan have for en anden person. Som regel bliver gruppen meget chokeret over at høre, hvor ondt mobningen har gjort på offeret,” siger Mike Williams.
De følgende to uger arbejder undercover-teamet sammen om tiltag, der skal få den elev, der blev mobbet, til at blive en del af fællesskabet. Siden Mike begyndte at arbejde med Undercover Anti Bullying teams tilbage i 2004, har han haft 55 hold, og de har aldrig fejlet.
“Der sker et skift, så det bliver den mobbede frem for mobberen, der bestemmer, hvornår mobningen er stoppet,” siger han.
Når der ikke længere forekommer mobning, bliver undercover- teamets indsats anerkendt af lærere og skoleleder, og der uddeles diplomer til de elever, der har været med på holdet. De får også et mindre gavekort til skolens kantine, men for eleverne er det det forbedrede klassemiljø, der er den største glæde.
“Vi havde på et tidspunkt en pige, der mobbede en dreng på grund af hans religion. Drengen fortalte mig sin historie, og jeg organiserede et undercover-team, der lavede en plan for, hvordan de kunne stoppe mobningen. Det gjorde indtryk på pigen, og hun undskyldte over for drengen – helt af sig selv. Dagen efter var alting anderledes. Drengen var glad, og han så frem til at komme i skole igen,” siger Mike.
Eksempler på genoprettende praksis:
Konfliktløsning: Når en konflikt er opstået, træder en mægler (fx en lærer, pædagog eller vejleder) til og leder de involverede parter gennem en række spørgsmål. Når begge parter har fremlagt deres perspektiver, hjælper mægleren parterne med at finde en løsning, som de begge kan se sig selv i.
Narrativ mediering: Narrativ mediering handler om at adskille et problem eller en konflikt fra problembæreren og via fortællinger om relationer og i et samarbejde mellem parterne skabe en ny fortælling, der får den oprindelige fortælling om problemer og konflikter til at falme.
Genoprettende cirkler: Her bringes det større fællesskab omkring konflikten sammen. Dem, der har gjort noget, dem, der er direkte berørt og fællesskabet, der er indirekte berørt. Sammen finder de ud af, hvorfor konflikten opstod, hvad der skal gøres, som kan gavne alle parter, og til sidst evalueres resultaterne.
Undercover Anti Bullying teams
Eleverne får et diplom, når deres arbejde på undercover-holdet er udført. (Foto: Mike Williams)