At gå i skole er ikke det samme for en dreng og en pige

Ingen er kun ”han” eller ”hun”, men alligevel har kønnet en betydning for, hvordan et barn klarer sig i skolen. Drengene halter efter fagligt generelt og taber terræn i fag, de engang var suveræne i. Hvis vi skal udligne uligheden, er vi nødt til at forstå, hvordan biologi og miljø spiller sammen i mødet mellem barnet og skolen.

TEKST: ULLA HINGE THOMSEN
ILLUSTRATION: JENZ KOUDAHL

Anna går i klasse med Villads. Hun var fyldt seks, da hun kom i skole, og hun havde glædet sig til at lære, men meget af tiden gik med at få drenge som Villads til at høre efter. Sådan er det igen nu i syvende. I dag skal de to arbejde sammen i en gruppe. Som sædvanlig er det Anna, der tager ansvaret for, at Villads får afleveret. Villads får næsten med sikkerhed et dårligere karaktergennemsnit, når de to afslutter folkeskolen om et par år, og Anna har lært mere om at få nogle andre til at arbejde end at stikke af med en opgave og tage rosen for den selv.

Drenge taber i skolen

Eksemplet er tænkt – og karikeret. Men det er også bygget på tørre tal og erfaringer.

”Vi ved, at en ud af 10 drenge ikke forventer at få en uddannelse efter 9. klasse. For pigerne er det kun en ud af 20. Det er en markant forskel. Og når vi ved, hvor tæt en kobling, der er mellem uddannelse og senere livsmestring, så er det foruroligende,” siger Charlotte Rønhof, formand for Rådet for Børns Læring.

Sidste år var rådet vært for konferencen Køn og ligestilling i dagtilbud og grundskoler. Baggrunden var blandt andet tal, der viser, at pigerne læser bedre end drengene, får bedre karakterer ved folkeskolens afgangsprøve og modtager mindre specialundervisning end drengene (Konferencemateriale). Og i PISA-undersøgelserne i 2018 lå danske drenge og piger for første gang lige matematik og naturfag.

”Pigerne vinder i skolen,” som Charlotte Rønhof siger.

Biologi OG arv

Spørgsmålet er, hvor og hvornår forskellene opstår. Er drenge og piger forskellige fra første skoledag, eller møder de i skolen forskellige forventninger og krav, som de tilpasser sig? Både og er svaret fra Ann-Elisabeth Knudsen, der er aktuel med bogen Små forskelle med store konsekvenser – Køn, hjerneudvikling og pædagogik 0-16 år. Bogen formidler den nyeste forskning i kønsmæssige forskelle i hjerner og diskuterer, hvilke konsekvenser det får for drenge og piger. En vigtig pointe her er, at drenge og piger fødes med forskelle, som kan uddybes eller udviskes, alt efter hvilken påvirkning børnene møder i deres opvækst.

”Der er nogle medfødte hjernemæssige forskelle, som er veldokumenterede. Samtidig er det vigtigt at sige, at hjernen er plastisk, så den udvikler sig efter påvirkning og ikke nødvendigvis i en bestemt retning, fordi man er pige eller dreng. Det giver hverken mening at sige, at der ingen forskel er, eller omvendt at piger og drenge per definition har bestemte evner og egenskaber. Både den rene neutralitet og den rene hjernedeterminisme er forkerte,” understreger hun.

Koncentration, empati og pandelapper

Den vigtigste forskel blandt flere mellem kønnene handler om hjernemodning. Hjernens modning har betydning for koncentration og empati – to afgørende egenskaber i skolen. Da Villads kom i skole som fem-et-halvt-årig, var hans hjerne ikke modnet i nær samme grad som Annas. Det skyldes, at drenges pandelapper myeliniseres et til halvandet år senere end pigers. Myelin er fedt, der isolerer nervecellerne og sørger for, at impulserne mellem cellerne transporteres kontrolleret. Dette har blandt andet betydning for evnen til at se sig selv udefra, kunne udsætte egne behov, tænke abstrakt og koncentrere sig. Lige netop i skolestart-alderen er der en stor forskel på, hvor langt Villads og Anna er i denne proces.

”Villads er ikke mindre intelligent end Anna, men han kan simpelthen ikke lade være med at begynde at fortælle en god historie om noget spændende, han oplevede i frikvarteret, midt i timen,” siger Ann-Elisabeth Knudsen:

”Han har lige så lidt kontrol over dette som tyngdekraften, men når han ender med at gå 0. klasse om, er han allerede stemplet – det er synd.”

At øve sig i det, man i forvejen er god til

Anna kan til gengæld godt koncentrere sig, for hun har haft god tid til at øve sig, da hendes hjerne modnedes tidligere. Anna har altså både et udviklings- og et træningsforspring. Det gælder også Annas evne til empati. Der er ifølge Ann-Elisabeth Knudsen ikke belæg for at sige, at piger er mere følsomme end drenge. Men hjernemodningen betyder, at pigerne allerede i børnehaven naturligt begynder at øve sig i at trøste de andre børn eller få en leg til at glide. Når det lykkes, udvikles evnen yderligere. Skønt for Anna og for læreren i 0. A:

”Vi voksne kan nemt komme til at bede pigerne om at bruge den empati, de i forvejen er veltrænede i. ”Kan du ikke give Janus en ekstra hånd?” beder vi Anna om. Ikke af ond vilje, men fordi hun er god til det,” siger Ann-Elisabeth Knudsen.

Her kommer hjernens plasticitet ind i billedet igen. For når Villads bliver mødt med forkerthed og skældud, så kommer han også fremover til at bekræfte denne negative forventning.

”Mennesker påvirkes af det, vi bliver mødt med. Derfor bliver drengene ved med at være ukoncentrerede, også længere end hjernemodningen rent biologisk tilsiger. Egentlig burde de uden ydre påvirkning nå op til pigerne i 5.-6. klasse, men det gør de ikke. Og når hjernen får det sidste skud myelin i puberteten, starter problemstillingen forfra,” siger Ann-Elisabeth Knudsen.

Det samme gælder empatien. Når pigerne i skolen bliver mødt med, at de skal hjælpe til i klassen, er der andre evner, de ikke får øvet sig i.

”Pigerne betaler en høj pris, når de glæder sig til at komme og lære noget, men må udsætte det behov til fordel for at hjælpe med at få det hele til at glide. Men hvorfor dyrke noget, de kan i forvejen? Der er altså ikke en fag på universitetet, der hedder ’at sidde mellem to drenge og få dem til at sidde stille’”, understreger Ann-Elisabeth Knudsen.

Buster er ikke klar

På Langelinieskolen i København er Jan Frejlev ved at gøre sin 9. klasse klar til eksamen. Han har undervist i dansk, historie og idræt i folkeskolen i 14 år, fortrinsvist i udskolingen og på mellemtrinnet, og han ser en klar tendens i dag:
”Pigerne er bedre til det hele. De får højere karakterer, er mere uddannelsesparate og har endda indhentet drengene i de fag, hvor de engang var suveræne, for eksempel idræt og værkstedsfag. Det sidste skyldes, tror jeg, at computeren og gaming har overtaget meget af drengenes fritidsliv, hvor de måske tidligere dyrkede sport eller byggede ting,” siger han.

Ifølge Jan Frejlev skyldes forskellene både folkeskolens og samfundets krav til drenge.

”Folkeskolen i dag er præget af akademiske målbarhedskrav, som pigerne har nemmere ved at leve op til. Drengene tænker ofte ’hvad’, mens pigerne tænker ’hvorfor’ – som præcis er det, vi beder dem om i skolen,” siger Jan Frejlev.

Pigerne har også nemmere ved at indgå i det fællesskab, en klasse er.

”Drengene har svært ved at modtage en kollektiv besked, ligesom de har sværere ved at forstå, at de skal tage deres del af ansvaret i en gruppe som en klasse,” siger Jan Frejlev.

Endelig oplever Jan Frejlev, at der er en opdragelsesmæssig dimension i drengenes udfordringer.

”Den lidt frække og fandenivoldske drengetype, som vi elsker i den skandinaviske litteratur og hylder i samfundet – Buster og Emil – harmonerer dårligt med de krav, drenge mødes med i skolen. Her skal de kunne sidde stille, modtage beskeder, lytte til andre og tage et medansvar.”

Skal behandles forskelligt

Jan Frejlev mener ikke selv, at han som lærer møder henholdsvis drenge eller piger med bestemte forventninger baseret på deres køn.

”Når man har med teenagere at gøre, skal man bruge lang tid på at lære dem at kende. Hvert barn er forskelligt, og der er forskellige klassedynamikker. I nogle klasser er det pigerne, der er fremadbusende, og drengene, der er stille. Men der er også et mønster, som handler om køn. Når jeg for eksempel sender en gruppe børn ned og spille bold et kvarter, kunne det sagtens være piger – det er det bare ikke lige så ofte,” siger han.

Han kan dog godt finde på at behandle børnene forskelligt.

”Drengene skal ofte have beskeden mere tydeligt og konkret – og nogle gange skal magten også sættes i spil. Jeg tør godt sige ”du skal”. Men jeg viser samtidig, at jeg kan lide dem,” siger han.

Med pigerne gælder det omvendt tit om at formidle, at alle præstationer ikke behøver være i top:
”Pigerne stiller meget høje krav og har svært ved at nyde deres sejre. De føler sig ikke bedre end deres seneste præstation, og det kan nemt gå ud over trivslen. Her prøver jeg at sige, at 10 er en rigtig god karakter, som man godt må hvile lidt på,” siger han.

Ingen er kun “han” eller “hun”

Charlotte Rønhof, Ann-Elisabeth Knudsen og Jan Frejlev er enige om, at børnene trods forskellene skal ses på som individer mere end som køn.

”Der findes ikke rene han- eller hun-hjerner, det ved vi nu fra forskningen. Nerveceller kan nemlig skifte køn under stress, og alle gravide har været udsat for stress. Så hvis vi farvede alle vores egne hunceller lyserøde og hanceller blå, så ville vi alle have begge farver. Men kvinder ville have flest lyserøde og mænd flest blå,” siger Ann-Elisabeth Knudsen og fortsætter:

”Hvis vi underkender de små forskelle, der faktisk er, risikerer vi paradoksalt nok at grave dybere grøfter mellem kønnene. Fordi vi så ikke giver børnene mulighed for at træne det, de har brug for. Det vigtige er, at både piger og drenge får handlerum og muligheder,” understreger hun.

Dette synspunkt bakkes op af Charlotte Rønhof:

”Vi må ikke begynde at møde børnene med stereotype forventninger: ”Piger er stille, drenge er vilde.” Sådanne forventninger bliver selvopfyldende profetier. Men vi må se nøgternt på de forskelle, der er, så børnene får lige muligheder,” siger hun.

Charlotte Rønhof mener, at en vigtig vej til mere lighed i skolen er mere differentieret undervisning.

”Børnene skal mødes der, hvor de er – det gælder både piger og drenge. Her er det en ledelsesopgave at bruge data på både elever og lærere og både se på, hvem der har brug for en ekstra hånd, og hvem det går godt for – og så lære af det,” siger hun.

I Jan Frejlevs klasseværelse er ønsket for fremtiden på drengenes vegne især mere praktik.

”Det, der har med virkeligheden at gøre, interesserer både drengene og pigerne: Hvordan sætter man en lampe op? Hvordan lægger jeg et gulv? Hvad koster det at låne penge til en bolig? Mere bevægelse ville også være godt – uden krav om test. Selv fag som idræt og madkundskab er jo blevet eksamensfag i dag. Egentlig fordi man ville give de fagsvage en chance, men det har haft den modsatte effekt, fordi drengene så også falder igennem her,” siger han.

Udgivet: april 2021