Ensomhed er et fælles ansvar
TEKST: RASMUS EDELBERG, FORMAND I SKOLE OG FORÆLDRE
De fleste af os kender følelsen af ensomhed. Man er udenfor, og vil gerne ”ind”. Savnet af meningsfulde sociale relationer. Manglende nærhed. Manglende samhørighed med andre. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan langvarig ensomhed i skolen kan medføre skam, lavt selvværd og det, der er værre. Ensomhed er psykisk mistrivsel. Derfor skal vi styrke børnefællesskaberne i skolen.
Ensomhed kan have flere årsager. Det kan være utryghed i barnets hjem grundet skilsmisse, arbejdsløshed og for travle voksne. Nogle børn, der har det svært, kan gemme sig bag en skærm, så de ikke opdager de invitationer de får, og de andre holder op med at invitere.
Som forældre, har vi et stort ansvar – måske det største vi nogensinde får – for løbende at vise interesse og omsorg for vores børn. En følelse af at være elsket og ønsket derhjemme kan modvirke ensomhed i andre arenaer og nye stadier på livets vej. Men det er ikke nok, hvis man er ensom i skolen. Vi må ikke nøjes med de forklaringer, der placerer årsagen hos det enkelte barn eller hos familien.
For at vide hvem vi er, skal vi have en forståelse af, hvordan vi blev det, og hvad vi er ved at blive. Den personlige fortælling giver kun mening, når andre er med i den. Vi har derfor brug for hinanden for at være os selv. Den sociale sammenhæng, som barnet er i, er afgørende for det enkelte barns følelse af ensomhed. Og dét kan og skal vi påvirke i skolen: Har lærere og pædagogisk personale den fornødne tid til at hjælpe børnene til at opbygge et sundt fællesskab i klassen? Bliver den ensomme elev SET af læreren? Har skolen fokus på fællesskabet og understøtter det? Får skole og hjem talt om deres observationer og interventioner? Er der kontakt mellem klub-pædagogerne og skolens lærere? mv.
Ensomhed er ikke noget, som børn skal stå alene med. Vi har alle et ansvar for, at børn kan føle sig som en del af et fællesskab. Det gælder både skole og forældre.
Udgivet: April 2020
