Leder

”Vi skal have bedre seksual-undervisning”

RASMUS EDELBERG, LANDSFORMAND I SKOLE OG FORÆLDRE

Ipraksis er mange elever nu uvillige til at bade efter idræt, fordi de har skam over egen krop, eller ikke har et afslappet forhold til fælles bad. Men spørgsmål om køn og seksualitet er naturligvis langt bredere end dette. Vi bør, som de nærværende ansvarlige voksne, støtte børnene i at finde sig selv som seksuelle væsner – på børnenes præmisser naturligvis. Det handler for dem om at udvikle en kønsidentitet, som de kan tage til sig i skole, hjem og fritid.

Men hvis man ikke ved, hvem eller hvad man er – eller kan blive – i forhold til køn og seksuel orientering, bliver målet uklart. Det sker for flere unge, selvom det stadig er relativt få samlet set. Mange ved ikke nok om ”de andre kategorier”, så hvem er det vi taler om? Og hvor mange er der? I Danmark laver vi heldigvis verdens største befolkningsundersøgelse om seksualitet ”SEXUS-rapporten”. Den blev udgivet senest for lidt over et år siden. Det fremgår heraf, at 93% af mænd og 90% af kvinder identificerer sig som heteroseksuelle. 1,5% af mænd og o,6% af kvinder identificerer sig som homoseksuelle. 1,8% af mænd og 2,6% af kvinder definerer sig som biseksuelle. For de mindre minoriteter viser undersøgelsen f.eks. at en andel på 0,54% har en ikke-ciskønnet identitet (0,10% transkønnede og 0,44% non-binær). Det fremgår også, at medianen for debutalder er nogenlunde konstant omkring 16-17 år.

Og ja, selvfølgelig spiller biologiske forudsætninger en stor rolle i den sammenhæng. Men vi kan altså ikke hjælpe alle børn ved at reducere de sociale sammenhænge til et biologisk spørgsmål om X vs. Y kromosom, når virkeligheden er så broget.

Vi skal være bevidste om vores forforståelse – farvede forventninger om man vil – og bruge kategorier med omtanke, når vi har behov for at skelne individuelle, kulturelle og sociale fænomener for at sikre plads til individuelle forskelle (f.eks. LGBTQI+) og samtidigt ofte bevidstgøre de afgørende betingelser for at være med i fællesskabet (f.eks. i skolen).

LÆS OGSÅ: Kronik: Når din dreng vil være pige og omvendt eller noget helt tredje – er folkeskolen ikke altid det nemmeste sted at være

Ideelt set bør vi ikke indrette skolerne til at tage særlige hensyn og indrette skolens virkelighed i forhold til hver enkelt identitetsmarkør eller bogstav, men samtidig skal skolen heller ikke i udgangspunktet kun være for heteroseksuelle og ciskønnede. Vi ønsker hverken fragmentering eller flertalstyranni – vi ønsker et rummeligt fællesskab for alle børn i folkeskolen.

Vi bør gøre os umage med at sikre, at alle børn får en grundig viden om køn og seksualitet og derfor bede om politisk støtte til bedre seksualundervisning i bred forstand. En god seksualundervisning skal udvikle børn og unges kompetencer til at fremme sundhed og trivsel og deres evner til at respektere og anerkende hinanden. Det er nok ikke tilstrækkeligt, hvad vi har i dag, eftersom faget gennem mange år er misligholdt, og knap nok et fag længere. Bedre undervisning af underviserne kunne suppleres med opdateret værdigrundlag fra skolebestyrelsen og indarbejdes i undervisningen for de små klasser om f.eks. at 1) Mennesker med alle seksualiteter og kønsidentiteter er velkomne på vores skole, 2) Der er plads til mennesker med alle seksualiteter og kønsidentiteter på vores skole, osv. Man kunne udbygge sådan et charter om køn og seksualitet, evt. med erklæringer om respekt for grænser, ikke at udskamme, ikke at bruge andres identitet som skældsord, alle kropstyper er velkomne, etc.

Som skole og forældre bør vi hjælpe alle børn med at kunne forestille sig, at de kan blive til noget og nogen. Livets gåde ’kend dig selv’, står jo åben for os alle, som den danske sangskat lyder:

Hvad mon man er
Før man blir til
Et stjerneskud
Et puslespil?

LÆS OGSÅ: Forældreguide: Sådan taler du med dit barn om køn

LÆS OGSÅ: Mor klarer skole-hjem-samarbejdet – fordi det er mest ’praktisk’

Udgivet: april 2020