Monsteret i maven

Det begyndte med ondt i maven. Senere stak Isabella af fra klassen, isolerede sig og blev febrilsk, når hun skulle afleveres. Psykologen konstaterede, at det var angst, som blev forværret af et dårligt undervisningsmiljø. Skolen mente ikke de kunne hjælpe. Læs her, hvordan det endte.

TEKST: MAJ CARBONI 
FOTO: ISTOCK

“Mor, det føles som om, der er nogen, der bokser mig i maven,” forklarede Isabella. Siden 0.klasse havde Isabella haft lidt svært ved at blive afleveret om morgenen. Hendes forældre tænkte, at det vel er meget normalt ved skolestart, men nogle måneder inde i 1. klasse blev de bekymrede.
”Hun fik ondt i maven allerede aftenen før, hun skulle i skole og kom med 117 undskyldninger for, hvorfor hun ikke skulle af sted. Om morgenen græd hun helt vildt og var nærmest febrilsk, når jeg skulle aflevere hende,” fortæller Isabellas mor, Camilla. Isabella skulle pludselig tisse flere gange i timen og havde ofte ondt i maven. Hun blev undersøgt for blærebetændelse, madallergier og alt mulig andet, men lægerne kunne ikke finde en årsag til problemet. I ferier og weekender forsvandt symptomerne.

Isolerede sig socialt

Lige omkring efterårsferien, spidsede problemet til og Isabellas forældre fik en samtale med klasselæreren, som for alvor gjorde dem urolige.
”Læreren fortalte, at Isabella trak sig fra sociale sammenhænge, ofte kom i konflikter med de andre børn, hvor hun blev ”udadreagerende”. Det var et billede, som vi slet ikke kunne genkende, for Isabella har altid været en selskabspapegøje og meget socialt anlagt,” fortæller Camilla.

Læreren ville ikke gøre forskel

På det tidspunkt var det nærmest umuligt for Camilla at aflevere Isabella om morgenen.
”Jeg stod ved døren til klassen i 20-60 minutter hver morgen med et grædende barn, der blev panisk, når jeg prøvede at gå, og når jeg endelig kom af sted, løb hun efter mig ud på gaden. Når jeg forsøgte at få hende tilbage på skolen, stak hun af fra mig.” Det blev ikke lettere af, at der ingen hjælp var at hente fra læreren. Lige fra vuggestuen og børnehaven havde Isabella haft brug for, at der var trygge voksne omkring hende, når hun skulle afleveres. Så gik det til gengæld også fint. Forældrene spurgte derfor klasselæreren, om han ikke kunne hjælpe med at tage imod Isabella om morgenen ved for eksempel at tage hende i hånden, når Camilla skulle gå.

”Han sagde, at det kunne han da godt gøre et par dage, men synes ikke, at det var en holdbar løsning, for der var jo også andre elever klassen, og han kunne jo ikke holde alle sammen i hånden.”

Følte sig forkert

Situationen tærede mere og mere på Camillas egne kræfter og humør.
”Det var virkelig stressende om morgenen, for jeg havde jo også et arbejde, der forventer, at man kommer til tiden. Samtidig gik det mig selvfølgelig på, at mit barn havde det så dårligt. Der var ingen på skolen, der hjalp os, så vi følte os meget alene og magtesløse,” fortæller hun. Derudover følte Camilla også, at det var pinligt, at hun ikke bare kunne aflevere sit barn om morgenen, ligesom alle de andre forældre.

”Jeg følte, at folk kiggede meget og hørte forældre, der kommenterede, at det vel nok var et ”mor-sygt” barn. Hvis jeg havde været dem, havde jeg sikkert også tænkt: Den mor skulle altså til at få styr på sit barn. Jeg følte mig virkelig forkert.”

Lettelse at finde ud af, hvad det var

Til sidst kiggede Camilla og hendes mand hinanden i øjnene og blev enige om, at de havde behov for professionel hjælp. De googlede ordet skolefobi og angst og fik et chok.

”Jeg begyndte at tude helt vildt, for der var så mange ting, jeg kunne genkende.” Derefter opsøgte forældrene en børnepsykolog, der havde med børn og angst at gøre.

”Det var en kæmpe befrielse at tale med et menneske, der havde forstand på det og som kunne forklare, hvorfor Isabella havde det så svært – og ikke mindst, at der var noget, som vi kunne gøre ved det.” Også for Isabella var det en lettelse at finde ud af, at hun ikke var den eneste, der havde det sådan.

”Er der virkelig andre, der har det ligesom mig?” spurgte hun psykologen, der fortalte, at hun havde hjulpet mange andre børn med angst. Fra den dag af, åbnede Isabella mere op, så hendes forældre bedre kunne tale med hende om, hvordan hun havde det.

Særligt sensitiv

For Isabellas mor og far var det en øjenåbner at få viden om den sygdom, som de fandt ud af, at deres datter havde. De blev også opmærksomme på, at Isabella var særligt sensitiv og at det sandsynligvis var det, der førte til, at hun havde fået angst. (Læs mere om særlig sensitive børn her).

”Jeg har altid tænkt, at sådan er Isabella bare. Hun har altid gået i flikflak over tøj, der kradser eller syningen i strømper, der generer. Hun har også været meget følsom overfor smerte. Før kunne jeg ikke forstå hende og det var rigtig frustrerende. Jeg blev irriteret, når hun skreg højt af bare at slå sig en smule eller reagerede voldsomt på at blive irettesat. Pludselig kunne vi se, at vi havde presset hende i nogle situationer, som ikke gjorde det nemmere for hende,” fortæller Camilla. Forældrene kunne også se, at skolens måde at tackle problemet ikke var den bedste for en sensitivt barn. Forældrene fik eksempelvis flere gange at vide fra skolen og pædagogerne i SFO´en, at de bare skulle presse Isabella og sige Sådan er det eller Det skal du bare.

”Man skal ikke læse meget om sensitive børn og børn med angst inden man finder ud af, at dette er noget af det værste man kan gøre. Det jeg selv havde forsøgt, virkede heller ikke, men nu fik jeg nogle gode råd til, hvordan jeg skulle tackle hende, og så gik tingene meget lettere. Det er faktisk ikke meget, der skal til, før det letter på en masse ting,” fortæller Camilla.

Kom i behandling

I skolen havde Isabella det stadig skidt, så familien startede i et forløb med psykologen. En vigtig pointe var, at Isabella skulle møde sin angst og stadig ud af døren hver eneste dag. Hvis det var for svært en dag, var det i orden bare at komme og sige hej og gå igen. Det skete, at Camilla slæbte af sted med Isabella på cyklen iklædt nattøj under flyverdragten for bare at komme over på skolen og sige godmorgen og så at tage hjem igen. Andre gange lykkedes det Isabella at være til fire lektioner ud af seks. Psykologen arbejdede med at få Isabella til at lære sin angst at kende i små portioner.

Hun fik en trappestige, hvor hun fik små belønninger for at nå mindre mål og en stor præmie, når hun nåede på toppen. Derhjemme hang skemaer, hvor Isabella hver uge kunne sætte et klistermærke for hver lektion, hun havde været til og for de dage, hvor hun også kom på fritidshjem. På den måde kunne hun selv se, hvor meget hun havde rykket sig. Det var også vigtigt, at Isabella fik sat ord på sine følelser. Psykologen viste hende et billede af et monster i maven som symbol på hendes angst. Monsteret kunne dog også være et sødt monster. Isabella satte et klistermærke op derhjemme med ”hendes monster”. Det betød, at de lettere kunne tale om det derhjemme.

Forældrene blev enige om at skrive ud til de andre forældre i klassen og fortalte åbent om, hvordan Isabella havde det og hvad de havde gang i. Det gjorde det lettere for både Isabella og forældrene ikke at føle sig så forkerte længere.
”Vi fik mange søde mails og kram. Det var rigtig rart at mærke, at folk følte med os,” fortæller Camilla.

9 uger i et kosteskab

På det tidspunkt var Camilla selv blevet sygemeldt af sin læge med en depression. På trods af det knoklede hun for, at Isabella kunne blive tryg ved at gå i skole. Tidligere havde skolen nægtet, at Camilla måtte være på skolen i skoletiden, men nu fik hun lov til at sidde i et lille depot, mens Isabella var til undervisning. Det hjalp, at Isabella havde sin mor i nærheden, men hun havde det stadig meget svært og kunne sjældent klare en hel dag. I nogle situationer fik hun det værre. Camilla og hendes mand indkaldte skoleledelsen og AKT-læreren til flere samtaler, men der var ikke meget hjælp at hente. Skolen havde ingen ressourcer at sætte ind, sagde de. Forældrene fik lovning på, at klasselæreren ville hjælpe, men det skete ikke.

”Han havde svært ved det og vidste ikke, hvad han skulle gøre,” siger Camilla. Skolens ledelse sagde, at de aldrig før havde haft en sensitivt barn og vidste ikke, hvad de skulle gøre. Forældrene besluttede derfor at gå til børnepsykiatrien for med en udredning i hånden, at kunne modtage mere hjælp fra skolesystemet, for eksempel fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, PPR. Skolen ville nemlig på ingen måde anvende en udtalelse fra den private psykolog, som forældrene selv havde betalt for. Psykiatrien lavede et udredningsforløb. De konstaterede, at Isabella havde separationsangst, men ellers var en helt normal pige.

Psykolog observerede klassen

Som led i udredningen kom der en psykolog ud på skolen for at observere Isabella i klassen. Psykologen konstaterede, at undervisningsmiljøet ikke var godt for Isabella, som havde brug for ro og struktur og blev stærkt påvirket, når der blev skældt ud. For første gang var Camilla også med i klassen, som hun ellers ikke havde fået lov til af skolen.

”Først dér forstod jeg rigtig, hvad det var Isabella havde forsøgt at forklare. Der var meget uro og der blev tit skældt ud. Isabella forstod ikke de fælles beskeder, hvilket gjorde hende urolig. Det var tydeligt, at læreren var usikker og blev frustreret over ikke at kunne skabe ro.” Efterfølgende observerede psykologen og Camilla en matematiktime, hvor læreren var god til at skabe ro og tage Isabella i hånden, hvis hun havde brug for det. Dér var Isabella langt mere rolig.

Fik det værre

På trods af forløbet hos den private psykolog og den igangværende udredning fik Isabella det værre og værre.

”Selvom vi prøvede at gøre det blidt, fik vi presset hende så meget, at hun var helt udmattet efter to dage med to lektioner. Hun kunne ikke engang lave noget derhjemme og burede sig mere og mere inde. Efterhånden kunne hun ikke engang overskue at komme over til sin bedste veninde. Hvis det stod til hende, ville hun bare være alene på sit værelse,” fortæller Camilla. Forældrene indkaldte skoleledelsen til endnu et møde.

”Vi sagde, at hvis de ikke kunne hjælpe os, kunne det ikke lade sig gøre. De svarede, at der ikke var ressourcer til det,” fortæller Camilla. Familien fik ikke tilbudt hjælp fra hverken PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) eller skolepsykologen og skolen ville ikke samarbejde med den psykolog, som familien selv betalte.

”Den hjælp fra de voksne på skolen, som var vigtig for at Isabella kunne blive tryg ved at gå i skole, kom ikke og de små ting, de lovede, skete ikke. Vores frustration og magtesløshed blev større og større, og vi følte os meget alene. Det påvirkede hele familien. Vi kunne ikke overskue andet.”

Den store beslutning

På skolen mødte Camilla og hendes mand tilfældigvis et andet forældrepar med en dreng i samme situation, som fortalte, at et havde stået på et helt år. En morgen overværede de, hvordan faren forsøgte at aflevere drengen, der hele tiden prøvede at løbe væk og var febrilsk og urolig.

”Vi kiggede på hinanden og tænkte: Det her skal vi ikke stå i om et år,” siger Camilla. Så blev det juleferie og efter et par dage stoppede Isabella med at være urolig.

”Da tog vi en beslutning om, at vi ville have hende over i et andet miljø.” De undersøgte forskellige skoler og fik tilbud på en skole, hvor de havde fornemmelse af, at de havde en forståelse for børn med Isabellas udfordringer. Da forældrene fortalte Isabella, at hun skulle skifte skole, råbte og græd hun i et kvarter. Så accepterede hun beslutningen og det virkede som om hun blev glad og lettet. Det var dog vigtigt for hende, at hun stadig kunne se sine gamle veninder.

Små ting gjorde stor forskel

På den nye skole fik Isabella en god modtagelse af klassen. Lærerne tog hende i hånden om morgenen som det mest naturlige og hjalp hende i løbet af dagen, når hun havde det svært. Efter halvanden uge kunne Camilla aflevere uden, at Isabella løb efter hende som tidligere.

”Hun græd, men det var rart at se, at lærerne tog sig af hende og trøstede hende. De formåede at skabe tryghed i hendes hverdag, så hun hurtigt fik lettere ved at sige farvel.” For hver dag blev det nemmere og efter et års tid, er der flere dage hvor Isabella bare kan afleveres i porten. Så løber hun selv op. Der er dog stadig enkelte dage, hvor en af de voksne eller en af Isabella klassekammerater lige skal være sammen med hende en kort periode, når hun afleveres.

På den nye skole håndteres konflikter uden skæld-ud, der er struktur og der bliver gjort noget ud af, at børnene ved, hvad der skal ske i løbet af dagen. Det har gjort Isabella tryg. Når hun bliver overstimuleret og pludselig ikke kan finde ud af simple ting, samler læreren hende lige op. I begyndelsen var Isabellas forældre løbende til evalueringsmøde med lærerne for at følge hendes udvikling.

”Isabella blev ikke set som et problem, som tidligere. Det var bare små ting, som skulle til for at hjælpe hende, som den anden skole så som noget meget stort. Her ved lærerne, hvad de skal gøre og for dem er det en selvfølge at samarbejde med os. Nu føler vi, at vi er sammen om det. Vi gør de samme ting, og hvis der er spørgsmål, så taler vi om, hvordan vi gør det.”

Ny skole – ny datter

Den ny skole forandrede hurtigt Isabella – og hele familien. Isabellas storebror var lettet over, at have fået ”sin glade lillesøster igen” og Camilla kunne igen begynde på arbejde.

”Pludselig har jeg en datter, som når hun kommer hjem fra skole, taler om, hvem hun har leget med og hvad hun ser frem til i morgen. Før var hun som regel bare bekymret over, hvad der skulle ske,” fortæller Camilla. Hun mener, at den største forskel for Isabella har været, at hun nu føler, at hun bliver taget alvorligt og bliver anerkendt for den hun er.

“Når hun kommer med noget til lærerne, bliver hun mødt og hørt. Det frustrerede hende meget på den gamle skole, at hun ikke følte, de tog hende alvorligt, når hun fortalte, at hun havde det dårligt. Tit fik Isabella bare skæld-ud, når hun kom og sagde noget til de voksne, som var et problem for hende.”

Kunne have skadet hendes fremtid

Der går dog et stykke tid, før familien er helt sig selv igen.
”Det er gået over al forventning og vi er meget lettede og føler vi står i stor gæld til den nye skole, selvom det burde være en selvfølge. Alligevel ligger oplevelsen som noget tungt. Jeg kan ikke lade være med at være bitter på den gamle skole over, at vi skulle helt derud, hvor hele familien var i krise,” siger Camilla. På den anden side er hun også glad for, at Isabellas angst blev opdaget og, at de fik gjort noget ved det.

”Nu blev det grelt, fordi læreren ikke kunne give hende nærvær og tryghed, men hvis ikke det var sket, havde hun måske gået igennem hele skoleforløbet og haft det jævnt dårligt. Det kunne have haft konsekvenser langt ind i hendes voksenliv. Nu ved vi, hvad der skal til for, at hun kan få en god skolegang,” siger Camilla.

Isabellas forældres råd til forældre i samme situation

• Lyt til dit barn og tag det alvorligt, hvis han/hun har det dårligt i skolen.
• Søg hjælp hos professionelle, men stol ikke blindt på dem. Dan også jeres egen vurdering, da et er jer, der kender barnet bedst.
• Søg viden om, hvad det vil sige at have angst og være særligt sensitiv (hvis det er tilfældet) for at kunne støtte jeres barn på den bedste måde.
• Tal åbent om det med familie, venner, kolleger og ikke mindst forældrene i klassen.
• Undersøg, hvad du har ret til i forhold til støtte på skolen, sygemelding og hjemmeundervisning, hvis det er nødvendigt.

P.S. Navnene i artiklen er opdigtede af hensyn til ”Isabella” og hendes storebror, der stadig går på Isabellas gamle skole. Redaktionen er bekendt med de rigtige navne.

Udgivet: marts 2019